Bekendtgørelse nr. 838 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om tillæg til hjælp til repatriering til personer med oprindelse i et land i MENAPT-landegrupperingen

Bekendtgørelse om tillæg til hjælp til repatriering til personer med oprindelse i et land i MENAPT-landegrupperingen

Dokumentdato: 29. sep. 2026Kildeversion observeret: 30. sep. 2026Kilde kontrolleret: 30. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 30. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål, anvendelsesområde og definitioner

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på tillæg til hjælp til repatriering til personer med oprindelse i et MENAPT-land, jf. stk. 2, som skal repatriere til deres hjemland, tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning.

Stk. 2. I denne bekendtgørelse forstås ved MENAPT-land følgende lande: Syrien, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Libanon, Somalia, Irak, Qatar, Sudan, Bahrain, Djibouti, Jordan, Algeriet, Forenede Arabiske Emirater, Tunesien, Egypten, Marokko, Iran, Yemen, Mauretanien, Oman, Afghanistan, Palæstina, Gaza, Vestbredden, Østjerusalem, Pakistan og Tyrkiet.

Kapitel 2 · Tillæg til hjælp til repatriering, støttebetingelser og ansøgning

§ 2.§-link ↗

Der ydes et tillæg til hjælp til repatriering på 50.000 kr. til udlændinge eller danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der har oprindelse i et land nævnt i § 1, stk. 2, og som udrejser med støtte efter repatrieringsloven.

§ 3.§-link ↗

Tillægget udbetales for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb sammen med den resterende del af hjælpen til repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, jf. dog repatrieringslovens § 14 a. For andre udlændinge udbetales tillægget 12 måneder efter udrejsen af Danmark sammen med den resterende del af hjælpen til repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales tillægget, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab, sammen med den resterende del af hjælpen til repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, jf. dog repatrieringslovens § 14 a. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, i repatrieringsloven, og som følger den repatrierende forælder, udbetales tillægget, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab for disse børn, sammen med den resterende del af hjælpen til repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, jf. dog repatrieringslovens § 14 a. Efter ansøgning kan fristen i 3. pkt. forlænges med 12 måneder. Ansøgningen som nævnt i 5. pkt. skal, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, indgives inden udløbet af fristen i 3. pkt.

§ 4.§-link ↗

Det er en betingelse for at modtage tillægget til hjælp til repatriering, at de personer, der er nævnt i § 2, opfylder betingelserne for hjælp til repatriering efter repatrieringsloven.

Stk. 2. De øvrige regler i repatrieringsloven og bekendtgørelse nr. 1493 af 6. december 2023 om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte ved tilbagevenden til Syrien eller Iran finder tilsvarende anvendelse for sager om tillæg til hjælp til repatriering efter denne bekendtgørelse.

§ 5.§-link ↗

En ansøgning efter § 7, stk. 1, 1. pkt., i repatrieringsloven, fra en person med oprindelse i et land nævnt i § 1, stk. 2, betragtes som en ansøgning om tillæg til hjælp til repatriering efter denne bekendtgørelse.

Kapitel 3 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på sager om hjælp til repatriering, hvor ansøgning om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i repatrieringsloven, indgives i perioden fra den 1. oktober 2026 til og med den 31. maj 2027.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse i verserende sager om hjælp til repatriering, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse den 1. oktober 2026.