Bekendtgørelse nr. 537 · 2024

Gældende

Bekendtgørelse om frivillig dyrevelfærdsmærkningsordning

Bekendtgørelse om frivillig dyrevelfærdsmærkningsordning

Dokumentdato: 28. maj 2024Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde og definitioner

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen fastsætter regler for dyrs velfærd, produktion og mærkning af mælk og mejeriprodukter, fersk og hakket kød samt tilberedt kød og kødprodukter fra dyrearter nævnt i bilag 1-3, som markedsføres under den frivillige dyrevelfærdsmærkningsordning (Dyrevelfærdsmærket), samt fastsætter regler for kontrol i de virksomheder, herunder besætninger, som er tilmeldt Dyrevelfærdsmærket.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Belægningsgrad: Den samlede levende vægt pr. m2 friareal for de kyllinger, der er til stede samtidig i et hus. 2) Besætning: Dyr på en virksomhed, som er af samme dyreart, som anvendes til samme formål, og som har samme operatør. 3) CHR: Centrale Husdyrbrugsregister. 4) Egenkontrol: Et system, som den ansvarlige for besætningen eller virksomheden anvender til løbende at sikre, at kravene er opfyldt, hvad angår dyrevelfærd, og, hvor det er relevant, hvad angår adskillelse og sporbarhed. 5) Egenkontrolprogram: En skriftlig beskrivelse af besætningens eller virksomhedens egenkontrol og af, hvordan egenkontrollens gennemførelse dokumenteres. 6) Flok: En gruppe kyllinger, som er anbragt i et hus og er til stede i dette hus samtidig. 7) Friareal: Areal, som kyllingerne har permanent adgang til. 8) Frilandsæg: Hønseæg produceret i overensstemmelse med kravene til frilandsæg i henhold til handelsnormerne for æg, jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2465 af 17. august 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår handelsnormer for æg og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 589/2008 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/2466 af 17. august 2023 om regler for anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013 for så vidt angår handelsnormer for æg. 9) Huse: Rum eller bygninger, hvori der holdes slagtekyllinger. 10) Kalv: Et kreatur på indtil 6 måneder. 11) Kyllinger: Dyr af arten Gallus gallus fra klækning til kønsmodenhed. 12) Langsommere voksende race: Slagtekyllinger, hvor begge forældre er af langsommere voksende race, hvor gennemsnitlig daglig tilvækst (Average Daily Gain), jf. avlsselskabernes specifikationer på racen, er minimum 25 pct. mindre end Average Daily Gain for racen Ross 308. Hvor Average Daily Gain er angivet som et interval, anvendes gennemsnittet i beregningerne. 13) Overvågningsprogrammet for trædepudesvidninger: Den overvågning for trædepudesvidninger, der følger af bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af slagtekyllinger og rugeægsproduktion til produktion af slagtekyllinger samt om uddannelse ved hold af slagtekyllinger. 14) Primærproducent: En person, der er ansvarlig for en besætning, hvor der holdes dyr under Dyrevelfærdsmærket. 15) Samlet dødelighed: Det antal kyllinger, der, på det tidspunkt, hvor kyllingerne udtages af et hus for at blive solgt eller slagtet, er døde siden indsættelsen i huset, herunder dem, der er blevet aflivet enten på grund af sygdom eller af andre grunde, divideret med det totale antal kyllinger, der blev indsat i huset, ganget med 100. 16) Slagtekyllinger: Kyllinger, som holdes med henblik på kødproduktion. 17) Slagteri: Slagteri eller slagtehus. 18) Slagtegris: Gris, der vejer over 30 kg og opfedes med henblik på slagtning. 19) Små racer: Kvægracer og krydsninger heraf, der som fuldt udvokset har en gennemsnitsvægt på mindre end 550 kg. 20) Store racer: Kvægracer og krydsninger heraf, der som fuldt udvokset har en gennemsnitsvægt på 550 kg eller derover. 21) Ungdyr: a) Hundyr på seks måneder eller derover, som endnu ikke har kælvet (kvie). b) Tyre på seks måneder eller derover i perioden, hvor dyret opfedes med henblik på slagtning eller avl. 22) Økologi: Produktionsmetode i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007. 23) Ammetante: Ko, som bruges til diegivning af kalve, som er adskilt fra moderen.

