Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse af aftale mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. Den 24. september 1968 er i Thorshavn undertegnet en aftale mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. af følgende ordlyd: Aftale mellem den danske regering og Færøernes landsstyre til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst samt om bistand i skattesager. Artikel 1 1. Denne aftale finder anvendelse på fysiske personer, som er bosat i Danmark eller på Færøerne, samt på danske og færøske juridiske personer. 2. Denne aftale gælder ikke for Grønland. 3. For så vidt ikke andet fremgår af sammenhængen, skal i nærværende aftale: a) Udtrykket "Danmark" forstås som Kongeriget Danmark undtagen Færøerne. b) Udtrykkene "en del af riget" og "den anden del af riget" forstås som Danmark eller Færøerne, alt efter hvad sammenhængen kræver. Artikel 2 1. Aftalen angår skatter af indkomst, hvad enten de udskrives til staten, til landskassen eller til en kommune. Som skatter af indkomst anses: A. For så vidt angår lovgivningen i Danmark: 1) indkomstskat til staten, 2) kommunal indkomstskat. B. For så vidt angår lovgivningen på Færøerne: 1) skat til landskassen, 2) kommunal indkomstskat. C. For så vidt angår lovgivningen såvel i Danmark som på Færøerne: Skatter, der udskrives på samme grundlag som nogen af de under A og B nævnte skatter. 2. Som skatter af indkomst efter denne aftale anses ikke særlige skatter på lotterigevinster og væddemål samt arve- og gaveskatter. Artikel 3 1. Såfremt ikke andet er fastsat i denne aftale, beskattes indkomst kun i den del af riget, hvor den skattepligtige er bosat. 2. Fysisk person anses ifølge denne aftale for at være bosat i en del af riget, hvis han der har sin faste bopæl og hjemsted eller stadig opholder sig der, eller i øvrigt i henseende til beskatningen der skal behandles på samme måde som en i den pågældende del af riget bosat person. Skulle anvendelsen af den nævnte regel medføre, at han måtte anses for bosat i begge dele af riget, skal han ifølge denne aftale anses for bosat i den del af riget, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser). Kan det ikke afgøres, i hvilken del af riget personen har midtpunkt for sine livsinteresser, skal han anses for bosat i den del af riget, i hvilken han sædvanligvis opholder sig. Kan spørgsmålet om, hvor den pågældende skal anses for at være bosat, heller ikke afgøres ved anvendelse af sidstnævnte regel, skal de kompetente myndigheder træffe aftale fra tilfælde til tilfælde. 3. For en skattepligtig, som flytter fra den ene del af riget for at bosætte sig i den anden del af riget, ophører indkomstskattepligten i førstnævnte del af riget - for så vidt skattepligten er afhængig af den skattepligtiges bopælsforhold - ved udgangen af det kvartal, i hvilket flytningen fandt sted. 4. Juridisk person anses ifølge denne aftale for at være bosat i den del af riget, hvor den juridiske person er indregistreret. Juridisk person, der ikke er indregistreret, anses for at være bosat i den del af riget, hvor bestyrelsen eller den øverste ledelse har sit sæde. 5. Uskiftet dødsbo anses for at være bosat i den del af riget, hvor afdøde i henhold til punkt 2 i denne artikel skal anses for at have været bosat ved dødsfaldet. Artikel 4 1. Skat af indkomst af fast ejendom, beliggende i en del af riget, erlægges kun i denne del af riget. 2. Som indkomst af fast ejendom anses såvel indkomst, erhvervet ved umiddelbar udnyttelse og brug af den faste ejendom, som indkomst ved udleje, bortforpagtning og enhver anden slags anvendelse af ejendommen, samt realisationsfortjeneste, der erhverves ved afhændelse af fast ejendom. Fast ejendom omfatter tilbehør til ejendommen, herunder - for så vidt angår landbrug og skovbrug - besætning, redskaber og andet løsøre. Artikel 5 1. Såfremt ikke andet er bestemt i denne aftale, skal skat af indkomst af erhvervsvirksomhed eller frit erhverv, som hidrører fra fast driftssted i en del af riget, kun erlægges i denne del af riget. Findes faste driftssteder i begge dele af riget, oppebærer hver del af riget skat af den del af indkomsten, der erhverves fra fast driftssted indenfor den pågældende del af riget. 