Bekendtgørelse nr. 108 · 2025

Historisk

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til mediegrafiker

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til mediegrafiker

Dokumentdato: 3. feb. 2025Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål og opdeling§-link ↗

Erhvervsuddannelsen til mediegrafiker har som overordnet formål, at eleverne og lærlingene gennem skoleundervisning og oplæring opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: Design, planlægning og fremstilling af trykte og digitale produkter og produktioner.

Stk. 2. Uddannelsen afsluttes med specialet mediegrafiker, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

§ 2. · Varighed§-link ↗

Uddannelsen varer 4 år og 5 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del, på hver 20 skoleuger, og hovedforløbet.

Stk. 2. For elever og lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens hovedforløb 3 år og 5 måneder. Heraf udgør skoleundervisningen 30 skoleuger fordelt på mindst fire skoleperioder.

Stk. 3. For elever og lærlinge, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens hovedforløb 3 år og 4 måneder. Heraf udgør skoleundervisningen 27 skoleuger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst fire skoleperioder for forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb).

§ 3. · Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet§-link ↗

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven eller lærlingen opfylde betingelserne i stk. 2-5.

Stk. 2. Eleven eller lærlingen skal have følgende kompetencer med præstationsstandarden begynderniveau: 1) Eleven eller lærlingen kan i forhold til kendte produkttyper og under vejledning udvælge de produktionsmetoder og værktøjer, der er mest hensigtsmæssige i den givne situation. 2) Eleven eller lærlingen kan redegøre for forskellige grundlæggende medietyper, produktionsmetoder og værktøjer, samt kommunikationsstrategier og deres konkrete anvendelse. 3) Eleven eller lærlingen kan søge efter, sætte sig ind i og følge almindeligt forekommende faglig dokumentation, herunder anvende den opnåede viden i sin egen arbejdsproces. 4) Eleven eller lærlingen kan i forbindelse med sit arbejde udarbejde almindeligt anvendt faglig dokumentation. 5) Eleven eller lærlingen kan udføre sit arbejde under hensyntagen til arbejdsmiljø og egen arbejdssituation, herunder anvende viden om ergonomi og andre tiltag, der medvirker til et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. 6) Eleven eller lærlingen kan gengive produktionsforhold i den mediegrafiske branche, herunder redegøre for forskellige virksomhedstyper, samarbejdsformer og egen rolle i en virksomhed. 7) Eleven eller lærlingen kan forklare brug af fagrelevant kunstig intelligens.

Stk. 3. Eleven eller lærlingen skal have følgende kompetencer med præstationsstandarden rutineret niveau: 1) Eleven eller lærlingen kan i en kendt situation arbejde med tilrettelæggelse, formgivning og fremstilling af forskellige almindeligt forekommende trykte og digitale produkter ved anvendelse af relevant grafisk udstyr og software. 2) Eleven eller lærlingen kan vurdere og redegøre for kvalitet og anvendelighed i forbindelse med fremstillingen af et givent ukompliceret trykt eller digitalt produkt. 3) Eleven eller lærlingen kan i forbindelse med fremstillingen af trykte og digitale medieprodukter anvende og forklare fundamentale grafiske regler, termer og normer. 4) Eleven eller lærlingen kan udføre arbejde med idéudvikling, design, layout og tilrettelæggelse af enkle trykte og digitale produkter. 5) Eleven eller lærlingen kan selvstændigt udføre en enkel kvalitetskontrol af eget arbejde. 6) Eleven eller lærlingen kan beskrive sine valg samt alternative valg af arbejdsprocesser, materialer og metoder til en konkret arbejdsopgave. 7) Eleven eller lærlingen kan såvel selvstændigt, som i samarbejde med andre, planlægge, koordinere, udføre og evaluere en overskuelig arbejdsproces. 8) Eleven eller lærlingen kan samarbejde med andre om opgaveløsningen, samt indgå i en faglig sparring og evaluering omkring arbejdsprocessen og opgavens løsning. 9) Eleven eller lærlingen kan inddrage fagrelevant kunstig intelligens på en ansvarlig, kritisk og kompetent måde til produktion af trykte og digitale produkter. 10) Eleven eller lærlingen kan anvende mundtlig og skriftlig kommunikation inden for uddannelsens jobområde. 11) Eleven eller lærlingen kan læse og redegøre for relevante teksters betydning og anvendelse inden for uddannelsens jobområde.

Stk. 4. Eleven eller lærlingen skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakter: 1) Design på E-niveau, bestået. 2) Teknologi på F-niveau, bestået.