Kapitel 2 · Krav til besætninger, herunder rugerier

§ 3. · Tilmelding til Dyrevelfærdsmærket, herunder ved ejerskifte§-link ↗

Tilmelding til Dyrevelfærdsmærket kan indgives af både en fysisk og en juridisk person og skal indgives digitalt til Fødevarestyrelsen på www.virk.dk. Besætninger, der ikke er økologicertificerede, skal auditeres, jf. § 10.

Stk. 2. Ved ejerskifte af en besætning skal den nye ejer indgive en ny tilmelding, jf. stk. 1, hvis dyr og produkter fra besætningen fortsat skal mærkes med Dyrevelfærdsmærket. Besætninger, der ikke er økologicertificerede, skal auditeres, jf. § 10, og auditeringen skal ske inden to måneder efter ejerskiftet.

Stk. 3. Besætninger, der er tilmeldt Dyrevelfærdsmærket, og som ophører med at være økologicertificerede, skal inden for 2 måneder efter, at økologicertificeringen er ophørt, have gennemført en auditering, jf. § 10, hvis dyr og produkter fra besætningen fortsat skal mærkes med Dyrevelfærdsmærket.

Stk. 4. Besætninger, der er udelukket fra Dyrevelfærdsmærket, jf. § 24, stk. 1, kan tidligst 6 måneder efter datoen for udelukkelsen indgive en ny tilmelding til Dyrevelfærdsmærket, jf. stk. 1. Besætninger, der ikke er økologicertificerede, skal auditeres, jf. § 10.

§ 4. · Tilmelding til Dyrevelfærdsmærket, herunder ved ejerskifte§-link ↗

Tilmeldingen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Besætningens CHR-nr., besætningsnummer, evt. økologicertificeringsnummer og besætningsejers kontaktoplysninger. 2) Hvilket niveau, jf. bilag 1-3, besætningen skal registreres på i CHR, og om det er hele besætningen, jf. § 5, der skal tilmeldes Dyrevelfærdsmærket. 3) For grisebesætninger, om den producerer pattegrise, smågrise eller slagtegrise, og for kvægbesætninger, om den producerer kød eller mælk.

§ 5. · Tilmelding til Dyrevelfærdsmærket, herunder ved ejerskifte§-link ↗

Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til, at der i besætningen på samme tid holdes dyr af samme art, der produceres henholdsvis ikke produceres under Dyrevelfærdsmærket, hvis dyrene holdes i enheder, der er adskilte fra hinanden, og adskillelsen beskrives i egenkontrolprogrammet. Fødevarestyrelsen fastsætter betingelserne herfor i tilladelsen.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan også tillade, at der på den samme besætning holdes dyr på forskellige niveauer af Dyrevelfærdsmærket. Fødevarestyrelsen fastsætter betingelserne herfor i tilladelsen.

§ 6. · Tildeling af niveauer for produktion af Dyrevelfærdsmærket i CHR§-link ↗

Fødevarestyrelsen tildeler besætningen det relevante niveau af Dyrevelfærdsmærket i CHR, når Fødevarestyrelsen har konstateret, at produktionen er tilrettelagt og gennemføres efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 7. · Rugeriers egenkontrol og egenkontrolprogram§-link ↗

Rugerier, der leverer til primærproducenter under Dyrevelfærdsmærket, skal sikre adskillelse og sporbarhed for æg og kyllinger af langsommere voksende racer fra andre racer. Denne adskillelse og sporbarhed skal fremgå af egenkontrolprogrammet. Som led i egenkontrollen skal eventuelle afvigelser, og de dertil knyttede korrigerende handlinger, dokumenteres skriftligt.

