§ 1.§-link ↗
Energiministeren bemyndiges til at indgå aftale med Grønlands Hjemmestyre om stiftelse af et aktieselskab til varetagelse af fælles dansk og grønlandsk offentlig deltagelse i kulbrinteaktiviteter i Grønland og til ved stiftelsen at tegne statens del af aktiekapitalen.
§ 1 a.§-link ↗
Energiministeren bemyndiges til at indgå aftale med Grønlands Hjemmestyre om udvidelse af rammerne for selskabets virksomhed til at omfatte aktiviteter vedrørende mineralske råstoffer i Grønland samt opgaver uden for Grønland, der står i naturlig forbindelse hermed.
§ 2.§-link ↗
Aktiekapitalen, der ved selskabets stiftelse skal udgøre 25 mill. kr., tegnes og indehaves af staten ved energiministeren og af Grønlands Hjemmestyre ved landsstyret hver med halvdelen.
Stk. 2. Statens og hjemmestyrets indtægter som aktionærer i selskabet er omfattet af § 22 i lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven).(* 1)
§ 3.§-link ↗
Energiministeren fremsender til orientering for et af Folketinget nedsat udvalg selskabets godkendte årsregnskaber og årsberetninger.
Stk. 2. Selskabet udarbejder een gang årligt en redegørelse for selskabets virksomhed i det forløbne år og for planlagte aktiviteter såvel i det kommende år som på længere sigt samt planerne for finansiering heraf. Ministeren fremsender redegørelsen sammen med årsregnskaber og årsberetninger, jf. stk. 1.
Stk. 3. Selskabet skal i øvrigt gennem energiministeren orientere et af Folketinget nedsat udvalg om dispositioner i selskabet, som findes at være af væsentlig samfundsmæssig betydning eller af en karakter, der medfører væsentlige ændringer i organisationen af selskabets virksomhed.
Stk. 4. I sager, der omfattes af stk. 2 og 3, kan energiministeren eller formanden for det pågældende folketingsudvalg bestemme, at medlemmerne og andre, som er til stede under udvalgets møder, er forpligtede til at hemmeligholde, hvad de bliver gjort bekendt med i medfør af nævnte bestemmelser.
§ 4.§-link ↗
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.