2. Som indkomst af erhvervsvirksomhed anses såvel indkomst, erhvervet ved umiddelbar drift af virksomheden, som indkomst ved virksomhedens udleje til en anden, samt fortjeneste ved afhændelse af virksomheden eller en del af denne eller af genstande, som anvendes i virksomheden. Som indkomst af erhvervsvirksomhed anses også indkomst, som nogen oppebærer som deltager i en virksomhed, dog ikke indkomst af aktier eller lignende værdipapirer. 3. Som indkomst af frit erhverv anses navnlig indkomst af selvstændigt drevet videnskabelig, kunstnerisk, undervisende og opdragende virksomhed, samt virksomhed som læge, advokat, arkitekt og ingeniør. Artikel 6 1. Som fast driftssted anses ethvert sted, hvor der findes særligt anlæg eller er truffet særlig foranstaltning til stadig brug ved virksomhedens eller erhvervets udøvelse, såsom sted, hvor foretagendet har sin ledelse, kontor, filial, produktionssted, værksted eller lignende, salgssted, varelager, grube eller anden lignende naturforekomst, som er genstand for udnyttelse. 2. Med fast driftssted ligestilles plads for byggeforetagende, hvis udførelse har overskredet, eller såvidt det kan forudses, kommer til at overskride et tidsrum af seks måneder. 3. Fast driftssted foreligger også, når et i den ene del af riget hjemmehørende foretagende i den anden del af riget har en repræsentant (agent), som stadig virker der for foretagendets regning og har fuldmagt til at afslutte forretninger på foretagendets vegne. Derimod skal fast driftssted ikke anses for at foreligge alene af den grund, at et i den ene del af riget hjemmehørende foretagende har et datterselskab i den anden del af riget eller der opretholder forretningsforbindelser alene gennem en fuldstændig uafhængig repræsentant eller gennem en repræsentant (agent), som vel stadig virker for foretagendets regning, men kun formidler forretninger uden at have fuldmagt til at afslutte forretninger på foretagendets vegne. Artikel 7 Når et foretagende i en del af riget driver virksomhed i den anden del af riget fra et der beliggende fast driftssted, skal følgende iagttages med hensyn til fordelingen af beskatningsretten: Det faste driftssted skal anses for at have oppebåret den indkomst af virksomheden, som driftsstedet kan antages at ville have oppebåret, såfremt driftsstedet havde været et helt uafhængigt foretagende, som selvstændigt havde afsluttet forretninger med det foretagende, som det faste driftssted tilhører. Hvis det faste driftssted har selvstændig bogføring, bør denne, hvor det kan ske, lægges til grund ved indkomstens opgørelse, men når den på grundlag af bogføringen opgjorte indkomst afviger fra den, som ville være fremkommet ved anvendelse af det ovenfor angivne princip, skal behørig berigtigelse af den opgjorte indkomst finde sted ved ligningen. Findes bogføringen ikke at kunne lægges til grund ved indkomstopgørelsen, kan indkomsten fastsættes til en rimelig procentdel af driftsstedets omsætning. Når forholdene ikke kræver andet, kan procentsatsen fastsættes under hensyntagen til tilsvarende opgørelser for lignende foretagender i samme del af riget. Når det er påkrævet, skal de kompetente myndigheder fra tilfælde til tilfælde træffe særlige aftaler om fordelingen af beskatningsretten. Myndighederne skal give hinanden underretning om den indkomst, af hvilken et fast driftssted i sådanne tilfælde ansættes, og søge i mindelighed at afgøre spørgsmålet om beskatningsrettens rigtige fordeling. Artikel 8 Indkomst af foretagende, der udøver skibs- eller luftfartsvirksomhed, og hvis virkelige ledelse har sit sæde i en del af riget, beskattes kun i denne del af riget. Artikel 9 1. Royalty, som erlægges for udnyttelsen af fast ejendom eller for driften af grube eller anden naturforekomst, beskattes kun i den del af riget, hvor den faste ejendom, gruben eller naturforekomsten er beliggende. 