Bekendtgørelse nr. 573 · 2024

Historisk

Affaldsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om affald

Dokumentdato: 23. maj 2024Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter håndtering af affald, der ikke er reguleret af anden lovgivning, klassificering af affald, planlægning om affald, ordninger for affald, data om affald, brug af affaldssystemer og anmeldelse af affald m.v.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke håndtering af og planlægning for restprodukter fra røggasrensning på kraftværker baserede på fossile brændsler som kul, olie og naturgas.

Kapitel 2 · Definitioner

§ 2.§-link ↗

Ved affald forstås i denne bekendtgørelse ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

Stk. 2. Stoffer eller genstande anses dog ikke for affald, men som biprodukter, hvis de er resultatet af en produktionsproces, som ikke primært sigter mod fremstilling af dette stof eller denne genstand, og hvis 1) det er sikkert, at stoffet eller genstanden videreanvendes, 2) stoffet eller genstanden kan anvendes direkte uden anden yderligere forarbejdning, end hvad der er normal industriel praksis, 3) stoffet eller genstanden fremstilles som en integreret del af en produktionsproces, og 4) videreanvendelse er lovlig, dvs. at stoffet eller genstanden lever op til alle relevante krav til produkt-, miljø- og sundhedsbeskyttelse for den pågældende anvendelse og ikke vil få generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

§ 3.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås endvidere ved: 1) Affald egnet til materialenyttiggørelse: Affald, som kan forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse eller forbehandling med henblik på en af de nævnte behandlingsformer. 2) Affaldsbehandlingsanlæg: Anlæg, som nyttiggør eller bortskaffer affald, herunder anlæg, som forbereder affald forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse. 3) Affaldsfraktion: Underopdeling af affald efter materiale, sammensætning og oprindelse, herunder asfalt, papir, pap, dæk, affald i form af metal og elektriske og elektroniske produkter, affald i form af batterier og akkumulatorer, PVC, plast, glas, shredderaffald, jord og træ. 4) Affaldsindehaver: Producenten af affaldet eller den fysiske eller juridiske person, der er i besiddelse af affaldet. 5) Affaldsproducent: Enhver, hvis aktivitet frembringer affald (den oprindelige affaldsproducent), eller enhver, der foretager en forbehandling, blanding eller andet, som medfører en ændring af dette affalds karakter eller sammensætning. 6) Affaldstype: Affald, som er opført på listen over affald, jf. bilag 2, og som er beskrevet med en EAK-kode. 7) Anden endelig materialenyttiggørelse: Enhver nyttiggørelsesoperation, bortset fra de operationer, hvor affald forberedes til genbrug, genanvendes, energiudnyttes ved forbrænding eller forbehandles. 8) Anvisningsordning: En ordning, hvor kommunalbestyrelsen i et regulativ har fastlagt på hvilken måde og eventuelt på hvilket anlæg, affaldsproducenten skal sikre, at affaldet bliver håndteret. 9) Behandling: Nyttiggørelses- eller bortskaffelsesoperationer, herunder forberedelse forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse. 10) Bortskaffelse: Enhver operation, der ikke er nyttiggørelse, også hvis operationen som sekundær konsekvens fører til genvinding af stoffer eller til energiudnyttelse. Bilag 4 indeholder en ikke-udtømmende liste over bortskaffelsesoperationer. 11) Deponeringsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om deponeringsanlæg. 12) Deponeringsegnet affald: Affald, som ikke er egnet til materialenyttiggørelse eller til forbrænding. 13) Emballage: Emballage som defineret i bekendtgørelse om visse krav til emballager. 14) Emballageaffald: Emballageaffald som defineret i bekendtgørelse om visse krav til emballager. 15) Erhvervsaffald: Affald, som er frembragt af virksomheder. 16) Farligt affald: Affald, som er opført på og markeret som farligt affald på listen over affald i bilag 2, og som udviser én eller flere af de farlige egenskaber, som er angivet i bilag 3. Som farligt affald anses endvidere affald, som udviser egenskaber, som er angivet i bilag 3. 17) Forbehandling: De fysiske, termiske, kemiske eller biologiske processer forud for nyttiggørelse eller bortskaffelse, herunder sortering, knusning, sammenpresning, pelletering, tørring, neddeling, konditionering, adskillelse, og forud for nyttiggørelse endvidere demontering, ompakning, blending eller blanding, hvorved affaldets egenskaber ændres med det formål at mindske dets omfang eller farlighed eller på anden måde gøre den videre håndtering lettere. 18) Forberedelse med henblik på genbrug: Enhver nyttiggørelsesoperation i form af kontrol, rengøring eller reparation, hvor produkter eller produktkomponenter, der er blevet til affald, forberedes, således at de kan genbruges uden anden forbehandling. 19) Forbrændingsegnet affald: Affald, som ikke er egnet til materialenyttiggørelse, og som kan destrueres ved forbrænding, uden at forbrænding heraf giver anledning til udledning af forurenende stoffer i uacceptabelt omfang. Forbrændingsegnet affald omfatter ikke: a) Affald, som det efter lovgivningen er forbudt at forbrænde. b) Affald, der efter lovgivningen, herunder et regulativ vedtaget af kommunalbestyrelsen, skal indsamles eller anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering eller som konkret anvises til materialenyttiggørelse eller anden behandling, herunder deponering. 20) Forhandler: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 21) Genanvendeligt affald: Affald, som er egnet til genanvendelse, og som efter lovgivningen skal genanvendes. 22) Genanvendelse: Enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål. Heri indgår omforarbejdning af organisk materiale, men ikke energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldningsoperationer. 23) Genbrug: Enhver operation, hvor produkter eller komponenter, der ikke er affald, bruges igen til samme formål, som de var udformet til. 24) Husholdningsaffald: Affald, som er frembragt af husholdninger. 25) Husholdningslignende affald: Affald, som er frembragt af virksomheder og som i sammensætning svarer til affald fra private husholdninger. 26) Håndtering: Indsamling, transport, nyttiggørelse (herunder sortering) og bortskaffelse af affald, herunder tilsyn i forbindelse hermed og efterbehandling af deponeringsanlæg samt forhandleres og mægleres virksomhed. 27) Indsamling: Afhentning af affald, herunder indledende sortering og indledende oplagring af affald med henblik på transport til et affaldsbehandlingsanlæg. 28) Indsamlingsordning: En regulativbestemt ordning, hvor kommunen overtager ansvaret for affaldets videre håndtering ved opsamlingsstedet, og som er organiseret som en hente- eller en bringeordning. 29) Indsamlingsvirksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 30) Kombineret indsamling: Samlet indsamling af bestemte affaldstyper. 31) Madaffald: Alle fødevarer som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002, der er blevet til affald. 32) Materialenyttiggørelse: Enhver nyttiggørelsesoperation bortset fra energiudnyttelse og oparbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller andre midler til energifremstilling. Omfattet er bl.a. forberedelse med henblik på genbrug, genanvendelse og opfyldning. 33) Mægler: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 34) Nyttiggørelse: Enhver operation, hvis hovedresultat er, enten at affald opfylder et nyttigt formål ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, der ellers ville være blevet anvendt til at opfylde en bestemt funktion, eller at affaldet bliver forberedt med henblik på at opfylde den bestemte funktion, i anlægget eller i samfundet generelt. Bilag 5 indeholder en ikke-udtømmende liste over nyttiggørelsesoperationer. 35) Olieaffald: Enhver form for industriolie eller smøreolie af mineralsk eller syntetisk oprindelse, der er blevet uegnet til det formål, som den oprindeligt var bestemt til, såsom olie fra forbrændingsmotorer og transmissionssystemer samt olie til maskiner, turbiner og hydrauliske anordninger. 36) Opfyldning: En materialenyttiggørelsesoperation, hvor egnet ikke-farligt affald anvendes til reetablering af udgravede områder eller til ingeniørtekniske formål i forbindelse med landskabsudformning. Affald, der anvendes til opfyldning, skal erstatte materialer, som ikke er affald, være egnet til ovennævnte formål og være begrænset til den strengt nødvendige mængde til at opfylde disse formål. 37) Ordning: Etableres af kommunalbestyrelsen som en anvisnings- eller en indsamlingsordning. 38) Reel genanvendelse: Den mængde sorteret affald, som uden yderligere forberedende foranstaltninger, bringes ind i den oparbejdningsproces, hvor affaldet konkret omdannes til produkter, materialer eller stoffer. Bilag 8 indeholder en ikke-udtømmende liste over konkrete beregningspunkter for genanvendelse af forskellige affaldsmaterialer. 39) Særskilt indsamling: Indsamling, hvor en affaldsstrøm holdes adskilt alt efter affaldets type og art for at lette en specifik behandling. 40) Virksomhed: Enhver fysisk eller privat eller offentlig juridisk person, som er registreret i Det centrale virksomhedsregister (CVR).

