Bekendtgørelse nr. 389 · 1993

Historisk

Bekendtgørelse om fersk kød (* 1)

Bekendtgørelse om fersk kød (* 1)

Dokumentdato: 17. jun. 1993Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse vedrører de sundhedsmæssige betingelser for produktion, behandling og afsætning af fersk kød, jf. § 2, nr. 1.

Stk. 2. Denne bekendtgørelse gælder ikke for opskæring og oplagring af fersk kød hos detailhandlere eller i lokaler ved salgssteder, hvor opskæring og oplagring udelukkende finder sted med henblik på direkte salg til forbrugeren og eventuelt levering engros eller til storkunder, dvs. kantiner, hospitaler, skoler, restauranter o.l.

Stk. 3. Bekendtgørelsen omfatter dog de i stk. 2 omhandlede virksomheder, såfremt 1) værdien af leverancer af levnedsmidler engros og til storkunder udgør mere end den dobbelte værdi af det direkte salg til forbrugeren, eller 2) leverancer engros eller til storkunder af produkter med indhold af kød, som er omfattet af kødloven, udgør mere end 5 tons pr. uge.

Stk. 4. Denne bekendtgørelse gælder ikke for hakket kød, der er omfattet af Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 369 af 12. maj 1992 om udførsel af hakket kød m.v. til de øvrige EF-lande.

Stk. 5. I tvivlstilfælde afgør Veterinærdirektoratet, om en virksomhed er omfattet af bekendtgørelsen.

Stk. 6. Veterinærdirektoratet kan tillade, at fersk kød, som ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse, kan anvendes til udstillinger eller særlige undersøgelser. En tilladelse vil være betinget af, at det ved offentlig kontrol kan sikres, at kødet ikke anvendes til menneskeføde, og at det destrueres, når udstillingerne er afsluttet, eller de særlige undersøgelser er udført. Det vil ligeledes være en betingelse, at der ikke er dyresundhedsmæssige betænkeligheder.

Stk. 7. Veterinærdirektoratet kan tillade, at fersk kød, som ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse, kan anvendes til forsyning af internationale organisationer. Det vil være en betingelse, at der ikke er sundhedsmæssige eller dyresundhedsmæssige betænkeligheder. Definitioner

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kød: alle spiselige dele af arterne kvæg (herunder arterne Bubalus bubalis og Bison bison), svin, får, geder og hovdyr holdt som husdyr. 2) Fersk kød: kød, herunder kød, der er vakuumpakket eller pakket i kontrolleret atmosfære, og som med undtagelse af kuldebehandling ikke har været underkastet nogen behandling, der forlænger holdbarheden. 3) Maskinsepareret kød: kød, der mekanisk er udvundet fra kødbærende knogler, undtagen knogler fra hovedet, fra lemmerne under forknæleddet og haseleddet samt fra svinehaler, og som er bestemt til at anvendes på autoriserede kødproduktvirksomheder. 4) Slagtekrop: et slagtedyrs krop efter afblødning, udtagning af organer, afskæring af lemmerne i forknæled og haseled, af hoved, hale og yver og endvidere for kvæg, får, geder og hovdyr efter afhudning. 5) Slagteaffald: fersk kød, for så vidt det ikke hører til slagtekroppen, som defineret i nr. 4, også selv om det stadig er i naturlig forbindelse med slagtekroppen. 6) Organer: Slagteaffald fra bryst-, bug- og bækkenhule, inklusive luft- og spiserør. 7) Embedsdyrlæge: dyrlæge, der af tilsynsmyndigheden er udpeget til at føre tilsyn efter denne bekendtgørelse. 8) Hjælpepersonale: personale, som har faglige kvalifikationer godkendt af Veterinærdirektoratet, og som af tilsynsmyndigheden er udpeget til at fungere som medhjælper for en embedsdyrlæge efter denne bekendtgørelse. 9) Transportmidler: de dele af motorkøretøjer, jernbanevogne og luftfartøjer, der er beregnet til last, og lastrum i skibe samt containere til transport ad land-, sø- eller luftvejen. 10) Indpakning: beskyttelse af det ferske kød ved anvendelse af en første indpakning eller en første beholder i direkte berøring med det pågældende ferske kød samt selve denne første indpakning eller beholder. 11) Emballering/emballage: anbringelse af det indpakkede ferske kød i en ydre beholder samt selve denne beholder. 12) Tredjelande: lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. 13) Storkreatur: regneenhed ved beregning af »lille produktion«, idet kvæg og hovdyr udgør 1,0 storkreatur, svin 0,33 storkreatur, får og geder 0,15 storkreatur. 14) Lille produktion: I beregningen for slagterier medregnes ikke producentslagtninger. Grænserne er for slagterier behandling af højst 20 storkreaturer pr. uge og højst 1000 storkreaturer pr. år og for opskæringsvirksomheder en ugentlig produktion på ikke over 5 tons. Erhvervelse og ophør af autorisation eller godkendelse

