Bekendtgørelse nr. 1649 · 2023

Gældende

Dronebekendtgørelsen

Bekendtgørelse om supplerende bestemmelser til gennemførelsesforordning (EU) 2019/947 om regler og procedurer for operation af ubemandede luftfartøjer

Dokumentdato: 12. dec. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Reglerne i denne bekendtgørelse fastsætter supplerende bestemmelser om droneoperationer til Europa Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/947 af 24. maj 2019 om regler og procedurer for operation af ubemandede luftfartøjer med senere ændringer (herefter benævnt droneforordningen).

§ 2. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Banehøjde: Højden (koten), hvori banen ligger over havets overflade. 2) BVLOS: Flyvning beyond visual line of sight (BVLOS) er flyvning uden for fjernpilotens synsvidde. 3) Bybane: Metro, letbaner og S-baner, som udfører transport på skinner i byer og forstæder. 4) Certifikat for teoretisk viden: Certifikat, der dokumenterer, at fjernpiloten har teoretisk viden om operation af droner, som beskrevet under UAS. OPEN. 020, nr. 4, og UAS. OPEN. 040, nr. 3, i bilaget, del A til droneforordningen. 5) Drone: Et ubemandet luftfartøj (UAS), der opereres eller er beregnet til at operere autonomt eller blive fjernstyret uden en pilot ombord. 6) Droneoperatør: Enhver juridisk eller fysisk person, der opererer eller har til hensigt at operere en eller flere droner, jf. artikel 2, nr. 2, i droneforordningen. 7) Erklæring: Skriftlig tilkendegivelse, hvori en droneoperatør eller fjernpilot indestår for, at en af Trafikstyrelsen fastsat procedure om droneoperationer følges. 8) Flyvesikringskritisk område: Et område, hvor der er særlig stor risiko for sammenstød med andre luftfartøjer, som vil kunne resultere i et havari, eller områder med lavt hængende genstande, f.eks. strømførende kabler og lignende, som kan medføre dronehavari. 9) Fjernpilot: En fysisk person, der er ansvarlig for sikker udførelse af en flyvning af en drone ved at betjene dens styregrejer enten manuelt eller, når dronen flyver automatisk, ved at overvåge dens kurs og til enhver tid være i stand til at gribe ind og ændre kursen. 10) Geografiske dronezoner: En del af luftrummet afgrænset af Trafikstyrelsen som fremmer, begrænser eller udelukker droneoperationer for at imødegå risici vedrørende flyvesikkerhed (safety), privatlivets fred, beskyttelse af personoplysninger, luftfartssikkerhed (security) eller miljøet i forbindelse med droneoperationer og er udpeget på baggrund af artikel 15 i droneforordningen. 11) Identifikationsmærkning for klasse: Mærkning af droner i klasserne C0, C1, C2, C3, C4, C5 og C6 i overensstemmelse med bilaget i Europa-Kommissionens delegerede forordning 2019/945/EU af 12. marts 2019 om ubemandede luftfartøjer og om tredjelandsoperatører af ubemandede luftfartøjssystemer. 12) Indsatssted: Et område, hvor politiet eller redningsmyndigheden, eventuelt med deltagelse af Forsvaret, gennemfører en indsats, f.eks. efterforskning af kriminalitet eller redning af personer. 13) Ind- og udflyvningen: De arealer, over hvilket indflyvning til og udflyvning fra en offentlig godkendt flyveplads eller militær flyvestation finder sted ifølge en af transportministerens godkendt plan. 14) Infrastrukturforvalter: Enhver myndighed eller enhver virksomhed, der er ansvarlig for anlæg, vedligeholdelse og forvaltning af infrastruktur. 15) Kolonne 3-virksomhed: En virksomhed, som har oplag af brand- og eksplosionsfarlige stoffer, giftige stoffer eller miljøfarlige stoffer, og som er omfattet af risikobekendtgørelsen. 16) Kompetencecertifikat: Certifikat, der dokumenterer, at fjernpiloten har teoretiske og praktiske kompetencer til operation af droner, som beskrevet under UAS. OPEN. 030, nr. 2 i bilaget, del A til droneforordningen. 17) Legetøjsdrone: En drone, der er designet målrettet og markedsført til børn under 14 år, hvor der medfølger en erklæring om, at dronen overholder kravene til legetøj i direktiv 2009/48/EF om sikkerhedskrav til legetøj. 18) Militær flyvestation: Flyveplads, der kontrolleres og drives af militæret. 19) Offentlig godkendt flyveplads: En flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, som er godkendt i henhold til § 60 i lov om luftfart eller certificeret efter EU-forordninger på flyvepladsområdet, og har opnået en driftstilladelse efter § 55, stk. 1, 1. pkt., i lov om luftfart. 20) Område med adgangskontrol: Et område med en form for sikring af området, som forhindrer fri adgang til det f.eks i form af hegn om området, elektronisk sikring, vagter m.v. 21) Permanent, menneskeskabt hindring: En høj hindring, f.eks. en antenne, skorsten eller vindmølle, der er lavet til at blive stående i en længere årrække eller permanent. 22) SDR: Special drawing rights, særlige trækningsrettigheder på den internationale valutafond (IFM). 23) Sikringskritisk område: områder, hvor hensynet til at undgå terrorhandlinger, smugling, ulovlig aflytning m.v. tilsiger, at offentligheden ikke har fri adgang til at overflyve området, f.eks. kongehusets ejendomme, politistationer, fængsler og arresthuse og militære installationer og områder. 24) Den specifikke kategori: Droneoperationer med forhøjet risiko, som defineret i artikel 5 i droneforordningen. 25) Statsflyvning: Luftfartøjer og tilhørende motorer, propeller, dele, ikkefastmonteret udstyr og udstyr til fjernkontrol af luftfartøjer, mens der udføres militær-, told-, politi-, eftersøgnings- og rednings-, brandsluknings-, grænsekontrol- og kystvagtsaktiviteter eller lignende aktiviteter eller tjenester under en medlemsstats kontrol og ansvar. Aktiviteten skal udøves eller ydes i offentlighedens interesse af eller på vegne af et organ, der har en offentlig myndigheds beføjelser, og det personale og de organisationer, der er involveret i de aktiviteter og tjenester, som udøves eller leveres af disse luftfartøjer, jf. artikel 2, stk. 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1139 af 4. juli 2018 om fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur. 26) VLOS: Flyvning i visual line of sight (VLOS) er flyvning inden for fjernpilotens synsvidde. 27) Den åbne kategori: Droneoperationer med lav risiko, som defineret i artikel 4 i droneforordningen.

