Bekendtgørelse nr. 874 · 2023

Historisk

Bekendtgørelse om gebyrer for Banedanmarks beredskabsydelser, kurser og uddannelser samt tredjepartsprojekter

Bekendtgørelse om gebyrer for Banedanmarks beredskabsydelser, kurser og uddannelser samt tredjepartsprojekter

Dokumentdato: 22. jun. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Gebyrer for beredskabsydelser§-link ↗

I de tilfælde, hvor der i henhold til en adgangskontrakt, jf. jernbanelovens § 20, stk. 1, eller en anvendelsesaftale, jf. jernbanelovens § 11, stk. 2, er pligt til at bruge Beredskab Banedanmark, opkræves gebyr, jf. bilag 1.

Stk. 2. I tilfælde, hvor der er en frivillig anvendelse af Beredskab Banedanmark, opkræves gebyr, jf. bilag 1.

Stk. 3. Beredskab Banedanmarks ydelser afregnes efter medgået tid. Der afregnes dog maksimalt for 3 timers transport pr. vej.

§ 2. · Gebyrer for tredjepartsprojekter§-link ↗

Der opkræves gebyr for tredjepartsprojekter, som kan medføre ændringer i jernbaneinfrastrukturen, eller hvis projekterne har en potentiel jernbanesikkerhedsmæssig konsekvens. Gebyrer opkræves efter medgået tid, jf. bilag 2.

Stk. 2. I forbindelse med tredjepartsprojekter viderefaktureres gebyrer for Trafikstyrelsens ibrugtagningstilladelser.

Stk. 3. Gebyrer, som overstiger 10.000 kr., opkræves pr. måned.

§ 3. · Gebyrer for kurser og uddannelser§-link ↗

For Banedanmarks sikkerhedsklassificerede og banetekniske uddannelser opkræves deltagergebyr, jf. bilag 3.

Stk. 2. Udover allerede planlagte kurser og uddannelser, jf. bilag 3, kanBanedanmark gennemføre supplerende kurser og uddannelser, som bestilles af en deltager.

Stk. 3. For supplerende kurser og uddannelser, jf. stk. 2, betales et minimumsgebyr svarende til gebyret for 5 deltagere, jf. bilag 3, såfremt antallet af deltagere udgør under 5. Minimumsgebyret betales af den deltager, som har anmodet Banedanmark om at gennemføre de supplerende kurser og uddannelser.

Stk. 4. Minimumsgebyret, jf. stk. 3, nedsættes, såfremt der tilmeldes flere deltagere til kurset og uddannelsen fra andre bestillere end den oprindelige. De efterfølgende bestillere betaler alene gebyr for deres egen deltagelse, hvilket modregnes forholdsmæssigt i prisen opkrævet fra den oprindelige bestiller, indtil deltagergebyret for den oprindelige bestiller svarer til et gebyr pr. deltager, jf. bilag 3.

§ 4. · Gebyrer for kurser og uddannelser§-link ↗

Tilmeldingsfrister og afmeldingsfrister fremgår af Banedanmarks kursusportal.

Stk. 2. Ved afmelding efter afmeldingsfristen opkræves det fulde deltagergebyr, dog ikke hvis kurset eller uddannelsen er fyldt op, eller hvis en kollega fra samme virksomhed overtager deltagerpladsen.

§ 5. · Generelle bestemmelser§-link ↗

Betalingsfristen er netto 30 dage efter afsendelse af faktura. Overskrides forfaldsdatoen opkræves morarenter og rykkergebyrer efter reglerne i renteloven.

Stk. 2. Såfremt fakturaen ikke betales, overdrages fordringen til inddrivelse efter reglerne i gældsinddrivelsesloven.

§ 6. · Klageadgang§-link ↗

Afgørelser truffet af Banedanmark efter denne bekendtgørelse kan påklages til transportministeren.

§ 7. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.