Kapitel 3 · Klassificering

§ 4.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen afgør, om et stof eller en genstand er affald, jf. dog stk. 4, § 6, stk. 3 og § 7, stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør endvidere, om affald er: 1) Farligt affald. 2) Emballageaffald. 3) Affald egnet til materialenyttiggørelse. 4) Forbrændingsegnet affald. 5) Deponeringsegnet affald.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal klassificere erhvervsaffald som sorteret erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse, hvis den affaldsproducerende virksomhed kan godtgøre, at affaldet kan forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse. Kommunalbestyrelsen skal klassificere sammenblandinger af affald egnet til materialenyttiggørelse som sorteret affald til særskilt indsamling egnet til materialenyttiggørelse, hvis den affaldsproducerende virksomhed kan dokumentere, at sammenblandingen ikke forringer materialenyttiggørelsen af hvert enkelt materiale.

Stk. 4. Miljøstyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1-3 om klassificering af affald i forbindelse med Miljøstyrelsens tilsyn efter bekendtgørelse om overførsel af affald.

Stk. 5. Stk. 4 gælder også, hvis kommunalbestyrelsen er til stede samtidig med Miljøstyrelsen og fører eget tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 5.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal orientere Miljøstyrelsen om afgørelser, hvor affald, som løbende fremkommer fra en virksomhed, og som opfylder kriterierne i bilag 3, men som ikke fremgår markeret som farligt affald i bilag 2, er blevet klassificeret som farligt affald i henhold til bilag 3.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal ligeledes orientere Miljøstyrelsen om affald, der løbende fremkommer fra en virksomhed, og som ikke opfylder kriterierne i bilag 3, men som fremgår af bilag 2 markeret som farligt affald.

§ 6. · Affaldsfasens ophør§-link ↗

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at affald, der har gennemgået en genanvendelsesoperation eller en anden nyttiggørelsesoperation, anses for at være ophørt med at være affald, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Stoffet eller genstanden skal anvendes til specifikke formål. 2) Der findes et marked for eller en efterspørgsel efter et sådant stof eller en sådan genstand. 3) Stoffet eller genstanden opfylder de tekniske krav til de specifikke formål og lever op til gældende lovgivning og normer vedrørende produkter. 4) Anvendelsen af stoffet eller genstanden får ikke generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal orientere Miljøstyrelsen om afgørelser truffet efter stk. 1. Miljøstyrelsen offentliggør disse afgørelser på www.mst.dk.

Stk. 3. Miljøstyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1 om klassificering af affald i forbindelse med Miljøstyrelsens tilsyn efter bekendtgørelse om overførsel af affald.

Stk. 4. Stk. 3 gælder også, hvis kommunalbestyrelsen er til stede samtidig med Miljøstyrelsen og fører eget tilsyn efter lov om miljøbeskyttelse eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 7. · Klassificering af skibe§-link ↗

Kommunalbestyrelsen afgør, om et skib på 1.500 ton letvægt (egenvægt) eller derunder er affald. Kommunalbestyrelsen afgør samtidig, om skibet tillige skal klassificeres som farligt affald.

Stk. 2. Miljøstyrelsen afgør, om et skib over 1.500 ton letvægt (egenvægt) er affald. Miljøstyrelsen afgør samtidig, om skibet tillige skal klassificeres som farligt affald.