Kapitel 2 · Operationer med droner

§ 3.§-link ↗

Droneoperationer skal gennemføres i overensstemmelse med reglerne i droneforordningen og efterfølgende ændringer hertil, kapitel 9 a i lov om luftfart og bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Droner, der er mærket med identifikationsmærkerne C0-C6, skal overholde kravene til den klasse, dronen er mærket som, efter Europa-Kommissionens delegerede forordning 2019/945/EU af 12. marts 2019 om ubemandede luftfartøjer og om tredjelandsoperatører af ubemandede luftfartøjssystemer.

Stk. 3. Droneoperationer i U-space-luftrum skal gennemføres i overensstemmelse med Europa-Kommissionens forordning 2021/664/EU om et regelsæt for U-space. Eventuelle tilladelser skal være indhentet, inden droneoperationen kan gennemføres ved brug af USSP-tjenester.

Stk. 4. Det er droneoperatørens ansvar at sikre, at kravet i stk. 1-3 er opfyldt.

§ 4. · Forsikring§-link ↗

Droneoperationer skal være dækket af en gyldig ansvarsforsikring i henhold til lov om luftfart og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 785/2004 af den 21. april 2004, jf. dog stk. 2-4. Forsikringssummen skal som minimum være på 0,75 mio. SDR.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for legetøjsdroner med identifikationsmærket C0.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for legetøjsdroner med en startvægt på under 250 g og med en hastighed, som ikke kan overstige 19 m/s, hvis dronen er bragt i omsætning inden den 1. januar 2024.

Stk. 4. Stk. 1 gælder ikke for offentlige myndigheder og institutioner, som er selvforsikrede.

§ 5. · Logbog§-link ↗

En droneoperatør skal føre digital logbog over alle operationer med drone i form af de oplysninger, som dronen selv logger automatisk (flight data recorder). Logningen skal indeholde navn på fjernpiloten, der har fløjet den enkelte droneoperation, samt oplysninger om eventuelt dronecertifikat.

Stk. 2. Logger dronen ikke selv automatisk, skal en droneoperatør føre en logbog. Logbogen skal som minimum indeholde følgende oplysninger: 1) Dato og start- og sluttidspunkt for droneoperationen. 2) Hvilken drone, der er anvendt. 3) Oplysninger om, i hvilket område dronen har fløjet eller ruten, som dronen har fløjet. 4) Maksimal flyvehøjde for operationen i forhold til terræn. 5) Navn på fjernpilot og eventuelt dronecertifikat.

Stk. 3. Logningsoplysninger efter stk. 1 skal opbevares i et læsbart, elektronisk format, og oplysningerne for hver droneoperation skal opbevares i 5 år efter den enkelte operation og skal på forlangende vises til Trafikstyrelsen.