§ 3.§-link ↗

Enhver, der med henblik på produktion og afsætning af fersk kød agter at slagte dyr, at behandle fersk kød ved opskæring, udbening eller anden mekanisk behandling, samt at fryse eller oplagre fersk kød, skal forinden autoriseres eller godkendes af tilsynsmyndigheden, jf. § 20, til at drive en sådan virksomhed.

Stk. 2. Ansøgning om autorisation eller godkendelse fremsendes til tilsynsmyndigheden. Ansøgningen skal mindst indeholde oplysning om virksomhedens beliggenhed, den planlagte produktion, antal ansatte, indretning, vandforsyning samt afløbsforhold for spildevand.

§ 4.§-link ↗

Ved meddelelse af autorisation eller godkendelse tildeler Veterinærdirektoratet virksomheden et nummer. Det tildelte nummer skal benyttes ved sundhedsmærkning af virksomhedens produkter.

Stk. 2. Der skal indhentes fornyet autorisation eller godkendelse, såfremt 1) der foretages væsentlige bygnings- og indretningsmæssige ændringer, eller 2) grundlaget for autorisationen eller godkendelsen iøvrigt ændres.

Stk. 3. Der skal ske anmeldelse til tilsynsmyndigheden, såfremt der sker ejerskifte eller navneskifte for virksomheden.

Stk. 4. Autorisationen eller godkendelsen kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder stillede vilkår, eller forudsætningen for autorisationen eller godkendelsen ændres væsentligt.

§ 5.§-link ↗

Såfremt virksomheden ønsker autorisationen eller godkendelsen tilbagekaldt, skal dette meddeles tilsynsmyndigheden i så god tid, at kontrolpersonalets opsigelsesvarsler udløber senest den dag, hvor virksomhedens autorisation eller godkendelse ikke længere ønskes opretholdt.

Stk. 2. Hvis dette ikke sker, godtgør virksomheden samtlige lønudgifter for kontrolpersonalet i perioden fra den dag, hvor virksomhedens autorisation eller godkendelse ikke længere er gældende, til opsigelsesvarslernes udløb.

§ 6.§-link ↗

En autoriseret eller godkendt virksomhed må ikke uden særlig tilladelse udøve andre funktioner end sådanne, hvortil autorisation eller godkendelse er meddelt, og de enkelte lokaler må kun anvendes til det formål, hvortil de er godkendt.

Stk. 2. Virksomheden må kun modtage det ferske kød, den er autoriseret eller godkendt til. Krav til fersk kød

§ 7.§-link ↗

For at fersk kød i form af hele kroppe, halve kroppe, halve kroppe opskåret i højst tre delstykker eller kvarte kroppe kan omsættes, skal kødet: 1) komme fra et slagteri, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 19 og 20, 2) hidrøre fra et slagtedyr, der i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VI, er blevet undersøgt af en embedsdyrlæge før slagtningen, og efter denne undersøgelse er fundet egnet til slagtning i henhold til denne bekendtgørelse, 3) være behandlet under hygiejniske forhold i overensstemmelse med bilag 1, kapitel V og VII, 4) være undersøgt efter slagtningen af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VIII. Deraf skal fremgå, at slagtedyret ikke har udvist nogen forandring med undtagelse af traumatiske læsioner opstået kort før slagtningen, lokale misdannelser eller forandringer, for så vidt det er konstateret - om fornødent ved laboratorieundersøgelser - at disse læsioner, misdannelser eller forandringer ikke gør slagtekroppen og det tilhørende slagteaffald uegnet til menneskeføde eller bringer den menneskelige sundhed i fare, 5) være forsynet med et sundhedsmærke i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XI, 6) oplagres under tilfredsstillende hygiejniske forhold i henhold til bilag 1, kapitel XIV, i virksomheder, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X, og 7) i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XV, transporteres under hygiejniske forhold.