§ 8. · Klassificering af skibe§-link ↗

Når et skib, der er ældre end 25 år og har en skroglængde på mere end 15 meter ved vandlinjen, er beliggende i en dansk havn og overdrages med henblik på eksport eller ønskes eksporteret, skal overdrageren eller eksportøren straks give kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor skibet ligger, underretning herom med angivelse af skibets fremtidige destination og formål.

§ 9. · Klassificering af skibe§-link ↗

Umiddelbart efter underretning efter § 8, eller hvis kommunalbestyrelsen i øvrigt fra anden side får underretning om salg eller overdragelse, der kan sidestilles med salg, eller forestående eksport af et skib, der ligger i havn, foretager kommunalbestyrelsen besigtigelse af skibet. Ved besigtigelsen skal kommunalbestyrelsen inspicere skibets stand og dokumenter, der kan have betydning for vurdering af en klassificering af skibet efter § 7, herunder dokumentation for skibets egenvægt.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen konstaterer, at det konkrete skib har en egenvægt over 1.500 ton letvægt (egenvægt), indsendes sagen med kommunalbestyrelsens bemærkninger og sagens dokumenter til Miljøstyrelsen hurtigst muligt og senest 3 arbejdsdage efter besigtigelsen. Hidtidig og fremtidig ejer underrettes herom.

Stk. 3. I situationer, hvor skibet formodes at skulle eksporteres til en destination uden for EU/EØS, og hvor skibets alder, stand og destination m.v. umiddelbart giver grundlag for at antage, at skibet er affald eller farligt affald, kan myndighederne straks træffe afgørelse om, at skibet ikke må forlade den danske havn, førend der er truffet afgørelse efter § 7, jf. § 11, stk. 1.

§ 10. · Klassificering af skibe§-link ↗

Til brug for en afgørelse om hvorvidt et skib er affald, indhenter den kompetente myndighed, inden 3 dage fra konstateringen af, at kommunalbestyrelsen, henholdsvis Miljøstyrelsen er kompetent myndighed, følgende oplysninger: 1) Dokumentation af ejerforhold. 2) Registrering af skibet samt status for certifikater og klassifikationer. 3) Dokumentation for skibets forsikringsforhold. 4) Dokumentation, evt. i form af tro og love erklæringer, af ejers hensigter med skibet. 5) Dokumentation for de økonomiske forhold ved salg og videre skæbne for skibet. 6) Andre nødvendige oplysninger for afgørelsen af den konkrete sag.

§ 11. · Klassificering af skibe§-link ↗

Den kompetente myndighed afgør hurtigst muligt og senest 8 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor oplysningerne efter § 10, nr. 1-6, foreligger, om skibet klassificeres som affald og underretter ejeren af skibet samt eventuelle andre implicerede parter om afgørelsen.

Stk. 2. Såfremt skibet er blevet klassificeret som affald og ikke ønskes eksporteret, meddeler skibets ejer snarest muligt den kompetente myndighed, hvilken godkendt affaldsbehandler ejeren ønsker skal stå for behandlingen.

§ 12. · Klassificering af skibe§-link ↗

Til brug for en afgørelse efter §§ 7 og 11 skal ejere, købere, sælgere, eller eksportører efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen afgive alle oplysninger i deres besiddelse vedrørende skibet, herunder om ejerforhold, oprindelse, tilstand, tekniske oplysninger, påtænkt anvendelse, sammensætning eller eventuelt påtænkt destination.

Kapitel 4 · Kommunal affaldshåndtering - affaldshierarki

§ 13.§-link ↗

Den kommunale affaldshåndtering skal, jf. dog stk. 2, ske i overensstemmelse med følgende affaldshierarki: 1) Forberedelse med henblik på genbrug. 2) Genanvendelse. 3) Anden nyttiggørelse. 4) Bortskaffelse.

Stk. 2. Affaldshierarkiet kan fraviges for særlige affaldsstrømme, hvis fravigelsen er begrundet i en livscyklusbetragtning.

Stk. 3. Anvendelsen af affaldshierarkiet og fravigelser herfra skal ske med henblik på at opnå det bedste samlede miljømæssige resultat, jf. §§ 1 og 3 i lov om miljøbeskyttelse.

Kapitel 5 · Kommunal affaldsplanlægning

§ 14.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen udarbejder og vedtager en 12-årig kommunal plan for håndtering af affald. Planen skal revideres mindst hvert 6. år.

Stk. 2. Den kommunale affaldshåndteringsplan skal indeholde: 1) En kortlægningsdel, som beskriver status for affaldsområdet i kommunen, jf. § 15. 2) En målsætningsdel, som redegør for kommunens overordnede målsætninger på affaldsområdet. 3) En planlægningsdel med særlig fokus på planlægningen de første 6 år af planperioden, jf. § 16.

Stk. 3. Ved udarbejdelsen af den kommunale affaldshåndteringsplan finder § 6 b i lov om miljøbeskyttelse tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Den kommunale affaldshåndteringsplan skal udarbejdes med udgangspunkt i den nationale affaldshåndteringsplan, jf. § 46 c i lov om miljøbeskyttelse, og må ikke stride mod denne.

Stk. 5. Den første kommunale affaldshåndteringsplan, som vedtages efter stk. 1, skal indsendes til Miljøstyrelsen senest den 1. januar 2023. Efterfølgende kommunale affaldshåndteringsplaner skal indsendes til Miljøstyrelsen senest et år efter ikrafttrædelsen af den nationale affaldshåndteringsplan.

Stk. 6. Reviderer kommunalbestyrelsen efterfølgende den kommunale affaldshåndteringsplan skal den reviderede plan indsendes til Miljøstyrelsen.