Stk. 4. Logningsoplysninger efter stk. 2 skal opbevares enten i en fysisk logbog eller i et læsbart, elektronisk format, og oplysningerne for hver droneoperation skal opbevares i 5 år efter den enkelte operation og skal på forlangende vises til Trafikstyrelsen.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke for privatpersoner, som flyver drone som en hobby, hvis dronen vejer under 250 g, eller flyver med en legetøjsdrone.

Stk. 6. Stk. 1-4 gælder ikke for privatpersoner, der flyver med en drone, når dronen flyves i en modelflyveklub.

§ 6. · Supplerende alderskrav til fjernpiloter§-link ↗

En fjernpilot skal være fyldt 15 år for at operere en drone i den åbne kategori. Droner, der vejer under 250 gram inkl. nyttelast, kan dog opereres af en fjernpilot, der er fyldt 12 år.

Stk. 2. En fjernpilot skal være fyldt 15 år for at operere en drone i den specifikke kategori.

§ 7. · Forlængelse af certifikater§-link ↗

En fjernpilot skal forlænge certifikatet hvert femte år. Fjernpiloten skal gå op til en supplerende prøve for at forlænge certifikatet hos den kompetente myndighed eller hos en prøveenhed, som myndigheden har udpeget. Prøven er en multiple-choice prøve med mindst 40 spørgsmål. Prøven skal besvares inden for en fastsat tidsfrist, som fastsættes af Trafikstyrelsen.

Stk. 2. Prøvetageren skal for at bestå prøven have et resultat på mindst 75 % af den højst opnåelige pointsum.

Kapitel 3 · Afstandskrav til geografiske dronezoner

§ 8.§-link ↗

Geografiske dronezoners afstandskrav opmåles i henhold til bilag 1.

§ 9. · Afstandskrav til flyvesikringskritiske områder§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 5 km horisontal afstand fra en bane på en offentlig godkendt flyveplads og 8 km horisontal afstand fra en bane på en militær flyvestation.

Stk. 2. Hvis fjernpiloten er indehaver af et kompetencecertifikat, må droneoperationer finde sted fra 5 km indtil 3 km horisontal afstand fra en bane på en offentlig godkendt flyveplads eller en bane på en militær flyvestation. Flyvehøjden må ikke overstige 40 meter over banehøjden.

Stk. 3. Hvis fjernpiloten er indehaver af et kompetencecertifikat, må droneoperationer finde sted fra 3 km indtil 2 km horisontal afstand fra en bane på en offentlig godkendt flyveplads eller en bane på en militær flyvestation. Flyvehøjden må ikke overstige 30 meter over banehøjden.

Stk. 4. Trafikstyrelsen kan give tilladelse til at stk. 1-3 fraviges, hvis 1) droneoperationen har et samfundsnyttigt, forskningsmæssigt eller kommercielt formål, 2) hvis formålet er kommercielt, at droneoperationen er nødvendig, og at formålet med opgaven i væsentlighed forspildes, fordyres eller på anden måde forringes, hvis den skal gennemføres på en anden måde end med en drone, og 3) fjernpiloten har et kompetencecertifikat.

Stk. 5. Stk. 4, nr. 2, anvendes ikke, hvis den offentlig godkendte flyveplads eller militære flyvestation har bestilt opgaven.

§ 10. · Afstandskrav til flyvesikringskritiske områder§-link ↗

Droneoperationer må ikke gennemføres nærmere end 2 km horisontal afstand fra en lægehelikopterflyveplads (HEMS), jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. Hvis fjernpiloten er indehaver af et kompetencecertifikat, må operationer med droner finde sted indtil 1 km horisontal afstand fra en lægehelikopterflyveplads (HEMS). Foregår droneoperationen 1-2 km horisontal afstand fra en lægehelikopterflyveplads, må flyvehøjden ikke overstige 40 meter over lægehelikopterflyvepladsens banehøjde, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Trafikstyrelsen kan give tilladelse til at stk. 1-2 fraviges, hvis 1) droneoperationen har et samfundsnyttigt, forskningsmæssigt eller kommercielt formål, 2) hvis formålet er kommercielt, at droneoperationen er nødvendig, og at formålet med opgaven i væsentlighed forspildes, fordyres eller på anden måde forringes, hvis den skal gennemføres på en anden måde end med en drone, og 3) fjernpiloten har et kompetencecertifikat.

Stk. 4. Stk. 3, nr. 2, anvendes ikke, hvis hospitalet, hvor lægehelikopterflyvepladsen (HEMS) ligger, har bestilt opgaven.

Stk. 5. Droneoperationer nærmere end 2 km horisontal afstand ved akutlægehelikopternes baser må ikke finde sted.

