Bekendtgørelse nr. 1749 · 2024

Historisk

Affaldsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om affald

Dokumentdato: 30. dec. 2024Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter håndtering af affald, der ikke er reguleret af anden lovgivning, klassificering af affald, planlægning om affald, ordninger for affald, data om affald, brug af affaldssystemer og anmeldelse af affald m.v.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke håndtering af og planlægning for restprodukter fra røggasrensning på kraftværker baserede på fossile brændsler som kul, olie og naturgas.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

Ved affald forstås i denne bekendtgørelse ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

Stk. 2. Stoffer eller genstande anses dog ikke for affald, men som biprodukter, hvis de er resultatet af en produktionsproces, som ikke primært sigter mod fremstilling af dette stof eller denne genstand, og hvis 1) det er sikkert, at stoffet eller genstanden videreanvendes, 2) stoffet eller genstanden kan anvendes direkte uden anden yderligere forarbejdning, end hvad der er normal industriel praksis, 3) stoffet eller genstanden fremstilles som en integreret del af en produktionsproces, og 4) videreanvendelse er lovlig, dvs. at stoffet eller genstanden lever op til alle relevante krav til produkt-, miljø- og sundhedsbeskyttelse for den pågældende anvendelse og ikke vil få generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

§ 3.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås endvidere ved: 1) Affald egnet til materialenyttiggørelse: Affald, som kan forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse eller forbehandling med henblik på en af de nævnte behandlingsformer. 2) Affaldsbehandlingsanlæg: Anlæg, som nyttiggør eller bortskaffer affald, herunder anlæg, som forbereder affald forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse. 3) Affaldsfraktion: Underopdeling af affald efter materiale, sammensætning og oprindelse, herunder asfalt, papir, pap, dæk, affald i form af metal og elektriske og elektroniske produkter, affald i form af batterier og akkumulatorer, PVC, plast, glas, shredderaffald, jord og træ. 4) Affaldsindehaver: Producenten af affaldet eller den fysiske eller juridiske person, der er i besiddelse af affaldet. 5) Affaldslæs: Affald, som afleveres på et affaldsbehandlingsanlæg af ét køretøj. 6) Affaldsproducent: Enhver, hvis aktivitet frembringer affald (den oprindelige affaldsproducent), eller enhver, der foretager en forbehandling, blanding eller andet, som medfører en ændring af dette affalds karakter eller sammensætning. 7) Affaldstype: Affald, som er opført på listen over affald, jf. bilag 2, og som er beskrevet med en EAK-kode. 8) Anden endelig materialenyttiggørelse: Enhver nyttiggørelsesoperation, bortset fra de operationer, hvor affald forberedes til genbrug, genanvendes, energiudnyttes ved forbrænding eller forbehandles. 9) Anvisningsordning: En ordning, hvor kommunalbestyrelsen i et regulativ har fastlagt på hvilken måde og eventuelt på hvilket anlæg, affaldsproducenten skal sikre, at affaldet bliver håndteret. 10) Behandling: Nyttiggørelses- eller bortskaffelsesoperationer, herunder forberedelse forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse. 11) Bortskaffelse: Enhver operation, der ikke er nyttiggørelse, også hvis operationen som sekundær konsekvens fører til genvinding af stoffer eller til energiudnyttelse. Bilag 4 indeholder en ikke-udtømmende liste over bortskaffelsesoperationer. 12) Deponeringsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om deponeringsanlæg. 13) Deponeringsegnet affald: Affald, som ikke er egnet til materialenyttiggørelse eller til forbrænding. 14) Emballage: Som defineret i bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald. 15) Emballageaffald: Som defineret i bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald. 16) Erhvervsaffald: Affald, som er frembragt af virksomheder. 17) Farligt affald: Affald, som er opført på og markeret som farligt affald på listen over affald i bilag 2, og som udviser én eller flere af de farlige egenskaber, som er angivet i bilag 3. Som farligt affald anses endvidere affald, som udviser egenskaber, som er angivet i bilag 3. 18) Forbehandling: De fysiske, termiske, kemiske eller biologiske processer forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse, herunder sortering, knusning, sammenpresning, pelletering, tørring, neddeling, konditionering, adskillelse, og forud for nyttiggørelse endvidere demontering, ompakning, blending eller blanding, hvorved affaldets egenskaber ændres med det formål at mindske dets omfang eller farlighed eller på anden måde gøre den videre håndtering lettere. 19) Forberedelse med henblik på genbrug: Enhver nyttiggørelsesoperation i form af kontrol, rengøring eller reparation, hvor produkter eller produktkomponenter, der er blevet til affald, forberedes, således at de kan genbruges uden anden forbehandling. 20) Forbrændingsegnet affald: Affald, som ikke er egnet til materialenyttiggørelse, og som kan destrueres ved forbrænding, uden at forbrænding heraf giver anledning til udledning af forurenende stoffer i uacceptabelt omfang. Forbrændingsegnet affald omfatter ikke: a) Affald, som det efter lovgivningen er forbudt at forbrænde. b) Affald, der efter lovgivningen, herunder et regulativ vedtaget af kommunalbestyrelsen, skal indsamles eller anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering eller som konkret anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering. 21) Forhandler: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 22) Genanvendeligt affald: Affald, som er egnet til genanvendelse, og som efter lovgivningen skal genanvendes. 23) Genanvendelse: Enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål. Heri indgår omforarbejdning af organisk materiale, men ikke energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldningsoperationer. 24) Genbrug: Enhver operation, hvor produkter eller komponenter, der ikke er affald, bruges igen til samme formål, som de var udformet til. 25) Husholdningsaffald: Affald, som er frembragt af husholdninger. 26) Husholdningslignende affald: Affald, som er frembragt af virksomheder og som i sammensætning svarer til affald fra private husholdninger. 27) Håndtering: Indsamling, transport, nyttiggørelse (herunder sortering) og bortskaffelse af affald, herunder tilsyn i forbindelse hermed og efterbehandling af deponeringsanlæg samt forhandleres og mægleres virksomhed. 28) Indsamling: Afhentning af affald, herunder indledende sortering og indledende oplagring af affald med henblik på transport til et affaldsbehandlingsanlæg. 29) Indsamlingsordning: En regulativbestemt ordning, hvor kommunen overtager ansvaret for affaldets videre håndtering ved opsamlingsstedet, og som er organiseret som en hente- eller en bringeordning. 30) Indsamlingsvirksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 31) Kombineret indsamling: Samlet indsamling af bestemte affaldstyper. 32) Køretøj: Motorkøretøj, leddelt køretøj, påhængsvogn eller sættevogn som defineret i den internationale færdselskonvention af 19. september 1949. 33) Madaffald: Alle fødevarer som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002, der er blevet til affald. 34) Materialenyttiggørelse: Enhver nyttiggørelsesoperation bortset fra energiudnyttelse og oparbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller andre midler til energifremstilling. Omfattet er bl.a. forberedelse med henblik på genbrug, genanvendelse og opfyldning. 35) Mægler: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 36) Nyttiggørelse: Enhver operation, hvis hovedresultat er, enten at affald opfylder et nyttigt formål ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, der ellers ville være blevet anvendt til at opfylde en bestemt funktion, eller at affaldet bliver forberedt med henblik på at opfylde den bestemte funktion, i anlægget eller i samfundet generelt. Bilag 5 indeholder en ikke-udtømmende liste over nyttiggørelsesoperationer. 37) Olieaffald: Enhver form for industriolie eller smøreolie af mineralsk eller syntetisk oprindelse, der er blevet uegnet til det formål, som den oprindeligt var bestemt til, såsom olie fra forbrændingsmotorer og transmissionssystemer samt olie til maskiner, turbiner og hydrauliske anordninger. 38) Opfyldning: En materialenyttiggørelsesoperation, hvor egnet ikke-farligt affald anvendes til reetablering af udgravede områder eller til ingeniørtekniske formål i forbindelse med landskabsudformning. Affald, der anvendes til opfyldning, skal erstatte materialer, som ikke er affald, være egnet til ovennævnte formål og være begrænset til den strengt nødvendige mængde til at opfylde disse formål. 39) Ordning: Etableres af kommunalbestyrelsen som en anvisnings- eller en indsamlingsordning. 40) Reel genanvendelse: Den mængde sorteret affald, som uden yderligere forberedende foranstaltninger, bringes ind i den oparbejdningsproces, hvor affaldet konkret omdannes til produkter, materialer eller stoffer. Bilag 7 indeholder en ikke-udtømmende liste over konkrete beregningspunkter for genanvendelse af forskellige affaldsmaterialer. 41) Særskilt indsamling: Indsamling, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik behandling. 42) Virksomhed: Enhver fysisk eller privat eller offentlig juridisk person, som er registreret i Det centrale virksomhedsregister (CVR).

