Bekendtgørelse nr. 756 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om Eksamensudvalget

Bekendtgørelse om Eksamensudvalget

Dokumentdato: 2. sep. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Eksamensudvalgets kompetence og organisation

§ 1.§-link ↗

Erhvervsstyrelsen nedsætter et eksamensudvalg, som består af 1 formand og 12 andre medlemmer, hvoraf 4 medlemmer skal være repræsentanter for revisorbranchen, 2 medlemmer skal være repræsentanter for uafhængige erklæringsudbydere, og 6 medlemmer skal være repræsentanter for investorer, regnskabsbrugere og regnskabsaflæggere. Flertallet af medlemmerne må ikke være godkendte revisorer eller verifikatorer eller repræsentere revisorbranchen eller branchen for uafhængige erklæringsudbydere.

Stk. 2. Medlemmer af Eksamensudvalget må ikke: 1) Inden for de seneste 5 år ved Revisornævnet være meddelt en advarsel, strafbortfald, ikendt en bøde, midlertidigt forbud, betinget eller ubetinget rettighedsfrakendelse. 2) Være optaget i Det Centrale Kriminalregister for overtrædelser, som Erhvervsstyrelsen vurderer har betydning for udførelsen af hvervet.

Stk. 3. Formanden samt repræsentanter for investorer, regnskabsbrugere og regnskabsaflæggere må ikke være godkendte revisorer eller verifikatorer, ansat hos eller drive revisionsvirksomhed sammen med godkendte revisorer eller ansat hos eller drive virksomhed som uafhængig erklæringsudbyder. De i 1. pkt. nævnte medlemmer må ikke inden for de seneste 3 år før udpegningen til medlem have været godkendte revisorer eller verifikatorer, have været ansat hos eller drevet revisionsvirksomhed sammen med godkendte revisorer eller have været ansat hos eller drevet virksomhed som uafhængig erklæringsudbyder.

Stk. 4. Uanset stk. 1 og 3 kan en repræsentant for investorer, regnskabsbrugere eller regnskabsaflæggere være godkendt revisor, hvis vedkommende ikke inden for de seneste 5 år har været ansat hos eller drevet revisionsvirksomhed sammen med godkendte revisorer.

§ 2.§-link ↗

Erhvervsstyrelsen udpeger Eksamensudvalgets formand og medlemmer for en periode af indtil 4 år. Formanden udpeges direkte af styrelsen. De øvrige medlemmer udpeges efter indstilling fra relevante organisationer. Udvalgets medlemmer kan genudpeges.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan kræve, at en person bekræfter at opfylde betingelserne i § 1, stk. 2 og 3, jf. dog § 1, stk. 4, forinden udpegning. Erhvervsstyrelsen kan endvidere kræve, at en person bekræfter ikke at være indbragt for Revisornævnet eller sigtet for en overtrædelse, som vil kunne føre til, at vedkommende ikke vil opfylde betingelserne i § 1, stk. 2.

Stk. 3. Et medlem har pligt til straks at meddele Erhvervsstyrelsen, hvis vedkommende ikke længere opfylder betingelserne i § 1, stk. 2 og 3. Et medlem skal endvidere straks meddele Erhvervsstyrelsen, hvis vedkommende indbringes for Revisornævnet eller bliver sigtet for en overtrædelse, der kan føre til, at vedkommende ikke vil opfylde betingelserne i § 1, stk. 2.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan tilbagekalde en udpegning, hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne i § 1, stk. 2 eller 3. Erhvervsstyrelsen kan midlertidig tilbagekalde en udpegning, hvis vedkommende indbringes for Revisornævnet eller bliver sigtet for en overtrædelse, der kan føre til, at vedkommende ikke vil opfylde betingelserne i § 1, stk. 2.

§ 3.§-link ↗

Eksamensudvalget bistår Erhvervsstyrelsen vedrørende følgende eksamener og prøver: 1) Eksamen for statsautoriserede revisorer (revisoreksamen). 2) Prøve om udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering, jf. revisorlovens § 3 b og § 11, stk. 1, nr. 5, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering. 3) Særlig prøve, jf. revisorlovens § 9, stk. 3, og § 18, stk. 3, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering. 4) Egnethedsprøve for personer, som i udlandet er godkendt til at udføre lovpligtig revision, jf. revisorlovens § 10, stk. 3. 5) Egnethedsprøve for personer med godkendelse i et andet EU-land eller EØS-land til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering, jf. revisorlovens § 10 a, stk. 2, og § 19, stk. 2, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.

§ 4.§-link ↗

Eksamensudvalgets sekretariatsopgaver varetages af Erhvervsstyrelsen.

