Bekendtgørelse nr. 544 · 1988

Historisk

Bekendtgørelse om udførsel af fersk kød

Bekendtgørelse om udførsel af fersk kød

Dokumentdato: 14. sep. 1988Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Område

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse vedrører udførsel af fersk kød fra husdyr af arterne kvæg, svin, får og geder samt hovdyr holdt som husdyr.

Stk. 2. Denne bekendtgørelse vedrører ikke kød, som rejsende medfører i deres personlige bagage til eget forbrug, mindre forsendelser af kød til enkeltpersoner og kød, der som forsyninger til personale og passagerer findes om bord i transportmidler i kommerciel udenrigsfart.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved m) 1) kød: alle spiselige dele af husdyr af arterne kvæg, svin, får og geder, samt hovdyr, holdt som husdyr; 2) fersk kød: kød - herunder kød, der er vakuumpakket eller pakket i kontrolleret atmosfære - som med undtagelse af kuldebehandling ikke har været underkastet nogen behandling, der forlænger holdbarheden; 3) maskinudbenet kød: kød, der mekanisk er udvundet fra kødbærende knogler, undtagen knogler fra hovedet, fra lemmerne under forknæleddet og haseleddet samt fra svinehaler; 4) slagtekrop: hele et slagtedyrs krop efter afblødning, udtagning af organer, afskæring af lemmerne i forknæled og haseled, af hoved, hale og yver og endvidere for kvæg, får, geder og hovdyr efter afhudning; 5) slagteaffald: fersk kød, for så vidt det ikke hører til slagtekroppen som defineret i litra d), også selv om det stadig er i naturlig forbindelse med slagtekroppen; 6) organer: slagteaffald fra bryst-, bug- og bækkenhule, inklusive luft- og spiserør; 7) embedsdyrlæge: dyrlæge, der af Landbrugsministeriet er ansat ved en i henhold til denne bekendtgørelse autoriseret virksomhed; 8) afsenderland: Danmark; 9) bestemmelsesland: det land, hvortil der her fra landet forsendes fersk kød; 10) transportmidler: de dele af motorkøretøjer, jernbanevogne og luftfartøjer, der er beregnet til last, og lastrum i skibe samt containere til transport ad land-, sø- eller luftvejen; 11) virksomhed: autoriseret slagteri, autoriseret opskæringsvirksomhed, autoriseret køle- eller frysehus; 12) indpakning: beskyttelse af det ferske kød ved anvendelse af en første indpakning eller en første beholder i direkte berøring med det pågældende ferske kød samt selve denne første indpakning eller beholder; 13) emballering/emballage: anbringelse af det indpakkede ferske kød i en yderemballage samt selve denne yderemballage.

Kapitel 3 · Erhvervelse og ophør af autorisation

§ 3.§-link ↗

Enhver, der med henblik på udførsel af fersk kød agter 1) at slagte dyr, 2) at behandle fersk kød ved udskæring, udbening eller anden mekanisk behandling, 3) at fryse og oplagre fersk kød, skal gennem Veterinærdirektoratet indsende ansøgning til Landbrugsministeriet om autorisation til at drive en sådan virksomhed.

Stk. 2. Andragendet skal indeholde oplysning om virksomhedens beliggenhed, om den planlagte produktion og antal ansatte, planer og beskrivelse af dens indretning og vandforsyning samt om afløbsforhold for spildevand.

§ 4.§-link ↗

Ved meddelelse af autorisation tildeler Landbrugsministeriet virksomheden et nummer, der skal benyttes ved den af Landbrugsministeriet anordnede kontrolmærkning af virksomhedens produkter.

Stk. 2. Landbrugsministeriet fastsætter kontrollens omfang og ansætter det fornødne kontrolpersonale på virksomheden. Dettes lønninger udbetales af Veterinærdirektoratet, men afholdes af virksomheden efter de til enhver tid herom gældende regler.

§ 5.§-link ↗

En af Landbrugsministeriet autoriseret virksomhed må ikke uden særlig tilladelse udøve andre funktioner end sådanne, hvortil autorisation er meddelt, og de enkelte lokaler må kun anvendes til det formål, hvortil de er godkendt.

Stk. 2. En af Landbrugsministeriet autoriseret virksomhed må kun modtage fersk kød, som virksomheden er autoriseret til at udføre, medmindre Veterinærdirektoratets tilladelse foreligger.

§ 6.§-link ↗

Såfremt virksomheden ønsker autorisationen tilbagekaldt, skal dette meddeles Veterinærdirektoratet i så god tid, at kontrolpersonalet kan opsiges med gældende varsel.