2. Anden royalty end omhandlet under punkt 1 beskattes i den del af riget, hvor indtægtsnyderen er bosat. Med udtrykket royalty forstås i dette punkt enhver slags royalty (eller andet periodisk forfaldende beløb), der erlægges som vederlag for brugsretten eller eneretten til enhver art af forfatter- og forlagsret, patent, tegning, hemmelig fabrikationsmetode og recept, varemærke eller lignende. Artikel 1 1. Såfremt ikke andet følger af de nedenfor anførte bestemmelser i denne artikel, beskattes indkomst af personligt arbejde (herunder ikke medregnet indkomst af frit erhverv og ej heller pensioner og livrenter) kun i den del af riget, hvor den skattepligtige har udført den virksomhed, hvorved indkomsten er indtjent. 2. Indkomst af arbejde, som helt eller hovedsageligt udføres om bord på dansk eller færøsk skib, skal kun beskattes i den del af riget, hvor skibet er hjemmehørende. Indkomst af arbejde, som helt eller hovedsageligt udføres om bord på skib som befragtes på såkaldt bareboat basis af et foretagende i en af de to dele af riget, skal kun beskattes i den del af riget, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. 3. Indkomst af arbejde skal dog beskattes i den del af riget, hvor den skattepligtige er bosat, i følgende tilfælde: a) hvor arbejdet helt eller hovedsageligt udføres om bord på dansk eller færøsk luftfartøj; b) hvor et aktieselskab, der er bosat i en del af riget, udbetaler vederlag til medlemmer af dets bestyrelse, repræsentantskab, kontrolkomite eller lignende, hvis medlemmerne er bosat i den anden del af riget og udelukkende oppebærer vederlaget i deres her omhandlede egenskab; c) hvor en fysisk person, som er bosat i en del af riget, oppebærer indkomst for arbejde i den anden del af riget eller om bord på skib hjemmehørende i denne anden del af riget, men indkomsten ikke beskattes der. Artikel 11 Studerende, lærlinge og lignende, der udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed midlertidigt opholder sig i en del af riget, beskattes ikke i denne del af riget af beløb, som de modtager fra den anden del af riget eller fra udlandet til underhold, studier eller uddannelse, eller af beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser udført i den del af riget, hvor de midlertidigt opholder sig, forudsat at disse tjenesteydelser har forbindelse med de pågældendes studier eller uddannelse eller er nødvendige for deres ophold. Artikel 12 Indkomst, hvoraf uskiftet dødsbo i henhold til denne aftale beskattes i den ene del af riget, kan ikke tillige beskattes hos lodtagere i boet i den anden del af riget. Artikel 13 Hver del af riget er berettiget til i overensstemmelse med sin interne lovgivning at foretage berigtigelse af indkomst og formue i tilfælde, hvor a) et foretagende i en del af riget direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af et foretagende i den anden del af riget eller ejer en del af dette foretagendes kapital, eller b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af såvel et foretagende i den ene del af riget som et foretagende i den anden del af riget eller har andel i begge disse foretagenders kapital. Når sådanne spørgsmål opstår i en del af riget, skal den kompetente myndighed i den anden del af riget underrettes herom, for at nødvendig berigtigelse skal kunne ske med hensyn til opgørelsen af indkomst og formue for det foretagende, som er hjemmehørende der. Når der foreligger grund dertil, skal de kompetente myndigheder træffe rimelig afgørelse vedrørende indkomstens eller formuens opgørelse. Artikel 14 1. Personer, som er bosat i en del af riget, skal ikke i den anden del af riget kunne undergives en beskatning, som er af anden art, højere eller mere tyngende end den beskatning, som personer, som er bosat i denne anden del af riget, er eller måtte blive undergivet der. 2. Juridiske personer, som er bosat i en del af riget, skal ikke i den anden del af riget kunne undergives en beskatning, som er af anden art, højere eller mere tyngende end den beskatning, som juridiske personer, der er bosat i denne anden del af riget, er eller måtte blive undergivet der. Artikel 15 Den del af riget, hvor den skattepligtige er bosat, er berettiget til i beskatningsgrundlaget også at medregne de indkomster, med hensyn til hvilke den anden del af riget i henhold til de foregående artikler har en