Bekendtgørelse nr. 313 · 2023

Gældende

Bekendtgørelse om standardvedtægt for institutioner for forberedende grunduddannelse

Bekendtgørelse om standardvedtægt for institutioner for forberedende grunduddannelse

Dokumentdato: 21. mar. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Standardvedtægt§-link ↗

Institutionens styrelse reguleres i en vedtægt, som skal være i overensstemmelse med standardvedtægten i denne bekendtgørelses bilag 1.

Stk. 2. Det er institutionens bestyrelse, der fastsætter vedtægten, jf. dog § 5.

§ 2. · Standardvedtægt§-link ↗

I bilaget om standardvedtægten markerer: 1) Kantet parentes […], at institutionen selv skal formulere teksten. I de kantede parenteser er det med kursiv anført, hvad teksten skal vedrøre. 2) Krøllet parentes {…}, at institutionen kan undlade den pågældende tekst, jf. dog § 3.

§ 3. · Standardvedtægt§-link ↗

Indholdet af standardvedtægtens krøllede parentes i § 6, stk. 2, 2. og 3. pkt., medtages kun i vedtægten for institutioner, hvor det er fastsat i vedtægtens § 4, stk. 2, nr. 1, at der udpeges bestyrelsesmedlemmer ved selvsupplering, jf. § 4.

Stk. 2. Indholdet af standardvedtægtens krøllede parenteser i § 13, stk. 2 og 3, og § 17 medtages kun i vedtægten for institutioner, hvor det er fastsat i vedtægtens § 13, stk. 1, at der skal vælges en næstformand.

§ 4. · Standardvedtægt§-link ↗

Ved selvsupplering udpeger de stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget til den tiltrædende bestyrelse, i forening, det antal udefrakommende medlemmer af bestyrelsen, der ifølge vedtægten skal udpeges ved selvsupplering.

Stk. 2. Ved bestyrelsens beslutning om selvsupplering skal der være flertal af udefrakommende medlemmer.

§ 5. · Standardvedtægt§-link ↗

Ved institutionens oprettelse fastsætter børne- og undervisningsministeren institutionens vedtægt, jf. lovens § 5, stk. 1, 2. pkt. Ved sammenlægning eller spaltning af en institution godkender ministeren institutionens vedtægt, jf. lovens § 9, stk. 3.

Stk. 2. Institutionens navn, som skal indeholde betegnelsen forberedende grunduddannelser eller fgu, godkendes af børne- og undervisningsministeren, jf. lovens § 2, stk. 3, 3. pkt.

§ 6. · Standardvedtægt§-link ↗

Såfremt institutionen ønsker at fravige det maksimale antal bestyrelsesmedlemmer, jf. standardvedtægtens § 4, stk. 1, kan dette alene ske efter børne- og undervisningsministerens godkendelse, jf. lovens § 11, stk. 3 og 4.

§ 7. · Offentliggørelse af vedtægten m.v.§-link ↗

Institutionens vedtægt skal offentliggøres på institutionens hjemmeside sammen med datoerne for 1) bestyrelsens vedtagelse, 2) børne- og undervisningsministerens fastsættelse eller godkendelse og 3) offentliggørelsen på hjemmesiden, jf. lovens § 2, stk. 4.

Stk. 2. Vedtægten træder tidligst i kraft ved offentliggørelsen på hjemmesiden, jf. lovens § 2, stk. 4.

Stk. 3. Informationerne skal være lettilgængelige, jf. lovens § 54, stk. 1.

§ 8. · Ikrafttrædelse§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2023.

Stk. 2. Institutioner omfattet af lov om institutioner for forberedende grunduddannelse skal inden den 1. oktober 2023 tilrette institutionens vedtægt i overensstemmelse med standardvedtægten i bilag 1 og offentliggøre vedtægten på institutionens hjemmeside sammen med datoerne, jf. § 7, stk. 1.

Stk. 3. Følgende bekendtgørelser ophæves: 1) Bekendtgørelse nr. 1094 af 30. august 2018 om visse midlertidige regler for institutioner for forberedende grunduddannelse. 2) Bekendtgørelse nr. 1492 af 13. december 2018 om visse beslutninger med kvalificeret flertal i de første bestyrelser for institutioner for forberedende grunduddannelse.