Bekendtgørelse nr. 737 · 2026

Gældende

Bekendtgørelse om tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne

Bekendtgørelse om tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne

Dokumentdato: 1. sep. 2026Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen kan i perioden fra 1. juli 2022 til 31. december 2031 inden for en samlet bevilling på 300 mio. kr. meddele en kommunal tilsagnsramme, inden for hvilken kommunalbestyrelsen kan give tilsagn om tilskud til midlertidig nedsættelse af huslejen i almene familieboliger, der anvises til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne, herunder borgere i hjemløshed.

Kapitel 2 · Ansøgning om tilsagnsramme til nedsættelse af huslejen

§ 2.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen fordeler bevillingen efter § 1 på regionerne efter antallet af borgere i hjemløshed efter seneste hjemløsetælling. Denne fordeling offentliggøres på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside og angiver det antal boliger, hvortil der kan gives tilskud til nedsættelse af huslejen.

§ 3.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen indsender ansøgning om andel af den regionale ramme, jf. § 2, til Social- og Boligstyrelsen i perioden fra 1. juli 2022 til 4. december 2026.

Stk. 2. Ansøgning, jf. stk. 1, skal indsendes elektronisk ved anvendelse af det til enhver tid gældende ansøgningsmateriale, som findes på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

§ 4.§-link ↗

Det er en betingelse for at opnå en tilsagnsramme, jf. § 3, stk. 1, at kommunalbestyrelsen medsender en udarbejdet plan for bekæmpelse af hjemløshed, herunder om tilvejebringelse af et passende udbud af boliger til borgere i hjemløshed og om aftaler om kommunal anvisning.

Stk. 2. Planen, jf. stk. 1, skal følge den skabelon, der til enhver tid er tilgængelig på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

§ 5.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen meddeler efter ansøgningsfristens udløb inden for de regionalt fordelte bevillinger, jf. § 2, tilsagnsrammer til de ansøgende kommuner ud fra antallet borgere i hjemløshed og antallet af almene familieboliger i kommunen med en lav husleje, som ikke er beliggende i et udsat boligområde, jf. almenboliglovens § 61 a, stk. 1, eller et forebyggelsesområde, jf. almenboliglovens § 61 b.

§ 6.§-link ↗

Ikke-anvendte kommunale tilsagnsrammer, jf. § 5, bortfalder efter 31. december 2031.

§ 7.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen giver afslag på ansøgninger, som ikke opfylder betingelserne for meddelelse af tilsagnsramme, jf. § 4.

Kapitel 3 · Kommunalbestyrelsens tilsagn om tilskud til nedsættelse af huslejen

§ 8.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan inden for den meddelte tilsagnsramme, jf. § 5, ved anvisning efter almenboliglovens § 59, stk. 1 og 2, give tilsagn om tilskud til en almen boligorganisation på 15.000 kr. årligt pr. bolig til nedsættelse af huslejen for boligsøgende med et akut boligbehov og en særlig lav betalingsevne, herunder borgere i hjemløshed.

Stk. 2. Huslejetilskuddet udbetales til boligafdelingen. Den reducerede husleje skal fremgå af lejekontrakten.

Stk. 3. Tilskuddet efter stk. 1 ydes i fire år fra lejemålets startdato, hvorefter beløbet aftrappes med lige store dele over de følgende fem år.

Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 1 kan ydes, når følgende betingelser er opfyldt: 1) Boliger, hvortil der ydes tilskud, har en husleje før fradrag af tilskud på mellem 4.500-6.500 kr. om måneden, eksklusive forbrug. 2) Boliger, hvortil der ydes tilskud, er ikke beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, eller i et forebyggelsesområde, jf. § 61 b, på tilsagnstidspunktet. Såfremt boligområdet efterfølgende bliver et udsat boligområde eller forebyggelsesområde, opretholdes tilskuddet. 3) Boligen er ibrugtaget på ansøgningstidspunktet. Der kan kun ydes tilskud for den periode, hvor en bolig er udlejet.

Stk. 5. Tilsagn om tilskud efter stk. 1 bortfalder ved ophør af lejekontrakten. Ikke-udbetalte tilskud fra bortfaldne tilsagn genanvendes ved tildeling af en supplerende kommunal tilsagnsramme efter reglerne i kapitel 4.