Kapitel 3 · Klassificering

§ 4.§-link ↗

Miljøstyrelsen træffer afgørelse, om et stof eller en genstand er affald.

Stk. 2. Miljøstyrelsen træffer endvidere afgørelse, om affald er følgende: 1) Farligt affald. 2) Affald egnet til materialenyttiggørelse, herunder affald egnet til forberedelse med henblik på genbrug, genanvendeligt affald eller affald egnet til anden endelig materialenyttiggørelse. 3) Forbrændingsegnet affald. 4) Deponeringsegnet affald.

Stk. 3. Miljøstyrelsen skal klassificere sammenblandinger af affald egnet til materialenyttiggørelse som sorteret affald til særskilt indsamling egnet til materialenyttiggørelse efter stk. 2, nr. 2, hvis den affaldsproducerende virksomhed kan dokumentere, at sammenblandingen ikke forringer materialenyttiggørelsen af hvert enkelt materiale, og dokumentere at det efterfølgende kan sorteres ud som affald egnet til forberedelse med henblik på genbrug, genanvendeligt affald eller affald egnet til anden endelig materialenyttiggørelse.

§ 5. · Affaldsfasens ophør§-link ↗

Miljøstyrelsen træffer afgørelse om, at affald, der har gennemgået en genanvendelsesoperation eller en anden nyttiggørelsesoperation, anses for at være ophørt med at være affald, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Stoffet eller genstanden skal anvendes til specifikke formål. 2) Der findes et marked for eller en efterspørgsel efter et sådant stof eller en sådan genstand. 3) Stoffet eller genstanden opfylder de tekniske krav til de specifikke formål og lever op til gældende lovgivning og normer vedrørende produkter. 4) Anvendelsen af stoffet eller genstanden får ikke generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

§ 6. · Klassificering af skibe§-link ↗

Miljøstyrelsen træffer afgørelse, om et skib skal klassificeres som affald. Miljøstyrelsen træffer samtidig afgørelse, om skibet tillige skal klassificeres som farligt affald.

§ 7. · Klassificering af skibe§-link ↗

Når et skib, der er ældre end 25 år og har en skroglængde på mere end 15 meter ved vandlinjen, er beliggende i en dansk havn og overdrages med henblik på eksport eller ønskes eksporteret, skal overdrageren eller eksportøren straks give Miljøstyrelsen og kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor skibet ligger, underretning herom med angivelse af skibets fremtidige destination og formål.

§ 8. · Klassificering af skibe§-link ↗

Umiddelbart efter underretning efter § 7, eller hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt fra anden side får underretning om salg eller overdragelse, der kan sidestilles med salg, eller forestående eksport af et skib, der ligger i havn, foretager kommunalbestyrelsen besigtigelse af skibet. Ved besigtigelsen skal kommunalbestyrelsen inspicere skibets stand og dokumenter, der kan have betydning for vurdering af en klassificering af skibet efter § 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen indsender sagen med kommunalbestyrelsens bemærkninger og sagens dokumenter til Miljøstyrelsen hurtigst muligt og senest 3 arbejdsdage efter besigtigelsen. Hidtidig og fremtidig ejer underrettes herom.

Stk. 3. I situationer, hvor skibet formodes at skulle eksporteres til en destination uden for EU/EØS, og hvor skibets alder, stand og destination m.v. umiddelbart giver grundlag for at antage, at skibet er affald eller farligt affald, kan kommunalbestyrelsen straks træffe afgørelse om, at skibet ikke må forlade den danske havn, førend Miljøstyrelsen har truffet afgørelse efter § 6, jf. § 10, stk. 1.

§ 9. · Klassificering af skibe§-link ↗

Til brug for en afgørelse om hvorvidt et skib er affald, kan Miljøstyrelsen, ud over de i § 8, stk. 2, nævnte oplysninger, indhente andre nødvendige oplysninger.