§ 11. · Afstandskrav til sikringskritiske områder§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 150 meter horisontal afstand fra diplomatiske repræsentationer (ambassader), kolonne 3-virksomheder eller virksomheder, som Trafikstyrelsen efter en konkret ansøgning vurderer, skal beskyttes, politiets ejendomme og kriminalforsorgens institutioner, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Ejeren eller forvalteren af et område i stk. 1, eller den droneoperatør, ejeren eller forvalteren har hyret til opgaven, kan gennemføre droneoperationer på eller ved eget sikringskritisk område uden at skulle indhente en tilladelse hos Trafikstyrelsen. Går det sikringskritiske område ind over en anden geografisk dronezone, skal ejeren eller forvalteren have samtykke fra ejeren eller forvalteren af dette område, før opgaven udføres. Er ejeren eller forvalteren en anden end den, der beskyttes med bestemmelsen, skal ejeren eller forvalteren orientere den, der beskyttes af stk. 1, inden der må flyves med drone på eller ved det sikringskritiske område.

Stk. 3. Trafikstyrelsen eller den, som Trafikstyrelsen efter forudgående aftale overlader beføjelsen efter § 152 i lov om luftfart, kan i særlige tilfælde give tilladelse til, at der kan flyves med drone nærmere end 150 meter horisontal afstand til områderne nævnt i stk. 1, hvis ansøgeren kan godtgøre 1) at droneoperationer har et samfundsnyttigt, kommercielt eller forskningsmæssigt formål, 2) hvis formålet er kommercielt, at droneoperationen er nødvendig, og at formålet med opgaven i væsentlighed forspildes, fordyres eller på anden måde forringes, hvis den skal gennemføres på en anden måde end med en drone og 3) at fjernpiloten har et kompetencecertifikat.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for droneoperationer i den specifikke kategori, når der i den operative tilladelse, der skal flyves på basis af, er taget stilling til, om der må flyves i sikringskritiske områder.

Stk. 5. Trafikstyrelsen kan efter en konkret vurdering ændre det horisontale afstandskrav til politiets ejendomme til maksimalt 1000 meter.

§ 12. · Droneoperationer ved civillisteslotte og kulturejendomme og -slotte§-link ↗

Droneoperationer nærmere end 150 meter horisontal afstand fra følgende civillisteslotte må ikke finde sted, jf. dog stk. 4-6: 1) De fire palæer på Amalienborg. 2) Fredensborg Slot. 3) Sorgenfri Slot. 4) Gråsten Slot. 5) Jagtslottet Eremitagen. 6) Amaliegade 18 (Det Gule Palæ).

Stk. 2. Droneoperationer nærmere end 150 meter horisontal afstand fra følgende kulturejendomme og -slotte må ikke finde sted, jf. dog stk. 4-6: 1) Christiansborg Slot, Ridebanen og Slotskirken. 2) Kronborg Slot og fæstningsanlæg. 3) Frederiksborg Slot. 4) Koldinghus Slot og Staldgård. 5) Statsministerboligen Marienborg Slot. 6) Rosenborg Slot.

Stk. 3. Droneoperationer i følgende haver må ikke finde sted, jf. dog stk. 4-6: 1) Amaliehaven 2) Rosenborg Slotshave (Kongens Have). 3) Frederiksberg Have og Søndermarken.

Stk. 4. Trafikstyrelsen eller den, som Trafikstyrelsen efter forudgående aftale overlader beføjelsen efter § 152 i lov om luftfart, kan i særlige tilfælde give tilladelse til droneoperationen, hvis ansøgeren kan godtgøre 1) at droneoperationen har et samfundsnyttigt, kommercielt eller forskningsmæssigt formål, 2) hvis formålet er kommercielt, at droneoperationen er nødvendig og formålet med opgaven i væsentlighed forspildes, fordyres eller på anden måde forringes, hvis den skal gennemføres på en anden måde end med en drone, og 3) at fjernpiloten har et kompetencecertifikat.

Stk. 5. Hvis et civillisteslot er under Forsvarets bevogtning, skal Forsvarets samtykke indhentes. Droneoperationer må i sådanne tilfælde ikke finde sted nærmere end 300 meter horisontal afstand fra slottet uden tilladelse.

Stk. 6. Slots- og Kulturstyrelsen eller den droneoperatør, som Slots- og Kulturstyrelsen har hyret til opgaven, kan gennemføre droneoperationer på eller ved eget sikringskritisk område uden Trafikstyrelsens tilladelse. Går det sikringskritiske område ind over en anden geografisk dronezone, skal ejeren eller forvalteren have samtykke fra ejeren eller forvalteren af dette område, før opgaven udføres. Fjernpiloten, som gennemfører operationen, skal have et kompetencecertifikat.

§ 13. · Afstandskrav til militære områder og fartøjer§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 1000 meter horisontal afstand fra militære områder, herunder skydeterræner og andre øvelsesområder, og midlertidige militære områder, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra Forsvarskommandoen.

