Bekendtgørelse nr. 585 · 2025

Gældende

Bekendtgørelse om tilsynet med folkeskolens elever i skoletiden

Bekendtgørelse om tilsynet med folkeskolens elever i skoletiden

Dokumentdato: 26. maj 2025Kildeversion observeret: 9. okt. 2026Kilde kontrolleret: 9. okt. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 9. okt. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Skolelederens tilsynspligt§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på den enkelte skole etableres fornødent tilsyn med eleverne i undervisningstiden, i frikvarterer og spisepauser m.v.

Stk. 2. Ved fornødent tillsyn forstås tilsyn med et indhold og et omfang, der findes nødvendigt og tilstrækkeligt ud fra vurderingen af de konkrete forhold, herunder 1) elevernes alder, 2) aktivitetens art, 3) de stedlige forhold og 4) lokalernes indretning og udstyr.

Stk. 3. Beslutning om udøvelsen af tilsynet træffes af skolens leder inden for de mål og rammer og principper, som kommunalbestyrelsen henholdsvis skolebestyrelsen har fastsat.

§ 2. · Skolelederens tilsynspligt§-link ↗

Tilsynet med eleverne indtræder 10 minutter før undervisningen begynder, og ophører ved udløbet af det tidsrum, som naturligt medgår til, at eleverne forlader skolens område ved undervisningens ophør.

Stk. 2. I tilfælde, hvor elever møder mere end 10 minutter før undervisningens begyndelse eller ikke forlader skolens område direkte efter undervisningens ophør som følge af en tilrettelagt befordringsordning eller som følge af skolefritidsordningens åbningstider eller andre særlige forhold, må der indgås en særlig aftale om tilsynets udførelse, såfremt kommunalbestyrelsen i så fald anser et tilsyn for nødvendigt.

§ 3. · Tilsynspligtens område§-link ↗

Tilsynet omfatter i stedlig henseende elevernes ophold og færden i skolens bygninger og på skolens arealer. Tilsynet omfatter endvidere elevernes overholdelse af skolens ordensregler og værdiregelsæt på fortovs-, gade- eller vejarealet umiddelbart ud for skolens område.

§ 4. · Tilsynspligtens område§-link ↗

Er undervisningen henlagt til lokaliteter uden for skolens område, omfatter tilsynet, når forholdene kræver det, også elevernes færden mellem skolen og de pågældende undervisningssteder. Tilsynet omfatter tillige en eventuel fælles befordring til og fra arrangementer, som skolen forestår.

§ 5. · Tilsynspligtens nærmere indhold§-link ↗

I undervisningstiden påhviler det det undervisende personale at føre tilsynet med de elever, som skal undervises.

Stk. 2. Hvis eleverne i en klasse undervises i forskellige lokaler, kan tilsynet udøves gennem blandt andet forudgående instruktion. Tilsvarende gælder, når en elev som led i undervisningen forlader skolens område.

Stk. 3. Der kan kun, hvis vægtige grunde taler herfor, gives en elev tilladelse til at forlade skolens område i undervisningstiden.

§ 6. · Tilsynspligtens nærmere indhold§-link ↗

Foregår undervisningen i lokaler og på steder, som rummer særlige risikomomenter, fx fysik/kemilokaler, sløjdlokaler og idrætslokaler og -anlæg, herunder svømmehal, påhviler der skolens leder en skærpet tilsynspligt.

Stk. 2. Hvis der på specielle områder er givet særlige sikkerhedsforskrifter eller lignende, påhviler det skolens leder at påse, at disse forskrifter overholdes.

Stk. 3. Undervisning i svømning varetages af lærere eller andet undervisende personale, jf. folkeskolelovens kapitel 4, som gennem særlig uddannelse eller på anden måde har kvalificeret sig til opgaven.

§ 7. · Tilsynspligtens nærmere indhold§-link ↗

I tilfælde, hvor undervisningen afbrydes af skemabundne mellemtimer, kan ældre elever vælge at opholde sig på skolens område eller forlade det. Ved ældre elever forstås normalt elever på 8.-10. klassetrin.

Stk. 2. Inden for kommunalbestyrelsens mål og rammer kan skolebestyrelsen beslutte, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i frikvarterer og ved tilfældigt opståede mellemtimer.

Stk. 3. Hvor hensynet til det forsvarlige ikke taler imod, kan skolens leder efter et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde give en elev tilladelse til at forlade skolens område.

Stk. 4. Hvis særlige grunde taler derfor, kan skolens leder uanset stk. 1 og 2 forbyde enkelte elever at forlade skolens område. Endvidere kan forældrene forlange, at deres barn forbliver på skolen i frikvarterer og mellemtimer.

§ 8. · Tilsynet under ekskursioner m.v.§-link ↗

Tilsynet omfatter elevernes deltagelse i ekskursioner, virksomhedsbesøg, idrætsarrangementer, badning og lignende, der arrangeres eller formidles af skolen. Tilsynet omfatter endvidere lejrskoleophold og skolerejser, der indgår i skolens virksomhed, eller hvor skolen er arrangør.

§ 9. · Tilsynet under ekskursioner m.v.§-link ↗

Under elevernes ophold i virksomheder som led i virksomhedsbesøg, kan skolens leder aftale med virksomheden, at virksomheden varetager tilsynet efter reglerne i bekendtgørelse om visse forhold ved folkeskoleelevers deltagelse i praktik m.v.

§ 10. · Tilsynet under ekskursioner m.v.§-link ↗

Badning under ekskursioner, lejrskoler, hytteture eller lignende må alene finde sted, hvis det kan foregå under betryggende forhold.

§ 11. · Tilsynet under ekskursioner m.v.§-link ↗

Det påhviler skolens personale at henlede skolelederens opmærksomhed på faremomenter, der skyldes indretning af skolens bygninger, skolegårdens indretning mv.

§ 12. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 703 af 23. juni 2014 om tilsynet med folkeskolens elever i skoletiden ophæves.