§ 1.§-link ↗
Arv, der er omfattet af arvehenstand efter kapitel 5 i arveloven, forrentes med en rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et procenttillæg på 1. Er den officielle diskonto mindre end -1,00 pct., forrentes henstandsarven med 0,0 pct. Forrentningen sker fra rettens afgørelse om, at der skal gives henstand.
Stk. 2. Renterne udbetales til livsarvingen hvert halve år.
§ 2.§-link ↗
Hvis den længstlevende ægtefælle har overtaget forsørgelsespligten over en umyndig særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, betales kun rente efter § 1, stk. 1, i det omfang renteindtægten vil overstige udgifterne ved forsørgelsen.
§ 3.§-link ↗
Beløb, der efter rettens bestemmelse udbetales til en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle til forsørgelse i henstandsperioden, indbetales, så længe arvingen er umyndig, til den forvaltningsafdeling, der bestyrer henstandsarven.
Stk. 2. Forvaltningsafdelingen udbetaler en gang om måneden et passende beløb til den umyndige særlivsarvings forsørgelse.
§ 4. · Fuld sikkerhed§-link ↗
Der skal stilles fuld sikkerhed for arvekrav, der er omfattet af henstand. Retten fastsætter, hvilke aktiver der skal stilles som fuld sikkerhed for arvekravet.
§ 5. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
For en umyndig livsarvings arvekrav skal der fortrinsvis stilles sikkerhed i fast ejendom. Der kan herudover stilles sikkerhed i løsøre eller værdipapirer, herunder efter omstændighederne en livsforsikring på den længstlevende ægtefælles liv, garanti fra en finansiel virksomhed eller anden lignende sikkerhed.
Stk. 2. Henstand kan kun i særlige tilfælde gives alene mod kaution.
§ 6. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Gives henstand mod sikkerhed i fast ejendom eller løsøre, udstedes der pantebrev til den umyndige livsarving.
Stk. 2. Det skal af pantebrevet fremgå, 1) at pantebrevet er udstedt i medfør af denne bekendtgørelse, 2) at pantebrevets vilkår er godkendt af retten, og 3) at pantebrevet forfalder ved ejerskifte, herunder tvangsauktion.
Stk. 3. Pantebrevet, der skal udstedes med oprykkende prioritet, udformes i øvrigt i overensstemmelse med vilkårene i Justitsministeriets pantebrevsformular med de ændringer og tilføjelser, som følger af denne bekendtgørelse og eventuelle særlige vilkår, som er godkendt af retten.
§ 7. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Gives henstand mod anden sikkerhed end nævnt i § 6, udstedes der særligt gældsbrev til den umyndige livsarving.
Stk. 2. Gældsbrevet skal indeholde oplysning om 1) forrentning og betaling af fordringen, 2) sikkerheden, og 3) hvordan der skal forholdes med eventuelt udbytte og provenu af aktiver, der er stillet som sikkerhed, jf. § 9.
§ 8. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Gives henstand til flere umyndige livsarvinger, bør disse så vidt muligt gives sideordnet sikkerhed.
§ 9. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Kontante midler, der fremkommer ved indfrielse, udtrækning eller lignende af aktiver, der tjener som sikkerhed for livsarvingens arvekrav, anvendes til dækning af arvekravet, medmindre andet er fastsat af retten eller senere tillades af Rigsombudsmanden i Grønland.
§ 10. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Gældsbreve, pantebreve, obligationer, aktier, andelsbeviser, livsforsikringspolicer, garantierklæringer eller andre dokumenter, hvortil sikkerheden er knyttet, skal indleveres til bestyrelse i en godkendt forvaltningsafdeling.
Stk. 2. Den umyndige livsarvings værge bestemmer, hvilken godkendt forvaltningsafdeling der skal bestyre aktiverne.
Stk. 3. Retten underretter forvaltningsafdelingen om, at der er givet henstand og om vilkårene herfor.
§ 11. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Rigsombudsmanden i Grønland kan afkræve ægtefællen alle oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om sikkerheden for en umyndig livsarvings arvekrav er forringet.
§ 12. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Rigsombudsmanden i Grønland skal give ægtefællen lejlighed til at udtale sig, inden fremsættelse af en anmodning til retten om udbetaling af en umyndig livsarvings arv i medfør af § 37, stk. 2, 2. pkt., eller § 37, stk. 3, i arveloven.
§ 13. · Umyndige livsarvinger§-link ↗
Ægtefællen kan anmode Rigsombudsmanden i Grønland om tilladelse til at omlægge sikkerheden. Sikkerheden skal efter omlægningen opfylde kravene i §§ 5-9.
Stk. 2. Rigsombudsmanden i Grønlands afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for retten.
§ 14. · Myndige livsarvinger§-link ↗
Hvis livsarvingen er myndig, skal retten ved fastsættelsen af sikkerheden tage særligt hensyn til, om ægtefællen og livsarvingen er enige om, at sikkerheden skal stilles i bestemte aktiver.
Stk. 2. § 6, § 7, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 2, og § 8 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Kontante midler, der fremkommer ved indfrielse, udtrækning eller lignende af aktiver, der tjener som sikkerhed for livsarvingens arvekrav, anvendes til fyldestgørelse heraf, medmindre andet er fastsat af retten eller senere aftales mellem livsarvingen og ægtefællen.
§ 15. · Myndige livsarvinger§-link ↗
Ægtefællen og livsarvingen kan aftale en omlægning af sikkerheden. Sikkerheden skal efter omlægningen opfylde de krav, der følger af § 14, stk. 2.
Stk. 2. Kan ægtefællen og livsarvingen ikke opnå enighed om en aftale om omlægning efter stk. 1, afgøres spørgsmålet af retten.
§ 16.§-link ↗
Henstanden bortfalder, hvis den længstlevende ægtefælle afgår ved døden, eller hvis den længstlevende ægtefælles bo tages under konkursbehandling.
§ 17.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2026 og finder ikke anvendelse på henstand, der gives i boer, hvor arveladeren er død før bekendtgørelsens ikrafttræden.