Stk. 2. Droneoperation med drone må ikke finde sted nærmere end 300 meter horisontal afstand fra militært område, der ligger i en byzone, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra Forsvarskommandoen.

Stk. 3. Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 1000 meter horisontal afstand fra militære luftfartøjer og afmærkede militærkolonner, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra Forsvarskommandoen.

Stk. 4. Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 300 meter horisontal afstand fra militære flådefartøjer, der ligger til kaj i en havn, der ikke er en flådehavn, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra Forsvarskommandoen. Når et flådefartøj er lagt fra land, må en droneoperation ikke finde sted nærmere end 1000 meter horisontal afstand fra flådefartøjet, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra Forsvarskommandoen. Flyveforbudszonen for droner omkring flådefartøjet strækker sig dog i intet tilfælde mere end 300 meter ind over land målt fra højeste daglige vandstandslinje.

Stk. 5. Fjernpiloten, der skal have en tilladelse efter stk. 1-4, skal have et kompetencecertifikat.

§ 14. · Droneoperationer i Natura2000-områder§-link ↗

Droneoperationer i danske fuglebeskyttelsesområder og habitatområder må ikke finde sted uden tilladelse fra Trafikstyrelsen eller den, som Trafikstyrelsen efter forudgående aftale overlader beføjelsen efter § 152 i lov om luftfart, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Droneoperationer til brug for myndighedernes og/eller den respektive grundejers udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med tilsyn, vedligeholdelse, offentlige overvågningsaktiviteter og kontrolopgaver af anlæg, ejendomme, skovbrug, landbrug og dyrehold kan dog finde sted, uden at der skal ansøges om tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. Droneoperationer i den specifikke kategori, der foretages højere end 300 meter over danske fuglebeskyttelsesområder og habitatområder oplistet i bilag 2, kan finde sted, uden at der skal indhentes tilladelse efter stk. 1.

Stk. 4. Droneoperationer er tilladt uden for de i bilag 2 nævnte fuglebeskyttelses- og habitatområders beskyttelsesperioder. Falder droneoperationen ind under undtagelsen i stk. 2, kan operationen gennemføres, ligegyldigt om et område er åbent, eller der kræves tilladelse til at flyve i området efter stk. 1.

Stk. 5. Fjernpiloten, der gennemfører droneoperationen, skal have et kompetencecertifikat.

§ 15. · Droneoperationer i nærheden af dyrehold eller dyreflokke§-link ↗

Droneoperationer over dyr eller dyreflokke i indhegning må ikke finde sted uden ejerens samtykke, medmindre operationen sker i forbindelse med myndighedens eller grundejerens udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med tilsyn, vedligeholdelse, offentlige overvågningsaktiviteter og kontrolopgaver af anlæg, ejendomme, skovbrug, landbrug og dyrehold.

Stk. 2. Droneoperationer over eller i nærheden af dyrebestande, herunder også vildtlevende fugle, må kun finde sted ved udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med tilsyn, vedligeholdelse, offentlige overvågningsaktiviteter og kontrolopgaver af anlæg, ejendomme, skovbrug, landbrug og dyrehold.

Stk. 3. Trafikstyrelsen eller den, som Trafikstyrelsen efter forudgående aftale overlader beføjelsen efter § 152 i lov om luftfart, kan give tilladelse til, at stk. 1 eller 2 fraviges.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke, hvis dronen flyver over det pågældende område i mindst 100 meters højde med mindst 5 m/s i en lige linje på vej til dronens bestemmelsessted.

§ 16. · Afstand til og overflyvning af offentlig infrastruktur§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 15 meter horisontal afstand fra jernbaner og bybaner, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter. Kører en bybane under jorden, finder 1. pkt. ikke anvendelse. Fjernpiloten, som gennemfører droneoperationen, skal have et kompetencecertifikat.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for droneoperationer i den specifikke kategori, når den operative tilladelse, der skal flyves på basis af, tillader flyvning over jernbaner og bybaner.

§ 17. · Afstand til og overflyvning af offentlig infrastruktur§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted over offentlige veje, hvor den tilladte hastighed er højere end 70 km/t, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter. Fjernpiloten, som gennemfører droneoperationen, skal have et kompetencecertifikat.

Stk. 2. Droneoperationer over offentlige veje, hvor fartgrænsen er 70 km/t eller derover, må, uanset kravet i stk. 1, finde sted, når formålet med droneflyvningen er at krydse den offentlige vej. I disse tilfælde må droneflyvningen dog kun finde sted, når der ikke forekommer trafik på den offentlige vej og efter den korteste rute over den offentlige vej og uden unødigt ophold.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for droneoperationer i den specifikke kategori, når den operative tilladelse, der skal flyves på basis af, tillader flyvning over veje.