Stk. 6. Beløbet i stk. 1 reguleres en gang årligt med virkning fra den 1. januar med ændringen i nettoprisindekset fra januar året før og til januar i det aktuelle år. Regulering sker første gang den 1. januar 2022.

Kapitel 4 · Supplerende kommunal tilsagnsramme til genanvendelse af midler til nedsættelse af huslejen

§ 9.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen opgør pr. den 1. januar 2029 for hver kommune, der har modtaget en kommunal tilsagnsramme til nedsættelse af huslejen, det samlede beløb af ikke-udbetalte tilskud, som er bortfaldet på grund af ophør af lejekontrakten inden for tilskudsperioden. Social- og Boligstyrelsen tildeler på baggrund af opgørelsen en supplerende kommunal tilsagnsramme til genanvendelse af midlerne til nedsættelse af huslejen til kommunen.

Stk. 2. Kommuner, som har anvendt den kommunale tilsagnsramme til nedsættelse af huslejen før den 1. januar 2029, kan indsende ansøgning til Social- og Boligstyrelsen om tildeling af en supplerende kommunal tilsagnsramme til genanvendelse af midler til nedsættelse af huslejen før denne dato.

Stk. 3. Ansøgning efter stk. 2 indsendes elektronisk og ved anvendelse af det til enhver tid gældende ansøgningsmateriale, som findes på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Stk. 4. Social- og Boligstyrelsen tildeler den supplerende kommunale tilsagnsramme til genanvendelse af midler til nedsættelse af huslejen til kommunen efter godkendelse af ansøgningen efter stk. 2.

Kapitel 5 · Udbetaling af tilskud til nedsættelse af huslejen

§ 10.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen meddeler beslutning om tilsagn om huslejetilskud til Udbetaling Danmark, herunder oplysninger om hver bolig med huslejenedsættelse, og hvornår udlejningen er påbegyndt. Udbetaling Danmark udbetaler tilskuddet til nedsættelse af huslejen til boligorganisationen. Udbetalingen sker bagud hvert kvartal den sidste bankdag i marts, juni, september og december kvartal som et acontobeløb beregnet på baggrund af tilsagnet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler Udbetaling Danmark, når lejekontrakter, hvortil der er givet huslejetilskud, ophører.

Stk. 3. Senest den 15. februar hvert år indsender boligorganisationen til Udbetaling Danmark en opgørelse over antallet af måneder, hvor hver enkelt tilskudsberettigede bolig har været udlejet. Opgørelsen skal være attesteret af en godkendt revisor.

Stk. 4. I forbindelse med acontoudbetaling for 1. kvartal hvert år foretager Udbetaling Danmark på baggrund af boligorganisationens indberetning, regulering af acontoudbetalinger for det foregående år. Hvis statens tilbagebetalingskrav overstiger 1. kvartals tilskud, opkræves det overskydende beløb i forbindelse med acontoudbetaling for 2. kvartal.

Kapitel 6 · Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

§ 11.§-link ↗

Social- og Boligstyrelsen kan beslutte, at meddelelse om tilsagnsramme, jf. § 5, bortfalder, hvis der er givet vildledende eller urigtige oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis vilkårene ikke længere er til stede.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at tilsagn om tilskud efter § 8, stk. 1, bortfalder, hvis der er givet vildledende eller urigtige oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis vilkårene for tilsagn ikke længere er til stede.

Stk. 3. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves helt eller delvist tilbagebetalt i de i stk. 1 eller 2 angivne tilfælde til fonden for blandede byer.

Kapitel 7 · Kontrol

§ 12.§-link ↗

Den boligorganisation, der modtager tilskud efter denne bekendtgørelse, er forpligtet til efter anmodning fra Social- og Boligstyrelsen at afgive enhver oplysning, der har betydning for Social- og Boligstyrelsens kontrol med, at de fastsatte vilkår overholdes.

Kapitel 8 · Klage

§ 13.§-link ↗

Afgørelser truffet af Social- og Boligstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for social- og boligministeren eller anden administrativ myndighed.

Kapitel 9 · Ikrafttræden

§ 14.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. september 2026.