Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om indretning og drift af offentlige og private slagtehuse I medfør af § 20 i lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m. fastsættes herved følgende bestemmelser. 1. Erhvervelse af godkendelse. 1.1. Enhver kommunalbestyrelse, der ønsker at indrette og drive et offentligt slagtehus, og enhver, der ønsker at indrette og drive et privat slagtehus, skal indhente veterinærdirektoratets godkendelse hertil. 1.2. Ansøgningen, der skal sendes til vedkommende veterinærinspektør, skal være ledsaget af en tegning (målestok mindst 1:100) af slagtehuset med nøje beskrivelse af slagtehusets beliggenhed og dets indretning, vandforsyningen samt vandlednings- og afløbssystemets udformning og placering. Ansøgningen skal tillige være ledsaget af godkendelse af slagtestedets placering og afløbsforhold, efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 og 5. 1.3. Veterinærdirektoratets godkendelse fritager ikke for at indhente de fornødne godkendelser fra andre offentlige myndigheder som bygningstilsyn, arbejdstilsyn, brandtilsyn m.m. 1.4. Slagtehuset må kun benyttes af den, for hvem det er godkendt. Inden for slagtehusets område må der ikke udøves andre funktioner end den, hvortil godkendelsen er meddelt, og de enkelte lokaler må kun benyttes til det formål, hvortil de er godkendt. 1.5. Væsentlige bygningsmæssige ændringer i et godkendt slagtehus må kun ske efter indhentet tilladelse fra vedkommende veterinærinspektør efter forelæggelse af de for ombygningen eller ændringen fornødne tegninger og beskrivelser. Ansøgning om tilladelse til ændringer skal være ledsaget af godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, jfr. lovens § 35, stk. 1. 2. Tilbagekaldelse af godkendelse. 2.1. Den af veterinærdirektoratet meddelte godkendelse bortfalder i tilfælde af ejerskifte (brugerskifte). En godkendelse meddelt i medfør af dette regulativ eller regler udstedt før dette regulativs ikrafttræden kan tages op til fornyet overvejelse, når der er forløbet 5 år siden sidste godkendelse. 2.2. Veterinærdirektoratet kan tilbagekalde godkendelsen med øjeblikkelig virkning, såfremt de for en godkendelse gældende bestemmelser ikke nøje overholdes. 2.3. Veterinærdirektoratet er tillige berettiget til at tilbagekalde godkendelsen af et slagtehus, såfremt der inden for et år ikke er foretaget slagtninger deri. 3. Generelle bestemmelser. 1. Beliggenhed m.m. 3.1.1. Slagtehuset skal være placeret således i forhold til omgivelserne, herunder i forhold til andre virksomheder, at der ikke opstår ulemper i hygiejnisk henseende. 3.1.2. Slagtehuset skal være fjernet længst muligt og mindst 10 m. fra de i pkt. 3.3.5. omhandlede møddinger o.lign. Med hensyn til egentlige møddinger henvises til kapitel 5 i reglement om miljøbeskyttelse. 3.1.3. Bygningerne skal være grundmurede eller for elementbyggeris vedkommende være opstillet på fast sokkel, og lokalerne må ikke ligge dybere end det omliggende terræn. Uden for samtlige indgange til slagtehuset skal et passende areal (mindst 2 x 2 m) være belagt med beton, asfalt el.lign. materiale. 2. Indretning m.m. 3.2.1. Et slagtehus skal mindst omfatte a. en stald b. et slagtelokale c. et kølerum d. et destruktionsrum e. nødvendige toiletrum, garderobe, spiseplads m.m. for personalet, jf. reglerne i arbejderbeskyttelseslovgivningen. Til brug for kontrolpersonalet skal der om nødvendigt være særlig opholdsrum, toiletrum m.v. Derudover kan veterinærdirektoratet foreskrive, at der skal forefindes særlige rum eller anden egnet plads for tømning og behandling af maver og tarme, for opbevaring af huder, emballage, rengøringsartikler m.v. Såfremt slagtehuset er en del af en produktionsvirksomhed eller et detailudsalg, kan de i c, d og e nævnte lokaler evt. være fælles for hele virksomheden. 