§ 18. · Afstand til og overflyvning af offentlig infrastruktur§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 5 meter horisontal afstand fra strømførende luftledninger, medmindre der forinden er indhentet tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter. Fjernpiloten, som gennemfører operationen, skal have et kompetencecertifikat.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for droneoperationer i den specifikke kategori, når den operative tilladelse, der skal flyves på basis af, tillader flyvning nær strømførende luftledninger.

§ 19. · Overflyvning af ejendomme, der anvendes til beboelsesformål§-link ↗

Droneoperationer over huse og dertilhørende haver, gårdspladser og lignende, som er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, må ikke finde sted uden ejers eller beboers samtykke, medmindre operationen sker som led i udførelse af arbejde eller virksomhed, som efter anden lovgivning giver adgang til ejendommen, eller arbejde der udføres på kritisk infrastruktur, herunder forsyningsinfrastruktur, som ejes af infrastrukturforvalteren. Husets ejer eller beboer skal orienteres inden operationen.

Stk. 2. Droneoperationer over beboelsesejendomme og dertilhørende haver, gårdspladser og lignende, som er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, må ikke finde sted uden ejers ellers dennes befuldmægtigedes samtykke, medmindre operationen sker som led i udførelse af arbejde eller virksomhed, som efter anden lovgivning giver adgang til ejendommen, eller arbejde der udføres på kritisk infrastruktur, som ejes af infrastrukturforvalteren. Ved operationer nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, skal beboerne orienteres inden operationen.

Stk. 3. Droneoperationer nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, som ikke er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, må ikke finde sted, medmindre operationen sker som led i udførelse af arbejde eller virksomhed, som efter anden lovgivning giver adgang til ejendommen, eller arbejde der udføres på kritisk infrastruktur, som ejes af infrastrukturforvalteren. Beboerne skal orienteres inden operationen.

Stk. 4. Ved droneoperationer på arealer tilhørende beboelsesejendomme, som ikke er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, må operationer ikke finde sted nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendommen uden ejers eller dennes befuldmægtigedes samtykke, medmindre operationen sker som led i udførelse af arbejde eller virksomhed, som efter anden lovgivning giver adgang til ejendommen, eller arbejde der udføres på kritisk infrastruktur, som ejes af infrastrukturforvalteren. Ved operationer nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, skal beboerne orienteres inden operationen.

Stk. 5. Droneoperatøren kan få samtykket efter stk. 2 eller 4 fra beboelsesejendommens bestyrelse, hvis bestyrelsen har fået fuldmagt til dette fra beboelsesejendommens ejere. Berører en droneoperation efter stk. 2 eller 4 kun en specifik lejlighed i en beboelsesejendom, kan denne lejligheds ejer give tilladelse til operationen.

Stk. 6. Fjernpiloten, som gennemfører operationen, skal som minimum have et certifikat for teoretisk viden.

Stk. 7. Stk. 1-4 gælder ikke, hvis dronen flyver over det pågældende område i mindst 100 meters højde med mindst 5 m/s på vej til dronens bestemmelsessted.

Stk. 8. Stk. 1-4 gælder ikke for droneoperationer i den specifikke kategori, når der i den operative tilladelse, der skal flyves på basis af, er taget stilling til, om der må flyves over private ejendomme.

§ 20. · Droneoperationer i nærheden af indsatssteder§-link ↗

Droneoperationer må ikke finde sted nærmere end 1000 meter horisontal afstand fra indsatssteder, hvor politi, Forsvaret og øvrige beredskabsmyndigheder arbejder, eller hvor operationen er i strid med disse myndigheders særlige fastsatte restriktioner.

Stk. 2. En droneoperation nærmere end 1000 meter horisontal afstand kan gennemføres, hvis dronen anvendes til at udføre en kontraktuel opgave, der allerede er aftalt udført på en specifik dato, eller droneoperationen var i gang, før indsatsstedet blev etableret. Forstyrrer eller forhindrer dronen en indsatsopgave på indsatsstedet, herunder flyver hvor politi og øvrige beredskabsmyndigheder flyver, skal dronen straks landes.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for politiets, Forsvarets og beredskabsmyndigheders droner i det omfang, dronerne bruges under politiets, Forsvarets eller beredskabsmyndighedernes indsats.

§ 21. · Droneoperationer i områder med adgangskontrol§-link ↗

Droneoperationer på områder, hvor færdsel kun kan foretages efter adgangskontrol, men hvor området ikke er omfattet af andre bestemmelser i kapitel 3, må kun finde sted ved udførelse af opgaver for ejeren eller den, der har råderet over området, i forbindelse med tilsyn, vedligeholdelse og kontrolopgaver af anlæg og ejendomme på området, medmindre der er indhentet tilladelse fra ejeren eller forvalteren af området.

