Bekendtgørelse nr. 240 · 2023

Historisk

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker

Dokumentdato: 6. mar. 2023Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål og opdeling§-link ↗

Erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og oplæring opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: 1) Håndværks-, sikkerheds- og servicemæssige ydelser ved servicering af bolig-, erhvervs- og institutionsejendomme, herunder legepladser, offentlige bygninger samt sportsanlæg mv. 2) Kommunikation og serviceydelser, der kan have social karakter over for brugere eller beboere, der omfatter alle befolkningsgrupper. 3) Energioptimering og miljøbevidst drift af bygninger, herunder fokus på grøn omstilling, anvendelse af it-baseret udstyr, programmer og materialer til optimal drift af varme- og ventilationssystemer. 4) Vedligeholdelse af bygninger med tilhørende indendørs og udendørs anlæg, udstyr, faciliteter og arealer samt anvendelse af relevante materialer i forbindelse med opgaverne. 5) Indkøb af maskiner og udstyr samt betjening og vedligeholdelse af disse. 6) Målrettet vejledning af forskellige brugere og beboere i rettigheder og pligter ved anvendelse af bygninger og deres faciliteter, ved kontakt til kommuner, institutioner og boligorganisationer samt ved varetagelse af bygningernes sikkerhed. 7) Administrative og ledelsesmæssige opgaver, herunder arbejdsplanlægning, planlægning af personale- ressourcer inden for området, rekvirering af og tilsyn med eksterne håndværkere, budgettering o. lign.

Stk. 2. Uddannelsen afsluttes med specialet ejendomsservicetekniker, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

§ 2. · Varighed§-link ↗

Uddannelsen varer 3 år og 9 måneder, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed består af grundforløbets 1. og 2. del, der hver er på 20 skoleuger, og hovedforløbet.

Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens hovedforløb 2 år og 9 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 25 uger fordelt på fire skoleperioder.

Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens hovedforløb 2 år og 8 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 22 skoleuger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i fire skoleperioder for forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv 2-forløb).

§ 3. · Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet§-link ↗

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-5.

Stk. 2. Eleven skal have følgende kompetencer med præstationsstandarden begynderniveau: 1) Eleven kan i konkrete service- og samarbejdssituationer kommunikere hensigtsmæssigt i forhold til modtageren. 2) Eleven kan i samarbejde andre og med fokus på egen adfærd håndtere almindeligt forekomne konflikter mellem kolleger, brugere, klienter, kunder m.fl. 3) Eleven kan på baggrund af viden om og fokus på personlig hygiejne fremstå serviceminded i jobsituationen. 4) Eleven kan medvirke til at skabe et godt fysisk arbejdsmiljø. 5) Eleven kan på baggrund af viden om principper for arbejdsbevægelser medvirke til at fremme bevidstheden om egen rolle ved forebyggelse af arbejdsskader. 6) Eleven kan håndtere kemiske produkter i forhold til fagets arbejdsopgaver, sikkerhedsmæssigt forsvarligt. 7) Eleven kan under vejledning vælge relevante personlige værnemidler. 8) Eleven kan deltage i at udføre administrative opgaver, herunder indkøb af daglige forbrugsvarer ved bygningens driftskontor. 9) Eleven kan medvirke til at planlægge eget arbejde med udgangspunkt i enkle arbejdsplaner og brugernes ønsker samt deltage i planlægning af arbejdsopgaver for arbejdsgrupper eller teams, herunder ferieplanlægning. 10) Eleven kan korrigere for eventuelle fejl og mangler i arbejds- og ferieplaner. 11) Eleven kan på baggrund af grundlæggende viden om it anvende generelle funktioner i almindelige tekst- og talbehandlingsprogrammer, der anvendes ved løsning af brancherelevante opgaver. 12) Eleven kan deltage i opmåling af arealer i forbindelse med mindre byggeprojekter eller ved etablering af plæner, bede, flisearealer, legearealer mv. 13) Eleven kan på baggrund af grundlæggende viden om kildesortering og under hensyn til hygiejne foretage affaldshåndtering, der er relevant for en specifik arbejdsplads.

Stk. 3. Eleven skal have følgende kompetencer med præstationsstandarden rutineret niveau: 1) Eleven kan i kendte situationer vurdere, hvilke redskaber, hjælpemidler, maskiner og måleinstrumenter, der skal anvendes til en given opgave, og bruge udstyret ergonomisk hensigtsmæssigt. 2) Eleven kan selvstændigt foretage udregning af apparaters belastning på sikringer. 3) Eleven kan foretage ren- og vedligeholdelse af udendørs arealer, herunder foretage ikke-kemisk ukrudtsbekæmpelse. 4) Eleven kan selvstændigt foretage aflæsning, indregulering og korrigering af ressourceforbrug herunder vand-, varme- og elforbrug, foretage måling af luftstrømme ved ventilationssystemer samt indregulere ventilationssystemer efter proportionalmetoden.