3.2.2. De i 3.2.1., b og c anførte lokaler må ikke stå i direkte dørforbindelse med beboelsesrum eller private køkkener, toiletrum, garager og vaskerum samt staldrum, destruktionsrum m.v. 3.2.3. Lokalernes størrelse må rette sig efter det antal slagtninger, der ønskes foretaget. 3.2.4. Der skal være tilstrækkelig naturlig og kunstig belysning. Ved indretningen af den kunstige belysning skal DS 700 tjene som rettesnor. Alle lamper, der kan være udsat for overlast, skal være afskærmede, så de ikke ved et uheld kan ituslås med risiko for glassplinter i varerne. 3.2.5. Lokalerne, med undtagelse af køle- og evt. fryserum, skal være forsynede med hensigtsmæssige indretninger for effektiv ventilation. 3.2.6. Stationære anlæg til opvarmning af vand, kraftmaskiner eller kølemaskiner, der kan forurene luften, skal have plads i særskilte, effektivt ventilerede rum. 3.2.7. Lokalerne skal være sikret mod skadedyr, specielt insekter, fugle og gnavere. Hunde og katte må ikke have adgang til lokalerne. 3.2.8. Der skal være nem adgang til vand i rigelig mængde, og vandet skal opfylde kravene til godt drikkevand. Hidrører vandet fra egen boring eller brønd, skal der ved godkendelsen foreligge tilfredsstillende analyseresultat, der ikke må være ældre end 3 måneder. 3. Stald. 3.3.1. Gulvet skal være af stødsikkert materiale, der er uigennemtrængeligt for vand og forsynet med afløb til kloak. 3.3.2. Væggene skal være pudsede og hvidtede eller behandlet på anden godkendt måde. 3.3.3. Stalden skal være lys. Vinduer vendt mod mødding, slagtehus m.v. bør være uoplukkelige. 3.3.4. Der skal i stalden eller i nærheden af denne forefindes vandtilledning til rengøringsformål. 3.3.5. Til midlertidig henlæggelse af gødning og mave-tarmindhold skal enten forefindes lukkede metalbeholdere eller indrettes en cementeret mødding forsynet med tætsluttende låg. 4. Slagtelokale. 3.4.1. Slagtelokalet skal have mindstemål af 3 x 4 m. 3.4.2. Loftshøjden skal være mindst 3,50 m. 3.4.3. Gulvet skal være af stød- og skridsikkert materiale, der er uigennemtrængeligt for vand, og være lagt med fornødent fald (mindst 1:100) til afløb. 3.4.4. Overgangen mellem gulv og vægge skal være udført som hulkehl. 3.4.5. Væggene skal i en højde af mindst 2 m være beklædt med fliser, klinker eller andet glat, for fugtighed uigennemtrængeligt materiale. 3.4.6. Overvægge og loft skal være pudsede og hvidtede eller malede eller være beklædt med andet godkendt materiale. 3.4.7. Vinduesarealet skal udgøre mindst 1/ 10 af lokalets gulvareal. 3.4.8. Vindueskarme skal have en hældning på mindst 45 grader. 3.4.9. Vinduerne, der bør kunne åbnes, bør være højtsiddende og så vidt muligt placeret mod nord eller øst. 3.4.10. Vinduer, der benyttes i ventilationsøjemed skal sikres med fluenet. 3.4.11. Lokalet skal være forsynet med koldt og varmt vand. Vandledningssystemet skal være etableret således, at sekundær forurening, herunder ved tilbagesugning, ikke kan finde sted. Haner med slangeforskruning skal være udført som stilbare kontraventiler. 3.4.12. I slagtelokalet skal der forefindes håndvask med koldt og varmt vand. Såfremt der i forbindelse med slagtehuset forefindes et særligt lokale med håndvask, kan håndvask i slagtelokalet undlades. Ved håndvasken skal forefindes sæbe og rene håndklæder, evt. engangshåndklæder. 3.4.13. Glidestænger til ophængning af slagtekroppe skal være anbragt i en sådan højde, at kroppene ikke kan berøre gulvet. Glidestænger for oksekroppe og svinekroppe bør have en mindsteafstand til væg på henholdsvis 100 cm og 60 cm. Til slagteaffald skal der forefindes en glidestang opsat i en afstand fra væg på mindst 40 cm. Hængejern og kødkroge skal være af korrosionsfrit materiale. Faste kroge må ikke forefindes. 3.4.14. Slagtespil skal være tilfredsstillende afdækket. 5. Kølerum. 3.5.1. Loftshøjden skal afpasses efter de kroppe eller dele deraf, der skal opbevares. 