§ 1. · Formål§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter regler om Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs vurdering, prioritering og indstilling af ansøgninger om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering omfattet af bekendtgørelsen om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering.
§ 2. · Definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Vandløbstypologi 2: Vandløb der har et oplandsareal større end 10 km2 og op til 100 km2 samt en vandløbsbredde der er større end 2 meter og op til 10 meter. 2) Vandløbstypologi 3: Vandløb der har et oplandsareal større end 100 km2 og en vandløbsbredde større end 10 meter. 3) Vandløbsrestaurering: Gennemførelse af foranstaltninger til genopretning af vandområder, som er fastlagt i bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter. 4) Vejledende referenceværdier: Erfaringstal for en gennemsnitlig omkostning pr. km vandområde for mindre strækningsbaserede restaureringer, genslyngning og åbning af rørlagte strækninger, gennemsnitlig stykpris for sandfang og okkerrensningsanlæg, samt gennemsnitlig pris pr. km opstrøms strækning for fjernelse af fysiske spærringer.
§ 3. · Typer af foranstaltninger§-link ↗
Vandløbsrestaurering efter denne bekendtgørelse omfatter følgende foranstaltninger: 1) Mindre strækningsbaserede restaureringer. 2) Genslyngning. 3) Åbning af rørlagte strækninger. 4) Fjernelse af fysiske spærringer. 5) Etablering af sandfang. 6) Etablering af okkerrensningsanlæg.
Stk. 2. Det fremgår af bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter eller MiljøGIS (MiljøGIS for vandområdeplaner 2021-2027 efter genbesøget) hvilke foranstaltninger, der er udpeget for de fastlagte vandområder.
§ 4. · Typer af foranstaltninger§-link ↗
En ansøgning om tilskud til forundersøgelse eller gennemførelse af et projekt, skal indeholde alle fastlagte foranstaltninger, jf. § 3, for vandområdet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Der kan søges om tilskud til ét eller flere vandområder pr. ansøgning, dog maksimalt 5 vandområder.
Stk. 3. Et vandområde kan opdeles i følgende tilfælde: 1) Vandområdet dækker en samlet vandløbsstrækning på mere end 10 km. 2) Vandområdet strækker sig over flere kommuner. 3) Der er fastlagt en foranstaltning om fjernelse af flere fysiske spærringer, f.eks. ved dambrug, vandkraftværker eller vandmøller, for vandområdet. 4) Vandområdet indeholder foranstaltninger i form af restaurering af ådale, etablering af dobbeltprofil eller etablering af miniådale i kombination med andre foranstaltninger.
§ 5. · Referenceværdier for kommunale projekter om vandløbsrestaurering§-link ↗
Vejledende referenceværdier fremgår af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside, www.sgav.dk, og anvendes til beregning af et maksimalt tilskudsbeløb pr. forundersøgelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, og pr. gennemførelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 4.
Stk. 2. Ved ansøgning om tilskud til forundersøgelse eller gennemførelse af et projekt kan der maksimalt opnås tilskud på 1,5 gang den vejledende referenceværdi, jf. dog § 6, stk. 2, og § 7, stk. 2.
Stk. 3. Overstiger det ansøgte tilskudsbeløb 1,5 gange den vejledende referenceværdi, kan Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø nedjustere tilsagnsbeløbet ved indstilling af tilsagn, såfremt projektet i øvrigt lever op til kriterierne i §§ 6 og 7, jf. dog § 6, stk. 2, og § 7, stk. 2.
Stk. 4. Ved ansøgning om tilskud til forundersøgelse eller gennemførelse af et projekt om sandfang bliver det maksimale tilskudsbeløb beregnet på baggrund af den vejledende referenceværdi for maksimalt 2 sandfang pr. vandområde.
Stk. 5. Ved ansøgning om tilskud til forundersøgelse eller gennemførelse af et projekt om okkerrensningsanlæg bliver det maksimale tilskudsbeløb beregnet på baggrund af den vejledende referenceværdi for maksimalt 1 okkerrensningsanlæg pr. vandområde.
