§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen fastsætter regler om fastlæggelse af miljømål, herunder hvad der nærmere forstås ved god overfladevandstilstand (god økologisk tilstand og god kemisk tilstand for overfladevand), godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand for overfladevand for kunstige og stærkt modificerede vandområder og god tilstand for grundvand (god kvantitativ tilstand og god kemisk tilstand for grundvand), jf. bilag 1-3.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kvalitetskriterium: Den højeste koncentration af et bestemt forurenende stof eller gruppe af forurenende stoffer i vand, sediment eller biota, som skønnes ikke at medføre uacceptable negative effekter på vandøkosystemer. 2) Matrice: Et delmiljø af vandmiljøet, dvs. vand, sediment eller biota. 3) Biotataxon: Et bestemt akvatisk taxon inden for den taksonomiske enhed »underrække«, »klasse« eller tilsvarende. 4) Indlandsvand: Alt stillestående eller strømmende vand på jordoverfladen og alt grundvand på landsiden af den basislinje, hvorfra bredden af territoriale farvande måles.
§ 3.§-link ↗
Miljømål for de enkelte overfladevandområder i henhold til § 7 i lov om vandplanlægning skal fastlægges under inddragelse af 1) de normgivende definitioner af kvalitetsklasser for økologisk tilstand og økologisk potentiale, som fremgår af bilag 1, 2) de miljøkvalitetskrav, som fremgår af bilag 2, del B, afsnit 3, 3) resultaterne af basisanalysen, 4) konkrete værdier for grænser mellem kvalitetsklasser, der er fastsat i bilag 3 til bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder, og 5) overfladevandområdets tilstand som klassificeret i henhold til § 7 i bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 2. Fastlægges miljømålet til andet end god tilstand for de enkelte overfladevandområder, eller fastsættes en længere frist med henblik på gradvis opfyldelse, skal det specificeres, for hvilke forhold og kvalitetselementer eller med hvilken frist der fraviges i forhold til målet, jf. § 7, stk. 2, nr. 2, i lov om vandplanlægning. Det samme gælder for fastlæggelse af andre mål end godt økologisk potentiale og god kemisk tilstand for kunstige og stærkt modificerede vandområder, jf. § 7, stk. 2, nr. 3, i lov om vandplanlægning.
§ 4.§-link ↗
Miljømål for de enkelte grundvandsforekomster i henhold til § 7 i lov om vandplanlægning fastlægges under inddragelse af 1) definitionerne for god kvantitativ tilstand og god kemisk tilstand, som fremgår af bilag 3, 2) resultaterne af basisanalysen og 3) grundvandsforekomstens tilstand som klassificeret efter § 7 i bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Grundvandsforekomster, for hvilke der er sket sådanne ændringer i grundvandsstanden, at der skal fastlægges mindre strenge miljømål i henhold til § 11 i lov om vandplanlægning, identificeres under inddragelse af bl.a. overvejelser over virkningerne af forekomstens tilstand for 1) overfladevand og tilhørende terrestriske økosystemer, 2) vandregulering, beskyttelse mod oversvømmelse og dræning, eller 3) menneskelig udvikling.
Stk. 3. Grundvandforekomster, for hvilke der skal fastlægges mindre strenge miljømål i henhold til § 11 i lov om vandplanlægning, fordi grundvandet som følge af menneskelige aktiviteter som fastlagt i basisanalysen er så forurenet, at det er umuligt eller uforholdsmæssigt dyrt at opnå god kemisk tilstand for grundvand, identificeres.
Stk. 4. Fastlægges miljømålet til andet end god tilstand for de enkelte grundvandsforekomster, eller fastsættes en længere frist med henblik på gradvis opfyldelse, skal det specificeres, for hvilke forhold og kvalitetselementer eller med hvilken frist der fraviges i forhold til målet, jf. § 7, stk. 2, nr. 2, i lov om vandplanlægning.
§ 5.§-link ↗
Miljøkvalitetskravene for stofferne nr. 2, 5, 15, 20, 22, 23 og 28, som fremgår af tabel 5 i bilag 2, del B, afsnit 3, finder anvendelse fra 22. december 2015 med henblik på for disse stoffer at opnå god kemisk tilstand senest 22. december 2021 gennem fastlæggelse af indsatsprogrammer, jf. § 19 i lov om vandplanlægning.
Stk. 2. Miljøkvalitetskravene for stofferne nr. 34-45, som fremgår af tabel 5 i bilag 2, del B, afsnit 3, finder anvendelse fra 22. december 2018 med henblik på for disse stoffer at opnå god kemisk tilstand senest 22. december 2027 og at forebygge yderligere forringelse af den kemiske tilstand for overfladevandområder. Med henblik herpå skal der senest 22. december 2018 fastlægges foreløbige indsatsprogrammer, der dækker disse stoffer, jf. §§ 19 og 22 i lov om vandplanlægning. Endelige indsatsprogrammer, jf. § 19 i lov om vandplanlægning, fastlægges senest 22. december 2021 og gennemføres og gøres fuldt operationelle snarest muligt herefter og senest 22. december 2024.
§ 6.§-link ↗
Miljøkvalitetskrav for vand og miljøkvalitetskrav for sediment og biota fastsættes nationalt i henholdsvis tabel 3 i bilag 2, del B, afsnit 1, og tabel 4 i bilag 2, del B, afsnit 2, til værdierne af de kvalitetskriterier, som udarbejdes efter den tekniske procedure i bilag 4.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 796 af 13. juni 2023 om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand ophæves.