Stk. 2. Dokumentation for egenkontrollen, herunder adskillelse og sporbarhed, skal opbevares af rugeriet i et år, og dokumentationen skal til enhver tid være tilgængelig for Fødevarestyrelsen.

§ 8. · Primærproducenters egenkontrol og egenkontrolprogram§-link ↗

Primærproducenter skal, ud over de dyrevelfærdsmæssige krav fastsat i den til enhver tid gældende lovgivning, opfylde de supplerende krav til det pågældende niveau for 1) grise i bilag 1, 2) slagtekyllinger i bilag 2, og 3) kvæg i bilag 3 og 4.

Stk. 2. Hvis primærproducenten halekuperer grise eller holder grise, der er halekuperede, skal primærproducenten forud herfor skriftligt meddele Fødevarestyrelsen dette, samt hvor længe primærproducenten påtænker, at dette skal stå på.

§ 9. · Primærproducenters egenkontrol og egenkontrolprogram§-link ↗

Primærproducenter, som vil have deres besætning omfattet af Dyrevelfærdsmærket, skal, udover at opfylde kravene i § 8, etablere et egenkontrolprogram og gennemføre egenkontrol. Som led i egenkontrollen skal eventuelle afvigelser i relation til Dyrevelfærdsmærket, og de dertil knyttede korrigerende handlinger, dokumenteres skriftligt. Hvis der i besætningen indgår dyr, som ikke produceres under Dyrevelfærdsmærket, jf. § 5, stk. 1, eller der indgår dyr på forskellige niveauer under Dyrevelfærdsmærket, jf. § 5, stk. 2, skal dette fremgå af egenkontrollen.

Stk. 2. Primærproducenter er forpligtet til udelukkende at lade dyr indgå i Dyrevelfærdsmærket, som har levet hele livet under Dyrevelfærdsmærket, jf. dog § 13, stk. 1 og 2, og § 14.

Kapitel 3 · Attestering, auditering og kontrol af besætninger

§ 10. · Attestering og auditering af konventionelle besætninger§-link ↗

Primærproducenten må først levere under Dyrevelfærdsmærket, når et akkrediteret certificeringsorgan har attesteret, at besætningen opfylder de relevante krav i § 8, stk. 1, eller § 9 fastsatte betingelser for at producere under Dyrevelfærdsmærket, og denne attestering er registreret i CHR.

Stk. 2. Når et akkrediteret certificeringsorgan har attesteret en besætning, jf. stk. 1, skal certificeringsorganet indberette dette til Fødevarestyrelsen med angivelse af besætningsejerens navn og adresse, besætningens CHR-nr., samt hvilket niveau besætningen er attesteret til, jf. § 6.

Stk. 3. Primærproducenter skal auditeres én gang om året.

Stk. 4. Dokumentation for egenkontrollen, herunder adskillelse og sporbarhed, attesteringen og auditeringen skal opbevares af primærproducenten i et år, og dokumentationen skal til enhver tid være tilgængelig for Fødevarestyrelsen.

Stk. 5. Udgifter til auditering og attestering afholdes af primærproducenten.

§ 11. · Krav til inspektionsorganet§-link ↗

Attestering og auditering, jf. § 10, stk. 1 og 3, skal foretages af et akkrediteret certificeringsorgan. Det akkrediterede certificeringsorgan skal være akkrediteret af et akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af EA᾽s (European co-operation for Accreditation) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

Stk. 2. For at kunne foretage attestering og auditering er det endvidere en betingelse, at certificeringsorganet gennemfører mindst 20 pct. af auditeringerne under Dyrevelfærdsmærket uanmeldt.

