Bekendtgørelse nr. 1366 · 2024

Gældende

Bekendtgørelse om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber

Bekendtgørelse om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber

Dokumentdato: 1. dec. 2024Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse for personer, der indtræder i bestyrelsen for et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab den 1. januar 2025 eller senere, samt på kursusudbydere, der ansøger om godkendelse som udbyder af grundkursus i medfør af § 8.

§ 2. · Gennemførelse af grundkursus§-link ↗

Et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut eller et realkreditinstitut skal hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemføre et grundkursus, jf. § 64 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der indeholder undervisning i følgende kompetenceområder: 1) Rammerne for bestyrelsens arbejde. 2) Rammerne for indretning af virksomheden. 3) Operationel risiko. 4) Hvidvaskforebyggelse. 5) IT- og cybersikkerhed. 6) ESG. 7) Finansiel rapportering og revision. 8) Kredit. 9) Markedsrisiko. 10) Kapital-, NEP- og gældsbufferkrav. 11) Likviditet. 12) Tilsynsdiamanten for pengeinstitutter. 13) Tilsynsdiamanten og de særlige rammer for realkreditinstitutter.

Stk. 2. Kravet i stk. 1, nr. 12, finder ikke anvendelse for et medlem af bestyrelsen i et realkreditinstitut.

Stk. 3. Kravet i stk. 1, nr. 13, finder ikke anvendelse for et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut.

§ 3. · Gennemførelse af grundkursus§-link ↗

Et medlem af bestyrelsen i et forsikringsselskab skal hurtigst muligt og senest 12 måneder efter indtræden i bestyrelsen gennemføre et grundkursus, jf. § 109, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, der indeholder undervisning i følgende kompetenceområder: 1) Rammerne for bestyrelsens arbejde. 2) Rammerne for indretning af virksomheden. 3) Operationel risiko. 4) Hvidvaskforebyggelse. 5) IT -og cybersikkerhed. 6) ESG. 7) Finansiel rapportering og revision. 8) Investeringsområdet og prudent person-princippet. 9) Betryggende grundlag og rimelig behandling af forsikringstagerne. 10) Kapitalgrundlag. 11) Solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. 12) Vurdering af egen risiko og solvens. 13) Hensættelser for livsforsikringsselskaber. 14) Hensættelser for skadesforsikringsselskaber. 15) De særlige rammer for gruppe 2-forsikringsselskaber.

Stk. 2. Kravene i stk. 1, nr. 4, 9 og 13, finder ikke anvendelse for et medlem af bestyrelsen i et skadesforsikringsselskab.

Stk. 3. Kravet i stk. 1, nr. 14, finder ikke anvendelse for et medlem af bestyrelsen i et livsforsikringsselskab.

Stk. 4. Kravene i stk. 1, nr. 10-14, finder ikke anvendelse for et medlem af bestyrelsen i et gruppe 2-forsikringsselskab. Et medlem af bestyrelsen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan vælge at modtage undervisning i stk. 1, nr. 10-14, i stedet for at modtage undervisning i nr. 14.

Stk. 5. Kravet i stk. 1, nr. 15, finder ikke anvendelse for et medlem af bestyrelsen i et gruppe 1-forsikringsselskab.

§ 4. · Gennemførelse af grundkursus§-link ↗

Et bestyrelsesmedlem skal efter anmodning sende kopi af kursusbevis, jf. § 9, til Finanstilsynet som dokumentation for, at bestyrelsesmedlemmet har gennemført grundkurset, jf. §§ 2 og 3.

§ 5. · Tilrettelæggelse af undervisning§-link ↗

Undervisning i kompetenceområderne, jf. §§ 2 og 3, skal indeholde undervisning inden for de emner, der er beskrevet i bilag 1-18.

§ 6. · Tilrettelæggelse af undervisning§-link ↗

En udbyder af et grundkursus skal tilrettelægge undervisningen i kompetenceområderne, jf. §§ 2 og 3, med henblik på, at bestyrelsesmedlemmet opnår de læringsmålsniveauer, jf. § 7, der er fastlagt i bilag 1-19.

Stk. 2. Undervisning i kompetenceområderne, jf. §§ 2 og 3, skal være tilrettelagt således, at undervisningen tager udgangspunkt i det til enhver tid gældende retsgrundlag.