Kapitel 4 · Udførsel af fersk kød af dansk oprindelse

§ 7.§-link ↗

Fersk kød må kun udføres, når det opfylder følgende betingelser: 1) Hele kroppe, halve kroppe, halve kroppe opskåret i højst tre engrosudskæringer eller kvarte kroppe skal a) komme fra et autoriseret slagteri, under tilsyn i overensstemmelse med § 4; b) hidrøre fra et slagtedyr, der i overensstemmelse med bilag 1, kapitel V, er undersøgt af en embedsdyrlæge før slagtningen og som resultat af denne undersøgelse er fundet egnet til slagtning med henblik på udførsel; c) være behandlet under tilfredsstillende hygiejniske forhold i henhold til bilag 1, kapitel VI; d) være undersøgt efter slagtningen af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VII, og ikke have udvist nogen forandring med undtagelse af traumatiske læsioner opstået kort før slagtningen, lokale misdannelser eller forandringer, for så vidt det er konstateret - om fornødent ved egnede laboratorieundersøgelser - at disse læsioner, misdannelser eller forandringer ikke gør slagtekroppen og det tilhørende slagteaffald uegnet til menneskeføde eller farligt for den menneskelige sundhed; e) være forsynet med et sundhedsmærke i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X; f) under transport til bestemmelseslandet være ledsaget af et sundhedscertifikat i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XII; g) efter undersøgelsen efter slagtningen være oplagret under tilfredsstillende hygiejniske forhold i henhold til bilag 1, kapitel XIII, i virksomheder autoriseret i overensstemmelse med § 4 og under tilsyn af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel IX; h) i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XIV, transporteres til bestemmelseslandet under tilfredsstillende hygiejniske forhold. 2) Udskæringer i stykker, der er mindre end de i stk. 1, nr. 1, anførte, eller udbenet kød skal a) være opskåret henholdsvis udbenet på en autoriseret opskæringsvirksomhed under tilsyn i overensstemmelse med § 4; b) være opskåret henholdsvis udbenet og udvundet i overensstemmelse med bilag 1, kapitel VIII, og hidrøre fra - fersk kød af dyr, der er slagtet her i landet, og kødet skal opfylde de i nr. 1 anførte betingelser bortset fra litra f) og h) samt transporteres i overensstemmelse med bilag 1, kapitel XIV; c) være oplagret under forhold, der opfylder bestemmelserne i bilag 1, kapitel XIII, i virksomheder autoriseret i overensstemmelse med § 4 under tilsyn af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel IX; d) være kontrolleret af en embedsdyrlæge i overensstemmelse med bilag 1, kapitel IX; e) opfylde betingelserne i bilag 1, kapitel XI, med hensyn til emballeringen; f) opfylde betingelserne i nr. 1, litra c), e), f) og h). 3) For så vidt angår slagteaffald skal dette komme fra et autoriseret slagteri eller en autoriseret opskæringsvirksomhed og opfylde betingelserne i nr. 1 og 2. Slagteaffald må ikke skiveskæres, med undtagelse af lever fra kvæg, hvis sådan lever skiveskæres i en autoriseret opskæringsvirksomhed. 4) For så vidt angår fersk kød, som i overensstemmelse med nærværende bekendtgørelse er blevet oplagret i et autoriseret køle- eller frysehus, og som ikke siden har undergået nogen yderligere behandling bortset fra oplagring, skal dette: a) opfylde betingelserne i nr. 1, litra c), e), g) og h), og i nr. 2 og 3; b) være ledsaget af et certifikat i overensstemmelse med modellen i bilag 2 under transporten til bestemmelseslandet, jf. dog kap. XII. Certifikatet udstedes af embedsdyrlægen på grundlag af de sundhedscertifikater, der ledsagede sendingerne af fersk kød, ved indlagringen.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i stk. 1 er udførsel af følgende varer forbudt, jf. dog stk. 4: 1) fersk kød a) fra orner brugt til avl; b) fra kryptorchide og hermafroditiske svin; c) fra ukastrerede svin; medmindre det skal behandles i overensstemmelse med Landbrugsministeriets bekendtgørelse om udførsel af kødprodukter, jf. direktiv 77/99/EØF, og er mærket i overensstemmelse med bilag 1, kapitel X, pkt. 49, litra d); 2) hakket kød og tilsvarende findelt kød samt maskinudbenet kød; 3) fersk kød a) fra dyr, som er blevet behandlet med stoffer, der er forbudt i henhold til direktiv 81/602/EØF og 88/146/EØF; b) der indeholder rester af andre hormonale stoffer, der er tilladt i henhold til undtagelserne i artikel 4 i direktiv 81/602/EØF og i artikel 2 og 7 i direktiv 88/146/EØF, rester af antibiotika, pesticider eller andre stoffer, der er skadelige, eller som eventuelt kan gøre indtagelsen af det ferske kød farlig eller skadelig for den menneskelige sundhed, såfremt disse rester overstiger de fastsatte tolerancer eller, såfremt sådanne ikke er fastsat, den mængde, som ifølge videnskabelige resultater er ufarlig; 4) fersk kød fra dyr, der er behandlet med stoffer, som kan gøre det ferske kød farligt eller skadeligt for den menneskelige sundhed; 5) fersk kød, der er behandlet med ioniserende eller utraviolet bestråling, eller mærket med andre farvestoffer end dem, der er godkendt til sundhedsmærkningen i henhold til denne bekendtgørelse; 6) fersk kød fra dyr, hos hvilke der er konstateret tuberkulose i en eller anden form, og fersk kød hidrørende fra dyr, hos hvilke der efter slagtningen er konstateret tuberkulose i en eller anden form eller forekomst af en eller flere levende eller døde oksetinter (cysticercus bovis) eller svinetinter (cysticercus cellulosae) eller, for så vidt angår svin, forekomst af trikiner; 7) fersk kød fra dyr, der var for unge ved slagtningen; 8) de dele af slagtekroppen eller slagteaffaldet, der udviser traumatiske læsioner opstået kort før slagtningen, misdannelser eller forurening eller forandringer som omhandlet i § 7, stk. 1, nr. 1, litra d); 9) oksehoveder, dele af hovedets muskulatur eller andre væv, bortset fra tunge og hjerne; 10) kød fra dyr, som er blevet behandlet med kødmørnere; 11) blod; 12) fersk kød i stykker på under 100 g; 13) fersk kød, der hidrører fra slagterier, hvor der har været konstateret tilfælde af mund- og klovesyge, svinepest, blæreudslet hos svin eller svinelammelse (Teschener syge); 14) fersk kød af svin, får og geder, såfremt dyrene hidrører fra en bedrift, der er genstand for forbud som følge af udbrud af svine-, fåre- eller gedebrucellose; 15) fersk kød fra dyr af arterne får, geder og hovdyr, såfremt dyrene har opholdt sig mindre end 21 dage før slagtningen på dansk område - dog undtaget dyr, som siden fødslen har opholdt sig på området; 16) fersk kød fra dyr, der hidrører fra en bedrift eller fra en zone, der er genstand for forbud som følge af udbrud af mund- og klovesyge, svinepest, blæreudslet hos svin eller svinelammelse (Teschener syge) alt efter om de pågældende dyrearter er modtagelige derfor.