§ 10. · Klassificering af skibe§-link ↗

Miljøstyrelsen træffer hurtigst muligt afgørelse og senest 8 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor sagen vurderes tilstrækkeligt oplyst, om skibet klassificeres som affald og underretter ejeren af skibet samt eventuelle andre implicerede parter om afgørelsen.

Stk. 2. Såfremt skibet er blevet klassificeret som affald og ikke ønskes eksporteret, meddeler skibets ejer snarest muligt Miljøstyrelsen, hvilken godkendt affaldsbehandler ejeren ønsker skal stå for behandlingen.

§ 11. · Klassificering af skibe§-link ↗

Til brug for en afgørelse efter §§ 6 og 10 skal ejere, købere, sælgere, eller eksportører efter anmodning fra Miljøstyrelsen afgive alle oplysninger i deres besiddelse vedrørende skibet, herunder om ejerforhold, oprindelse, tilstand, tekniske oplysninger, påtænkt anvendelse, sammensætning eller eventuelt påtænkt destination.

Kapitel 4 · Kommunal affaldshåndtering - affaldshierarki

§ 12.§-link ↗

Den kommunale affaldshåndtering skal, jf. dog stk. 2, ske i overensstemmelse med følgende affaldshierarki: 1) Forberedelse med henblik på genbrug. 2) Genanvendelse. 3) Anden nyttiggørelse. 4) Bortskaffelse.

Stk. 2. Affaldshierarkiet kan fraviges for særlige affaldsstrømme, hvis fravigelsen er begrundet i en livscyklusbetragtning.

Stk. 3. Anvendelsen af affaldshierarkiet og fravigelser herfra skal ske med henblik på at opnå det bedste samlede miljømæssige resultat, jf. §§ 1 og 3 i lov om miljøbeskyttelse.

Kapitel 5 · Kommunal affaldsplanlægning

§ 13.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen udarbejder og vedtager en 12-årig kommunal plan for håndtering af affald. Planen skal revideres mindst hvert 6. år.

Stk. 2. Den kommunale affaldshåndteringsplan skal indeholde følgende: 1) En kortlægningsdel, som beskriver status for affaldsområdet i kommunen, jf. § 14. 2) En målsætningsdel, som redegør for kommunens overordnede målsætninger på affaldsområdet. 3) En planlægningsdel med særlig fokus på planlægningen de første 6 år af planperioden, jf. § 15.

Stk. 3. Ved udarbejdelsen af den kommunale affaldshåndteringsplan finder § 6 b i lov om miljøbeskyttelse tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Den kommunale affaldshåndteringsplan skal udarbejdes med udgangspunkt i den nationale affaldshåndteringsplan, jf. § 46 c i lov om miljøbeskyttelse, og må ikke stride mod denne.

Stk. 5. Kommunale affaldshåndteringsplaner skal indsendes til Miljøstyrelsen senest et år efter ikrafttrædelsen af den nationale affaldshåndteringsplan.

Stk. 6. Reviderer kommunalbestyrelsen efterfølgende den kommunale affaldshåndteringsplan skal den reviderede plan indsendes til Miljøstyrelsen.

§ 14.§-link ↗

Kortlægningsdelen skal indeholde følgende: 1) Opgørelser over mængderne af affald, som produceres i kommunen, fordelt på den branche, hvor affaldet stammer fra, affaldstyper (EAK-koder), jf. bilag 2, eller affaldsfraktioner, og hvordan affaldet er nyttiggjort eller bortskaffet. 2) Opgørelser over mængderne af affald, som eksporteres fra eller importeres til kommunen, fordelt på affaldstyper. 3) Oversigt over og beskrivelser af indsamlings- og anvisningsordninger for affald. 4) Oversigt over og beskrivelser af deponerings- og forbrændingsanlæg, som kommunalbestyrelsen anvender eller anviser til, samt oplysninger om tilførte mængder af affald og kapacitet til rådighed. 5) Oplysninger om sorterings- og behandlingsanlæg m.v., som kommunalbestyrelsen anvender eller anviser til. 6) Oplysninger om kommunalbestyrelsens omkostninger ved håndtering af affald fordelt på ordninger for husholdninger og virksomheder.

§ 15.§-link ↗

Planlægningsdelen skal indeholde en redegørelse for: 1) Skønnet over de fremtidige affaldsmængder i kommunen, bortset fra erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse. Redegørelsen skal dog indeholde et skøn over de fremtidige affaldsmængder til materialenyttiggørelse fra kommunens institutioner og virksomheder samt over erhvervsaffald til materialenyttiggørelse afleveret på genbrugspladser i kommunen af virksomheder. 2) En vurdering af behovet for nye indsamlingsordninger. 3) En beskrivelse af den forventede fremtidige håndtering af det affald, som kommunalbestyrelsen indsamler eller anviser til behandling. 4) Hvilke behandlingsanlæg, der planlægges anvendt til håndtering af det affald, som kommunalbestyrelsen indsamler, samt hvor store mængder affald, der forventes tilført de enkelte anlæg. 5) Deponerings- og forbrændingskapacitet, herunder behovet for etablering af yderligere kapacitet på baggrund af de forventede tilførte mængder af affald sammenholdt med de anvendte anlægs kapacitet og levetid. 6) Planens økonomiske konsekvenser for kommunalbestyrelsens budget og gebyrernes størrelse, jf. bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og –aktører m.v. 7) Planlagte fremtidige investeringer til renovering, ombygning eller etablering af nye anlæg, som er vedtaget af kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og –aktører m.v. 8) En vurdering af i hvilket omfang de af planen omfattede foranstaltninger er i overensstemmelse med affaldshierarkiet, jf. § 6 b i lov om miljøbeskyttelse, og bidrager til at forebygge eller mindske de negative følger af affaldshåndteringen.

Stk. 2. Redegørelserne i stk. 1, nr. 2-4 og 6-8, skal være detaljerede for de første 6 år og overordnede for den resterende del af planperioden.

Stk. 3. Redegørelserne i stk. 1, nr. 1 og 5, skal være detaljerede for hele planperioden.