§ 8.§-link ↗

For at fersk kød i form af delstykker, der er mindre end de i § 7 anførte, eller udbenet kød kan omsættes, skal kødet: 1) opskæres eller udbenes i en opskæringsvirksomhed som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 19 og 20, 2) opskæres eller udbenes og udvindes i overensstemmelse med bilag 1, kapitel IX, og hidrøre fra fersk kød, der opfylder de i § 7 anførte betingelser eller fra fersk kød indført i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 625 af 14. juli 1992 om veterinærkontrol ved indførsel af animalske levnedsmidler m.v., 3) oplagres under forhold, der opfylder betingelserne i bilag 1, kapitel XIV, i virksomheder, som er autoriseret eller godkendt i overensstemmelse med § 3, og kontrolleret i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X, 4) kontrolleres af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X, 5) opfylde betingelserne i bilag 1, kapitel XII, med hensyn til indpakning og emballering, og 6) opfylde betingelserne i § 7, nr. 3, 5 og 7.

§ 9.§-link ↗

For at fersk kød i form af slagteaffald kan omsættes, skal det opfylde følgende betingelser: 1) Slagteaffaldet skal komme fra et slagteri eller en opskæringsvirksomhed, som er autoriseret i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 19 og 20. 2) Slagteaffald i hel tilstand skal opfylde betingelserne i §§ 7 og 8. 3) Skiveskåret slagteaffald skal opfylde betingelserne i § 8. Kun lever fra kvæg må skiveskæres, og dette skal foregå i en autoriseret eller godkendt opskæringsvirksomhed.

§ 10.§-link ↗

Fersk kød, som er blevet oplagret i et køle- eller fryselager, der er autoriseret i overensstemmelse med § 3 og kontrolleret i overensstemmelse med §§ 19 og 20, og som ikke siden har undergået nogen yderligere håndtering undtagen i forbindelse med oplagring, kan omsættes, når det: 1) opfylder betingelserne i §§ 7, 8 og 9 eller er indført fra tredjelande i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 625 af 14. juli 1992 om veterinærkontrol ved indførsel af animalske levnedsmidler m.v., og 2) under transporten til bestemmelsesstedet er ledsaget af det handelsdokument eller certifikat, som er omhandlet i § 15.

Stk. 2. Hvis kødet skal ledsages af et certifikat, skal dette udstedes af embedsdyrlægen på grundlag af det certifikat, der ledsager sendingen af fersk kød ved indlagringen, og skal angive det ferske køds oprindelse, såfremt der er tale om indført kød.

§ 11.§-link ↗

Maskinsepareret kød må kun afsættes, eventuelt via et autoriseret eller godkendt frysehus, til autoriserede kødproduktvirksomheder, som underkaster kødet en varmebehandling før overgivelse til forbrugeren.

§ 12.§-link ↗

Ved slagtning af svin og heste skal det ferske kød, der skal forsynes med sundhedsmærke i henhold til bilag 1, punkt 50, litra a, b, c eller d, undersøges for tilstedeværelse af trikiner eller frysebehandles efter Veterinærdirektoratets bestemmelse.

Stk. 2. Fersk kød og slagteaffald fra dyr, hos hvilke der er påvist ikke-generaliseret cysticercose (oksetinter (Cysticercus bovis) henholdsvis svinetinter (Cysticercus cellulosae)), skal frysebehandles efter Veterinærdirektoratets bestemmelse, efter fjernelse af de dele, der af embedsdyrlægen er fundet uegnet til menneskeføde.

§ 13.§-link ↗

Kød af orner til avlsbrug samt af kryptorchide svin og hermafroditiske svin skal ornestemples ved anvendelse af det i bilag 1, punkt 50, litra d, anførte mærke, såfremt kødet er godkendt til eksport, eller det i bilag 1, punkt 50, litra f, anførte mærke, såfremt kødet alene kan afsættes på det danske marked.

Stk. 2. Kød af ukastrerede svin, hvis slagtekroppe vejer over 80 kg, skal ornestemples ved anvendelse af et af de i stk. 1 nævnte mærker. Dog kan ornestempling undlades, såfremt det ved undersøgelse ved skatol-metoden eller en anden af Landbrugsministeriet godkendt objektiv metode eller ved koge-/stegeprøve foretaget under embedsdyrlægens ansvar er fundet, at kødet ikke har udtalt kønslig lugt.

Stk. 3. Kød af ukastrerede svin, hvis slagtekroppe vejer 80 kg eller derunder, skal stemples i overensstemmelse med nærmere af Veterinærdirektoratet fastsatte regler, hvis der ved undersøgelse med skatolmetoden konstateres skatolværdier, der overstiger den af Landbrugsministeriet fastsatte grænseværdi, og det ved koge-/stegeprøve foretaget under embedsdyrlægens ansvar er fundet, at kødet har udtalt kønslig lugt.