3.5.2. Gulvet skal være af stødsikkert materiale, der er uigennemtrængeligt for vand. Det skal have fornødent fald mod kølerumsdør til afløb til tilstødende lokale. Veterinærdirektoratet kan dog kræve, at gulvet i kølerummet forsynes med selvstændigt gulvafløb og lægges med fornødent fald hertil. 3.5.3. Overgangen mellem gulv og vægge skal være udført som hulkehl. 3.5.4. Væggene skal i en højde af mindst 2 m være beklædt med fliser, klinker eller andet glat, for fugtighed uigennemtrængeligt materiale. 3.5.5. Overvægge og loft skal være pudsede og hvidtede eller malede eller være beklædt med andet godkendt materiale. 3.5.6. Der skal forefindes glidestænger til ophængning af kød og slagteaffald anbragt på en sådan måde, at varerne ikke kan berøre gulv og vægge. 3.5.7. Køleelementerne skal have en sådan kapacitet, at de for opbevaring af kød og slagteaffald gældende temperaturer kan overholdes. Køleelementerne skal forsynes med drypbakke med afløb til udledning af afrimningsvand i gulvhøjde. 3.5.8. Der skal i kølerummet forefindes et termometer let tilgængeligt for aflæsning. 6. Destruktionsrum. 3.6.1. Gulvet skal være af stødsikkert materiale, der er uigennemtrængeligt for vand, og forsynet med afløb. 3.6.2. Overgangen mellem gulv og vægge skal være udført som hulkehl. 3.6.3. Væggene skal i mindst 2 m højde eller, hvis højden i rummet er lavere, i hele højden være beklædt med fliser, klinker eller andet glat, for fugtighed uigennemtrængeligt materiale. 3.6.4. Loftet skal være pudset og hvidtet eller malet eller være beklædt med andet godkendt materiale. 3.6.5. Der skal i lokalet eller i dets umiddelbare nærhed forefindes vandtilledning til rengøringsformål. 3.6.6. Lokalet, der skal kunne aflåses, skal ventileres ved aftræk ovenud. 7. Inventar. 3.7.1. Slagtehuset skal være forsynet med det for slagtningen og behandlingen af kød og slagteaffald nødvendige inventar. 3.7.2. Inventaret skal være af en sådan udformning og af et sådant materiale, at det er egnet til formålet og let at rengøre samt være vel vedligeholdt. De anvendte materialer, f.eks. plast, skal opfylde de til enhver tid gældende regler eller retningslinier for materialer, der kommeri berøring med levnedsmidler eller vand. 3.7.3. Fast inventar skal placeres således, at rengøringen ikke vanskeliggøres. Skabe og reoler i slagtelokalet må ikke være forsynet med bagvæg, skabs- eller skydedøre. Hylder skal være aftagelige eller vægfri (3 cm). Stationære borde langs væg skal opsættes på bæringer af rustbeskyttet metal og holdes fri af væg eller andet inventar (3 cm). Bordplader skal være af korrosionsfrit metal eller andet godkendt materiale. 3.7.4. Inventar må ikke være malet på de flader, der kommer i direkte berøring med varen. 3.7.5. I lokalerne må ikke forefindes inventartil andet formål, end det hvortil lokalerne er godkendt. 4. Hygiejneforskrifter. 1. Almindelige bestemmelser. 4.1.1. Maver og tarme må ikke udtømmes og behandles i slagtelokalet. 4.1.2. Slagtning og behandling af kød og slagteaffald skal foregå på hygiejnisk, forsvarlig måde. 4.1.3. Tilbageholdte kroppe og organer må ikke berøre godkendt kød og organer. 4.1.4. I lokaler, hvor der slagtes eller opbevares kød og slagteaffald, må ikke opbevares huder eller skind eller forefindes ildelugtende eller stærkt lugtende stoffer, stoffer i støvform, der kan forurene luften eller kødet og slagteaffaldet, eller stoffer, der på nogen måde ved direkte eller indirekte berøring kan gøre kødet eller slagteaffaldet uanvendeligt eller blot mindre appetitligt til menneskeføde. 4.1.5. Tobaksrygning er ikke tilladt i lokaler, hvor kød og slagteaffald behandles eller opbevares. 2. Rengøring og vedligeholdelse. 4.2.1. Samtlige lokaler skal holdes i god orden, rene og vel vedligeholdte og vel ventilerede. 4.2.2. Lokaler samt benyttede kar og redskaber, herunder slagtebænke, kar borde, kødkroge o.lign. samt rørledninger skal holdes omhyggeligt rene og vel vedligeholdte. Rengøring heraf skal foretages så hyppigt, det af hygiejniske grunde er påkrævet, dog mindst efter hver slagtedag, og skal eventuelt afsluttes med en desinfektion. 