§ 16.§-link ↗

For at give offentligheden mulighed for tidligt og på en effektiv måde at udtale sig, inden affaldshåndteringsplanen vedtages, skal kommunalbestyrelsen foretage offentlig annoncering af forslag til affaldshåndteringsplan eller revision af affaldshåndteringsplanen. Annonceringen kan ske udelukkende digitalt på kommunens hjemmeside. Annonceringen skal som minimum indeholde følgende oplysninger: 1) Kommunalbestyrelsens adresse. 2) Oplysning om, at enhver har ret til at se forslaget til planen eller revision af planen. 3) Oplysning om, at enhver har ret til at kommentere forslaget inden for en frist på minimum 8 uger fra annonceringen, og oplysning om, hvor kommentarer og spørgsmål kan rettes til.

§ 17.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen foretager offentlig annoncering af planens vedtagelse og af de begrundelser og overvejelser, der ligger til grund for planens vedtagelse, herunder om processen for offentlighedens deltagelse. Annonceringen kan ske udelukkende digitalt på kommunens hjemmeside. Affaldshåndteringsplanen skal være offentlig tilgængelig og formidles elektronisk til offentligheden, jf. bekendtgørelse om aktiv formidling af miljøoplysninger.

§ 18.§-link ↗

I det omfang kommunalbestyrelsens faktiske forvaltningsvirksomhed (driftsherreopgaver) efter denne bekendtgørelse varetages af et kommunalt fællesskab, kan planlægningen, jf. §§ 13-17, foretages af det kommunale fællesskab.

Kapitel 6 · Kommunale affaldsordninger

§ 19. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af madaffald, jf. pkt. 1 i bilag 6, fra husholdninger.

Stk. 2. I sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, kan kommunalbestyrelsen erstatte en henteordning med en bringeordning for madaffald i en del af kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede madaffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af madaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

Stk. 5. På ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere kan kommunalbestyrelsen erstatte særskilt indsamling af madaffald med en indsamlingsordning, hvor madaffald indsamles sammen med restaffald.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at husholdninger kan kompostere den vegetabilske del af madaffaldet på den matrikel, hvor husholdningen er beliggende.

Stk. 7. Ved indsamling af madaffald i poser skal kommunalbestyrelsen sikre, at poserne frasorteres som led i behandlingen af madaffaldet og nyttiggøres, medmindre poserne har en komposterbarhed og bionedbrydelighed svarende til madaffaldets, i den behandling madaffaldet gennemgår.

§ 20. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af papiraffald, jf. pkt. 2 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog § 36.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for papiraffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre høj reel genanvendelse af det indsamlede papiraffald, der ikke indsamles kombineret med papaffald, jf. § 36.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af papiraffald, der ikke indsamles kombineret med papaffald, jf. § 36, forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

§ 21. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af papaffald, jf. pkt. 3 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog § 36.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for papaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

§ 22. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af glasaffald, jf. pkt. 4 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog § 37.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for glasaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

§ 23. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af metalaffald, jf. pkt. 5 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog §§ 37, 38 og 40.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for metalaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det indsamlede metalaffald, jf. stk. 1 og 2 samt § 33, stk. 1, forberedes med henblik på genbrug eller genanvendes med høj reel genanvendelse, når affaldet ikke overdrages til producenter af emballage, jf. bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af metalaffald indsamlet i en bringeordning forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 24. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af plastaffald, jf. pkt. 6 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog §§ 38, 39 og 40.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for plastaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre høj reel genanvendelse af det indsamlede plastaffald, jf. stk. 1 og 2 samt § 33, stk. 1, når affaldet ikke overdrages til producenter af emballage, jf. bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald, således at der som minimum sikres 60 pct. reel genanvendelse af plastaffaldet.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af plastaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende det. Virksomheden skal endvidere dokumentere, hvor meget af plastaffaldet, der reelt bliver genanvendt, herunder at der sker reel genanvendelse af minimum 60 pct. af det indsamlede plastaffald.

§ 25. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af mad- og drikkekartonaffald, jf. pkt. 7 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog §§ 39 og 40.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for mad- og drikkekartonaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre høj reel genanvendelse af det indsamlede mad- og drikkekartonaffald, jf. stk. 1 og 2 samt § 33, stk. 1, når affaldet ikke overdrages til producenter af emballage, jf. bekendtgørelse om visse krav til emballager, udvidet producentansvar for emballage samt øvrigt affald der indsamles med emballageaffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af mad- og drikkekartonaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

§ 26. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal for farligt affald, der ikke er omfattet af §§ 29 og 30, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af farligt affald fra husholdninger, jf. pkt. 8 i bilag 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for farligt affald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

§ 27. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal senest den 1. juli 2023 etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af tekstilaffald fra husholdninger, jf. pkt. 9 i bilag 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for tekstilaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det indsamlede tekstilaffald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres høj reel genanvendelse af tekstilaffaldet.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af tekstilaffald forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 28. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning for særskilt indsamling af haveaffald fra husholdninger. Ordningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at væsentlige dele af affaldet bliver indsamlet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede haveaffald.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af haveaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at husholdninger kan kompostere haveaffaldet på den matrikel, hvor husholdningen er beliggende.

§ 29. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning for PVC-affald fra husholdninger. Ordningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at væsentlige dele af affaldet indsamles.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede genanvendelige PVC-affald, og at det indsamlede ikke-genanvendelige PVC-affald bliver deponeret.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af PVC-affald forud for genanvendelse eller deponering heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at genanvendeligt og deponeringsegnet PVC-affald sorteres og afleveres på et anlæg, som kan genanvende genanvendeligt PVC-affald eller på et anlæg, hvorpå der kan deponeres ikkegenanvendeligt PVC-affald. Virksomheden skal desuden dokumentere, hvor meget af det genanvendelige PVC-affald der reelt bliver genanvendt.

§ 30. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning for affald af imprægneret træ fra husholdninger. Indsamlingsordningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at væsentlige dele af det imprægnerede træ bliver indsamlet.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af træaffaldet forud for materialenyttiggørelse eller forbrænding heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan materialenyttiggøre eller forbrænde træaffaldet.

§ 31. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Indsamlingsordninger for storskrald fra husholdninger skal tilrettelægges på en sådan måde, at det indsamlede storskrald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres en høj reel genanvendelse af storskraldet.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af storskraldet forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 32. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for restaffald, jf. pkt. 10 i bilag 6, fra husholdninger.

Stk. 2. I sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, kan kommunalbestyrelsen erstatte en henteordning med en bringeordning for restaffald i en del af kalenderåret.