Stk. 4. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakter: 1) Psykologi på F-niveau, bestået. 2) Erhvervsinformatik på niveau F, gennemført. 3) Dansk på E-niveau, bestået. 4) Naturfag på F-niveau, bestået.

Stk. 5. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende: 1) Varmt arbejde i henhold til Arbejdstilsynets krav om brandforanstaltninger i forbindelse med gnist- producerende værktøj. 2) Kompetencer svarende til "Førstehjælp på erhvervsuddannelserne inkl. færdselsrelateret førstehjælp", efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. oktober 2020. 3) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014.

§ 4. · Kompetencer i hovedforløbet§-link ↗

Hovedforløbet har følgende kompetencemål: 1) Eleven kan medvirke til ressourcebesparende, energioptimeret og miljøbevidst ejendomsdrift, vedligeholdelse og bygningssikkerhed. 2) Eleven kan varetage drift og vedligeholdelse af vand-, varme- og ventilationsanlæg med henblik på energioptimering. 3) Eleven kan betjene bygningernes tekniske anlæg og installationer. 4) Eleven kan foretage reparations- og udskiftningsopgaver i bygninger såvel ude som inde samt på tekniske anlæg, faciliteter, installationer og maskiner inden for gældende lovgivning. 5) Eleven kan varetage drift og vedligeholdelse af lokaler til særlige formål. 6) Eleven kan medvirke til optimal ressourcebesparende og miljømæssig pleje samt vedligeholdelse af de til bygningerne tilhørende udearealer og faciliteter. 7) Eleven kan varetage affaldshåndtering, herunder håndtering af miljøfarligt affald. 8) Eleven kan håndtere kemikalier til forskellige formål sikkerhedsmæssigt forsvarligt. 9) Eleven kan sikkerhedsmæssigt forsvarligt betjene værktøjer og maskiner til brug såvel inden- som udendørs, herunder også maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning. 10) Eleven kan betjene, vejlede og samarbejde med brugere, herunder beboere, offentlige myndigheder og samarbejdspartnere, såvel interne som eksterne, på en professionel og serviceorienteret måde. 11) Eleven kan vejlede lejere/brugere om rettigheder og pligter i leje-/brugerforhold. 12) Eleven kan identificere forskellige skadedyr i og ved bygninger, foretage bekæmpelse med såvel ikke-kemiske som kemiske midler inden for gældende regler samt foretage relevant forebyggelse mod skadedyrsangreb. 13) Eleven kan varetage tilstandsvurdering ved ind- og udflytning. 14) Eleven kan vejlede brugere og beboere om det offentlige serviceapparat, boligsociale aktiviteter, boligers brug og vedligeholdelse, muligheder for ændringer af bygningers og boligers indretning samt vejlede om miljøbevidst adfærd i forhold til energiforbrug. 15) Eleven kan læse og tale sproget engelsk. 16) Eleven kan beskrive og perspektivere elementære psykologiske problemstillinger med relevans for ejendomsservice. 17) Eleven kan anvende fysiske og kemiske begreber og modeller til at forklare erhvervsfaglige problemstillinger med naturfagligt indhold. 18) Eleven kan udarbejde vedligeholdelsesplaner, -programmer og -rapporter, budgetlægning og bygge- sagsbehandling. 19) Eleven kan varetage administrative og ledelsesmæssige opgaver ved bygningsdrift, herunder rekvirere håndværkere og foretage indkøb. 20) Eleven kan planlægge arbejdsopgaver ud fra en ressourcevurdering. 21) Eleven kan anvende regler, standarder mv. for at sikre at legeudstyr er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand. 22) Eleven kan medvirke ved indretning af legepladser. 23) Eleven kan dokumentere forståelse for sammenhæng mellem teori og praksis gennem skriftlige, oplæringsrelevante opgaver. 24) Eleven kan sikkerhedsmæssigt og professionelt afværge eskalerende konfliktsituationer. 25) Eleven kan anvende den læring, eleven opnår i skoleundervisningen til at løse praktiske opgaver under oplæringen og eleven kan ligeledes udvælge praktiske opgaver fra oplæringen som gøres til genstand for refleksion i skoleundervisningen.

§ 5. · Godskrivning§-link ↗

Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6. · Afsluttende prøve§-link ↗

Uddannelsens afsluttende prøve afholdes som en del af sidste skoleperiode. Prøven afholdes af skolen i samråd med det faglige udvalg. Prøven udgør en svendeprøve. Prøven består af en skriftlig prøve, en mundtlig eksamination og en praktisk prøve. Prøven bedømmes efter 7-trinsskalaen. Prøven skal afdække elevens opnåede kompetencer inden for uddannelsen.

