§ 1. · Anvendelsesområde m.v.§-link ↗
Sundhedsdatastyrelsen driver den fælles digitale infrastruktur til udveksling og registrering af udvalgte oplysninger om de enkelte borgeres helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.
Stk. 2. I medfør af denne bekendtgørelse og som dataansvarlig for de oplysninger som Sundhedsdatastyrelsen får adgang til, jf. § 2, stk. 3, behandler, herunder registrerer Sundhedsdatastyrelsen de oplysninger om helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, som fremgår af bilag 1, i den fælles digitale infrastruktur.
Stk. 3. Relevante helbredsoplysninger m.v. i den fælles digitale infrastruktur udstilles digitalt og kan tilgås af sundhedspersoner og andre, jf. § 4, og af borgeren selv, jf. § 5.
§ 2. · Indhold og tilslutning§-link ↗
De systemer, herunder serviceplatforme m.v., der tilknyttes den fælles digitale infrastruktur i medfør af denne bekendtgørelse, fremgår af bilag 2.
Stk. 2. Sundhedsdatastyrelsen udarbejder en teknisk beskrivelse af indholdet i den fælles digitale infrastruktur og fastsætter de tekniske og forretningsmæssige krav, som systemerne og de dataansvarlige skal opfylde for at kunne opnå tilslutning til den fælles digitale infrastruktur. De tekniske og forretningsmæssige krav gøres offentligt tilgængelige via en af Sundhedsdatastyrelsen drevet hjemmeside.
Stk. 3. Regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner, herunder alment praktiserende læger og speciallæger, og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., der er dataansvarlige for de systemer, der tilknyttes den fælles digitale infrastruktur, efter bilag 2, giver Sundhedsdatastyrelsen adgang til de oplysninger, der fremgår af bilag 1, umiddelbart efter, at oplysningen er registreret i systemet og under forudsætning af, at de tekniske og forretningsmæssige krav til tilslutning er overholdt, jf. stk. 2.
§ 3. · Indhold og tilslutning§-link ↗
Sundhedsdatastyrelsen sletter oplysninger i den fælles digitale infrastruktur i overensstemmelse med slettefristen for den enkelte type oplysning, som fremgår af bilag 1, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Sundhedsdatastyrelsen sletter oplysninger i den fælles digitale infrastruktur om afdøde personer 1 år efter personens død.
§ 4. · Adgang m.v.§-link ↗
Sundhedspersoner og andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, kan ved opslag i den fælles digitale infrastruktur indhente oplysninger om helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. sundhedslovens § 42 a.
Stk. 2. Borgeren kan ved tilkendegivelse frabede sig, at sundhedspersoner og andre personer indhenter oplysninger fra den fælles digitale infrastruktur, jf. sundhedslovens § 42 a, stk. 5, og § 42 b.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse for stamoplysninger.
§ 5. · Adgang m.v.§-link ↗
Sundhedsdatastyrelsen har pligt til at sikre, at borgeren har elektronisk adgang til de oplysninger om helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger vedrørende borgeren, der registreres og udstilles gennem den fælles digitale infrastruktur.
§ 6. · Logning§-link ↗
Sundhedsdatastyrelsen er forpligtet til at foretage maskinel registrering (logning) af anvendelsen af personoplysninger i den fælles digitale infrastruktur.
Stk. 2. Logningsoplysninger skal indeholde oplysning om: 1) Hvem der har foretaget opslag med angivelse af a) fornavn, b) efternavn, c) autorisationsnummer eller CPR-nummer, og d) titel. 2) Behandlingssted, hvorfra opslaget er foretaget. 3) Tidspunkt for opslaget.
Stk. 3. Loggen skal opbevares i 2 år, hvorefter den skal slettes. I særlige tilfælde kan loggen opbevares i op til 5 år.
Stk. 4. Sundhedsdatastyrelsen er forpligtet til at sikre, at borgeren får adgang til en overskuelig og letforståelig oversigt over de logningsoplysninger, der er nævnt i § 6, stk. 2, nr. 1, litra a, b og d, nr. 2 og nr. 3.
§ 7. · Logning§-link ↗
Behandlingssteder kan beslutte, at borgeren i stedet for oplysningerne om fornavn og efternavn i logvisningen, jf. § 6, stk. 2, nr. 1, litra a og b, får adgang til oplysninger om anden entydig identifikation på den person, der har foretaget et opslag. Beslutningen om anvendelse af anden entydig identifikation, jf. 1. pkt., gælder i op til 90 dage efter registreringen. Beslutningen, jf. 1. pkt. kan forlænges i overensstemmelse med 2. pkt.
Stk. 2. Behandlingsstedet skal efter anmodning fra borgeren udlevere oplysninger om identiteten på personen bag oplysningerne i stk. 1, medmindre der foreligger afgørende hensyn til andres private interesser.
§ 8. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 131 af 3. februar 2025 om drift m.v. af den fælles digitale infrastruktur ophæves.