§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på følgende erhvervskøretøjer med en konstruktiv bestemt maksimal hastighed på over 25 km/t. : 1) Motorkøretøjer i køretøjsklasse M2 og M3, fortrinsvist konstrueret og fremstillet til befordring af personer og deres bagage, med mere end otte siddepladser foruden førerens siddeplads. 2) Motorkøretøjer i køretøjsklasse N2 og N3, fortrinsvist konstrueret og fremstillet til godstransport med en totalvægt på over 3,5 tons. 3) Påhængskøretøjer i køretøjsklasse O3 og O4, konstrueret og fremstillet til godstransport eller personbefordring såvel som til personers ophold og med en totalvægt på over 3,5 tons. 4) Hjultraktorer, der navnlig anvendes på offentlig vej til erhvervskørsel, og som har en konstruktiv bestemt maksimal hastighed på over 40 km/t.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Køretøj: Ethvert motorkøretøj, som ikke kører på skinner, eller påhængskøretøjer dertil. 2) Motorkøretøj: Ethvert selvkørende motorkøretøj på hjul med en konstruktiv bestemt maksimal hastighed på over 25 km/t. 3) Påhængskøretøj: Et køretøj, der efter sin indretning er bestemt til at blive trukket af et andet køretøj. Påhængskøretøjer inddeles i påhængsvogn, sættevogn og påhængsredskab. 4) Last: Alt gods, som normalt placeres i eller på den del af køretøjet, der er konstrueret til at bære en last, og som ikke er permanent fastgjort til køretøjet, herunder genstande i lastbærende enheder som f.eks. tremmekasser, veksellad eller containere på køretøjer. 5) Erhvervskøretøj: Et motorkøretøj og dets påhængskøretøj eller sættevogn, som fortrinsvist anvendes til godstransport eller passagerbefordring i erhvervsmæssigt øjemed, såsom transport mod vederlag eller for egen regning, eller til andre erhvervsmæssige formål. 6) Køretøj, der er registreret i en medlemsstat: Et køretøj, der er registreret eller taget i brug i en medlemsstat. 7) Syn ved vejsiden: En uvarslet teknisk kontrol af et erhvervskøretøj, som gennemføres af Færdselsstyrelsen eller under dennes direkte tilsyn. 8) Teknisk kontrol (syn): Inspektion i overensstemmelse med artikel 3, nr. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/45/EU af 3. april 2014 om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil og om ophævelse af direktiv 2009/40/EF. 9) Synsrapport: En prøvningsrapport om teknisk kontrol, som udstedes af den kompetente myndighed eller en synsvirksomhed, og som indeholder resultatet af den tekniske kontrol. 10) Kompetent myndighed: En myndighed eller et offentligt organ, der er udpeget af en medlemsstat som ansvarlig for forvaltningen af systemet for syn ved vejsiden, herunder at udføre sådanne syn, når dette er relevant. 11) Inspektør: En person, der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at foretage indledende eller detaljerede syn ved vejsiden. 12) Mangler: Tekniske defekter og andre tilfælde af manglende overensstemmelse, der er konstateret under et syn ved vejsiden. 13) Samordnet syn ved vejsiden: Et syn ved vejsiden, der gennemføres i fællesskab af to eller flere medlemsstaters kompetente myndigheder. 14) Mobil synsenhed: Et transportabelt system af synsudstyr, som er nødvendigt for at udføre mere detaljerede syn ved vejsiden, og som er bemandet med inspektører, der er kompetente til at foretage mere detaljerede syn ved vejsiden. 15) Særligt udpeget synsanlæg ved vejsiden: Et særligt udpeget, bestemt eller fast område til foretagelse af det indledende og/eller mere detaljerede syn ved vejsiden, som også kan være udstyret med permanent installeret kontroludstyr. 16) LED-skilt: Et skilt med dioder eller LED-skærm, der kan bringes til at lyse med en rød tekstanvisning, og som er udstyret køretøjet, så det er synligt bagfra. 17) Stopskilt: Et håndholdt skilt med tekst i hvid farve på rød baggrund.
§ 3.§-link ↗
Syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden efter § 11, stk. 1, i lov om godkendelse og syn af køretøjer, omfatter indledende syn, jf. § 8, og detaljerede syn, jf. §§ 10-13, som udføres af inspektører fra Færdselsstyrelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Færdselsstyrelsens inspektører kan anvise og ledsage køretøjer til et kontrolsted med henblik på at gennemføre et indledende syn ved vejsiden, jf. § 8, eller et detaljeret syn ved vejsiden, jf. §§ 10-13.
Stk. 3. Færdselsstyrelsens inspektører skal have viden om betydningen af anvendelse af signalgivning m.v. i forbindelse med anvisning og ledsagelse af køretøjer til kontrolsteder samt forståelse for færdselsregulering i almindelighed.