§ 15.§-link ↗

Kortlægningsdelen skal indeholde: 1) Opgørelser over mængderne af affald, som produceres i kommunen, fordelt på den branche, hvor affaldet stammer fra, affaldstyper (EAK-koder), jf. bilag 2, eller affaldsfraktioner, og hvordan affaldet er nyttiggjort eller bortskaffet. 2) Opgørelser over mængderne af affald, som eksporteres fra eller importeres til kommunen, fordelt på affaldstyper. 3) Oversigt over og beskrivelser af indsamlings- og anvisningsordninger for affald. 4) Oversigt over og beskrivelser af deponerings- og forbrændingsanlæg, som kommunalbestyrelsen anvender eller anviser til, samt oplysninger om tilførte mængder af affald og kapacitet til rådighed. 5) Oplysninger om sorterings- og behandlingsanlæg m.v., som kommunalbestyrelsen anvender eller anviser til. 6) Oplysninger om kommunalbestyrelsens omkostninger ved håndtering af affald fordelt på ordninger for husholdninger og virksomheder.

§ 16.§-link ↗

Planlægningsdelen skal indeholde en redegørelse for: 1) Skønnet over de fremtidige affaldsmængder i kommunen, bortset fra erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse. Redegørelsen skal dog indeholde et skøn over de fremtidige affaldsmængder til materialenyttiggørelse fra kommunens institutioner og virksomheder samt over erhvervsaffald til materialenyttiggørelse afleveret på genbrugspladser i kommunen af virksomheder. 2) En vurdering af behovet for nye indsamlingsordninger. 3) En beskrivelse af den forventede fremtidige håndtering af det affald, som kommunalbestyrelsen indsamler eller anviser til behandling. 4) Hvilke behandlingsanlæg, der planlægges anvendt til håndtering af det affald, som kommunalbestyrelsen indsamler, samt hvor store mængder affald, der forventes tilført de enkelte anlæg. 5) Deponerings- og forbrændingskapacitet, herunder behovet for etablering af yderligere kapacitet på baggrund af de forventede tilførte mængder af affald sammenholdt med de anvendte anlægs kapacitet og levetid. 6) Planens økonomiske konsekvenser for kommunalbestyrelsens budget og gebyrernes størrelse, jf. bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og –aktører m.v. 7) Planlagte fremtidige investeringer til renovering, ombygning eller etablering af nye anlæg, som er vedtaget af kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og –aktører m.v. 8) En vurdering af i hvilket omfang de af planen omfattede foranstaltninger er i overensstemmelse med affaldshierarkiet, jf. § 6 b i lov om miljøbeskyttelse, og bidrager til at forebygge eller mindske de negative følger af affaldshåndteringen.

Stk. 2. Redegørelserne i stk. 1, nr. 2-4 og 6-8, skal være detaljerede for de første 6 år og overordnede for den resterende del af planperioden.

Stk. 3. Redegørelserne i stk. 1, nr. 1 og 5, skal være detaljerede for hele planperioden.

§ 17.§-link ↗

For at give offentligheden mulighed for tidligt og på en effektiv måde at udtale sig, inden affaldshåndteringsplanen vedtages, skal kommunalbestyrelsen foretage offentlig annoncering af forslag til affaldshåndteringsplan eller revision af affaldshåndteringsplanen. Annonceringen kan ske udelukkende digitalt på kommunens hjemmeside. Annonceringen skal som minimum indeholde oplysninger om: 1) Kommunalbestyrelsens adresse. 2) Oplysning om, at enhver har ret til at se forslaget til planen eller revision af planen. 3) Oplysning om, at enhver har ret til at kommentere forslaget inden for en frist på minimum 8 uger fra annonceringen, og oplysning om, hvor kommentarer og spørgsmål kan rettes til.

§ 18.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen foretager offentlig annoncering af planens vedtagelse og af de begrundelser og overvejelser, der ligger til grund for planens vedtagelse, herunder om processen for offentlighedens deltagelse. Annonceringen kan ske udelukkende digitalt på kommunens hjemmeside. Affaldshåndteringsplanen skal være offentlig tilgængelig og formidles elektronisk til offentligheden, jf. bekendtgørelse om aktiv formidling af miljøoplysninger.

§ 19.§-link ↗

I det omfang kommunalbestyrelsens faktiske forvaltningsvirksomhed (driftsherreopgaver) efter denne bekendtgørelse varetages af et kommunalt fællesskab, kan planlægningen, jf. §§ 14-18, foretages af det kommunale fællesskab.

Kapitel 6 · Kommunale affaldsordninger

§ 20. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af madaffald, jf. pkt. 1 i bilag 6, fra husholdninger.

Stk. 2. I sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, kan kommunalbestyrelsen erstatte en henteordning med en bringeordning for madaffald i en del af kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede madaffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af madaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

Stk. 5. På ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere kan kommunalbestyrelsen erstatte særskilt indsamling af madaffald med en indsamlingsordning, hvor madaffald indsamles sammen med restaffald.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at husholdninger kan kompostere den vegetabilske del af madaffaldet på den matrikel, hvor husholdningen er beliggende.

Stk. 7. Ved indsamling af madaffald i poser skal kommunalbestyrelsen sikre, at poserne frasorteres som led i behandlingen af madaffaldet og nyttiggøres, medmindre poserne har en komposterbarhed og bionedbrydelighed svarende til madaffaldets, i den behandling madaffaldet gennemgår.

§ 21. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af papiraffald, jf. pkt. 2 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog § 37 og § 42, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for papiraffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede papiraffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af papiraffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

§ 22. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af papaffald, jf. pkt. 3 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog § 37 og § 42, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for papaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede papaffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af papaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

§ 23. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af glasaffald, jf. pkt. 4 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog § 38 og § 42, stk. 1.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for glasaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det indsamlede glasaffald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres en høj reel genanvendelse af glasaffaldet.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af glasaffald forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 24. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af metalaffald, jf. pkt. 5 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog §§ 38, 39 og 41 samt § 42, stk. 1.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for metalaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det indsamlede metalaffald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres en høj reel genanvendelse af metalaffaldet.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af metalaffald forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 25. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af plastaffald, jf. pkt. 6 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog §§ 39, 40, 41 og 42.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for plastaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede plastaffald, jf. stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1, således at der som minimum sikres 60 pct. reel genanvendelse af plastaffaldet.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af plastaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende det. Virksomheden skal endvidere dokumentere, hvor meget af plastaffaldet, der reelt bliver genanvendt, herunder at der sker reel genanvendelse af minimum 60 pct. af det indsamlede plastaffald.