Stk. 4. Kød, som er forsynet med et af de i stk. 1 nævnte mærker, skal underkastes behandling i overensstemmelse med § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 500 af 29. juni 1990 om udførsel af kødprodukter, før afsætning til den endelige forbruger.

§ 14.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan stille særlige krav for udførsel af fersk kød til tredjelande. Certifikat og handelsdokument

§ 15.§-link ↗

Under transporten skal fersk kød, som er godkendt til eksport og afsendes fra en eksportautoriseret virksomhed, ledsages af et handelsdokument, som er godkendt af embedsdyrlægen, idet dette dokument skal indeholde angivelserne DK eller DANMARK, virksomhedens nummer og EØF, jf. bilag 1, punkt 50, litra a eller b. Der kræves ikke handelsdokument for forsendelser fra hjemmemarkedsgodkendte virksomheder. For frosset kød skal der være en klar angivelse af måned og år for frysningen. Handelsdokumentet skal opbevares af adressaten i mindst 1 år.

Stk. 2. Ved forsendelse til et andet EF-land skal det ferske kød ledsages af et certifikat foreskrevet af Veterinærdirektoratet, når kødet transporteres i transit gennem et tredjeland i plomberede transportmidler.

Stk. 3. Kød hidrørende fra et slagteri, der er beliggende i et område eller en zone, som Veterinærdirektoratet har pålagt særlige restriktioner, skal ledsages af et certifikat foreskrevet af Veterinærdirektoratet.

Stk. 4. Ved udførsel til tredjelande skal det ferske kød under transporten ledsages af det af Veterinærdirektoratet foreskrevne certifikat. Hjemmemarkedsgodkendte virksomheder

§ 16.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan godkende virksomheder, som ikke opfylder alle indretningsmæssige krav anført i bilag 1, til at producere fersk kød til afsætning alene på det danske marked.

Stk. 2. Det er en forudsætning for en godkendelse efter stk. 1, at virksomheden har en lille produktion, jf. § 2, nr. 14, og at virksomheden i øvrigt opfylder kravene i denne bekendtgørelse, jf. dog § 28.

Stk. 3. Slagterier omfattet af stk. 1 og 2 skal opfylde betingelserne i bilag 2. Herudover skal følgende betingelser opfyldes: 1) Slagteriet skal på forlangende meddele embedsdyrlægen nedenstående oplysninger, der skal fremgå af et register: a) antallet af dyr, der tilføres virksomheden, b) mængden af fersk kød, der forlader den, c) arten af egenkontrolundersøgelser, og d) resultaterne af disse undersøgelser, jf. § 19, stk. 3. 2) Slagteriet skal oplyse embedsdyrlægen om slagtetidspunktet samt antallet af dyr, og hvor de stammer fra, således at der i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VI, kan foretages levende syn enten i oprindelsesbesætningen eller umiddelbart før slagtningen. 3) Er embedsdyrlægen ikke personligt til stede under slagtningen, må ingen dele af slagtedyret tages i anvendelse af virksomheden, før embedsdyrlægen har foretaget den undersøgelse efter slagtningen, der skal finde sted på slagtedagen, jf. bilag 1, kapitel VIII.

Stk. 4. Opskæringsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal opfylde betingelserne i bilag 2. Bestemmelserne i bilag 1, kapitel VII og IX samt punkt 48, finder ikke anvendelse på oplagring og opskæring i disse virksomheder.

Stk. 5. Fersk kød fra virksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal under embedsdyrlægens ansvar mærkes med det i bilag 1, punkt 50, litra e, angivne sundhedsmærke. Nødslagtning

§ 17.§-link ↗

Dyr, der agtes nødslagtet på autoriseret eller godkendt slagteri, skal inden slagtningen undersøges af en dyrlæge i overensstemmelse med § 7, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Ved nødslagtning forstås enhver slagtning, hvor aflivningen udføres uden for et slagteri efter ordre fra en dyrlæge på grund af et ulykkestilfælde eller alvorlige fysiologiske forstyrrelser eller funktionsforstyrrelser, og hvor den slagtemæssige behandling foretages på et autoriseret eller godkendt slagteri.