§ 7. · Tilrettelæggelse af undervisning§-link ↗

Et læringsmål for et kompetenceområde, jf. §§ 2 og 3, består af tre niveauer, hvor opnåelse af 1) læringsmålsniveau 1 forudsætter, at bestyrelsesmedlemmet efter gennemførelse af undervisning har et overordnet kendskab til de emner og begreber, der indgår i kompetenceområdet, samt det retsgrundlag, der danner rammen for kompetenceområdet, herunder forståelse for de hensyn retsgrundlaget søger at sikre, 2) læringsmålsniveau 2 forudsætter, at bestyrelsesmedlemmet, udover opnåelse af læringsmålsniveau 1, har opnået tilstrækkeligt kendskab til kompetenceområdet til at kunne medvirke til udførelsen af en bestyrelses opgaver inden for kompetenceområdet, herunder til at kunne stille spørgsmål til en direktion og forholde sig til besvarelsen, og 3) læringsmålsniveau 3 forudsætter, at bestyrelsesmedlemmet har opnået yderligere kendskab, jf. nr. 2, til kompetenceområdet og selvstændigt vil kunne udføre en bestyrelsesopgave inden for kompetenceområdet.

§ 8. · Udbud af grundkursus§-link ↗

En kursusudbyder, som vil udbyde et grundkursus, skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af et kursusforløb som et grundkursus, forinden dette udbydes.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af grundkurset, herunder en beskrivelse af 1) undervisningsindholdet for de kompetenceområder, jf. §§ 2 og 3, som skal indgå i udbyderens grundkursus, 2) undervisningsformen for de kompetenceområder, jf. §§ 2 og 3, som skal indgå i udbyderens grundkursus, herunder hvordan undervisningsformen understøtter opnåelse af de fastlagte læringsmål, jf. bilag 1-19, og 3) undervisernes faglige kompetencer inden for det eller de kompetenceområder, som de pågældende skal undervise i.

Stk. 3. En udbyder af et grundkursus skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse på ny, jf. stk. 2, hvis Finanstilsynet foretager ændringer af kompetenceområderne oplistet i §§ 2 og 3, for så vidt angår de kompetenceområder, som er ændret.

§ 9. · Udbud af grundkursus§-link ↗

En udbyder af et grundkursus skal udstede et kursusbevis til bestyrelsesmedlemmet efter gennemførelse af grundkurset. Kursusbeviset kan være begrænset til at omfatte et eller flere kompetenceområder, jf. § 12, stk. 1, 2. pkt.

§ 10. · Udbud af grundkursus§-link ↗

En udbyder af et grundkursus skal give bestyrelsesmedlemmet mulighed for at evaluere udbyderens grundkursus efter bestyrelsesmedlemmets gennemførelse heraf. Bestyrelsesmedlemmet skal som led i evalueringen tage stilling til, i hvilket omfang de fastlagte læringsmål, jf. bilag 1-19, er opnået.

Stk. 2. En evaluering, jf. stk. 1, skal opbevares af udbyderen i mindst 5 år fra bestyrelsesmedlemmets gennemførelse af grundkurset eller gennemførelse af undervisning i kompetenceområdet. Evalueringen skal efter anmodning sendes til Finanstilsynet.

§ 11. · Udbud af grundkursus§-link ↗

Finanstilsynet kan inddrage en godkendelse af en udbyders grundkursus, hvis grundkurset ikke længere lever op til rammerne for godkendelse af grundkurser, eller hvis det på baggrund af bestyrelsesmedlemmernes evalueringer, jf. § 10, må lægges til grund, at bestyrelsesmedlemmerne ikke opnår de fastlagte læringsmål efter gennemførelse af udbyderens grundkursus.

§ 12. · Dispensation§-link ↗

Et medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab kan ansøge Finanstilsynet om dispensation fra kravet om gennemførelse af et grundkursus, jf. § 64 b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed og § 109, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet kan efter en konkret vurdering betinge dispensationen af, at bestyrelsesmedlemmet gennemfører anden undervisning godkendt af Finanstilsynet eller på anden måde tilegner sig viden om udvalgte kompetenceområder.

Stk. 2. En ansøgning om dispensation skal indeholde en beskrivelse af bestyrelsesmedlemmets viden, faglige kompetencer og erfaring samt begrundelse for, hvorfor den pågældendes viden, faglige kompetencer og erfaring må anses for tilstrækkelig til at varetage hvervet som medlem af bestyrelsen i et pengeinstitut, realkreditinstitut eller et forsikringsselskab.

§ 13. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber ophæves den 31. december 2025.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for personer, der er indtrådt i bestyrelsen for et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab før 1. januar 2025. For sådanne personer finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 1424 af 29. november 2016 om grundkursus for medlemmer af bestyrelsen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber anvendelse.