Bekendtgørelse nr. 1457 · 2023

Gældende

Bekendtgørelse om broreglementer for broer i danske farvande

Bekendtgørelse om broreglementer for broer i danske farvande

Dokumentdato: 4. dec. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse for udarbejdelse af broreglementer, som regulerer sejlads i danske farvande gennem broer, som fører over sejlbart farvand.

§ 2. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Skib: Enhver form for flydende materiel, der kan anvendes som transportmiddel på vandet, herunder pramme og joller. 2) Sejlbart farvand: Et farvand, hvori der kan navigeres på baggrund af søkort eller andre officielle sejladsanvisninger. I tilfælde af tvivl om, hvad der betragtes som sejlbart farvand, træffer Søfartsstyrelsen afgørelse herom. 3) Klapbro: Enhver bro, som ved åbning kan tilvejebringe fri gennemsejlingshøjde, f.eks. traditionel klapbro, svingbro og skydebro. 4) Fast bro: En bro, som ikke kan åbnes, og gennemsejlingshøjden er begrænset af broens konstruktion. 5) Brovagt: Den bemyndigede person, som fra broen eller via fjernbetjening varetager opgaver i forbindelse med broåbning af en klapbro. 6) Gennemsejlingshøjde: Den fysiske højde af et gennemsejlingsfag målt i forhold til middelvandstand (Dansk Vertikal Reference, DVR-90). 7) Gennemsejlingsbredde: Den mindste fysiske afstand mellem bropillerne i et gennemsejlingsfag. 8) Broejer: Den person eller juridiske person, der er juridisk ejer af broen. I tilfælde af at en bro ejes af to eller flere personer eller juridiske personer, påfalder broejers pligter og ansvar efter denne bekendtgørelse ejerne kollektivt.

§ 3. · Udarbejdelse af broreglementer§-link ↗

For nye broer skal broejer, senest 6 måneder før broen forventes taget i brug, indsende et udkast til tegningsmateriale og analyse af sejladsmæssige risici som beskrevet i bilag 1 til denne bekendtgørelse. Søfartsstyrelsen træffer på baggrund af det indsendte materiale afgørelse om, en bro er omfattet af denne bekendtgørelse. Træffer Søfartsstyrelsen afgørelse om, at en ny bro er omfattet af denne bekendtgørelse, skal broejer indsende et udkast til broreglement som beskrevet i bilag 1 til denne bekendtgørelse. Såfremt Søfartsstyrelsen foretager ændringer i udkastet til broreglement, sendes dette til udtalelse hos broejer. Herefter sender Søfartsstyrelsen udkastet i høring hos relevante interessenter. Høringen vil være tilgængelig på Høringsportalen. Efter eventuelle justeringer på baggrund af modtagne høringssvar godkender Søfartsstyrelsen broreglementet og kundgør det i Efterretninger for Søfarende.

Stk. 2. Såfremt broejer ønsker at ændre et eksisterende broreglement, indsendes et udkast til ændret broreglement til Søfartsstyrelsen senest 3 måneder inden den ønskede ikrafttrædelsesdato. Sammen med udkastet til broreglementet indsendes en begrundelse for forslaget samt en vurdering af ændringens betydning for sejladssikkerheden. På Søfartsstyrelsens hjemmeside findes vejledning om det materiale, Søfartsstyrelsen skal bruge til sagsbehandling. Såfremt Søfartsstyrelsen foretager ændringer i udkastet til ændret broreglement, sendes dette til udtalelse hos broejer. Herefter kan Søfartsstyrelsen sende udkastet i høring hos relevante interessenter. Høringen vil i så fald være tilgængelig på Høringsportalen. Efter eventuelle justeringer på baggrund af modtagne høringssvar godkender Søfartsstyrelsen broreglementet og kundgør det i Efterretninger for Søfarende.

§ 4. · Udarbejdelse af broreglementer§-link ↗

Broreglementer eller ændringer til disse træder i kraft på den dato, som kundgøres i Efterretninger for Søfarende, der kan findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside. Det til enhver tid gældende broreglement kan findes på www.danskehavnelods.dk.

§ 5. · Straf§-link ↗

Overtrædelse af § 3, stk. 1 og 2, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 6. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 124 af 6. februar 2015 om broreglementer for broer i danske farvande ophæves.