Stk. 3. Første gang et certificeringsorgan indberetter attestering af en besætning, jf. § 10, stk. 2, skal certificeringsorganet tillige fremsende dokumentation for, at det er akkrediteret i overensstemmelse med stk. 1, samt forpligte sig til at gennemføre uanmeldt auditering, jf. stk. 2.

Stk. 4. Observerer certificeringsorganet forhold, som giver grund til at antage, at der er sket overtrædelser af reglerne for Dyrevelfærdsmærket, skal certificeringsorganet uden unødigt ophold informere Fødevarestyrelsen om dette, med mindre der er tale om en mindre væsentlig overtrædelse, som den ansvarlige primærproducent retter op på straks.

§ 12. · Kontrol med økologicertificerede besætninger§-link ↗

Økologicertificerede besætninger tilmeldt Dyrevelfærdsmærket skal ikke auditeres og attesteres i henhold til § 10, da disse besætninger er underlagt Landbrugsstyrelsens økologikontrol.

Stk. 2. Økologicertificerede grise- og slagtekyllingebesætninger anses for at overholde kravene til at producere til niveau 3 under Dyrevelfærdsmærket.

Stk. 3. Primærproducenter på økologicertificerede besætninger anses kun for at overholde kravene til at producere under Dyrevelfærdsmærket, så længe besætningen er økologicertificeret.

Kapitel 4 · Tidspunkt for levering under Dyrevelfærdsmærket for kvægbesætninger

§ 13. · Konventionelle kvægbesætninger§-link ↗

Konventionelle kvægbesætninger må påbegynde levering til producent henholdsvis slagteri eller mejeri, når samtlige for besætningen relevante kriterier er opfyldt: 1) Det i CHR er registreret, hvilket niveau i Dyrevelfærdsmærket besætningen må levere til, jf. § 6. 2) Besætningen opfylder de i § 8, stk. 1, og bilag 3 og 4 nævnte krav og betingelser. 3) Besætningen a) det seneste år har været og fortsat er underlagt et kontrolsystem, hvis indhold som minimum er sammenligneligt med det relevante niveau af Dyrevelfærdsmærket, som besætningen ønsker at være tilmeldt på, og som kontrolleres af et akkrediteret certificeringsorgan, der opfylder kravene i § 11, stk. 1, 2. punktum, eller b) er auditeret, jf. § 10, og det dyr, der skal leveres, har levet hele livet eller mindst 1 år under Dyrevelfærdsmærket, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Konventionelle kvægbesætninger, der producerer mælk, og som ikke er underlagt et kontrolsystem, jf. stk. 1, nr. 3, litra a, må påbegynde levering til mejeri, når stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt, og besætningen er auditeret, jf. § 10, og når de dyr, som mælken skal leveres fra, har levet under Dyrevelfærdsmærket mindst 3 måneder forud for, at mælken leveres.

§ 14. · Økologicertificerede kvægbesætninger§-link ↗

Økologicertificerede besætninger, som opfylder de i § 8, stk. 1, og § 9 nævnte krav og betingelser, må, efter registrering af niveau i Dyrevelfærdsmærket i CHR, jf. § 6, påbegynde levering til primærproducent, slagteri eller mejeri, jf. stk. 2.

Stk. 2. Når dyret opfylder reglerne for økologisk produktion, må dyret sælges til primærproducent, slagteri eller mejeri under Dyrevelfærdsmærket.

Kapitel 5 · Krav til og kontrol af slagterier

§ 15.§-link ↗

Slagterier, som vil slagte dyr eller markedsføre kød under Dyrevelfærdsmærket, skal forinden anmelde denne aktivitet til registrering hos Fødevarestyrelsen, jf. § 16, stk. 1, i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.