Stk. 3. Det i stk. 2, nr. 13, 14 og 16 omhandlede kød kan dog anvendes til fremstilling af visse kødprodukter under forudsætning af, at 1) kødet mærkes i overenssstemmelse med bilag 1, kapitel X, pkt. 49, litra c), og 2) kødet behandles, udskæres, transporteres og oplagres særskilt eller på andre tidspunkter end kød, der kan eksporteres i fersk tilstand.

Stk. 4. Det i stk. 2, nr. 1 og 2 samt nr. 12 omhandlede ferske kød kan udføres til EF-lande efter bilateral aftale herom, samt til de 3.-lande, som ikke har forbud mod import af sådant kød.

Kapitel 5 · Passersedler og sundhedscertifikater

§ 8.§-link ↗

Ved enhver udførsel af fersk kød skal der til toldvæsenet på udførselsstedet afleveres en kopi af det foreskrevne sundhedscertifikat. På denne kopi skal med rød farve i øverste venstre hjørne påstemples »Kopi til toldvæsenet« med 1 cm høje bogstaver. Denne kopi fungerer som passerseddel. Gyldigheden af passersedler, der ikke er afleveret til toldvæsenet, bortfalder med udløbet af 3. døgn efter udstedelsesdagen.

Stk. 2. Ved eksport af kødaffald til teknisk brug eller dyrefoder skal der til toldvæsenet afleveres en af dyrlægen udstedt udførselstilladelse, hvortil formularer rekvireres i Veterinærdirektoratet.

Stk. 3. Passerseddel, som foreskrevet i stk. 1 kræves ikke ved forsendelser til Grønland.

§ 9.§-link ↗

Kun sundhedscertifkater i overensstemmelse med formular foreskrevet af Veterinærdirektoratet må udstedes.

Stk. 2. Kopi af udstedte sundhedscertifikater skal af embedsdyrlægen opbevares i datoorden i mindst 3 år.

Stk. 3. Kopier af sundhedscertifikater skal tværs over teksten med tydelige 2 cm høje bogstaver påstemples ordet »Duplikat« i rød farve.

Stk. 4. Sundhedscertifikater må ikke udstedes for varer, efter at disse er afsendt, medmindre Veterinærdirektoratets tilladelse i hvert enkelt tilfælde er indhentet.

Stk. 5. Det er forbudt på de anvendte sundhedscertifikater at foretage rettelser eller tilføjelser, medmindre dette forud er godkendt af Veterinærdirektoratet.