§ 33. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en bringeordning, der giver husholdninger i kommunen adgang til mindst én genbrugsplads.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det alene er tilladt for husholdningerne i kommunen at aflevere emballeret affald på genbrugspladser, hvis affaldet er emballeret i klare plastsække.

§ 34. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en ordning for bygge- og anlægsaffald, som giver husholdningerne mulighed for at sortere i overensstemmelse med kravene til sortering i § 66, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det omfattede bygge- og anlægsaffald bliver forberedt med henblik på genbrug, genanvendt eller anvendt til anden endelig materialenyttiggørelse.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af bygge- og anlægsaffald til materialenyttiggørelse, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet bliver forberedt med henblik på genbrug, genanvendt eller anvendt til anden endelig materialenyttiggørelse.

§ 35. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 48, bestemme, at borgere og grundejere må afbrænde haveaffald Sankt Hans aften.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere betingelser for afbrænding af affald, jf. stk. 1, herunder eventuelle afstandskrav og krav til den maksimale mængde affald, som må afbrændes.

§ 36. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af papiraffald og papaffald.

§ 37. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 22, stk. 1, og § 23, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af metalaffald og glasaffald.

§ 38. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af metalaffald og plastaffald.

§ 39. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 24, stk. 1, og § 25, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.

§ 40. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og § 25, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af plastaffald, mad- og drikkekartonaffald og metalaffald.

§ 41. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af ny teknologiudvikling anmode Miljøstyrelsen om yderligere undtagelsesmuligheder fra særskilt indsamling. Miljøstyrelsen vurderer anmodningen i forhold til affaldsdirektivet og forelægger denne for miljøministeren.

§ 42. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal for indsamlingsordninger i form af henteordninger, jf. §§ 19-27 og § 32 stille krav om at husholdninger sorterer i overensstemmelse med sorteringskriterierne i bilag 6.

§ 43. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal for indsamlingsordninger i form af henteordninger stille krav til følgende: 1) Emballering af affald. 2) Beholdertype. 3) Opbevaring af affald. 4) Kapacitet for beholdere. 5) Anbringelse af beholdere, herunder adgangsveje. 6) Anvendelse af beholdere. 7) Fyldning af beholdere. 8) Renholdelse af beholdere. 9) Afhentning af beholdere.

§ 44. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at beholdere til affald fra husholdninger mærkes med piktogrammer, som angivet i bilag 6.

§ 45. · Etablering af og krav til visse ordninger for virksomheder§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en ordning for ikke-genanvendeligt PVC-affald fra virksomheder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at ikke-genanvendeligt PVC-affald deponeres.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af ikke-genanvendeligt PVC-affald forud for deponering heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet modtages af et anlæg, som kan deponere det ikke-genanvendelige PVC-affald.

§ 46. · Etablering af og krav til visse ordninger for virksomheder§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en ordning for forbrændingsegnet farligt affald af imprægneret træ fra virksomheder.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af affald af imprægneret træ forud for forbrænding heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forbrænde affaldet.

§ 47. · Etablering af og krav til visse ordninger for virksomheder§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 48, bestemme, at det er tilladt for gartnerier, ansvarlige for naturplejeaktiviteter m.v. at afbrænde eget forbrændingsegnede haveaffald, parkaffald og haveaffaldslignende affald på lokaliteten, hvor affaldet er frembragt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bestemmer de nærmere betingelser for afbrændingen, herunder eventuelle afstandskrav og krav til den maksimale mængde affald, som må afbrændes.

Stk. 3. Det er, uanset § 48, tilladt for skovbrug at afbrænde forbrændingsegnede træstød og hugstaffald i sammenhængende bevoksninger af skovtræarter på mindst 0,5 ha og mindst 20 meters bredde.

§ 48. · Forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger§-link ↗

Forbrænding af forbrændingsegnet affald er kun tilladt på dertil godkendte anlæg.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger og konkrete anvisninger bliver forbrændt, jf. dog § 35, § 47, stk. 1 og 3, og § 50.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af det forbrændingsegnede affald forud for forbrænding heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som er godkendt til at forbrænde forbrændingsegnet affald efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen har etableret en anvisningsordning, skal kommunalbestyrelsen opfylde forpligtelsen efter stk. 2 ved at indgå aftaler med et eller flere forbrændingsanlæg, som er godkendt efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse til at forbrænde forbrændingsegnet affald, eller med et eller flere anlæg, som forbereder affaldet til forbrænding.

§ 49. · Forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at affald, som ikke er egnet til forbrænding, ikke forbrændes.

§ 50. · Forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, hvis forholdene nødvendiggør det, anvise forbrændingsegnet affald til midlertidig oplagring på et anlæg, der er godkendt til midlertidig oplagring efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, dog højst i 1 år. Anvisning til midlertidig oplagring kan ikke omfatte let fordærveligt affald.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan dispensere fra den i stk. 1 nævnte frist på 1 år ved midlertidig oplagring af affald, hvis der opstår midlertidige kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene.

Kapitel 7 · Modtagekontrol på affaldsforbrændingsanlæg

§ 51.§-link ↗

Virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, med undtagelse af affaldsforbrændingsanlæg, der udelukkende forbrænder slam, klinisk risikoaffald eller farligt affald, skal ved modtagelse af affaldslæs sikre sig følgende oplysninger: 1) Navn, CVR-nummer og P-nummer for affaldsproducent eller for indsamlingsvirksomhed. 2) Oplysninger afgivet ved vejerbod, herunder angivelse af forbrændingsegnet affaldsfraktion og eventuelt oplyste EAK-koder.

Stk. 2. Ved modtagelse af importeret affald skal virksomheden, der driver affaldsforbrændingsanlæg, jf. stk. 1, ud over oplysninger nævnt i stk. 1 sikre sig følgende oplysninger: 1) Transportdokument IB eller VII i henhold til EU-forordning om overførsel af affald. 2) Bekræftet kopi af fællesskabstilladelse for transportøren, som er kommet med affaldet til affaldsforbrændingsanlægget. 3) Hvis muligt, oplysning om adressen, hvor affaldslæsset vil blive behandlet eller opbevaret, hvis affaldslæsset i medfør af § 53 fysisk afvises.