Stk. 2. Slagterier, som er registreret til at slagte dyr eller markedsføre kød under Dyrevelfærdsmærket, skal som led i deres egenkontrol have skriftlige procedurer, som sikrer, at samtlige følgende kriterier er opfyldt: 1) Der er adskillelse og sporbarhed for henholdsvis dyr og kød, omfattet af Dyrevelfærdsmærket. 2) Transporttiden til slagtning for grise og kvæg på maksimalt otte timer og for slagtekyllinger maksimalt seks timer er overholdt. 3) For griseslagterier, at de kun markedsfører kød under Dyrevelfærdsmærket fra grise, der ikke er halekuperede og som ikke har halebid. 4) For fjerkræslagterier, at de kun markedsfører kød under Dyrevelfærdsmærket a) fra besætninger, der overholder kravene til dødelighed i besætningen, b) fra slagtekyllinger, der er af langsommere voksende race, c) fra slagtekyllinger, hvor belægningsgraden er overholdt, og d) fra slagtekyllinger, hvor scoren i overvågningsprogrammet for trædepudesvidninger er inden for grænsen.

Stk. 3. Dokumentation for egenkontrollen, herunder adskillelse og sporbarhed, skal opbevares af slagteriet i et år, og dokumentationen skal til enhver tid være tilgængelig for Fødevarestyrelsen.

Stk. 4. Bliver et slagteri opmærksom på forhold, som giver grund til at antage, at der er sket overtrædelser af reglerne for Dyrevelfærdsmærket, skal slagteriet uden unødigt ophold informere Fødevarestyrelsen om dette.

§ 16.§-link ↗

Ved kontrol af slagteriers overholdelse af betingelserne i Dyrevelfærdsmærket finder reglerne for gebyrfinansieret kontrol anvendelse, jf. bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v.

Kapitel 6 · Krav til og kontrol af øvrige virksomheder, herunder mejerier

§ 17.§-link ↗

Engrosvirksomheder, der ikke er omfattet af kapitel 5, og detailvirksomheder, der vil opskære eller hakke fersk kød, fremstille tilberedt kød eller kødprodukter, eller mejerier, der vil fremstille mejeriprodukter eller foretage indpakning af denne type produkter, og som vil mærke produkterne som omfattet af Dyrevelfærdsmærket, skal forinden anmelde denne aktivitet til Fødevarestyrelsen, jf. § 16, stk. 2 i bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.

Stk. 2. Virksomheder skal som led i egenkontrollen have skriftlige procedurer, som sikrer adskillelse fra produkter, der ikke er omfattet af Dyrevelfærdsmærket, og sporbarhed for fersk kød, hakket kød, tilberedt kød eller kødprodukter eller for mejeriprodukter, som er omfattet af Dyrevelfærdsmærket.

Stk. 3. Virksomheder skal opbevare dokumentation for adskillelse og sporbarhed i et år.

Stk. 4. Bliver en virksomhed opmærksom på forhold, som giver grund til at antage, at reglerne for Dyrevelfærdsmærket ikke bliver overholdt, skal virksomheden uden unødigt ophold informere Fødevarestyrelsen om dette.

§ 18.§-link ↗

Ved kontrol af, at virksomhederne omfattet af § 17, stk. 1, overholder betingelserne i Dyrevelfærdsmærket, finder reglerne for gebyrfinansieret kontrol anvendelse, jf. bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v.