§ 26. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af mad- og drikkekartonaffald, jf. pkt. 7 i bilag 6, fra husholdninger, jf. dog §§ 40 og 41.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for mad- og drikkekartonaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, i en del af kalenderåret og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede mad- og drikkekartonaffald.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af mad- og drikkekartonaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

§ 27. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal for farligt affald, der ikke er omfattet af §§ 30 og 31, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af farligt affald fra husholdninger, jf. pkt. 8 i bilag 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for farligt affald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

§ 28. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal senest den 1. juli 2023 etablere en indsamlingsordning som en henteordning for særskilt indsamling af tekstilaffald fra husholdninger, jf. pkt. 9 i bilag 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan erstatte en henteordning med en bringeordning for tekstilaffald i sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning og på ikke-brofaste øer med færre end 200 indbyggere i hele kalenderåret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det indsamlede tekstilaffald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres en høj reel genanvendelse af tekstilaffaldet.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af tekstilaffald forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 29. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal senest den 31. december 2023 etablere en indsamlingsordning for særskilt indsamling af haveaffald fra husholdninger. Ordningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at væsentlige dele af affaldet bliver indsamlet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede haveaffald.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af haveaffald forud for genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan genanvende affaldet og hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at husholdninger kan kompostere haveaffaldet på den matrikel, hvor husholdningen er beliggende.

§ 30. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning for PVC-affald fra husholdninger. Ordningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at væsentlige dele af affaldet indsamles.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre en høj reel genanvendelse af det indsamlede genanvendelige PVC-affald, og at det indsamlede ikke-genanvendelige PVC-affald bliver deponeret.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af PVC-affald forud for genanvendelse eller deponering heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at genanvendeligt og deponeringsegnet PVC-affald sorteres og afleveres på et anlæg, som kan genanvende genanvendeligt PVC-affald eller på et anlæg, hvorpå der kan deponeres ikke-genanvendeligt PVC-affald. Virksomheden skal desuden dokumentere, hvor meget af det genanvendelige PVC-affald der reelt bliver genanvendt.

§ 31. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning for affald af imprægneret træ fra husholdninger. Indsamlingsordningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at væsentlige dele af det imprægnerede træ bliver indsamlet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det indsamlede affald af imprægneret træ forbrændes, medmindre kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at det imprægnerede træaffald er egnet til materialenyttiggørelse eller er deponeringsegnet.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af træaffaldet forud for materialenyttiggørelse, forbrænding eller deponering heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan materialenyttiggøre, forbrænde eller deponere træaffaldet.

§ 32. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Indsamlingsordninger for storskrald fra husholdninger skal tilrettelægges på en sådan måde, at det indsamlede storskrald forberedes med henblik på genbrug eller at der sikres en høj reel genanvendelse af storskraldet.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af storskraldet forud for forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forberede affaldet med henblik på genbrug eller genanvende det og hvor meget af affaldet der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 33. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en henteordning for restaffald, jf. pkt. 10 i bilag 6, fra husholdninger.

Stk. 2. I sommerhusområder, udlagt efter lov om planlægning, kan kommunalbestyrelsen erstatte en henteordning med en bringeordning for restaffald i en del af kalenderåret.

§ 34. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en indsamlingsordning som en bringeordning, der giver husholdninger i kommunen adgang til mindst én genbrugsplads.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det alene er tilladt for husholdningerne i kommunen at aflevere emballeret affald på genbrugspladser, hvis affaldet er emballeret i klare plastsække.

§ 35. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en ordning for bygge- og anlægsaffald, som giver husholdningerne mulighed for at sortere i overensstemmelse med kravene til sortering i § 63, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det omfattede bygge- og anlægsaffald bliver forberedt med henblik på genbrug, genanvendt eller anvendt til anden endelig materialenyttiggørelse.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af bygge- og anlægsaffald til materialenyttiggørelse, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet bliver forberedt med henblik på genbrug, genanvendt eller anvendt til anden endelig materialenyttiggørelse.

§ 36. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 50, bestemme, at borgere og grundejere må afbrænde haveaffald Sankt Hans aften.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere betingelser for afbrænding af affald, jf. stk. 1, herunder eventuelle afstandskrav og krav til den maksimale mængde affald, som må afbrændes.

§ 37. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 21, stk. 1, og § 22, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af papiraffald og papaffald.

§ 38. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af metalaffald og glasaffald.

§ 39. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 24, stk. 1, og § 25, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af metalaffald og plastaffald.

§ 40. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 25, stk. 1, og § 26, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.

§ 41. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 24, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 26, stk. 1, etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af plastaffald, mad- og drikkekartonaffald og metalaffald.

§ 42. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og § 25, stk. 1, fortsætte en allerede etableret indsamlingsordning for kombineret indsamling af glasaffald, metalaffald og hårdt plastaffald indtil den 1. januar 2025.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen fortsætter en indsamlingsordning efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen uanset § 21, stk. 1, § 22, stk. 1 og § 25, stk. 1, fortsætte en allerede etableret indsamlingsordning for kombineret indsamling af papiraffald, papaffald og blødt plastaffald indtil den 1. januar 2025.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen fortsætter en indsamlingsordning efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen uanset § 21, stk. 1, § 22, stk. 1 og § 25, stk. 1, inden den 1. juli 2021 etablere en indsamlingsordning som en henteordning for kombineret indsamling af papiraffald, papaffald og blødt plastaffald indtil den 1. januar 2025.

§ 43. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af ny teknologiudvikling anmode Miljøstyrelsen om yderligere undtagelsesmuligheder fra særskilt indsamling. Miljøstyrelsen vurderer anmodningen i forhold til affaldsdirektivet og forelægger denne for miljøministeren.

§ 44. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal for indsamlingsordninger i form af henteordninger, jf. §§ 20-28 og § 33 stille krav om at husholdninger sorterer i overensstemmelse med sorteringskriterierne i bilag 6.