Stk. 2. Fjernpiloten, som gennemfører operationen, skal som minimum have et certifikat for teoretisk viden.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for droneoperationer i den specifikke kategori, hvis dronen flyver over det pågældende område i mindst 100 meters højde med mindst 5 m/s på vej til dronens bestemmelsessted, eller hvis der i den operative tilladelse, der skal flyves på basis af, er taget stilling til, om der må flyves over områder med adgangskontrol.

§ 22. · Geografiske dronezoner§-link ↗

Når Trafikstyrelsen udpeger geografiske dronezoner efter artikel 15 i droneforordningen, skal disse udpeges af hensyn til sikkerheden (safety), privatlivets fred, miljøet eller sikkerheden (security).

Stk. 2. Geografiske dronezoner, der udpeges efter stk. 1, kan være tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede.

Stk. 3. Udpegning af geografiske dronezoner i medfør af stk. 1 træder i kraft ved offentliggørelse. Eventuelle vilkår og/eller lempelser, samt tidsrum, som gælder for den geografiske dronezone, vil blive offentliggjort, samtidig med at den geografiske dronezone offentliggøres. Geografiske zoner offentliggøres på dronezoner.dk, jf. bilag 1.

§ 23. · Geografiske dronezoner, hvor der kræves en forudgående tilladelse, før droneoperationer må foretages§-link ↗

Har en droneoperatør fået en tilladelse efter kapitel 3, skal tilladelsen og dokumentation for samtykke, når der skal gives samtykke, være til stede i operationsområdet og skal på forlangende forevises til politiet. Fjernpiloten skal tillige på forlangende fremvise sit dronecertifikat, hvis fjernpiloten skal have et dronecertifikat for at kunne flyve i området.

Kapitel 4 · Droneoperationer i den åbne kategori ved permanente menneskeskabte hindringer i flyvesikringskritisk område

§ 24.§-link ↗

Skal en droneoperatør udføre en opgave for den organisation, der er ansvarlig for en permanent, menneskeskabt hindring, som ligger i et flyvesikringskritisk område, må droneoperatøren operere en drone op til 15 m over hindringens højde, hvis den permanente, menneskeskabte hindring er højere end 25 m, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Fjernpiloten, der opererer dronen, skal 1) have et kompetencecertifikat, 2) flyve dronen VLOS og 3) kontrollere, at dronen er fortøjet.

Stk. 3. Droneoperationen må ikke gennembryde ind- og udflyvningen til den offentlige godkendte flyveplads eller militære flyvestation, som den er fastlagt i planerne, som transportministeren har godkendt. Droneoperationen må ikke finde sted nærmere end 3 km af en offentlig godkendt flyveplads eller militær flyvestation.

Stk. 4. Droneoperatøren skal orientere en offentlig godkendt flyveplads eller militær flyvestation om den planlagte droneoperation, hvis den menneskeskabte hindring ligger nærmere end 5 km fra den offentlige godkendte flyveplads eller 8 km fra en militær flyvestation.

Kapitel 5 · Statsflyvninger

§ 25.§-link ↗

Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på offentlige myndigheder og beredskabsmyndigheder, der som led i deres opgavevaretagelse flyver statsflyvninger med droner. Bestemmelserne i dette kapitel kan ikke anvendes, når den offentlige myndighed flyver dronen i erhvervsmæssigt øjemed.

Stk. 2. Offentlige myndigheder skal registrere sig som droneoperatør i henhold til artikel 14 i droneforordningen og skal have registreringsnummeret stående på samtlige droner tilknyttet myndigheden.

Stk. 3. Den offentlige myndighed har ansvaret for at sikre, at der sker adskillelse mellem den drone, som den offentlige myndighed flyver, og alle andre luftfartøjer.

§ 26.§-link ↗

Trafikstyrelsen skal give tilladelse til, at en offentlig myndighed eller beredskabsmyndighed kan anvende reglerne i dette kapitel og fastsætter efter aftale med den offentlige myndighed eller beredskabsmyndighed kompetence- og uddannelseskrav til de fjernpiloter, der skal flyve i henhold til dette kapitel.

Stk. 2. En offentlig myndigheds fjernpiloter skal efter gennemførelse af uddannelse løbende vedligeholde og udbygge deres flyvefærdigheder i henhold til dette kapitel.

Stk. 3. Fjernpiloter omfattet af stk. 1 og 2, må kun anvende drone i henhold til dette kapitel, hvis fjernpiloten har gennemført uddannelse i henhold til de procedurer, der aftales efter stk. 1.