beskatningsret, men skal ved skatteberegningen fradrage et beløb svarende til den del af indkomstskatten, der forholdsmæssigt falder på de indkomster, som den anden del af riget har ret til at beskatte. Artikel 16 Kan den skattepligtige påvise, at den fremgangsmåde, som skattemyndighederne i de to dele af riget har anvendt, for ham har medført eller vil medføre dobbeltbeskatning, kan han gøre indsigelse herimod hos den kompetente myndighed i den del af riget, hvor han er bosat. Anses indsigelsen for begrundet, kan den kompetente myndighed i denne del af riget træffe aftale med den kompetente myndighed i den anden del af riget for at undgå dobbeltbeskatning. Artikel 17 1. De kompetente myndigheder vil udveksle de oplysninger, som står til deres rådighed, eller som de kan fremskaffe i henhold til gældende love, og som er nødvendige for gennemførelsen af denne aftale eller for at hindre skattesvig. Indholdet af disse oplysninger skal holdes hemmeligt og må kun gøres tilgængeligt for personer, som efter de gældende lovbestemmelser medvirker ved påligningen eller opkrævningen af de skatter, der omhandles i denne aftale. Disse personer har samme tavshedspligt som de kompetente myndigheder. 2. Bestemmelserne i denne artikel skal ikke kunne fortolkes således, at der pålægges nogen del af riget pligt til at meddele oplysninger, som ikke kan kræves i medfør af lovgivningen i denne del af riget, eller som ville røbe en erhvervsmæssig eller faglig hemmelighed. Bestemmelserne i denne artikel skal heller ikke kunne fortolkes således, at der pålægges nogen del af riget pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens retsregler eller dens forvaltningspraksis. Artikel 18 1. De to dele af riget vil yde hinanden hjælp og bistand ved i overensstemmelse med deres lovgivning at opkræve de i artikel 2, punkt 1, nævnte skatter, herunder tillæg til skatter, renter og omkostninger, når disse beløb i henhold til lovgivningen i den del af riget, der anmoder om bistand, er eksigible. 2. De dokumenter, som ifølge lovgivningen i den del af riget, som anmoder om bistand, er nødvendige for at godtgøre, at de beløb, der skal inddrives, er eksigible, skal vedlægges begæringen. 3. På grundlag af disse dokumenter skal der i den del af riget, til hvilken anmodningen om bistand er rettet, foretages opkrævning og inddrivelse i overensstemmelse med de der gældende lovregler. Artikel 19 I tilfælde, hvor der opstår vanskeligheder eller tvivl ved fortolkningen og anvendelsen af denne aftale, kan de kompetente myndigheder i de to dele af riget træffe særskilte aftaler. Artikel 2 De kompetente myndigheder i de to dele af riget kan træffe rimelig afgørelse af ethvert andet spørgsmål, som - uden at være udtrykkeligt reguleret i denne aftale - på grund af forskelligheder mellem de i de to dele af riget gældende principper for skattens påligning eller i øvrigt kan opstå vedrørende de direkte skatter. Artikel 21 Ved "kompetente myndigheder" forstås i denne aftale, for så vidt angår Danmark, finansministeren og, for så vidt angår Færøerne, landsstyret eller den myndighed i hver af de to dele af riget, som bemyndiges til i henholdsvis finansministerens og landsstyrets sted at behandle spørgsmål i henhold til denne aftale. Artikel 22 Aftalen finder første gang anvendelse på skatter af indkomst, som udskrives på grundlag af skatteligningen for skatteåret 1966-67. Artikel 23 Aftalen forbliver gældende, sålænge den ikke opsiges af nogen af de to dele af riget. Opsigelse skal finde sted mindst 6 måneder før et kalenderårs udgang. Er dette opsigelsesvarsel blevet iagttaget, finder overenskomsten sidste gang anvendelse på skatter af indkomst, som udskrives på grundlag af skatteligningen for det skatteår, som begynder i det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilken opsigelsen har fundet sted. Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt befuldmægtiget, underskrevet denne aftale. Thorshavn, den 24. september 1968. For den danske regering: M. Wahl For Færøernes landsstyre: K. Djurhuus Hvilket herved bringes til almindelig kundskab. Finansministeriet, den 10. oktober 1968. Poul Møller.