Bekendtgørelse nr. 125 · 2024

Gældende

Bekendtgørelse om forsøg med tilrettelæggelse af landbrugsuddannelsens specialer på trin 3 og 4 som deltidsuddannelse

Bekendtgørelse om forsøg med tilrettelæggelse af landbrugsuddannelsens specialer på trin 3 og 4 som deltidsuddannelse

Dokumentdato: 5. feb. 2024Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål mv.§-link ↗

Som led i et forsøg med tilrettelæggelse af landbrugsuddannelsens speciale på trin 3, produktionsleder, og landbrugsuddannelsens speciale på trin 4, agrarøkonom, kan udbydere af landbrugsuddannelsen tilrettelægge landbrugsuddannelsens specialer på trin 3 og 4 som deltidsuddannelse. Elevens eller lærlingens uddannelse følger i øvrigt reglerne om erhvervsuddannelser.

Stk. 2. Formålet med forsøget er at afdække incitamentet for, at flere elever eller lærlinge, der har fuldført landbrugsuddannelsens specialer indtil trin 2, fortsætter i uddannelsens specialer på trin 3 og 4, hvis disse trin tilrettelægges som deltidsuddannelse.

Stk. 3. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet godkender efter ansøgning, hvilke udbydere af landbrugsuddannelsen, der kan deltage i forsøget.

§ 2. · Uddannelsens varighed§-link ↗

Udbyderen kan fravige regler om uddannelsens varighed, som fastsat i lovens § 12, stk. 1, 1. pkt., samt regler herom fastsat i medfør af lovens § 12, stk. 2, og § 38, stk. 2, således at udbyderen tilrettelægger uddannelsen, så varigheden af uddannelsens speciale på trin 3 ikke overstiger 40 uger, og varigheden af uddannelsens speciale på trin 4 ikke overstiger 80 uger.

§ 3. · Elevens eller lærlingens uddannelsesplan og -forløb§-link ↗

Det er en betingelse for tilrettelæggelse efter § 1, at tilrettelæggelsen fremgår af elevens eller lærlingens personlige uddannelsesplan.

§ 4. · Elevens eller lærlingens uddannelsesplan og -forløb§-link ↗

Elever eller lærlinge har mulighed for at gennemføre landbrugsuddannelsens specialer på trin 3 og 4 på ordinære vilkår efter reglerne om uddannelsen, hvis de ønsker dette.

Stk. 2. Eleven eller lærlingen kan overgå til at gennemføre landbrugsuddannelsens specialer på trin 3 og 4 på ordinære vilkår efter reglerne om uddannelsen, hvis eleven eller lærlingen ikke længere ønsker at følge uddannelsen som fastlagt efter § 1. Udbyderen sørger for, at elevens eller lærlingens uddannelsesplan opfylder kravene hertil.

§ 5. · Ikraftrædelses- og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. februar 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 31. december 2026.

Stk. 3. Udbyderen drager omsorg for, at elever og lærlinge, der påbegynder landbrugsuddannelsens specialer på trin 3 eller 4 efter § 1, kan nå at afslutte trinnet inden den 31. december 2026.