§ 52.§-link ↗

Virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, jf. § 51, stk. 1, skal ved modtagelse af affald ugentligt udføre kontrol med minimum fem procent repræsentativt af de modtagne affaldslæs, og skal udføre kontrol ved begrundet mistanke om at et affaldslæs indeholder affald egnet til materialenyttiggørelse.

Stk. 2. Modtagekontrollen efter stk. 1 kan tilpasses det konkrete affaldsforbrændingsanlæg og affaldslæs. Modtagekontrollen kan udføres ved visuel inspektion, kameraovervågning eller ved, at en ikke uvæsentlig del af affaldslæsset spredes ud på et område, hvor affaldet kan inspiceres.

§ 53.§-link ↗

Hvis virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, jf. § 51, stk. 1, ved modtagekontrol vurderer, at et affaldslæs indeholder mere end et ikke uvæsentligt omfang affald egnet til materialenyttiggørelse, skal virksomheden afvise at modtage affaldslæsset. Afvisning kan enten ske ved fysisk afvisning eller ved administrativ afvisning. Virksomheden skal afvise at modtage affaldslæs, hvis det ikke er muligt at foretage en vurdering af affaldets indhold, fordi emballeret affald er emballeret på anden måde end fastsat i § 63, stk. 6.

Stk. 2. Ved fysisk afvisning efter stk. 1 forstås, at virksomheden, der driver affaldsforbrændingsanlæg, afviser at modtage affaldslæsset og pålægger den ansvarlige for affaldslæsset at bortkøre affaldslæsset fra anlægget, med henblik på eftersortering. Ved administrativ afvisning efter stk. 1 forstås, at virksomheden meddeler den ansvarlige for affaldslæsset, at affaldslæsset er administrativt afvist, men at affaldslæsset behandles på affaldsforbrændingsanlægget, hvis den udførte modtagekontrol efter § 52 gør, at en fysisk afvisning ikke er mulig.

Stk. 3. Virksomheden, der driver affaldsforbrændingsanlæg, skal senest 1 hverdag efter afvisning efter stk. 1 underrette affaldsproducenten eller indsamlingsvirksomheden om afvisningen og baggrunden herfor.

§ 54.§-link ↗

Når virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, jf. § 51, stk. 1, har afvist et affaldslæs i medfør af § 53, skal virksomheden sende indberetning til Miljøstyrelsen senest den 5. hver måned for forudgående kalendermåned med oplysninger efter § 51, stk. 1, samt kameradokumentation og de oplysninger som ligger til grund for afvisningen af affaldslæsset.

Stk. 2. For importeret affald skal indberetning efter stk. 1 ske senest 5 arbejdsdage efter afvisning, med de oplysninger der følger af § 51.

Stk. 3. Indberetning skal ske digitalt i et af Miljøstyrelsen fastlagt format.

§ 55.§-link ↗

Virksomheder, der driver affaldsforbrændingsanlæg, jf. § 51, stk. 1, skal senest den 5. hver måned, oplyse Miljøstyrelsen om antallet af affaldslæs, der hver kalenderuge er modtaget på anlægget, og hvor mange modtagekontroller efter § 52, der er udført i samme kalenderuger.

Stk. 2. Oplysninger efter stk. 1 skal sendes digitalt i et af Miljøstyrelsen fastlagt format.

Kapitel 8 · Deponering af affald

§ 56.§-link ↗

Affaldsproducenter og affaldsindehavere må ikke fortynde eller blande affald med det formål at opfylde betingelserne for aflevering af affald til deponering, jf. bekendtgørelse om deponeringsanlæg.

§ 57.§-link ↗

Affaldsproducenter og affaldsindehavere må ikke aflevere følgende affald til deponering: 1) Affald i flydende form, dog ikke slam. 2) Affald, som under deponeringsforholdene er eksplosivt, brandnærende, brandfarligt eller ætsende, jf. bilag 3. 3) Klinisk risikoaffald, jf. bilag 2, punkt 18. 4) Dæk med en udvendig diameter på under 1,40 meter. 5) Ituskårne dæk. 6) Affald, der ikke har været underkastet forbehandling, jf. § 3, nr. 18. Kravet om forbehandling forinden deponering kan dog fraviges af kommunalbestyrelsen, hvis en forbehandling ikke vil nedbringe mængden af affaldet eller farerne for menneskers sundhed eller miljøet. 7) Affald, som er indsamlet særskilt til forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse med undtagelse af affald, som hidrører fra efterfølgende behandling af det særskilt indsamlede affald, for hvilket deponering giver det bedste miljøresultat.

Kapitel 9 · Tilbagetagningsordninger

§ 58.§-link ↗

Virksomheder, som producerer et produkt på eller importerer et produkt til det danske marked, kan etablere en tilbagetagningsordning for produktet, samt for produkter, der befinder sig i samme produktkategori som virksomhedens eget produkt, når det er blevet til affald.

Stk. 2. Virksomheder, som markedsfører et produkt på det danske marked, uden samtidig at være producent eller importør af produktet, kan ligeledes etablere en tilbagetagningsordning, jf. stk. 1. Det er dog en betingelse for etableringen, at den, der markedsfører produktet, har indgået en aftale med producenten eller importøren herom.

Stk. 3. Virksomheder, som etablerer en tilbagetagningsordning i henhold til stk. 1 og 2, må ikke indsamle affald, der er omfattet af et udvidet producentansvar i medfør af § 9-9 å i lov om miljøbeskyttelse eller af en frivillig ordning for håndtering af affald etableret i medfør af § 10 i lov om miljøbeskyttelse (miljøaftaler).

§ 59.§-link ↗

Virksomheder, som etablerer en tilbagetagningsordning, må ikke afhente affaldet ved husstanden, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Virksomheder kan afhente affald omfattet af en tilbagetagningsordning ved husstandene, når dette sker i forbindelse med levering af et nyt produkt.

§ 60.§-link ↗

Virksomheder, som etablerer en tilbagetagningsordning, skal sikre, at det indsamlede affald bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt med høj reel genanvendelse.

Stk. 2. Virksomheder skal opfylde forpligtelsen efter stk. 1 ved enten selv at forberede affaldet til genbrug eller genanvende affaldet, eller ved at overdrage affaldet til en aktør i overensstemmelse med betingelserne om overdragelse af affald til aktører i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.

Stk. 3. Virksomheder skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen fremvise dokumentation for, at affald er håndteret i overensstemmelse med stk. 1.