Stk. 4. Inspektører skal ved udførelsen af det tekniske syn ved vejsiden være fri for enhver interessekonflikt, der vil kunne påvirke uvildigheden eller objektiviteten af deres afgørelser.
Stk. 5. Aflønningen af inspektører må ikke være direkte forbundet med resultaterne af indledende eller mere detaljerede syn ved vejsiden.
Stk. 6. Inspektører, som foretager indledende eller detaljerede syn ved vejsiden, skal være i besiddelse af kørekort til kategori C, D, B/E, C/E og D/E.
§ 4.§-link ↗
Inspektører, som foretager indledende syn ved vejsiden, skal have forståelse for køretøjer og have relevant køretøjsteknisk viden, som gør dem i stand til at foretage en korrekt bedømmelse af køretøjer ved vejsiden. Inspektøren skal også have modtaget undervisning i lastsikring af gods i henhold til standard EN 12195-1.
Stk. 2. Inspektører, som foretager detaljerede syn ved vejsiden, skal opfylde mindstekravene vedrørende kompetence og uddannelse efter bekendtgørelse om grunduddannelse og efteruddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere. Inspektører skal også have modtaget undervisning i lastsikring af gods i henhold til standarderne i afsnit I, pkt. 5, i bilag 3.
§ 5.§-link ↗
Færdselsstyrelsens inspektører kan ved anvisning og ledsagelse af køretøjer til kontrolsteder, jf. § 3, stk. 2, anvende stopskilte og LED-skilte.
Stk. 2. Kontrolsteder, hvor Færdselsstyrelsens inspektører udfører syn ved vejsiden, afmærkes efter behov med synlige afmærkningskegler.
Stk. 3. Færdselsstyrelsen offentliggør på styrelsens hjemmeside oplysninger om de køretøjer, herunder om krav til udstyr, farve, logo m.v., samt inspektørers påklædning, der anvendes i forbindelse med anvisning og ledsagelse af køretøjer til kontrolsteder med henblik på gennemførelse af syn ved vejsiden.
§ 6. · Udvælgelse af køretøjer til syn ved vejsiden§-link ↗
Ved udvælgelse af køretøjer til indledende syn ved vejsiden kan inspektører fortrinsvis udvælge køretøjer, der drives af virksomheder med en høj risikoprofil, jf. § 19.
Stk. 2. Inspektører kan, ud over de tilfælde der er nævnt i stk. 1, udvælge et køretøj til indledende syn ved vejsiden vilkårligt eller ved mistanke om, at køretøjet udgør en risiko for trafiksikkerheden eller miljøet.
Stk. 3. Inspektører skal ved udvælgelse af køretøjer og foretagelse af syn ved vejsiden afholde sig fra enhver forskelsbehandling på grund af førerens nationalitet eller køretøjets registrerings- eller ibrugtagningsland.
§ 7. · Forpligtelser for ejere, brugere og førere af køretøjet§-link ↗
I køretøjer omfattet af § 1 skal en fysisk eller elektronisk synsrapport fra det seneste regelmæssige syn eller en kopi af denne opbevares i køretøjet. Derudover skal rapporten fra det seneste syn ved vejsiden opbevares i køretøjet, når den foreligger, enten i fysisk eller elektronisk form.
Stk. 2. Elektronisk bevis for syn nævnt i stk. 1 kan også anvendes.
Stk. 3. Ejere, brugere og førere af køretøjer omfattet af § 1 skal ved syn ved vejsiden samarbejde med inspektøren, herunder give adgang til køretøjet, dets dele og al relevant dokumentation med henblik på at foretage synet.
§ 8. · Indledende syn§-link ↗
Køretøjer, udvalgt i medfør af § 6, underkastes et indledende syn ved vejsiden.
Stk. 2. Ved et indledende syn ved vejsiden skal inspektøren udføre følgende: 1) Kontrollere den seneste synsrapport og rapport om syn ved vejsiden, der i overensstemmelse med § 7, stk. 1 og 2, skal opbevares i køretøjet. 2) Foretage en visuel vurdering af den tekniske tilstand af køretøjet. 3) Kontrollere om mangler, der er anført i den seneste rapport om syn ved vejsiden, er blevet udbedret.
Stk. 3. Inspektøren kan i forbindelse med et indledende syn ved vejsiden foretage en visuel vurdering af fastgørelsen af køretøjets last i overensstemmelse med § 15.
Stk. 4. Inspektøren kan foretage den tekniske kontrol ved hjælp af enhver metode, der skønnes egnet med henblik på at træffe beslutning om at underkaste et køretøj et detaljeret syn ved vejsiden, jf. §§ 10-13, eller for at kræve, at manglerne omgående udbedres, jf. § 17.