Stk. 3. Dyret skal aflives efter bedøvelse og afblødes på stedet. Derefter skal det hurtigst muligt under hygiejniske forhold transporteres til et autoriseret eller godkendt slagteri. Hvis det ikke er muligt inden for en time at transportere det aflivede dyr til slagteriet, skal transporten foregå i en container eller med et transportmiddel, hvori temperaturen er på mellem 0IC og 4IC. Hvis udtagelsen af organerne ikke er foretaget i forbindelse med aflivningen, skal dette ske senest tre timer efter aflivningen. Såfremt organerne udtages i forbindelse med aflivningen, skal de ledsage slagtekroppen til slagteriet.

Stk. 4. Det aflivede dyr skal under transporten til slagteriet ledsages af en af Veterinærdirektoratet foreskrevet erklæring fra den dyrlæge, der har beordret aflivningen. Erklæringen skal afleveres til embedsdyrlægen ved slagteriet.

Stk. 5. Kød af dyr, der er nødslagtet, og som af embedsdyrlægen er godkendt til forbrug, skal mærkes med det i bilag 1, punkt 50, litra e, nævnte sundhedsmærke, og må kun omsættes på det danske marked.

Stk. 6. Stk. 1-5 gælder ikke for nødslagtninger, som foretages på stedet, og hvor ejeren anvender kødet i egen husholdning. Anden anvendelse end menneskeføde

§ 18.§-link ↗

Kød, der af embedsdyrlægen findes uegnet til menneskeføde, eller som virksomheden ikke ønsker anvendt til menneskeføde, skal destrueres eller anvendes på anden måde i henhold til bekendtgørelse nr. 789 af 21. september 1992 om forarbejdning af animalsk affald og om fremstilling af dyrefoder med animalsk indhold.

Stk. 2. Såfremt det i stk. 1 omhandlede kød ikke straks anbringes i de i bilag 1, punkt 4, litra d, eller bilag 2, punkt 4, litra c, nævnte beholdere eller lokaler, skal kødet mærkes efter embedsdyrlægens anvisning. Egenkontrol, hygiejneuddannelse

§ 19.§-link ↗

Virksomheden skal foretage regelmæssig kontrol af den almindelige produktionshygiejne på virksomheden, bl.a. med mikrobiologiske undersøgelser. Denne kontrol skal omfatte redskaber, inventar og maskiner i samtlige produktionsled og om nødvendigt produkterne. Resultaterne af den godkendte egenkontrol skal til enhver tid være tilgængelige for embedsdyrlægen.

Stk. 2. Omfanget af den offentligt godkendte egenkontrol fastsættes af tilsynsmyndigheden efter forhandling med virksomheden.

Stk. 3. Virksomheden skal efter anmodning give Veterinærdirektoratet meddelelse om arten, hyppigheden og resultatet af de undersøgelser, der er foretaget med henblik på egenkontrol, samt om nødvendigt navnet på undersøgelseslaboratoriet. Sådanne oplysninger er ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. § 12, nr. 2, i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen.

Stk. 4. Virksomheden skal iværksætte et uddannelsesprogram for personalet med henblik på at sikre, at personalet overholder de krav til produktionshygiejne, der svarer til virksomhedens produktionsstruktur. Embedsdyrlægen skal medvirke ved udarbejdelsen og gennemførelsen af programmet. Offentligt tilsyn

§ 20.§-link ↗

Veterinærdirektoratet fører tilsyn med virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse og træffer bestemmelse om omfanget af det offentlige tilsyn og hvilket personale, der skal forestå tilsynet ved den enkelte virksomhedstype.

Stk. 2. Tilsynet med virksomheder, som i henhold til nærværende bekendtgørelse er godkendt til behandling af fersk kød ved opskæring, udbening eller anden mekanisk behandling eller oplagring med henblik på afsætning på det danske marked, og som har en lille produktion, udøves af en embedsdyrlæge ansat ved en lokal levnedsmiddelkontrolenhed.

Stk. 3. Tilsynet med virksomheder, som ved nærværende bekendtgørelses ikrafttræden er godkendt af kommunalbestyrelsen i henhold til bekendtgørelse nr. 269 af 1. maj 1991 om kød m.m. til hjemmemarkedet, påhviler uanset stk. 1 kommunalbestyrelsen. Tilsynet skal udøves af en embedsdyrlæge ansat ved den lokale levnedsmiddelkontrolenhed.

Stk. 4. Udgifterne til tilsynet refunderes det offentlige af virksomheden efter de til enhver tid gældende regler herom. Udgifter i forbindelse med anskaffelse af kemikalier, instrumenter, mærker, stempelfarve samt andet nødvendigt udstyr og inventar til tilsynet i øvrigt såvel som dettes vedligeholdelse påhviler virksomheden.