§ 61.§-link ↗

Virksomheder, som ønsker at etablere en tilbagetagningsordning, jf. § 58, skal indsende en anmeldelse til Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde følgende: 1) Anmeldervirksomhedens navn, cvr-nr., adresse, kontaktperson og kontaktoplysninger. 2) Angivelse af, om anmeldervirksomheden er producent, importør eller en virksomhed, som markedsfører et produkt på det danske marked, uden samtidig at være producent eller importør. For en markedsførende virksomhed skal der vedlægges aftale med producenten eller importøren. 3) En detaljeret beskrivelse af den planlagte indsamlingsmetode og behandlingsform. 4) En beskrivelse af den forventede mængde og kvalitet af det affald, som er omfattet af ordningen. 5) En beskrivelse af de forventede mængder og kvalitet af materialet forberedt med henblik på genbrug eller det genanvendte materiale.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan gøre indsigelse mod etableringen af tilbagetagningsordningen i op til 4 uger efter anmeldelsen, hvis styrelsen vurderer, at den planlagte tilbagetagningsordning ikke kan opfylde betingelserne i §§ 59 og 60.

Stk. 4. Hvis Miljøstyrelsen ikke har gjort indsigelse, jf. stk. 3, har virksomheden efter skriftlig orientering til Miljøstyrelsen og kommunalbestyrelsen i de kommuner, hvor en tilbagetagningsordning ønskes etableret, ret til at etablere tilbagetagningsordningen.

Stk. 5. Hvis virksomheden ophører med at drive tilbagetagningsordningen, eller hvis forudsætningerne ændrer sig væsentligt, skal virksomheden give Miljøstyrelsen meddelelse herom.

§ 62.§-link ↗

Miljøstyrelsen skal offentliggøre en liste på styrelsens hjemmeside, www.mst.dk, over etablerede tilbagetagningsordninger tillige med oplysninger om tilbagetagningsordningerne, herunder oplysninger om den ansvarlige virksomhed, det omfattede affald, indsamlingen og behandlingen.

Kapitel 10 · Affaldsproducerende virksomheders affaldshåndtering

§ 63.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder skal sortere deres affald til særskilt indsamling, jf. dog §§ 64 og 65 samt § 66, stk. 5 og 6.

Stk. 2. Affaldsproducerende virksomheder skal sortere deres husholdningslignende affald i overensstemmelse med sorteringskriterierne i bilag 6 og mærke beholdere til indsamling af husholdningslignende affald med de relevante piktogrammer som angivet i bilag 6.

Stk. 3. Affaldsproducerende virksomheder skal sikre, at deres sorterede erhvervsaffald, jf. stk. 1 og 2, som er egnet til materialenyttiggørelse, forberedes med henblik på genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse efter reglerne om håndtering af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.

Stk. 4. Affald egnet til materialenyttiggørelse, jf. stk. 3, er: 1) Glasaffald. 2) Metalaffald. 3) Plastaffald. 4) Papiraffald. 5) Papaffald. 6) Madaffald. 7) Haveaffald. 8) Træaffald. 9) Tekstilaffald. 10) Mad- og drikkekartonaffald. 11) Genanvendeligt farligt affald, herunder batterier og elektronik. 12) Genanvendeligt PVC-affald. 13) Andet affald, der er egnet til materialenyttiggørelse.

Stk. 5. Affaldsproducerende virksomheder skal sikre høj reel genanvendelse af affaldet samt på anmodning fra kommunalbestyrelsen dokumentere, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

Stk. 6. Affaldsproducerende virksomheder skal fra den 1. juli 2025 anvende klare plastsække ved aflevering af emballeret erhvervsaffald til forbrænding hos affaldsforbrændingsanlæg.

§ 64.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder kan sortere følgende fraktioner af det husholdningslignende affald til kombineret indsamling: 1) Papiraffald og papaffald. 2) Metalaffald og glasaffald. 3) Metalaffald og plastaffald. 4) Plastaffald og mad- og drikkekartonaffald. 5) Metalaffald, plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.

§ 65.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder kan overdrage madaffald i originalemballage til en virksomhed, i overensstemmelse med betingelserne om overdragelse af affald til aktører i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v., hvis 1) madaffaldet genanvendes med en høj reel genanvendelse, og 2) madaffald i glasemballage forsorteres separat fra madaffald i plastemballage.

§ 66.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder skal altid udsortere farligt affald, PCB-holdigt affald, asbestholdigt affald og termoruder fra deres bygge- og anlægsaffald.

Stk. 2. Ud over kravet i stk. 1 indebærer kravet om sortering, jf. § 63, stk. 1, for så vidt angår bygge- og anlægsaffald, at de affaldsproducerende virksomheder på stedet skal sortere affaldet i som minimum som minimum de fraktioner, der er nævnt i § 63, stk. 4, samt i følgende fraktioner, jf. dog stk. 5 og 6: 1) Natursten, f.eks. granit og flint, jf. dog nr. 4. 2) Uglaseret tegl (mur- og tagsten), jf. dog nr. 4. 3) Beton, jf. dog nr. 11. 4) Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton. 5) Jern og metal. 6) Fibergips. 7) Almindelig gips. 8) Stenuld. 9) Glasuld. 10) Jord. 11) Asfalt, jf. dog nr. 12. 12) Blandinger af beton og asfalt. 13) Sanitet, fliser og glaserede tegl.

Stk. 3. Såfremt termoruder forekommer, skal den affaldsproducerende virksomhed sikre, at disse frasorteres og om muligt genbruges, forberedes til genbrug eller genanvendes. Termoruder, der ikke er egnede til genbrug eller genanvendelse, skal destrueres eller deponeres.

Stk. 4. Affaldsproducerende virksomheder skal ved sortering af affaldsfraktionerne omfattet af stk. 2, nr. 1-4, sikre, at alt andet end mørtel og eventuelt armeringsjern er frasorteret, herunder at PCB-holdigt materiale er identificeret og frasorteret.

Stk. 5. Den affaldsproducerende virksomhed kan undlade sortering i fraktioner, jf. stk. 2, hvor den samlede affaldsmængde fra det pågældende bygge- og anlægsarbejde ikke overstiger 1 ton.