§ 9. · Indledende syn§-link ↗
Inspektøren udsteder en kvittering til ejere, brugere og førere af et køretøj, der har været underkastet et indledende syn.
§ 10. · Detaljeret syn§-link ↗
Inspektøren beslutter på baggrund af resultaterne af det indledende syn, om køretøjet eller påhængskøretøjet skal underkastes et detaljeret syn.
§ 11. · Detaljeret syn§-link ↗
Et detaljeret syn ved vejsiden skal omfatte punkterne, der er opstillet i bilag 2, som anses for nødvendige og relevante, under hensyntagen til især bremsesikkerhed, dæk, hjul, chassis og gener, og de anbefalede metoder til kontrol af disse punkter.
§ 12. · Detaljeret syn§-link ↗
Et detaljeret syn ved vejsiden skal foretages ved anvendelse af en mobil synsenhed, ved en udpeget synsfacilitet ved vejsiden eller i en synsvirksomhed.
Stk. 2. Mobile synsenheder og udpegede synsfaciliteter ved vejsiden skal råde over udstyr, som egner sig til at foretage et detaljeret syn ved vejsiden, herunder det udstyr, som er nødvendigt til at bedømme tilstanden af køretøjets bremser og bremseevne, styreapparat, ophæng og gener.
Stk. 3. Råder mobile synsenheder eller udpegede synsfaciliteter ved vejsiden ikke over det udstyr, der er nødvendigt for at kontrollere et punkt, der er angivet ved et indledende syn, kan inspektøren træffe beslutning om, at køretøjet skal føres til en anden synsfacilitet, hvor et detaljeret syn af dette punkt kan udføres. Inspektøren ledsager køretøjet til kontrolstedet.
§ 13. · Detaljeret syn§-link ↗
Træffer inspektøren beslutning om, at et detaljeret syn skal foretages i en synsvirksomhed eller en anden udpeget synsfacilitet ved vejsiden, skal det foretages hurtigst muligt i en af de synsvirksomheder eller -faciliteter, der i praktisk henseende er nærmest beliggende.
§ 14. · Detaljeret syn§-link ↗
Ved afslutningen af et detaljeret syn udarbejder inspektøren en rapport i overensstemmelse med bilag 4, som udleveres til føreren af køretøjet i kopi.
§ 15. · Kontrol af fastgørelse af lasten§-link ↗
Under et indledende syn efter § 8 eller under et detaljeret syn efter §§ 10-13 kan et køretøj underkastes kontrol af fastgørelsen af dets last i overensstemmelse med bilag 3 med henblik på at sikre, at lasten er fastgjort på en sådan måde, at den ikke er hindrende for sikker føring af køretøjet eller udgør en trussel mod liv, helbred, ejendom eller miljø, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Der kan foretages kontrol til verifikation af, om lastens forskellige dele, herunder i forhold til køretøjets vægge eller overflader, kun i minimalt omfang kan ændre placering indbyrdes, og at lasten ikke kan bevæge sig ud af lastrummet eller falde af lastfladen, jf. dog stk. 3. Denne kontrol kan udføres i alle driftssituationer, herunder nødsituationer og ved igangsætning op ad bakke.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis andet er gældende for transport af visse kategorier af gods såsom de kategorier, der er omfattet af den til enhver tid gældende Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej.
Stk. 4. § 17 kan tilsvarende finde anvendelse ved væsentlige eller farlige mangler med hensyn til fastgørelse af last.
§ 16.§-link ↗
De mangler, der konstateres under et indledende syn efter § 8 eller under et detaljeret syn efter §§ 10-13, klassificeres i en af følgende grupper: 1) Mindre mangler, som ikke har væsentlig indflydelse på køretøjets sikkerhed eller indvirkning på miljøet, og andre mindre uoverensstemmelser. 2) Væsentlige mangler, som kan påvirke køretøjets sikkerhed eller have indvirkning på miljøet eller udsætte andre trafikanter for risiko, og andre mere alvorlige uoverensstemmelser. 3) Farlige mangler, som udgør en direkte og umiddelbar risiko for trafiksikkerheden eller har indvirkning på miljøet.
Stk. 2. Et køretøj med mangler i mere end én gruppe af de mangler, der er omtalt i stk. 1, klassificeres i den gruppe, der svarer til den alvorligste mangel.
Stk. 3. Et køretøj med adskillige mangler inden for samme inspektionsområder som defineret i anvendelsesområdet for syn ved vejsiden omhandlet i bilag 2, pkt. 1, kan klassificeres i den næstfølgende gruppe af mangler, hvis det kan påvises, at den kombinerede virkning af disse mangler resulterer i en højere risiko for trafiksikkerheden.