§ 5.§-link ↗

Lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven gælder for Eksamensudvalgets virksomhed, herunder reglerne om tavshedspligt og inhabilitet.

Kapitel 2 · Eksamensudvalgets opgaver

§ 6.§-link ↗

Eksamensudvalget varetager følgende opgaver for de i § 3, nr. 1, 3 og 4, nævnte eksamener og prøver vedrørende godkendelse som revisor: 1) Fastsættelse af retningslinjer for indholdet af og fremgangsmåden ved eksamenerne og prøverne. 2) Fastsættelse af retningslinjer for fastsættelse af betaling for deltagelse i eksamener og prøver. 3) Udnævnelse og afskedigelse af eksaminatorer og censorer. 4) Fastsættelse af retningslinjer for eksaminatorers og censorers medvirken ved eksamener og prøver.

Stk. 2. Eksamensudvalget varetager følgende opgaver for de i § 3, nr. 2, 3 og 5, nævnte prøver vedrørende godkendelse til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering: 1) Godkendelse af indholdet af prøverne (læringsmål) efter indstilling af IBA Erhvervsakademi Kolding. 2) Udnævnelse og afskedigelse af eksaminatorer og censorer.

Stk. 3. Eksamensudvalget træffer afgørelse om: 1) Anmodninger om dispensation vedrørende deltagelse i eksamener og prøver. 2) Klager over afviklingen og bedømmelsen af eksamener og prøver. 3) Sager om brud på eksamensregler, herunder eksamenssnyd.

§ 7. · Tilrettelæggelse af Eksamensudvalgets arbejde§-link ↗

Formanden tilrettelægger Eksamensudvalgets arbejde.

Stk. 2. For at beslutninger kan træffes vedrørende de i § 3, nr. 1, 3 og 4, nævnte eksamener og prøver vedrørende godkendelse som revisor, skal mindst formanden og halvdelen af udvalgets øvrige medlemmer være til stede. Blandt de øvrige tilstedeværende skal der være én repræsentant for revisorbranchen og én repræsentant for investorerne, regnskabsbrugerne eller regnskabsaflæggerne. Flertallet inklusiv formanden må ikke være godkendte revisorer eller repræsentere revisorbranchen. Repræsentanter for uafhængige erklæringsudbydere har ikke stemmeret.

Stk. 3. For at beslutninger kan træffes vedrørende de i § 3, nr. 2, 3 og 5, nævnte prøver vedrørende godkendelse til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering, skal mindst formanden og halvdelen af udvalgets øvrige medlemmer være til stede. Blandt de øvrige tilstedeværende skal der være én repræsentant for revisorbranchen, én repræsentant for uafhængige erklæringsudbydere og én repræsentant for investorerne, regnskabsbrugerne eller regnskabsaflæggerne. Flertallet inklusiv formanden må ikke være godkendte revisorer, verifikatorer eller repræsentere revisorbranchen eller uafhængige erklæringsudbydere.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 5. Formanden kan, hvor en sag ikke kan afvente en behandling i udvalget, træffe afgørelse på udvalgets vegne. Udvalgets medlemmer orienteres efterfølgende om afgørelsen.

§ 8. · Tilrettelæggelse af Eksamensudvalgets arbejde§-link ↗

Eksamensudvalgets møder er ikke offentlige.

Stk. 2. En repræsentant fra DANAK, en repræsentant fra Finanstilsynet, den administrative medarbejder hos FSR – danske revisorer og en repræsentant for IBA Erhvervsakademi Kolding kan deltage i udvalgets møder som observatører. Udvalgets formand kan bestemme, at andre kan deltage i udvalgets møder.

Kapitel 3 · Klageadgang

§ 9.§-link ↗

Eksamensudvalgets afgørelser vedrørende forhold i § 6, stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. revisorlovens § 51, stk. 3.

Kapitel 4 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 10.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. september 2026.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1265 af 27. oktober 2025 om Revisorrådet ophæves.

Stk. 3. Sager, der er indbragt for Eksamensudvalget, nedsat af Revisorrådet, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1265 af 27. oktober 2025 om Revisorrådet, vil blive overdraget og behandlet af Eksamensudvalget nedsat af Erhvervsstyrelsen, jf. § 1.

Stk. 4. Retningslinjer fastsat og udnævnelser af eksaminatorer og censorer foretaget af Eksamensudvalget nedsat af Revisorrådet, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1265 af 27. oktober 2025 om Revisorrådet, efter § 11 i samme bekendtgørelse, finder fortsat anvendelse, indtil Eksamensudvalget nedsat af Erhvervsstyrelsen efter § 1 træffer anden beslutning.