Kapitel 7 · Krav til dyr og produkter fra andre lande

§ 19.§-link ↗

Forud for markedsføring under Dyrevelfærdsmærket af rugeæg, levende dyr, fersk kød, hakket kød eller tilberedt kød eller mejeriprodukter, kødprodukter indeholdende kød fra andre lande eller mejeriprodukter indeholdende mælk fra andre lande, godkender Fødevarestyrelsen, at dyrene eller produkterne kan markedsføres under Dyrevelfærdsmærket.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen godkender, at dyrene eller produkterne markedsføres under Dyrevelfærdsmærket, når den for indførslen til Danmark ansvarlige virksomhed i relevant omfang har dokumenteret, 1) at primærproducenten opfylder krav, der som minimum er sammenlignelige med de i § 7, eller §§ 8 og 9, nævnte krav, 2) at økologicertificerede primærproducenter opfylder krav, der som minimum er sammenlignelige med de i § 12 nævnte krav, 3) at slagterier opfylder krav, der som minimum er sammenlignelige med de i § 15, stk. 2, nævnte krav, eller at mejerier opfylder krav, der som minimum er sammenlignelige med de i § 17, stk. 2, nævnte krav, og 4) at der i oprindelseslandet er kontrol med primærproducenter, rugerier, slagterier, mejerier og øvrige involverede virksomheder, som med hensyn til omfang, troværdighed og uafhængighed er sammenlignelig med kravene i § 10, § 12, § 15, eller § 17.

Stk. 3. I det omfang den i stk. 2, nr. 4, nævnte kontrol gennemføres af myndigheder i oprindelseslandet, er de i bestemmelsen fastsatte betingelser med hensyn til kontrol opfyldt.

§ 20.§-link ↗

Virksomheder, herunder slagterier og mejerier, som vil indføre dyr og produkter i medfør af § 19, skal være registreret hos Fødevarestyrelsen i henhold til § 15 eller § 17 og som led i egenkontrollen løbende sikre, at betingelserne, jf. § 19, stk. 2, til stadighed er opfyldt.

Stk. 2. Får virksomheder, herunder slagterier og mejerier, kendskab til forhold, som giver grundlag for at antage, at betingelserne for en godkendelse efter § 19 ikke er opfyldt, skal virksomheden uden unødigt ophold informere Fødevarestyrelsen om dette.

Kapitel 8 · Mærkning og markedsføring

§ 21.§-link ↗

Besætninger, herunder rugerier, der er tilmeldt Dyrevelfærdsmærket, og virksomheder, herunder slagterier og mejerier, der er registreret som anvender af Dyrevelfærdsmærket, må ved mærkning og markedsføring anvende det for det enkelte niveau relevante logo, jf. bilag 5. Det relevante logo med dertil knyttede betegnelser og angivelser må alene anvendes på de af Fødevarestyrelsen fastsatte vilkår og betingelser, jf. § 22.

Stk. 2. Fersk kød, hakket kød, tilberedt kød, kødprodukter og mejeriprodukter må mærkes med det for det enkelte niveau relevante logo, når alt animalsk indhold i produktet opfylder kravene til det pågældende niveau, idet der dog, hvor der indgår mejeriprodukter eller kød på forskellige niveauer af Dyrevelfærdsmærket, jf. bilag 1-3, kun må mærkes med det relevante laveste niveau af Dyrevelfærdsmærket.

Stk. 3. Fersk kød, hakket kød, tilberedt kød, kødprodukter og mejeriprodukter må mærkes med det for det enkelte niveau relevante logo, når alt animalsk indhold i produktet opfylder kravene til det pågældende niveau, idet der dog kan anvendes tarme, gelatine og kollagen af anden oprindelse, fisk samt frilandsæg.

Stk. 4. Fersk kød, hakket kød, tilberedt kød, kødprodukter, færdigretter, m.v. og mejeriprodukter må udover de i stk. 2 nævnte tilfælde mærkes med det relevante logo, når vægtindholdet af det dyrevelfærdsmærkede kød eller mejeriprodukt udgør mindst 75 pct. af det samlede animalske indhold i det færdige produkt, og de øvrige animalske ingredienser opfylder kravene til økologi, idet der dog må anvendes tarme, gelatine og kollagen af anden oprindelse, som ikke er økologisk, fisk, som ikke er økologiske, eller frilandsæg.