Stk. 6. Der må ikke til embedsdyrlægens underskrift af originale sundhedscertifikater og passersedler anvendes »faksimilestempel«.

Kapitel 6 · Destruktion, dyrefoder og varer til medicinalbrug

§ 10.§-link ↗

Fersk kød, som kasseres, skal ved embedsdyrlægens foranstaltning gøres uanvendeligt til menneskeføde ved sønderdeling og skal, medmindre Veterinærdirektoratet tillader andet, anbringes i dertil bestemte beholdere, hvori findes en mindst 5 pct.-holdig kreolinopløsning, grøn destruktionsfarve eller andet af Veterinærdirektoratet godkendt denatureringsmiddel. Grundig overbrusning med nævnte opløsninger eller lignende kan træde i stedet for nedlægning deri. Varen skal derefter sammen med andet kød, der ikke skal anvendes til menneskeføde, jf. dog §§ 11 og 12, afhændes direkte til en autoriseret destruktionsanstalt.

§ 11.§-link ↗

Kirtler, hjerner, rygmarv og lignende, der er sunde og friske og hidrører fra sunde dyr, kan fra et slagteri afhændes direkte til en medicinalfabrik eller til særlig dertil af Landbrugsministeriet godkendt virksomhed eller udføres. Forsendelse skal ske i ren, solid og tæt emballage, der på iøjnefaldende og tydelig måde skal være mærket: »Kødaffald til teknisk brug. Uspiseligt«. Kommer varen ikke til afsendelse eller anvendelse efter formålet, skal den destrueres som angivet i § 10.

Stk. 2. Ved eksport af de i stk. 1 omhandlede varer skal disse forsynes med en af Veterinærdirektoratet foreskrevet mærkeseddel med den i stk. 1 omhandlede tekst, der desuden skal anføres på tysk og engelsk.

§ 12.§-link ↗

Sunde og friske dele af sunde dyr kan fra et slagteri afhændes til dyrefoder direkte til dyreholdere, til en af Landbrugsministeriet autoriseret dyrefoderfabrik, til direkte udførsel eller kan efter særlig tilladelse fra Landbrugsministeriet anvendes til produktion af dyrefoder på oprindelsesvirksomheden. Fra autoriserede opskæringsvirksomheder og autoriserede kødproduktvirksomheder kan til dyrefoderfabrikker leveres sunde og friske dele af sunde dyr. Forsendelse skal i alle tilfælde ske i ren, solid og tæt emballage, der på iøjnefaldende og tydelig måde skal være mærket: »Dyrefoder«. Kommer varen ikke til afsendelse eller anvendelse efter formålet, skal den destrueres som angivet i § 10.

§ 13.§-link ↗

Ved forsendelse til dyrefoderfabrik og ved udførsel skal de til enhver tid gældende opbevarings-, mærknings- og transportbestemmelser iagttages.

Kapitel 7 · Almindelige bestemmelser

§ 14.§-link ↗

Embedsdyrlægen skal føre en af Veterinærdirektoratet autoriseret protokol over de ved kontrollen forefaldende forretninger. Uddrag af denne protokol skal efter Veterinærdirektoratets nærmere bestemmelse indsendes til Veterinærdirektoratet.

§ 15.§-link ↗

Mærkningen af fersk kød skal ske ved embedsdyrlægens foranstaltning og under dennes ansvar. Til stempling må kun benyttes de af Landbrugsministeriet godkendte stempelfarver.

Stk. 2. Stempler, mærkesedler forsynet med sundhedsmærke og plombetænger skal af embedsdyrlægen rekvireres gennem Veterinærdirektoratet og kun de således udleverede må benyttes.

Stk. 3. Udgifter i forbindelse med anskaffelse af kemikalier, instrumenter, mærker, stempelfarve samt nødvendigt udstyr og inventar til kontrollen i øvrigt såvel som dettes vedligeholdelse påhviler vedkommende autoriserede virksomhed.

§ 16.§-link ↗

Emballage, der har været benyttet til fersk kød, må ikke på ny benyttes, før eventuelle kødkontrolmærker er fjernet. Emballage til fersk kød, der er forsynet med kødkontrolmærker eller med private mærker eller påtegninger vedrørende varen eller dens oprindelse, må ikke benyttes af andre til fersk kød eller til andre varer, før sådanne mærker eller påtegninger er fuldstændig fjernet.

Kapitel 8 · Dispensationsbestemmelser

§ 17.§-link ↗

Veterinærdirektoratet kan meddele dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, hvor dette er foreneligt med EF's ferskkøddirektiv.

Kapitel 9 · Straffebestemmelser

§ 18.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde.

Kapitel 10 · Ikrafttrædelse

§ 19.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1988. Bilag 1, kapitel IV, punkt 18a og b, får dog virkning efter Veterinærdirektoratets bestemmelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 691 af 20. december 1984 om udførsel af fersk kød.