§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Landbrugsstyrelsen kan give tilskud til, at unge landbrugere eller unge gartnere etablerer en landbrugsbedrift eller et gartneri.
§ 2. · Ansøgningskriterier§-link ↗
Ansøger skal opfylde følgende kriterier: 1) have et aktivt CVR-nummer, 2) eje en virksomhed, som driver en primær landbrugsbedrift eller et gartneri, der producerer produkter omfattet af bilag 1 til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som ikke har været genstand for forarbejdning eller forædling med undtagelse af aktiviteter vedrørende forberedelse til første salg, 3) have et årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 arbejdstimer opgjort efter de normtimesatser, der er fastsat i bilag 1. Hvis produktionsformen ikke fremgår af bilag 1, afgør Landbrugsstyrelsen arbejdskraftbehovet efter en konkret vurdering, 4) være under 41 år gammel på tidspunktet for ansøgning om tilsagn, 5) have en købsaftale eller et endeligt skøde, som ikke er tinglyst mere end 4 år før ansøgningstidspunktet, og 6) have en uddannelse, tilsvarende eller højere end faglært landmand eller gartner.
Stk. 2. Der kan ikke gives tilskud til unge landbrugere, som tidligere har modtaget 5 års støtte under ordning om årlig betaling til unge landbrugere (Støtte til unge landbrugere), jf. artikel 50, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013. jf. dog § 7.
Stk. 3. Der kan ikke gives tilskud til unge landbrugere, som tidligere har modtaget etableringsstøtte til unge landbrugere efter denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud kan ikke gives til konkursboer.
§ 3. · Ansøgningen§-link ↗
Ansøgning om tilsagn om tilskud indgives ved brug af det ansøgningsskema, som er tilgængeligt for ordningen, og skal vedlægges en forretningsplan. Hvis der ikke er foretaget tinglysning af aftalen, skal købsaftalen vedlægges ansøgningen om tilsagn om tilskud.
Stk. 2. Ansøgninger om tilsagn om tilskud skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen i en af følgende perioder: 1) 1. februar 2023 til 24. april 2023. 2) 1. februar 2024 til 22. april 2024. 3) 3. februar 2025 til 21. april 2025. 4) 2. februar 2026 til 20. april 2026. 5) 1. februar 2027 til 19. april 2027.
§ 4. · Afgørelse på baggrund af prioriteringen§-link ↗
Der træffes afgørelse om tilsagn om tilskud på grundlag af en samlet prioritering af alle tilskudsberettigede ansøgninger inden for hver ansøgningsperiode.
Stk. 2. Ansøgninger prioriteres efter datoen for endelig indgåelse af købsaftalen eller endelig tinglysning. Ansøgninger rangordnes fra nyeste til ældste.
Stk. 3. Hvis der på grund af de bevillingsmæssige rammer skal gives afslag til et eller flere projekter, gives der afslag til de ansøgninger, der opnår lavest prioritering, jf. stk. 2.
Stk. 4. Hvis der efter prioriteringen i stk. 3 fortsat er lighed mellem et eller flere projekter, træffes der afgørelse ved elektronisk, automatiseret lodtrækning.
§ 5. · Projektperiode§-link ↗
Projektperioden er på 1 år, og løber fra ansøgningen om tilsagn er modtaget i Landbrugsstyrelsen, medmindre andet fremgår af tilsagnet eller bliver meddelt af Landbrugsstyrelsen.
§ 6. · Beregning af tilskud§-link ↗
Der kan gives tilskud beregnet på baggrund af følgende faste satser: 1) 50.000 Euro ved et årligt arbejdskraftsbehov på mindst 830 timer, og 2) 100.000 Euro ved et årligt arbejdskraftsbehov på mindst 1.665 timer.
Stk. 2. Tilskuddet udbetales i DKK.
§ 7. · Beregning af tilskud§-link ↗
Er der ydet tilskud til unge landbrugere under ordning om årlig betaling til unge landbrugere (Støtte til unge landbrugere), jf. artikel 50, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013, i mindre end 5 år, nedsættes tilskuddet efter denne bekendtgørelse, så det samlede offentlige tilskud ikke overstiger loftet fastsat i § 6.
Stk. 2. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan kombineres med andre offentlige, nationale tilskud i form af garanti, kaution eller lignende til omkostninger, der er tilskudsberettigede efter denne bekendtgørelse.
§ 8. · Beregning af tilskud§-link ↗
Tilsagn om tilskud er betinget af, at tilsagnshaver fra ansøgningstidspunktet til og med udløbet af projektets opretholdelsesperiode, jf. § 9, nr. 2, til stadighed minimum har det årlige arbejdskraftbehov, som er beskrevet i § 2, stk. 1, nr. 4.
§ 9. · Beregning af tilskud§-link ↗
Tilsagnshaver er forpligtet til: 1) At informere offentligheden om tilskuddet fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, herunder ved skiltning, jf. bilag III, del 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2022/129 af 21. december 2021. 2) At sørge for, at projektet opretholdes i 3 år efter datoen for slutudbetaling.
§ 10. · Udbetaling af tilskud§-link ↗
Tilsagnshaver kan anmode om udbetaling af tilskud, når etableringen er gennemført.