§ 17. · Udbedring af mangler§-link ↗
Konstaterer inspektøren væsentlige eller farlige mangler ved et indledende syn efter § 8 eller et detaljeret syn efter §§ 10-13, skal disse udbedres, inden køretøjet igen må benyttes på offentlig vej, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Konstaterer inspektøren, i forbindelse med et indledende syn eller et detaljeret syn, mangler, der ikke kræver øjeblikkelig udbedring, kan inspektøren træffe afgørelse om betingelser og tidsfrister for brug af køretøjet, inden manglerne er udbedret.
Stk. 3. Konstaterer inspektøren mangler på et køretøj, der kræver hurtig eller omgående udbedring som følge af, at manglerne udgør direkte eller umiddelbar fare for trafiksikkerheden, kan inspektøren fastsætte påbud om indskrænkning af eller forbud mod brug af det pågældende køretøj, indtil disse mangler er udbedret.
Stk. 4. Brugen af det i stk. 3 nævnte køretøj kan tillades, så køretøjet kan nå frem til et nærliggende værksted, hvor disse mangler kan udbedres på betingelse af, at manglerne på kontrolstedet er udbedret på en sådan måde, at køretøjet kan nå frem til værkstedet uden at udgøre en umiddelbar risiko for personer i køretøjet eller andre trafikanter.
Stk. 5. Kan manglen ved køretøjet ikke afhjælpes på en sådan måde på kontrolstedet, at køretøjet kan nå sikkert frem til værkstedet, kan køretøjet bringes til et tilgængeligt sted, hvor det kan repareres.
§ 18. · Beslutning om indkaldelse til ekstraordinær kontrol§-link ↗
Hvis der for et dansk registreret køretøj konstateres væsentlige eller farlige mangler, jf. § 16, kan inspektøren beslutte, at køretøjet skal underkastes en ekstraordinær kontrol inden for en nærmere fastsat frist, jf. § 12, stk. 1, i lov om godkendelse og syn af køretøjer.
Stk. 2. Færdselsstyrelsen kan for køretøjer, som er registreret i en anden medlemsstat, anmode den kompetente myndighed i det pågældende land om at foretage en ny teknisk kontrol af køretøjet.
Stk. 3. Konstaterer inspektøren ved et indledende syn efter § 8 eller ved et detaljeret syn efter §§ 10-13 væsentlige eller farlige mangler ved et køretøj, som ikke er registreret i EU, kan Færdselsstyrelsen beslutte at underrette den kompetente myndighed i det land, hvor køretøjet er registreret.
§ 19. · Risikoklassificeringssystem§-link ↗
For køretøjer nævnt i § 1, nr. 1-3, indføjes oplysningerne om antallet og alvorsgraden af de i bilag 2, og hvor det er relevant bilag 3, omhandlede mangler, der konstateres på køretøjer, der benyttes af individuelle virksomheder, i det risikoklassificeringssystem, der er indført i henhold til cirkulæreskrivelse nr. 120 af 11. december 2009.
Stk. 2. Oplysninger om en virksomheds risikoprofil, som fremgår af risikoklassificeringssystemet, jf. stk. 1, kan anvendes af Færdselsstyrelsen til at foretage nøjere og hyppigere kontrol af virksomheder, der er vurderet som havende en høj risiko.
Stk. 3. Til udarbejdelse af en risikoprofil på en virksomhed kan de kriterier, der er opstillet i bilag 1, anvendes.
Stk. 4. Oplysninger, som er modtaget fra andre medlemsstaters kompetente myndigheder, kan anvendes til ajourføring af virksomhedernes risikoprofil, og til at foretage nøjere og hyppigere kontrol af virksomheder, der er vurderet som havende en høj risiko.
§ 20.§-link ↗
Færdselsstyrelsen er nationalt kontaktpunkt efter artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/47/EU af 3. april 2014 om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Unionens område, og om ophævelse af direktiv 2000/30/EF.
§ 21.§-link ↗
Færdselsstyrelsen opbevarer resultaterne af de detaljerede syn i mindst 36 måneder fra modtagelsesdatoen.
§ 22.§-link ↗
Standarder, der henvises til i denne bekendtgørelse, indføres ikke i Lovtidende.
Stk. 2. Standarder, jf. stk. 1, kan gennemses i Færdselsstyrelsen eller købes ved Dansk Standard.
Stk. 3. Standarder, jf. stk. 1, er gældende, selv om de ikke foreligger på dansk.
§ 23.§-link ↗
Færdselsstyrelsens afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transportministeren eller anden administrativ myndighed, jf. § 35, stk. 1, i lov om godkendelse og syn af køretøjer.
§ 24.§-link ↗
Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 7, eller 2) undlader at efterkomme påbud om indskrænkning af eller forbud mod brug af et køretøj udstedt i medfør af § 17.
§ 25.§-link ↗
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 26.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1123 af 17. august 2023 om udførelse af syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden ophæves.