§ 45. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal for indsamlingsordninger i form af henteordninger stille krav til: 1) Emballering af affald. 2) Beholdertype. 3) Opbevaring af affald. 4) Kapacitet for beholdere. 5) Anbringelse af beholdere, herunder adgangsveje. 6) Anvendelse af beholdere. 7) Fyldning af beholdere. 8) Renholdelse af beholdere. 9) Afhentning af beholdere.

§ 46. · Etablering af og krav til visse ordninger for husholdninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal mærke beholdere til affald fra husholdninger med piktogrammer, som angivet i bilag 6.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om mærkning af beholdere til affald fra husholdninger, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden mærker beholderne med de relevante piktogrammer, som angivet i bilag 6.

§ 47. · Etablering af og krav til visse ordninger for virksomheder§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en ordning for ikke-genanvendeligt PVC-affald fra virksomheder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at ikke-genanvendeligt PVC-affald deponeres.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af ikke-genanvendeligt PVC-affald forud for deponering heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet modtages af et anlæg, som kan deponere det ikke-genanvendelige PVC-affald.

§ 48. · Etablering af og krav til visse ordninger for virksomheder§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal etablere en ordning for affald af imprægneret træ fra virksomheder, som ikke kan materialenyttiggøres, således at træaffaldet forbrændes, medmindre kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at det imprægnerede træaffald er deponeringsegnet.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af affald af imprægneret træ forud for forbrænding eller deponering heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som kan forbrænde eller deponere affaldet.

§ 49. · Etablering af og krav til visse ordninger for virksomheder§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, uanset § 50, bestemme, at det er tilladt for gartnerier, ansvarlige for naturplejeaktiviteter m.v. at afbrænde eget haveaffald, parkaffald og haveaffaldslignende affald på lokaliteten, hvor affaldet er frembragt.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen bestemmer de nærmere betingelser for afbrændingen, herunder eventuelle afstandskrav og krav til den maksimale mængde affald, som må afbrændes.

Stk. 3. Det er, uanset § 50, tilladt for skovbrug at afbrænde træstød og hugstaffald i sammenhængende bevoksninger af skovtræarter på mindst 0,5 ha og mindst 20 meters bredde.

§ 50. · Forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger§-link ↗

Forbrænding af forbrændingsegnet affald er kun tilladt på dertil godkendte anlæg.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger og konkrete anvisninger bliver forbrændt, jf. dog § 36, § 49, stk. 1 og 3, og § 52.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en virksomhed om håndtering af det forbrændingsegnede affald forud for forbrænding heraf, skal kommunalbestyrelsen i aftalen sikre sig, at virksomheden dokumenterer, at affaldet afleveres på et anlæg, som er godkendt til at forbrænde forbrændingsegnet affald efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen har etableret en anvisningsordning, skal kommunalbestyrelsen opfylde forpligtelsen efter stk. 2 ved at indgå aftaler med et eller flere forbrændingsanlæg, som er godkendt efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse til at forbrænde forbrændingsegnet affald, eller med et eller flere anlæg, som forbereder affaldet til forbrænding.

§ 51. · Forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at affald, som ikke er egnet til forbrænding, ikke forbrændes.

§ 52. · Forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan, hvis forholdene nødvendiggør det, anvise forbrændingsegnet affald til midlertidig oplagring på et anlæg, der er godkendt til midlertidig oplagring efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, dog højst i 1 år. Anvisning til midlertidig oplagring kan ikke omfatte let fordærveligt affald.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan dispensere fra den i stk. 1 nævnte frist på 1 år ved midlertidig oplagring af affald, hvis der opstår midlertidige kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene.

Kapitel 7 · Deponering af affald

§ 53.§-link ↗

Affaldsproducenter og affaldsindehavere må ikke fortynde eller blande affald med det formål at opfylde betingelserne for aflevering af affald til deponering, jf. bekendtgørelse om deponeringsanlæg.

§ 54.§-link ↗

Affaldsproducenter og affaldsindehavere må ikke aflevere følgende affald til deponering: 1) Affald i flydende form, dog ikke slam. 2) Affald, som under deponeringsforholdene er eksplosivt, brandnærende, brandfarligt eller ætsende, jf. bilag 3. 3) Klinisk risikoaffald, jf. bilag 2, punkt 18. 4) Dæk med en udvendig diameter på under 1,40 meter. 5) Ituskårne dæk. 6) Affald, der ikke har været underkastet forbehandling, jf. § 3, nr. 17. Kravet om forbehandling forinden deponering kan dog fraviges af kommunalbestyrelsen, hvis en forbehandling ikke vil nedbringe mængden af affaldet eller farerne for menneskers sundhed eller miljøet. 7) Affald, som er indsamlet særskilt til forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse med undtagelse af affald, som hidrører fra efterfølgende behandling af det særskilt indsamlede affald, for hvilket deponering giver det bedste miljøresultat.

Kapitel 8 · Frivillige tilbagetagningsordninger

§ 55.§-link ↗

Virksomheder, som producerer et produkt på eller importerer et produkt til det danske marked, kan etablere en tilbagetagningsordning for produktet, for produktet og dets emballage eller for produktets emballage samt for produkter og emballager, der befinder sig i samme produktkategori som virksomhedens eget produkt eller emballage, når det er blevet til affald.

Stk. 2. Virksomheder, som markedsfører et produkt på det danske marked, uden samtidig at være producent eller importør af produktet, kan ligeledes etablere en tilbagetagningsordning, jf. stk. 1. Det er dog en betingelse for etableringen, at den, der markedsfører produktet, har indgået en aftale med producenten eller importøren herom.

Stk. 3. Virksomheder, som etablerer en tilbagetagningsordning i henhold til stk. 1 og 2, må ikke indsamle affald, der er omfattet af et udvidet producentansvar i medfør af § 9-9 å i lov om miljøbeskyttelse eller af en frivillig ordning for håndtering af affald etableret i medfør af § 10 i lov om miljøbeskyttelse (miljøaftaler).