§ 21.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan af hensyn til hygiejne, sundhed, ernæring, kvalitet og kontrol påbyde laboratorieundersøgelser m.m. af fersk kød. Veterinærdirektoratet fastsætter prøvernes art og antal samt undersøgelsesmetoder, herunder hvilket laboratorium, der skal udføre undersøgelsen.

§ 22.§-link ↗

Emballage, der har været benyttet til fersk kød, må ikke på ny benyttes, før eventuelle kødkontrolmærker er fjernet. Emballage til fersk kød, der er forsynet med kødkontrolmærker eller med private mærker eller påtegninger vedrørende varen eller dens oprindelse, må ikke benyttes af andre til fersk kød eller til andre varer, før sådanne mærker eller påtegninger er fuldstændig fjernet. Dispensation

§ 23.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan meddele dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Påklage

§ 24.§-link ↗

Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Veterinærdirektoratet.

Stk. 2. Veterinærdirektoratet kan bestemme, at en klage har opsættende virkning. Straffebestemmelser

§ 25.§-link ↗

Overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 2 og 3, § 5, stk. 1, §§ 6-13, 17 og 18, § 19, stk. 1, 3 og 4, § 28, stk. 2 og 3, og § 29, stk. 3, straffes med bøde.

Stk. 2. For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar, jf. § 27, stk. 4, i kødloven.

Stk. 3. For overtrædelse, der begås af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar, jf. § 27, stk. 4, i kødloven. Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 26.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. juni 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 871 af 12. december 1986 om indretning og drift af offentlige og private slagtehuse, bekendtgørelse nr. 544 af 14. september 1988 om udførsel af fersk kød og bekendtgørelse nr. 141 af 6. marts 1991 om ændring af bekendtgørelse om udførsel af fersk kød.

Stk. 3. Fra samme dato gælder følgende bekendtgørelser ikke for fersk kød: 1) Bekendtgørelse nr. 359 af 28. juni 1979 om transport af kød m.m. til forbrug her i landet samt om indretning og renholdelse af transportmidler til sådan transport, bortset fra § 8. 2) Bekendtgørelse nr. 193 af 18. marts 1988 om indretning og drift af de af Landbrugsministeriet til eksport af kød, slagteaffald og kødvarer autoriserede virksomheder. 3) Bekendtgørelse nr. 269 af 1. maj 1991 om kød m.m. til hjemmemarkedet, bortset fra §§ 16 og 21.

Stk. 4. Alle ved denne bekendtgørelses ikrafttræden meddelte autorisationer, godkendelser og tilladelser til at slagte dyr, behandle fersk kød ved opskæring, udbening eller anden mekanisk behandling, samt fryse eller oplagre fersk kød bevarer deres gyldighed indtil videre.

§ 27.§-link ↗

Indtil den 30. juni 1993 skal fersk kød under transport til et andet EF-land ledsages af et certifikat foreskrevet af Veterinærdirektoratet og udstedt af embedsdyrlægen ved læsningen.

§ 28.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan tillade, at slagterier og opskæringsvirksomheder, som ikke opfylder alle betingelser i bilag 1, punkt 1-14, men som har en produktion, der overskrider den i § 2, nr. 14, nævnte lille produktion, og som inden 1. april 1992 havde indgivet ansøgning herom, indtil den 31. december 1995 på særlige betingelser omsætter fersk kød på det danske marked.

Stk. 2. Virksomheder omfattet af stk. 1 skal opfylde alle øvrige krav i denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Fersk kød fra virksomheder omfattet af stk. 1 skal under embedsdyrlægens ansvar mærkes med det i bilag 1, punkt 50, litra e, angivne sundhedsmærke.

Stk. 4. Senest 1. januar 1996 skal virksomheder omfattet af stk. 1 opfylde alle betingelser i denne bekendtgørelse.

§ 29.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan tillade, at køle- og fryselagre med lille kapacitet, og hvori kun oplagres kød og andre levnedsmidler i emballeret stand, indtil 31. december 1995 ikke opfylder alle de strukturelle krav i bilag 1, kapitel IV.

Stk. 2. Virksomheder omfattet af stk. 1 kan meddeles godkendelse til alene at afsætte varer på det danske marked.

Stk. 3. Virksomheder omfattet af stk. 1 skal opfylde alle øvrige krav i denne bekendtgørelse.