§ 1. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter regler om ansøgning og tildeling af støtte til operatører, der har modtaget opkrævning af gebyr for kontrol af landdyr og udstedelse af dyresundhedscertifikat i forbindelse med flytning af landdyr mellem Bornholm og det øvrige Danmark via Sverige.
Stk. 2. Ved operatør forstås ’operatør’, som defineret i artikel 4, nr. 24, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (dyresundhedsloven).
Stk. 3. Ved landdyr forstås ’landdyr’, som defineret i artikel 4, nr. 2, i dyresundhedsloven.
§ 2. · Tildeling§-link ↗
Støtten tildeles som et støttebeløb til operatører, der har modtaget opkrævning af gebyr for kontrol af landdyr og udstedelse af dyresundhedscertifikat med henblik på flytning af landdyr mellem Bornholm og det øvrige Danmark via Sverige fra 1. januar 2026.
Stk. 2. Støttebeløbet svarer til gebyr for kontrol af landdyr og udstedelse af dyresundhedscertifikat i henhold til § 8, stk. 1-2, 4 og 7, §§ 9-10 og § 12 i bekendtgørelse nr. 1716 af 18. december 2025 om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v., med senere ændringer (betalingsbekendtgørelsen).
Stk. 3. Der ydes ikke støtte til gebyr, der er opkrævet i forbindelse med aflysning eller omlægning af den rekvirerede kontrol i henhold til § 11 i betalingsbekendtgørelsen.
§ 3. · Tildeling§-link ↗
Støttebeløbet ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren, som ændret senest ved Kommissionens forordning nr. 2024/3118 af 10. december 2024 og Kommissionens forordning (EU) nr. 2023/2831 af 13. december 2023 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtten (de minimis-forordningerne).
§ 4. · Tildeling§-link ↗
Tildeling og udbetaling af støttebeløb efter § 2 forudsætter, at støttemodtagere afgiver erklæring om al øvrig de minimis-støtte, der er modtaget efter de minimis-forordningerne i en periode på tre år (de minimis-erklæring), jf. § 5.
Stk. 2. Erklæringen skal endvidere indeholde oplysninger om, hvorvidt støttemodtageren, som defineret i de minimis-forordningerne, er forbundet med andre virksomheder, og i så fald hvilke andre virksomheder, støttemodtageren har en sådan forbindelse med, som defineret i Kommissionens forordning nr. 1408/2013, artikel 2, stk. 2, og Kommissionens forordning nr. 2023/2831, artikel 2, stk. 2, (forbundne virksomheder).
Stk. 3. En enkelt virksomhed, jf. stk. 2, må højst modtage de minimis-støtte på henholdsvis 50.000 EUR over en periode på tre år efter Kommissionens forordning nr. 1408/2013 eller på 300.000 EUR over en periode på tre år efter Kommissionens forordning nr. 2023/2831, herunder øvrig de minimis-støtte ydet i overensstemmelse med de minimis-forordningerne.
§ 5. · Ansøgning om støtte§-link ↗
Operatører kan ansøge om at modtage støttebeløb ved at indgive en ansøgning til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved anvendelse af ansøgningsblanketten ”Ansøgning om støtte til gebyrer for kontrol og udstedelse af dyresundhedscertifikat ved flytning af landdyr mellem Bornholm og det øvrige Danmark via Sverige” (bilag 1) inden 60 dage efter modtagelse af orienteringsbrev med opgørelse af gebyr for udført kontrol og udstedelse af dyresundhedscertifikat i forbindelse med flytning af landdyr mellem Bornholm og det øvrige Danmark via Sverige.
Stk. 2. En ansøgning om støttebeløb efter § 2 skal indeholde en de minimis-erklæring om overholdelse af EU-Kommissionens regler for de minimis-støtte i overensstemmelse med de minimis-forordningerne, jf. §§ 3-4.
Stk. 3. Ansøgningsskema om støttebeløb indgives til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på mail Udbetaling-fvst@fvst.dk.
§ 6. · Tilbagebetaling§-link ↗
Uretmæssigt modtagne beløb efter denne bekendtgørelse, herunder beløb modtaget i strid med artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og de minimis-forordningerne, jf. § 3, skal tilbagebetales af støttemodtageren til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Stk. 2. Beløb, der skal tilbagebetales efter stk. 1, tillægges rente beregnet fra udbetalingstidspunktet. Renten fastsættes efter den metode for rentefastsættelse, der følger af kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med senere ændringer.
§ 7. · Ikrafttrædelsesbestemmelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1132 af 22. september 2025 om støtte til gebyrer for kontrol og udstedelse af dyresundhedscertifikat ved flytning af landdyr mellem Bornholm og det øvrige Danmark via Sverige ophæves.