4.2.3. Køleaggregater skal afrimes efter behov, som regel en gang ugentlig. 4.2.4. Til rengøring af lokaler og inventar m.v. skal anvendes varmt vand i rigelige mængder samt egnede rengøringsmidler. Det til rengøring anvendte vand skal opfylde kravene til godt drikkevand. Veterinærdirektoratet kan forbyde anvendelsen af rengøringsmidler, hvis anvendelse giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder. 4.2.5. Til desinfektion, jf. 4.2.2., som først må foretages efter bortskylning af rengøringsmidler, må kun anvendes kogende vand, en kloropløsning (mindst 200 mg aktivt klor pr. liter) eller andet af veterinærdirektoratet godkendt middel. 4.2.6. Rengørings og desinfektionsmidler må kun forefindes i beholdere, der er forsynet med oplysning om midlernes aktive bestanddele. 4.2.7. Udenomsarealerne, skal til enhver tid holdes rene og ryddelige. 4.2.8. Skadedyr skal bekæmpes. 3. Personalets hygiejne og sundhedstilstand. 4.3.1. Det påhviler enhver, der er beskæftiget med slagtning og behandling af kød og slagteaffald, at udvise personlig hygiejne samt påpasselighed under arbejdet, så kød og slagteaffald ikke forurenes eller på anden måde lider overlast af hygiejnisk art. Vask af underarme og hænder skal altid foretages forinden arbejdet påbegyndes. Ved afvaskningen skal anvendes sæbe og varmt vand og om nødvendigt hånddesinfektionsmiddel. 4.3.2. Den for slagtestedet ansvarlige skal sørge for, at ansatte personer får nødvendige anvisninger på, hvorledes de skal forholde sig i spørgsmål om sundhed, personlig hygiejne og renlighed. 4.3.3. De på slagtestedet og ved transporten af kød og slagteaffald beskæftigede personer skal være iført passende egnet arbejdstøj, f.eks. kittel, forklæde el.lign., særlige benklæder af vaskbart stof samt under af- og pålæsning tillige hovedbeklædning af passende udformning. 4.3.4. Det i 4.3.3. nævnte arbejdstøj skal omhyggeligt renholdes. 4.3.5. Personer, der lider af alvorlige smitsomme sygdomme, eller som er smittefarlige bærere af smitstoffer af sådanne sygdomme, må ikke være beskæftiget med slagtning eller behandling af kød og slagteaffald. Det samme gælder personer med væskende eller inficerede sår, udbredt eksem el.lign. 4.3.6. Såfremt en smittefarlig person udelukkes fra arbejdet, står det øvrige personale under særligt tilsyn af embedslægen, indtil smitteperioden for den pågældende sygdom er udløbet. 4.3.7. Personer, der har været udelukket fra beskæftigelse på grund af alvorlige smitsomme sygdomme, eller som er bærere af smitstoffer fra sådanne sygdomme, må ikke påny beskæftiges ved behandling af kød og slagteaffald, forinden embedslægen skriftligt har tilladt dette. 4.3.8. Den ansvarlige er forpligtet til uopholdeligt at gøre anmeldelse til den kontrollerende dyrlæge eller vedkommende embedslæge, når det kommer til hans kendskab, at der blandt slagtestedets personale forekommer sygdomme, der formodes at henhøre under de i 4.3.5. omhandlede alvorlige smitsomme sygdomme. 4. Destruktionsaffald. 4.4.1. Fjernelse af kasseret kød og slagteaffald og andet destruktionsaffald fra slagtehuset skal ske snarest muligt. Opsamlingen af destruktionsaffaldet skal ske i rene, tætte og korrosionsfri beholdere placeret i destruktionsrummet. Beholderne skal holdes omhyggeligt rene og må ikke anvendes til andre formål. 5. Straffebestemmelser 5.1. Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde. 6. Ikrafttræden m.v. 6.1. Dette regulativ træder i kraft 1. januar 1987. 6.2. Regulativets bestemmelser fritager ikke for opfyldelsen af strengere krav fra anden offentlig myndighed. 6.3. Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 491 af 15. september 1975 ophæves. LANDBRUGSMINISTERIET, DEN 12. DECEMBER 1986 BRITTA SCHALL HOLBERG /I. Galamba