§ 6. · Vurdering og prioritering af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering§-link ↗
Ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs vurdering af ansøgninger om tilskud til forundersøgelse af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering gælder følgende kriterier: 1) Ansøgningen vedrører vandløbsrestaurering inden for et vandområde fastlagt i bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter. 2) Ansøgningen vedrører vandløbsrestaurering i enten vandløbstypologi 2 eller 3. 3) Det ansøgte tilskudsbeløb udgør maksimalt 1,5 gange den vejledende referenceværdi, jf. dog § 5, stk. 3, og § 6, stk. 2. 4) Forundersøgelsen skal gøre det muligt at vurdere, om en gennemførsel af projektet vil opfylde de nævnte kriterier i § 7. 5) Forundersøgelsen skal indeholde en oversigt over, hvilke regler gennemførsel af projektet er omfattet af og en vurdering af muligheden for at opnå de nødvendige myndighedstilladelser. 6) Projektet bidrager tilstrækkeligt til opfyldelse af formålet, jf. § 1, i bekendtgørelse om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering.
Stk. 2. En forundersøgelse af et projekt vedrørende vandløbsrestaurering med et ansøgt beløb på mere end 1,5 gange den vejledende referenceværdi kan efter en konkret vurdering anses som tilskudsberettiget i følgende tilfælde: 1) Det projekt, der forundersøges, vedrører fjernelse af fysiske spærringer ved et dambrug, som nedlægges efter frivillig aftale mellem kommunen og dambruget, og hvor kommunen tidligere har fået tilsagn om tilskud efter en statslig tilskudsordning til opkøb af retten til opstemning af vandløbet. 2) En gennemførelse af det projekt, der forundersøges, vil have betydelig effekt i forhold til formålet med vandløbsrestaureringen, jf. § 1, i bekendtgørelsen om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering.
§ 7. · Vurdering og prioritering af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering§-link ↗
Ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs vurdering af ansøgninger om tilskud til gennemførelse af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering gælder følgende kriterier: 1) Projektet vedrører vandløbsrestaurering inden for et vandområde fastlagt i bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter. 2) Ansøgningen vedrører vandløbsrestaurering i enten vandløbstypologi 2 eller 3. 3) Projektet bidrager tilstrækkeligt til opfyldelse af formålet, jf. § 1, i bekendtgørelse om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering. 4) Det ansøgte tilskudsbeløb udgør maksimalt 1,5 gange den vejledende referenceværdi, jf. dog § 5, stk. 3, og § 7, stk. 2. 5) Ved mindre strækningsbaserede restaureringer, som omfatter udlægning af groft materiale og udskiftning af bundmateriale, skal materialet bestå af naturligt bundsubstrat som grus, sten og dødt ved. 6) Ved mindre strækningsbaserede restaureringer, som omfatter hævning af vandløbsbunden uden genslyngning, skal bunden hæves, således at vandløbsbunden ligger tættere på terræn. Stk. 1, nr. 5, finder tilsvarende anvendelse. 7) Ved åbning af rørlagte strækninger med hævning af bund og udlægning af groft materiale eller med hævning af bund og genslyngning må brinkanlæg ikke være stejlere end 1:1,5. Faldet på strækningen skal være mindst 1 ‰ og højest 10 ‰. Stk. 1, nr. 5, 6 og 10, finder tilsvarende anvendelse. 8) Ved åbning af rørlagte strækninger uden hverken hævning af bund eller genslyngning, men med udlægning af groft materiale, må brinkanlæg ikke være stejlere end 1:1,5. Faldet på strækningen skal være mindst 1 ‰ og højest 10 ‰. Stk. 1, nr. 5, finder tilsvarende anvendelse. 9) Ved mindre strækningsbaserede restaureringer, som omfatter plantning af træer langs vandløb, skal træerne plantes under kronekanten på brinken. Træerne skal være hjemmehørende, løvfældende arter, og de skal plantes i grupper. Minimum 80 procent af træerne skal udgøre rødel. 