Stk. 2. Etableringen af landbrugsbedriften eller gartneriet, jf. § 1, anses for gennemført, når det fremgår af registreringen af virksomhedens i CVR, at tilsagnshaver har en stemmeandel på mindst 50 pct. i virksomheden, jf. § 2, stk. 1, nr. 2. Derudover skal tilsagnshaver sikre, at en af følgende betingelser er opfyldt: 1) Det skal fremgå af endeligt tinglyst skøde på fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 25, at tilsagnshaver ejer mindst 25 pct. af ejendommen, jf. § 2, stk. 1, nr. 5. 2) Den besætning eller de maskiner, der er erhvervet som led i etableringen af landbrugsbedriften eller gartneriet, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, er tinglyst som virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c. 3) Det skal, hvis tilsagnshaver er et aktieselskab, anpartsselskab eller partnerselskab, fremgå af den digitale ejerbog, der er tilgængelig i CVR, at tilsagnshaver ejer mindst 25 pct. af virksomheden, jf. § 2, stk. 1, nr. 2.
§ 11. · Udbetaling af tilskud§-link ↗
Tilsagnshaver erklærer ved indsendelse af anmodningen om udbetaling etableringen for afsluttet og gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.
Stk. 2. Anmodning om udbetaling skal være modtaget hos Landbrugsstyrelsen senest på projektperiodens slutdato, jf. § 5.
Stk. 3. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indgives ved brug af det udbetalingsskema, der er tilgængeligt for ordningen. Som bilag til det udfyldte udbetalingsskema, skal der vedlægges følgende: 1) Dokumentation for korrekt udført skiltning, jf. § 9, nr. 1. Som dokumentation for skiltning på erhvervsmæssig hjemmeside og officielle sociale medieplatforme angives websted eller der sendes skærmbilleder af webstedet. 2) Hvis tilsagnshaver ejer mindre end 50 pct. af virksomheden, skal indsendes dokumentation for, at tilsagnshaver er driftsleder. Dette kan f.eks. være selskabskontrakt, stiftelsesdokument, vedtægter, mødereferat fra generalforsamling eller beslutningsdygtigt forum, regnskaber, strategi- og udviklingsplaner, herunder planer for at øge ejerskabsprocenten, dokumentation for, at tilsagnshaver er tegningsberettiget, eller lignende dokumentation, der kan påvise beslutningsret i tilsagnshavers selskab.
Stk. 4. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af de i § 6 fastsatte satser.
Stk. 5. Tilskud kan alene udbetales i én slutudbetaling.
§ 12. · Udbetaling af tilskud§-link ↗
Udbetaling af tilskud nedsættes med 1 pct. pr. kalenderdag til og med den 20. kalenderdag, hvis udbetalingsanmodningen modtages i Landbrugsstyrelsen efter fristen fastsat i § 11, stk. 2.
§ 13. · Udbetaling af tilskud§-link ↗
Tilskuddet udbetales til tilsagnshavers NemKonto.
§ 14. · Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling og nedsættelse af tilskud§-link ↗
Tilsagn bortfalder, og tilskud skal tilbagebetales, når: 1) Tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse. 2) Tilsagnshaver har tilsidesat sine pligter efter lovens § 8 eller § 15, stk. 2. 3) Tilsagnshaver lægger hindringer i vejen for kontrolmyndighedens adgang til området for etableringen. 4) Betingelsen i § 8 ikke er opfyldt. 5) Anmodning om udbetaling ikke er modtaget i Landbrugsstyrelsen, og der er forløbet mere end 20 dage fra udløbet af fristen for indsendelse af anmodning om udbetaling af tilskud, som fastsat i § 11, stk. 2.
Stk. 2. Tilskuddet kræves tilbagebetalt, hvis forpligtelsen i § 9, nr. 2, ikke overholdes. Der anvendes følgende procentsatser ved beregningen af tilbagebetalingskravet: 1) Hvis forpligtelserne er overholdt i 0 dage eller i op til én måned, medfører det, at tilsagnet bortfalder, og hele tilskuddet kræves tilbagebetalt. 2) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end én måned, men ikke mere end 18 måneder, medfører det, at 80 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt. 3) Hvis forpligtelserne er overholdt i mere end 18 måneder, men mindre end 36 måneder, medfører det, at 40 pct. af tilskuddet kræves tilbagebetalt.
§ 15. · Bortfald af tilsagn, tilbagebetaling og nedsættelse af tilskud§-link ↗
Tilskuddet nedsættes, hvis der konstateres manglende overholdelse af skiltning, jf. § 9, nr. 1, som beskrevet i bilag III, del 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2022/129 af 21. december 2021. Nedsættelsen udgør 1 pct. af tilskudsbeløbet.
§ 16. · Obligatorisk digital kommunikation§-link ↗
Afgørelser og partshøringer efter forvaltningslovens § 19 samt anmodninger om supplerende oplysninger i forbindelse med sagsbehandlingen sendes digitalt til ansøgeren via Tast selv.
§ 17. · Obligatorisk digital kommunikation§-link ↗
Ansøgninger, anmodninger om udbetaling, besvarelse af partshøringer efter forvaltningslovens § 19 samt supplerende oplysninger til sagen indgives til Landbrugsstyrelsen via Tast selv.
§ 18. · Ikrafttrædelse§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2023 om etableringsstøtte til unge landbrugere ophæves.