§ 1.§-link ↗
Til dækning af omkostningerne ved sortslisteoptagelse, jf. bekendtgørelse om en sortsliste over landbrugsplanter og bekendtgørelse om afprøvning og optagelse af sorter af kulturplanter på sortsliste, og ved plantenyhedsbeskyttelse, jf. lov om plantenyheder, betaler anmelderen gebyrer og afgifter til Statens Planteavlsforsøg, Afdeling for Sortsafprøvning, i henhold til bilag 1 og 2.
Stk. 2. Anmeldes en sort såvel til sortslisteoptagelse som til plantenyhedsbeskyttelse, benyttes SES-afprøvningen til begge formål. Beslutter afprøvningsmyndigheden i særlige tilfælde at begrænse afprøvningens omfang væsentligt, reduceres afprøvningsgebyret tilsvarende.
Stk. 3. Gebyrer og afgifter tillægges merværdiafgift.
§ 2.§-link ↗
Gebyrer og afgifter forfalder ved påkrav, og betaling skal ske senest 30 dage efter fakturaens dato.
Stk. 2. Betales forfaldne gebyrer og afgifter ikke rettidigt, betales der rente af beløbet fra forfaldsdag. Renten fastsættes til 1,3 pct. månedligt for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.
Stk. 3. Gebyrer og afgifter er tillagt udpantningsret.
§ 3.§-link ↗
Dækker gebyrer og afgifter ikke de faktiske udgifter til administration og sortsafprøvning, kan det manglende beløb indregnes ved fastsættelsen af gebyrer og afgifter for efterfølgende finansår.
Stk. 2. Overstiger gebyrer og afgifter de faktiske udgifter, kan det overskydende beløb tilsvarende indregnes ved fastsættelsen af gebyrer og afgifter for efterfølgende finansår.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. februar 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 629 af 28. juni 1996 om betaling for sortslisteoptagelse og plantenyhedsbeskyttelse m.m.