Bekendtgørelse nr. 1164 · 2022

Gældende

Bekendtgørelse om gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis

Bekendtgørelse om gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis

Dokumentdato: 6. aug. 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Kommissionens forordning (EU) 2022/720 af 10. maj 2022 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis finder tilsvarende anvendelse på aftaler, vedtagelser og samordnet praksis omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3. Dog finder artikel 6, stk. 1, artikel 7 samt artikel 10-11 i forordning (EU) 2022/720 af 10. maj 2022 ikke anvendelse.

Stk. 2. Forordningen er optrykt som bilag til denne bekendtgørelse.

§ 2.§-link ↗

Alle henvisninger i forordningen til »traktatens artikel 101, stk. 1« skal forstås som en henvisning til »konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3«, og alle henvisninger til »traktatens artikel 101, stk. 3«, skal forstås som en henvisning til »konkurrencelovens § 8, stk. 1«.

§ 3.§-link ↗

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at anvende denne bekendtgørelse, hvis parallelle net af ensartede vertikale begrænsninger dækker mere end 50 pct. af et relevant marked.

§ 4.§-link ↗

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan inddrage gruppefritagelsen for de virksomheder m.v., som er involveret i en aftale m.v., der i et konkret tilfælde har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i § 8, stk. 1.

§ 5.§-link ↗

I perioden fra den 15. august 2022 til den 31. maj 2023 finder forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, ikke anvendelse på aftaler, der allerede var i kraft den 14. august 2022, og som ikke opfylder betingelserne for fritagelse efter denne bekendtgørelse, men som den 14. august 2022 opfyldte betingelserne for fritagelse efter bekendtgørelse nr. 739 af 23. juni 2010.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. august 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 739 af 23. juni 2010 om gruppefritagelse for kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis ophæves.