§ 27. · Generelle sikkerhedsregler ved statsflyvninger§-link ↗

Droneoperationer efter reglerne i dette kapitel skal ske med agtpågivenhed, forsigtighed og iagttagelse af de flyvesikkerhedsrisici, som operationen kan medføre.

Stk. 2. Inden påbegyndelse af operationer efter dette kapitel, skal den offentlige myndighed foretage en operationel risikovurdering i overensstemmelse med bilag 3.

Stk. 3. I det omfang det aftales, at der skal ske en indberetning i tilfælde af havari eller nærved-havari, skal den offentlige myndighed udarbejde en hændelsesindberetning, der bl.a. indeholder oplysninger om operationen, risikovurderingen og afbødende foranstaltninger.

Stk. 4. En hændelsesindberetning efter stk. 3 skal indrapporteres efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 376/2014 af 3. april 2014.

§ 28. · Droneoperationer tæt på eller over flyvesikringskritiske områder og andre geografiske dronezoner§-link ↗

En offentlig myndighed kan foretage operative operationer over områder samt over flyvehøjder eller tættere på end de afstandskrav, der er fastsat for indehavere af kompetencecertifikat i § 9 og § 10 efter procedurer aftalt mellem den offentlige myndighed og Trafikstyrelsen.

Stk. 2. Hvis der ikke er fastsat en procedure i henhold til stk. 1, kan den offentlige myndighed på stedet aftale vilkår for den konkrete droneoperation med relevante aktører.

Stk. 3. En aftale efter stk. 2 skal kunne dokumenteres og skal efter anmodning fremsendes til Trafikstyrelsen.

§ 29. · Droneoperationer tæt på eller over flyvesikringskritiske områder og andre geografiske dronezoner§-link ↗

En offentlig myndighed kan foretage operative operationer over eller horisontalt tættere på end de afstandskrav, der er fastsat for områder og bygninger omfattet af §§ 9-19, § 21 og § 24. Beredskabsmyndigheder og Forsvaret kan foretage operationer over eller horisontalt tættere på end det afstandskrav, der er fastsat for indsatssteder i § 20. Beredskabsmyndighederne og Forsvaret skal koordinere med politiet, herunder politiets indsatsleder for indsatsstedet.

Stk. 2. Den offentlige myndighed skal på forhånd advisere om operationen til en ejer eller forvalter af områder nævnt i stk. 1, hvis formålet ikke dermed forspildes.

Stk. 3. Overflyvning af områder, som anvendes af diplomatiske repræsentationer og internationale organisationer, der nyder særstilling, må ikke foretages uden samtykke fra den diplomatiske repræsentation eller den internationale organisation.

Kapitel 6 · Dispensation

§ 30.§-link ↗

Trafikstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne, herunder afstandskrav og kompetencekrav, i denne bekendtgørelse, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, herunder internationale bestemmelser på området. Rigspolitiet og Forsvarskommandoen skal give samtykke, hvis Trafikstyrelsen dispenserer fra bestemmelserne i § 9 og §§ 11-13.

§ 31. · Digitale ansøgninger§-link ↗

Ansøgninger efter §§ 9-19, § 21 og § 24 og ansøgninger om tilladelser i den specifikke kategori skal indsendes via de blanketter, som Trafikstyrelsen stiller til rådighed for ansøgerne på www.virk.dk eller på Trafikstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Trafikstyrelsen kan godkende, at borgere eller udenlandske virksomheder uden et elektronisk ID kan ansøge enten skriftligt på en anden måde end via de elektroniske blanketter.

Kapitel 7 · Klageadgang

§ 32.§-link ↗

Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til transportministeren eller anden administrativ myndighed i henhold til bekendtgørelse om Trafikstyrelsens opgaver og beføjelser, klageadgang og kundgørelse af visse af Trafikstyrelsens forskrifter.

Stk. 2. Afgørelser truffet i medfør af § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, og § 18, stk. 1, efter denne bekendtgørelse kan påklages til Trafikstyrelsen.

Stk. 3. Overlader Trafikstyrelsen kompetence til at træffe afgørelse efter § 11, stk. 3, § 12, stk. 4, § 14, stk. 1, eller § 15, stk. 3, til en anden myndighed, kan afgørelser truffet i medfør af disse bestemmelser påklages til Trafikstyrelsen.

Kapitel 8 · Straf

§ 33.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i § 4, stk. 1, § 5, stk. 1-4, § 9, stk. 1-3, § 10, stk. 1 og 2 og stk. 5, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1-3 og stk. 5, § 13, § 14, § 15, stk. 1 og 2, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1-4 og stk. 6, § 20, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1 og 2, og § 24 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

§ 34. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2253 af 29. december 2020 om supplerende bestemmelser til EU-forordning 2019/947 om regler og procedurer for operation af ubemandede luftfartøjer ophæves.

§ 35. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.