§ 56.§-link ↗

Virksomheder, som etablerer en tilbagetagningsordning, må ikke afhente affaldet ved husstanden, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Virksomheder kan afhente affald omfattet af en tilbagetagningsordning ved husstandene, når dette sker i forbindelse med levering af et nyt produkt.

§ 57.§-link ↗

Virksomheder, som etablerer en tilbagetagningsordning, skal sikre, at det indsamlede affald bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt med høj reel genanvendelse.

Stk. 2. Virksomheder skal opfylde forpligtelsen efter stk. 1 ved enten selv at forberede affaldet til genbrug eller genanvende affaldet, eller ved at overdrage affaldet til en aktør i overensstemmelse med betingelserne om overdragelse af affald til aktører i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og –aktører m.v.

Stk. 3. Virksomheder skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen fremvise dokumentation for, at affald er håndteret i overensstemmelse med stk. 1.

§ 58.§-link ↗

Virksomheder, som ønsker at etablere en tilbagetagningsordning, jf. § 55, skal indsende en anmeldelse til Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde følgende: 1) Anmeldervirksomhedens navn, cvr-nr., adresse, kontaktperson og kontaktoplysninger. 2) Angivelse af, om anmeldervirksomheden er producent, importør eller en virksomhed, som markedsfører et produkt på det danske marked, uden samtidig at være producent eller importør. For en markedsførende virksomhed skal der vedlægges aftale med producenten eller importøren. 3) En detaljeret beskrivelse af den planlagte indsamlingsmetode og behandlingsform. 4) En beskrivelse af den forventede mængde og kvalitet af det affald, som er omfattet af ordningen. 5) En beskrivelse af de forventede mængder og kvalitet af materialet forberedt med henblik på genbrug eller det genanvendte materiale.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan gøre indsigelse mod etableringen af tilbagetagningsordningen i op til 4 uger efter anmeldelsen, hvis styrelsen vurderer, at den planlagte tilbagetagningsordning ikke kan opfylde betingelserne i §§ 56 og 57.

Stk. 4. Hvis Miljøstyrelsen ikke har gjort indsigelse, jf. stk. 3, har virksomheden efter skriftlig orientering til Miljøstyrelsen og kommunalbestyrelsen i de kommuner, hvor en tilbagetagningsordning ønskes etableret, ret til at etablere tilbagetagningsordningen.

Stk. 5. Hvis virksomheden ophører med at drive tilbagetagningsordningen, eller hvis forudsætningerne ændrer sig væsentligt, skal virksomheden give Miljøstyrelsen meddelelse herom.

§ 59.§-link ↗

Miljøstyrelsen skal offentliggøre en liste på styrelsens hjemmeside, www.mst.dk, over etablerede tilbagetagningsordninger tillige med oplysninger om tilbagetagningsordningerne, herunder oplysninger om den ansvarlige virksomhed, det omfattede affald, indsamlingen og behandlingen.

Kapitel 9 · Affaldsproducerende virksomheders affaldshåndtering

§ 60.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder skal sortere deres affald til særskilt indsamling, jf. dog §§ 61 og 62 samt § 63, stk. 5 og 6.

Stk. 2. Affaldsproducerende virksomheder skal senest den 31. december 2022 sortere deres husholdningslignende affald i overensstemmelse med sorteringskriterierne i bilag 6 og mærke beholdere til indsamling af husholdningslignende affald med de relevante piktogrammer som angivet i bilag 6.

Stk. 3. Affaldsproducerende virksomheder skal sikre, at deres sorterede erhvervsaffald, jf. stk. 1 og 2, som er egnet til materialenyttiggørelse, forberedes med henblik på genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse efter reglerne om håndtering af erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og –aktører m.v.

Stk. 4. Affald egnet til materialenyttiggørelse, jf. stk. 3, er: 1) Glasaffald. 2) Metalaffald. 3) Plastaffald. 4) Papiraffald. 5) Papaffald. 6) Madaffald. 7) Haveaffald. 8) Træaffald. 9) Tekstilaffald. 10) Mad- og drikkekartonaffald. 11) Genanvendeligt farligt affald, herunder batterier og elektronik. 12) Genanvendeligt PVC-affald. 13) Andet affald, der er egnet til materialenyttiggørelse.

Stk. 5. Affaldsproducerende virksomheder skal sikre en høj reel genanvendelse af affaldet samt på anmodning fra kommunalbestyrelsen dokumentere, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt.

§ 61.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder kan sortere følgende fraktioner af det husholdningslignende affald til kombineret indsamling: 1) Papiraffald og papaffald. 2) Metalaffald og glasaffald. 3) Metalaffald og plastaffald. 4) Plastaffald og mad- og drikkekartonaffald. 5) Metalaffald, plastaffald og mad- og drikkekartonaffald.

§ 62.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder kan overdrage madaffald i originalemballage til en virksomhed, i overensstemmelse med betingelserne om overdragelse af affald til aktører i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og – aktører m.v., hvis 1) både madaffaldet og emballagen genanvendes med en høj reel genanvendelse, og 2) madaffald i glasemballage forsorteres separat fra madaffald i plastemballage.

§ 63.§-link ↗

Affaldsproducerende virksomheder skal altid udsortere farligt affald, PCB-holdigt affald og termoruder fra deres bygge- og anlægsaffald.

Stk. 2. Ud over kravet i stk. 1 indebærer kravet om sortering, jf. § 60, stk. 1, for så vidt angår bygge- og anlægsaffald, at de affaldsproducerende virksomheder på stedet skal sortere affaldet i som minimum følgende fraktioner, jf. dog stk. 5 og 6: 1) Natursten, f.eks. granit og flint, jf. dog nr. 4. 2) Uglaseret tegl (mur- og tagsten), jf. dog nr. 4. 3) Beton, jf. dog nr. 10. 4) Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton. 5) Jern og metal. 6) Gips. 7) Stenuld. 8) Jord. 9) Asfalt, jf. dog nr. 10. 10) Blandinger af beton og asfalt.

Stk. 3. Såfremt termoruder forekommer, skal den affaldsproducerende virksomhed sikre, at disse frasorteres og om muligt genbruges, forberedes til genbrug eller genanvendes. Termoruder, der ikke er egnede til genbrug eller genanvendelse, skal destrueres eller deponeres.