10) Ved genslyngning skal vandløbet lægges tilbage til det forløb og den profil, det havde før udretning af vandløbet, eller til et tilsvarende naturligt forløb. Faldet på vandløbet skal være mindst 1 ‰ og højest 10 ‰ og brinkanlæg må ikke være stejlere end 1:1,5. Stk. 1, nr. 5, finder tilsvarende anvendelse. 11) Ved fjernelse af fysiske spærringer må faldet ikke overstige 10 ‰, og brinkanlæg må ikke være stejlere end 1:1,5. Ved gennemførsel af omløbsstryg dimensioneres stryget således, at der opretholdes mindst 50 % af medianminimumsvandføringen i stryget samtidig med, at der ikke må fjernes mere end 50 % af medianminimumsvandføringen fra stryget. Stk. 1, nr. 5, finder tilsvarende anvendelse. 12) Ved gennemførsel af sandfang skal størrelsen af sandfanget være tilpasset maksimalvandføringen i vandløbet. 13) Ved gennemførsel af okkerrensningsanlæg skal anlægget dimensioneres således, at opholdstiden vil være mindst 10 timer ved middelvandføring.
Stk. 2. Et ansøgt beløb på mere end 1,5 gange den vejledende referenceværdi kan efter en konkret vurdering anses som tilskudsberettiget i følgende tilfælde: 1) Projektet omfatter fjernelse af en spærring ved et dambrug, som nedlægges efter frivillig aftale mellem kommunen og dambruget, og hvor kommunen tidligere har fået tilsagn om tilskud efter en statslig tilskudsordning til opkøb af retten til opstemning af vandløbet. 2) En gennemførelse af projektet vil have betydelig effekt i forhold til formålet med vandløbsrestaureringen, jf. § 1, i bekendtgørelse om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering.
Stk. 3. Kriterierne i stk. 1, nr. 7, 8, 9, 3. pkt., 10 og 11, 1. pkt., kan fraviges under henvisning til konkrete naturmæssige, landskabelige, bygningsmæssige eller kulturhistoriske forhold samt væsentlig infrastruktur.
Stk. 4. Kriterier i stk. 1, nr. 11, 2. pkt., kan i særlige tilfælde fraviges for vandløb med naturlig stor variation i vandføringer over året, når styrelsen vurderer, at det er forsvarligt i forhold til at sikre kontinuiteten i det pågældende vandløb, og hvis projektet fortsat sikrer varetagelsen af formålet, jf. § 1, i bekendtgørelse om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering.
§ 8. · Vurdering og prioritering af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering§-link ↗
Ansøgninger prioriteres ud fra tidspunktet for, hvornår de er fuldt oplyste.
§ 9. · Indstilling af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering§-link ↗
På baggrund af en vurdering af ansøgningerne, jf. §§ 6 og 7, og efter prioritering i henhold til § 8, sender Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø en indstilling til Miljøstyrelsen med henblik på, at Miljøstyrelsen træffer afgørelse efter bekendtgørelse om tilskud til kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering.
Stk. 2. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø afgiver indstilling om afslag til Miljøstyrelsen, såfremt: 1) Ansøgningen ikke overholder reglerne i § 4. 2) Ansøgningen ikke er tilstrækkeligt oplyst. 3) Ansøgningen ikke lever op til kriterierne i §§ 6 eller 7. 4) De bevillingsmæssige rammer er opbrugt.
§ 10. · Indstilling af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering§-link ↗
På baggrund af en vurdering af ansøgninger om ændring af forundersøgelse eller gennemførelse af projekter, jf. §§ 6 og 7, afgiver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø indstilling til Miljøstyrelsen om ændringen.
§ 11. · Ikrafttrædelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. september 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1116 af 28. august 2023 om kriterier for vurdering af kommunale projekter vedrørende vandløbsrestaurering ophæves.