Stk. 6. Den affaldsproducerende virksomhed kan uanset stk. 2 lade usorteret bygge- og anlægsaffald, som er egnet til materialenyttiggørelse, og som ikke er blandet med flydende affald, sortere på et sorteringsanlæg, som er registreret som indsamlingsvirksomhed med forbehandlingsanlæg i Affaldsregistret, jf. bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed, jf. dog stk. 7.

Stk. 7. Følgende affaldsfraktioner kan ikke undtages fra krav om sortering på stedet, jf. stk. 6: 1) Almindelig gips, fibergips, glasuld, stenuld, glas, plastik og sanitet, fliser og glaseret tegl. 2) Afskær, emballage og overskudsmateriale, der ikke har været anvendt i byggeri. 3) Affald fra nedrivningsarbejder, omfattet af krav om selektiv nedrivning, jf. bekendtgørelse om håndtering af affald og materialer fra bygge- og nedrivningsarbejde.

Stk. 8. Affaldsproducerende virksomheder skal opbevare sorteret almindelig gips og fibergips, jf. stk. 2, i overdækkede beholdere.

Kapitel 11 · Særlige regler om farligt affald fra virksomheder

§ 67.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer eksplosivt affald, skal sikre, at affaldet håndteres miljømæssigt forsvarligt på et dertil godkendt anlæg eller på områder udpeget og godkendt af miljømyndighederne.

§ 68.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer eller håndterer farligt affald, skal sikre, at farligt affald ikke fortyndes eller blandes med andet farligt affald eller blandes med ikke-farligt affald, hvis der ikke er givet tilladelse hertil i medfør af lov om miljøbeskyttelse eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 69.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer farligt affald, skal sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret i forhold til affaldets sammensætning, mængde, vægt, volumen m.v.

§ 70.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer olieaffald i form af industriolie eller smøreolie af mineralsk oprindelse, navnlig fra forbrændingsmotorer og transmissionssystemer, samt mineralolie til maskiner, turbiner og hydrauliske anordninger, skal sikre, at olieaffaldet håndteres med henblik på regenerering til baseolie. Virksomheder kan benytte andre genanvendelsesoperationer, hvis de kan dokumentere, at disse giver et tilsvarende eller bedre samlet miljøresultat i forhold til regenerering.

Stk. 2. Forpligtelsen i stk. 1 skal opfyldes ved at indgå aftaler med virksomheder, der indsamler olieaffald med henblik på opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1, eller med anlæg, som kan opfylde forpligtelsen i stk. 1.

Kapitel 12 · Tilsyn

§ 71.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Når Miljøstyrelsen træffer afgørelser efter denne bekendtgørelse, fører Miljøstyrelsen tilsyn med overholdelsen af disse afgørelser.

Kapitel 13 · Administrative bestemmelser

§ 72.§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 14 · Straf

§ 73.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) undlader at give underretning efter § 7, 2) undlader at give meddelelse efter § 10, stk. 2, 3) undlader at afgive oplysninger efter § 11, 4) afbrænder affald på et ikke godkendt anlæg, jf. § 48, stk. 1, 5) fortynder eller blander affald med det formål at opfylde betingelserne for aflevering af affald til deponering, jf. § 56, 6) afleverer affaldstyper til deponering i strid med § 57, nr. 1-7, 7) etablerer og driver en tilbagetagningsordning uden at betingelserne i § 58, stk. 2 og 3, §§ 59 og 60 samt § 61, stk. 1, 2 og 4 er opfyldt, 8) etablerer og driver en tilbagetagningsordning, uanset at Miljøstyrelsen har gjort indsigelse herimod, jf. § 61, stk. 3, 9) undlader at oplyse Miljøstyrelsen om ændrede forudsætninger for en ordning eller ophør af en tilbagetagningsordning, jf. § 61, stk. 5, 10) undlader at sortere affald til særskilt indsamling, jf. § 63, stk. 1, 11) undlader at sortere husholdningslignende affald i overensstemmelse med de sorteringskriterier, som er angivet i bilag 6 og undlader at mærke beholdere til indsamling af husholdningslignende affald med de piktogrammer, som er angivet i bilag 6, jf. § 63, stk. 2, 12) undlader at sikre, at deres sorterede erhvervsaffald, som er egnet til materialenyttiggørelse, forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse, jf. § 63, stk. 3, 13) undlader på anmodning at dokumentere, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt, jf. § 63, stk. 5, 14) undlader fra den 1. juli 2025 at anvende klare plastsække ved aflevering af emballeret erhvervsaffald til forbrænding hos affaldsforbrændingsanlæg, jf. § 63, stk. 6, 15) undlader at sortere bygge- og anlægsaffald eller undlader at følge kommunalbestyrelsens anvisning, jf. § 66, stk. 1-4, 16) undlader at opbevare sorteret almindelig gips og fibergips i overdækkede beholdere, jf. § 66, stk. 8, 17) undlader at sikre, at eksplosivt affald håndteres miljømæssigt forsvarligt, jf. § 67, 18) undlader at sikre, at farligt affald ikke fortyndes eller blandes med andet affald, jf. § 68, 19) undlader at sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret, jf. § 69, 20) undlader at sikre forsvarlig håndtering af olieaffald, jf. § 70, stk. 1 og 2, eller 21) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller dispensation efter bekendtgørelsen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 15 · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 74.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 573 af 23. maj 2024 om affald ophæves.

Stk. 3. § 4 finder ikke anvendelse på affaldsklassificeringssager, som kommunalbestyrelsen har modtaget før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne klassificeringssager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4. § 5 finder ikke anvendelse på sager om affaldsfasens ophør, som kommunalbestyrelsen har modtaget før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne sager om affaldsfasens ophør finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5. § 6 finder ikke anvendelse på sager om klassificering af skibe på 1.500 ton letvægt (egenvægt), som kommunalbestyrelsen har modtaget før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne klassificeringssager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 75.§-link ↗

Har kommunalbestyrelsen inden den 1. januar 2021 indgået aftale med en virksomhed om indsamling i form af en henteordning for affaldsfraktioner, der er nævnt i § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, stk. 1, § 26, stk. 1, eller § 27, stk. 1, finder kravet om at sikre sig, at virksomheden dokumenterer, hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt, herunder at der for plastaffald sker reel genanvendelse af minimum 60 pct. af det indsamlede plastaffald, først anvendelse ved kommunalbestyrelsens næste kontraktindgåelse.