Stk. 4. Affaldsproducerende virksomheder skal ved sortering af affaldsfraktionerne omfattet af stk. 2, nr. 1-4, sikre, at alt andet end mørtel og eventuelt armeringsjern er frasorteret, herunder at PCB-holdigt materiale er identificeret og frasorteret.

Stk. 5. Den affaldsproducerende virksomhed kan undlade sortering i fraktioner, jf. stk. 2, hvor den samlede affaldsmængde fra det pågældende bygge- og anlægsarbejde ikke overstiger 1 ton. Affaldet anvises i så fald af kommunalbestyrelsen til sortering.

Stk. 6. Den affaldsproducerende virksomhed kan uanset stk. 2 lade usorteret bygge- og anlægsaffald, som er egnet til materialenyttiggørelse, sortere på et sorteringsanlæg, som er registreret som indsamlingsvirksomhed med forbehandlingsanlæg i Affaldsregistret, jf. bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed.

Kapitel 10 · Særlige regler om farligt affald fra virksomheder

§ 64.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer eksplosivt affald, skal sikre, at affaldet håndteres miljømæssigt forsvarligt på et dertil godkendt anlæg eller på områder udpeget og godkendt af miljømyndighederne.

§ 65.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer eller håndterer farligt affald, skal sikre, at farligt affald ikke fortyndes eller blandes med andet farligt affald eller blandes med ikke-farligt affald, hvis der ikke er givet tilladelse hertil i medfør af lov om miljøbeskyttelse eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 66.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer farligt affald, skal sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret i forhold til affaldets sammensætning, mængde, vægt, volumen m.v.

§ 67.§-link ↗

Virksomheder, som frembringer olieaffald i form af industriolie eller smøreolie af mineralsk oprindelse, navnlig fra forbrændingsmotorer og transmissionssystemer, samt mineralolie til maskiner, turbiner og hydrauliske anordninger, skal sikre, at olieaffaldet håndteres med henblik på regenerering til baseolie. Virksomheder kan benytte andre genanvendelsesoperationer, hvis de kan dokumentere, at disse giver et tilsvarende eller bedre samlet miljøresultat i forhold til regenerering.

Stk. 2. Forpligtelsen i stk. 1 skal opfyldes ved at indgå aftaler med virksomheder, der indsamler olieaffald med henblik på opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1, eller med anlæg, som kan opfylde forpligtelsen i stk. 1.

Kapitel 11 · Tilsyn

§ 68.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Når Miljøstyrelsen træffer afgørelser efter denne bekendtgørelse, fører Miljøstyrelsen tilsyn med overholdelsen af disse afgørelser.

Kapitel 12 · Administrative bestemmelser

§ 69.§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 13 · Straf

§ 70.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) undlader at give underretning efter § 8, 2) undlader at give meddelelse efter § 11, stk. 2, 3) undlader at afgive oplysninger efter § 12, 4) afbrænder affald på et ikke godkendt anlæg, jf. § 50, stk. 1, 5) fortynder eller blander affald med det formål at opfylde betingelserne for aflevering af affald til deponering, jf. § 53, 6) afleverer affaldstyper til deponering i strid med § 54, nr. 1-7, 7) etablerer og driver en tilbagetagningsordning uden at betingelserne i § 55, stk. 2 og 3, §§ 56 og 57 samt § 58, stk. 1, 2 og 4 er opfyldt, 8) etablerer og driver en tilbagetagningsordning, uanset at Miljøstyrelsen har gjort indsigelse herimod, jf. § 58, stk. 3, 9) undlader at oplyse Miljøstyrelsen om ændrede forudsætninger for en ordning eller ophør af en tilbagetagningsordning, jf. § 58, stk. 5, 10) undlader at sortere affald til særskilt indsamling, jf. § 60, stk. 1, 11) undlader at sortere husholdningslignende affald i overensstemmelse med de sorteringskriterier, som er angivet i bilag 6 og undlader at mærke beholdere til indsamling af husholdningslignende affald med de piktogrammer, som er angivet i bilag 6, jf. § 60, stk. 2, 12) undlader at sikre, at deres sorterede erhvervsaffald, som er egnet til materialenyttiggørelse, forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse, jf. § 60, stk. 3, 13) undlader på anmodning at dokumentere, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt, jf. § 60, stk. 5, 14) undlader at sortere bygge- og anlægsaffald eller undlader at følge kommunalbestyrelsens anvisning, jf. § 63, stk. 1-4, og stk. 5, 2. pkt., 15) undlader at sikre, at eksplosivt affald håndteres miljømæssigt forsvarligt, jf. § 64, 16) undlader at sikre, at farligt affald ikke fortyndes eller blandes med andet affald, jf. § 65, 17) undlader at sikre, at det farlige affald er forsvarligt emballeret, jf. § 66, 18) undlader at sikre forsvarlig håndtering af olieaffald, jf. § 67, stk. 1 og 2, eller 19) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller dispensation efter bekendtgørelsen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 14 · Ikrafttrædelses-og overgangsbestemmelser

§ 71.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2512 af 10. december 2021 om affald ophæves.

§ 72.§-link ↗

Har kommunalbestyrelsen fået dispensation efter de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 fra etablering af en eller flere henteordninger for affald fra husholdninger, finder kravet om mærkning med piktogrammer efter § 46 i denne bekendtgørelse først anvendelse fra datoen for dispensationsfristens udløb.

§ 73.§-link ↗

Har kommunalbestyrelsen inden den 1. januar 2021 indgået aftale med en virksomhed om indsamling i form af en henteordning for affaldsfraktioner, der er nævnt i § 20, stk. 1, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, stk. 1, § 26, stk. 1, § 27, stk. 1, eller § 28, stk. 1, finder kravet om at sikre sig, at virksomheden dokumenterer, hvor meget af affaldet der reelt bliver genanvendt, herunder at der for plastaffald sker reel genanvendelse af minimum 60 pct. af det indsamlede plastaffald, først anvendelse ved kommunalbestyrelsens næste kontraktindgåelse.