Stk. 2. Prøven afvikles over to dage. Delprøverne har følgende indhold og varighed mv.: 1) Den skriftlige prøve er en multiple choice test, der består af spørgsmål inden for de bundne uddannelsesspecifikke fag, og som skal besvares elektronisk inden for en varighed af 1 klokketime. Under besvarelsen må de hjælpemidler, der er anvendt i undervisningen, benyttes. Internetadgang er ikke tilladt under prøven. 2) Den mundtlige eksamination består af fremlæggelse af et valgfrit individuelt skriftligt projekt, som skal knytte sig til emner inden for bundne og valgfrie uddannelsesspecifikke fag. Projektet udføres i den sidste skoleperiode inden for en varighed af 1 uge. Eksaminationen har en varighed af 20 minutter inkl. votering. 3) Den praktiske prøve består af løsning af en praktisk opgave inden for bundne uddannelsesspecifikke fag. Prøven kan indeholde flere delelementer. Opgaven tildeles ved lodtrækning. Eleven har forberedelsestid på 1 klokketime. Opgaven skal løses inden for en varighed af 3 klokketimer.

Stk. 3. Der gives én karakter for hver af prøvens tre dele. Eleven har bestået, hvis der opnås mindst karakteren 02 for henholdsvis den skriftlige, den mundtlige og den praktiske del. Prøven bedømmes af en eksaminator og to censorer (skuemestre). Skuemestrene er til stede ved den mundtlige eksamination og under hele den praktiske prøve.

Stk. 4. Prøvens grundelementer er følgende: 1) Mål og krav for prøven er, at eleven skal vise at uddannelsens mål er nået ved at demonstrere håndværks-, sikkerheds- og servicemæssige ydelser gennem servicering af bygninger og tilhørende udearealer, herunder planlægge og gennemføre relevante arbejdsopgaver på tekniske anlæg samt på og med maskiner. 2) Eksaminationsgrundlaget er følgende: a) Ved den skriftlige prøve er det spørgsmål i multiple choice testen inden for bundne uddannelsesspecifikke fag. b) Ved den mundtlige prøve er det elevens individuelle skriftlige projekt, der skal udarbejdes i den sidste skoleperiode. Projektet tager udgangspunkt i bundne uddannelsesspecifikke fag og valgfrie uddannelsesspecifikke fag. c) Ved den praktiske prøve er det den stillede opgave inden for bundne uddannelsesspecifikke fag. 3) Bedømmelsesgrundlaget er følgende: a) For den skriftlige prøve er det elevens elektroniske besvarelse ved multiple choice testen. b) For den mundtlige prøve er det elevens mundtlige præstation med udgangspunkt i det individuelle skriftlige projekt. c) For den praktiske opgave er det elevens praktiske løsning af den stillede opgave. 4) Bedømmelseskriterierne danner baggrund for en helhedsvurdering af målopfyldelsen. Skolen fastsætter i samråd med det faglige udvalg nærmere bedømmelseskriterier ud fra følgende generelle kriterier: a) For den skriftlige prøve: Elevens evne til at svare korrekt på de stillede spørgsmål i multiple choice testen. 57 pct. rigtig besvarelse giver beståelseskarakteren 02. b) For den mundtlige prøve: i) Elevens evne til klart og præcist at gøre rede for og uddybe oplæggets disposition og relation til det individuelle skriftlige projekt. ii) Elevens evne til at bearbejde resultaterne, og sætte dem i sammenhæng med teorien. iii) Elevens evne til at anvende relevant dokumentation for slutproduktet. iv) Elevens evne til at demonstrere viden om det beskrevne fagstof og evne til at anvende fagets begreber sikkert. v) Elevens evne til at beskrive resultaterne af sit praktiske arbejde. vi) Elevens evne til at perspektivere sikkert og med overblik til relevante dele af opgaven. c) For den praktiske prøve: Elevens præstation i følgende discipliner: i) Tilgang til opgaven. ii) Opgaveforståelse. iii) Planlægning af og overblik over arbejdet. iv) Materialekendskab og komponentkendskab. v) Håndelag. vi) Håndtering af værktøj. vii) Sikkerhed med hensyn til arbejdsmiljø. viii) Valg af materialer og komponenter. ix) Valg af værktøj. x) Udførelsen, herunder kvalitetssikring af eget arbejde. xi) Det færdige resultat, herunder kvalitetssikring af eget arbejde.

Stk. 5. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have et karaktergennemsnit for alle grundfag på mindst 2,0, opnået mindst 02 i hvert af de bundne og de valgfrie uddannelsesspecifikke fag, samt have bestået den afsluttende prøve.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet anføres resultatet for prøven ”Bestået". Det faglige udvalg kan påtegne svendebrevet, om der er tildelt udmærkelse i form af ”Antaget med ros”, ”Antaget med bronzemedalje” eller ”Antaget med sølvmedalje”.

Stk. 7. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

§ 7. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 598 af 10. maj 2022 om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 598 af 10. maj 2022 om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker anvendelse.

Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.