§ 4. · Kompetencer i hovedforløbet§-link ↗

Hovedforløbet har følgende kompetencemål: 1) Lærlingen kan designe, planlægge og fremstille trykte og digitale produkter og produktioner. 2) Lærlingen kan arbejde med idéudvikling, grafisk design, typografi samt grafik og billedbehandling til fremstilling af trykte og digitale produkter og produktioner. 3) Lærlingen kan anvende grafisk produktionsforståelse til varetagelse og rådgivning om et rationelt produktionsforløb, herunder udføre kvalitetskontrol og relevant kvalitetsstyring i forbindelse med trykt og digital produktion. 4) Lærlingen kan anvende viden om informationsteknologi, samt fagrelevant kunstig intelligens, og mulighederne det giver, til at udføre fagrelevante opgaver. 5) Lærlingen kan forholde sig til korrekt sprog, retstavning og tegnsætning, anvende grundlæggende grafiske regler samt benytte sig af et fagligt sprog ud fra grundlæggende regler, begreber og termer inden for grafisk produktion. 6) Lærlingen kan anvende viden om kommunikation og konceptudvikling. 7) Lærlingen kan visualisere og præsentere trykte og digitale produkter og produktioner. 8) Lærlingen kan dokumentere faglige problemstillinger inden for trykt og digital produktion og grafisk produktionsforståelse. 9) Lærlingen kan varetage kundekontakt og rådgive om fremstilling af trykte og digitale produkter og produktioner. 10) Lærlingen kan indgå i et samarbejde med andre, herunder bidrage til løsning af faglige problemstillinger.

§ 5. · Godskrivning§-link ↗

Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens eller lærlingens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6. · Afsluttende prøve§-link ↗

Uddannelsens afsluttende prøve afholdes som en del af sidste skoleperiode. Prøven udgør en svendeprøve og afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg. Prøven skal afdække lærlingens opnåede kompetencer inden for uddannelsen. Prøven bedømmes efter 7-trinsskalaen.

Stk. 2. Den afsluttende prøve er en mundtlig prøve, der tager udgangspunkt i et sammenhængende kampagnekoncept med tilhørende grafiske produkter, som lærlingen skal producere i løbet af sidste skoleperiode, og en portfolio bestående af produkter lærlingen har fremstillet under uddannelsen. Prøven afvikles i dialog mellem eksaminator og lærlingen. Prøven varer 60 minutter inklusive votering.

Stk. 3. Prøven bedømmes af en eksaminator og to censorer. Censorerne udpeges af det faglige udvalg. Ved bedømmelsen giver eksaminator og de to censorer en samlet karakter, der er udtryk for en samlet vurdering af lærlingens præsentation af det sammenhængende kampagnekoncept og portfolioen.

Stk. 4. Prøvens grundelementer er følgende: 1) Mål og krav for prøven er, at lærlingen skal vise opnåelse af kompetencer indenfor uddannelsens kerneområder ved at gennemføre et sammenhængende kampagneprojekt med udgangspunkt i mediegrafisk produktion med brug af udstyr og arbejdsprocesser, der er typiske for uddannelsen, herunder de produkter, som lærlingen har arbejdet med gennem sin oplæringstid. Endvidere skal lærlingen præsentere sin portfolio med produkter fremstillet under uddannelsen. Uddannelsens kerneområder er: a) Grafisk design. b) Grafik og billeder. c) Typografi. d) Produktionsforståelse. 2) Eksaminationsgrundlaget omfatter lærlingens sammenhængende kampagnekoncept med valg af medier og kampagneprodukter, skitser, mockups, prototyper og præsentationsmateriale samt lærlingens portfolio. 3) Bedømmelsesgrundlaget er lærlingens mundtlige præstation. 4) Bedømmelseskriterierne danner baggrund for en helhedsvurdering af målopfyldelsen. De generelle bedømmelseskriterier for prøven er følgende: a) Lærlingens evne til at inddrage relevante praksiserfaringer. b) Lærlingens evne til at inddrage faglige termer inden for uddannelsens kerneområder, jf. nr. 1, a-d. c) Lærlingens evne til at reflektere over faglig praksis.

Stk. 5. For at der kan udstedes skolebevis, skal lærlingen have bestået alle fag i hovedforløbet.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis til lærlingen som dokumentation for, at lærlingen har opnået kompetencer inden for uddannelsen.

Stk. 7. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

§ 7. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 230 af 6. marts 2023 om erhvervsuddannelsen til mediegrafiker ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever og lærlinge, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever og lærlinge finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 230 af 6. marts 2023 om erhvervsuddannelsen til mediegrafiker anvendelse.

Stk. 4. Elever og lærlinge, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.