§ 22.§-link ↗

Vilkår og betingelser for anvendelsen af logoet med dertil knyttede betegnelser og angivelser vil være tilgængelig på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Dette materiale vil endvidere kunne blive tilsendt ved skriftlig henvendelse til Fødevarestyrelsen. Den grafiske udformning af Dyrevelfærdsmærket, som må benyttes, fremgår af bilag 5 samt tilhørende designmanual, der findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Det er ikke tilladt at anvende Dyrevelfærdsmærkets logoer med dertil knyttede betegnelser og angivelser på produkter m.v., der ikke opfylder de i bekendtgørelsen fastsatte krav.

Stk. 3. Det er ikke tilladt at anvende et logo, symbol, anden mærkning, betegnelser eller angivelser, der kan forveksles med de i stk. 1 nævnte logoer med dertil knyttede betegnelser og angivelser, på en måde, der er egnet til at vildlede forbrugerne eller andre virksomheder.

Stk. 4. Dyrevelfærdsmærket må herudover anvendes i forbindelse med oplysning om og undervisning i dyrevelfærd.

Kapitel 9 · Ophør med deltagelse i og udelukkelse fra Dyrevelfærdsmærket

§ 23.§-link ↗

Primærproducenter og virksomheder, herunder slagterier og mejerier, som ikke længere ønsker at være tilmeldt Dyrevelfærdsmærket, skal meddele dette skriftligt til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2. Producenterne og virksomhederne, herunder slagterier og mejerier, skal endvidere oplyse dato for, hvornår de ikke længere fremover producerer eller leverer under Dyrevelfærdsmærket, og i egenkontrolprogrammet beskrive, hvordan de i en eventuel overgangsperiode sikrer adskillelse af dyr under Dyrevelfærdsmærket fra øvrige dyr.

Stk. 3. Primærproducenter skal oplyse deres aftager om datoen for, hvornår primærproducenten ikke længere producerer eller leverer under Dyrevelfærdsmærket.

§ 24.§-link ↗

Fødevarestyrelsen kan udelukke primærproducenter fra at producere under Dyrevelfærdsmærket, 1) hvis de ikke overholder de for den pågældende producent relevante krav eller betingelser, jf. § 3, stk. 2 og stk. 3, §§ 5, 7-10, 12, 13, eller 14, 2) hvis de mærker eller markedsfører i strid med § 21, 3) hvis scoren i overvågningsprogrammet for trædepudesvidninger i en flok er 81 eller derover, eller i tre på hinanden følgende flokke fra samme hus er 41-80 pr. flok, eller 4) hvis de er tilmeldt Dyrevelfærdsmærket som økologicertificeret besætning, jf. § 12, stk. 1, og besætningen ikke længere er økologicertificeret.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan udelukke en virksomhed, herunder slagterier og mejerier, fra Dyrevelfærdsmærket, hvis virksomhederne ikke overholder § 15, § 17, § 20 eller mærker eller markedsfører i strid med § 21.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse, der er givet i medfør af § 19, til markedsføring under Dyrevelfærdsmærket, hvis betingelserne for godkendelsen, jf. § 19, stk. 2, ikke er opfyldt.

Kapitel 10 · Ekstra kontrol

§ 25.§-link ↗

Gennemfører Fødevarestyrelsen kontrol som opfølgning på en indberetning om forhold omfattet af § 24, stk. 1, nr. 3, eller en anmeldelse om en mulig overtrædelse af krav eller betingelser i medfør af § 11, stk. 4, § 15, stk. 4, § 17, stk. 4, eller § 20, stk. 2, og bekræftes det ved denne kontrol, at der er tale om en overtrædelse, skal den for overtrædelsen ansvarlige primærproducent eller virksomhed betale for denne kontrol i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler om betaling for ekstra kontrol i bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr m.v.

Kapitel 11 · Straffebestemmelser

§ 26.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder § 22, stk. 2 eller 3.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 12 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 27.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2. Bestemmelserne i bilag 3, nr. 5-9, vedrørende grænseværdier for dødelighed i besætningen, finder først anvendelse fra den 1. januar 2028.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1441 af 4. december 2019 om frivillig dyrevelfærdsmærkningsordning ophæves.