Bekendtgørelse nr. 797 · 2025

Gældende

Bekendtgørelse om standardvedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.

Bekendtgørelse om standardvedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.

Dokumentdato: 13. jun. 2025Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Skolens vedtægt§-link ↗

Friskoler og private grundskoler (frie grundskoler) skal fastsætte vedtægter om skolens styrelse og om fremgangsmåden ved skolens nedlæggelse, jf. § 5, stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2. Frie grundskoler omfattet af lovens § 5, stk. 11, omfattes ikke af denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Skolens bestyrelse har ansvaret for skolens vedtægt. Skolens vedtægt skal være i overensstemmelse med en af de obligatoriske standardvedtægter i denne bekendtgørelses bilag.

Stk. 4. Skolens bestyrelse har ansvaret for, at skolens vedtægt til enhver tid er i overensstemmelse med lovgivningen, og skal i tilfælde af uoverensstemmelse mellem lovgivningen og vedtægtens ordlyd følge lovgivningen og uden ugrundet ophold bringe vedtægten i overensstemmelse hermed.

§ 2. · Skolens vedtægt§-link ↗

Skolens vedtægt skal indeholde bestemmelser om følgende indhold: 1) Skolens navn, adresse og oprettelsesår. 2) Skolens formål. 3) Skolens organisering og drift. 4) Skolens bestyrelse. 5) Skolens leder og øvrige personale. 6) Skolens forældrekreds, eventuelle skolekreds og eventuelle generalforsamling. 7) Forældrekredsens og medarbejdernes indsigt i budgetter, regnskaber og revisionsprotokoller. 8) Tegningsret. 9) Ændring af skolens vedtægt. 10) Nedlæggelse af skolen.

§ 3. · Skolens vedtægt§-link ↗

De enkelte frie grundskolers vedtægter skal være i overensstemmelse med standardvedtægternes ordlyd, medmindre der i den enkelte standardvedtægt er muligheder for skolerne til enten at til- eller fravælge formuleringer i standardvedtægten eller selv formulere vedtægtsbestemmelsers ordlyd inden for rammerne af standardvedtægten.

Stk. 2. I bilagene med standardvedtægter markerer: 1) Kantet parentes […], at skolen selv skal formulere teksten. I de kantede parenteser er det med kursiv anført, hvad teksten skal vedrøre. 2) Krøllet parentes {…}, at skolen kan undlade den pågældende tekst.

Stk. 3. For skoler, der er kombineret med en folkehøjskole, kan standardvedtægternes ordlyd fraviges i nødvendigt omfang inden for rammerne af gældende regler om folkehøjskoler.

Stk. 4. For skoler, der i øvrigt er kombineret med skoleformer, hvor der ikke tages højde for kombinationen i en konkret standardvedtægt, kan standardvedtægternes ordlyd på samme måde fraviges i nødvendigt omfang inden for rammerne af gældende regler om de relevante skoleformer.

§ 4. · Skolens vedtægt§-link ↗

Frie grundskoler skal anvende den standardvedtægt, der passer til den enkelte skoles organisering.

Stk. 2. Frie grundskoler uden generalforsamling skal anvende standardvedtægten i bilag 1.

Stk. 3. Frie grundskoler med generalforsamling skal anvende standardvedtægten i bilag 2.

Stk. 4. Frie grundskoler kombineret med en efterskole eller fri fagskole skal anvende standardvedtægten i bilag 3.

Stk. 5. Frie grundskoler kombineret med en privat institution for gymnasiale uddannelser skal anvende standardvedtægten i bilag 4.

§ 5. · Børne- og Undervisningsministeriets godkendelse af skolens vedtægt§-link ↗

Ved skolens oprettelse, sammenlægning eller spaltning og ved etablering eller ophør af kombination med anden skoleform skal vedtægten for at være gyldig godkendes af børne- og undervisningsministeren, jf. lovens § 5, stk. 1.

Stk. 2. Det er en betingelse for børne- og undervisningsministerens godkendelse af den i stk. 1 nævnte vedtægt, at vedtægten 1) angiver bestyrelsesmedlemmernes navn og adresse med let læselig skrift, 2) er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer, 3) indeholder oplysning om, hvem der er formand og næstformand for bestyrelsen, og 4) er indsendt elektronisk til Børne- og Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

§ 6. · Offentliggørelse af vedtægten m.v.§-link ↗

Skolens vedtægt skal offentliggøres på skolens hjemmeside sammen med datoerne for 1) bestyrelsens vedtagelse eller bestyrelsens og generalforsamlingens vedtagelse i fællesskab, 2) børne- og undervisningsministerens godkendelse, når denne er påkrævet efter § 5, og 3) offentliggørelsen på hjemmesiden.

Stk. 2. Vedtægten træder tidligst i kraft ved offentliggørelsen på skolens hjemmeside.

§ 7. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2. Skoler omfattet af lov om friskoler og private grundskoler m.v. skal inden den 1. januar 2027 tilrette skolens vedtægt i overensstemmelse med en af standardvedtægterne i denne bekendtgørelses bilag og offentliggøre vedtægten på skolens hjemmeside sammen med datoerne, jf. § 6, stk. 1.

Stk. 3. Vedtægter, der indsendes til godkendelse i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, jf. § 5, skal være i overensstemmelse med den på indsendelsestidspunktet gældende obligatoriske standardvedtægt.

Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 980 af 8. oktober 2012 om vedtægter for friskoler og private grundskoler ophæves.