Bekendtgørelse nr. 978 · 2022

Gældende

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje

Dokumentdato: 23. jun. 2022Kildeversion observeret: 10. okt. 2026Kilde kontrolleret: 10. okt. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 10. okt. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (2)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje er at kvalificere den studerende til efter endt uddannelse selvstændigt at udføre sygepleje for og med patient og borger i alle aldre. Den uddannede skal selvstændigt kunne håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i sygepleje og intervenere med afsæt i en evidens- og forskningsbaseret praksis i alle dele af sundhedsvæsenet under hensyntagen til den samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske udvikling samt befolkningens behov for sygepleje og omsorg samt sundhedsfremme og forebyggelse. Den uddannede skal selvstændigt kunne varetage klinisk lederskab og klinisk beslutningstagen i samspil med patient, borger og pårørende om sygepleje samt indgå i tværprofessionelt og tværsektorielt samspil på individ-, gruppe- og samfundsniveau såvel nationalt som internationalt. Den uddannede skal kunne forvalte sygeplejefagets og professionens værdier, teorier, begreber og metoder og integrere viden fra sundheds-, natur- og samfundsvidenskab samt humaniora og opnå kompetence til at kunne deltage i forsknings- og udviklingsarbejde. Den uddannede opnår kompetencer til at kunne fortsætte i teoretisk og klinisk kompetencegivende efter- og videreuddannelse.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

Stk. 3. Uddannelsen er baseret på forsknings- og udviklingsviden inden for sygeplejerskens fagområde og viden om praksis i den profession og de erhverv, som uddannelsen er rettet mod.

Stk. 4. Den uddannede skal opfylde kravene som beskrevet i EU-direktiv 2013/55/EU.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i sygepleje. Den engelske titel er Bachelor of Science in Nursing.

Stk. 2. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor's Degree Programme of Nursing.

Stk. 3. Den uddannede kan autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.

Kapitel 2 · Varighed, struktur og tilrettelæggelse

§ 3.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen, der udbyder uddannelsen, er ansvarlig for uddannelsen i sin helhed.

Stk. 2. Institutionen og den organisation, der stiller praktiksted (klinisk uddannelsessted) til rådighed, samarbejder med henblik på at sikre sammenhængen mellem den teoretiske undervisning og praktikken (den kliniske uddannelse). Institutionen sørger for, at samarbejdet etableres og vedligeholdes. Samarbejde mellem uddannelsesinstitutionen og praktikinstitutionen skal være beskrevet i forpligtende aftaler, som er udarbejdet i fællesskab, og som skal offentliggøres på institutionens hjemmeside.

Stk. 3. Institutionen skal godkende praktikstedet (det kliniske uddannelsessted). Et praktiksted (klinisk uddannelsessted) udgør et ledelsesmæssigt afgrænset område, som er godkendt af institutionen, jf. kriterierne herfor i studieordningen.

Stk. 4. Praktikstedet (det kliniske uddannelsessted) er over for uddannelsesinstitutionen ansvarlig for gennemførelsen af praktikken (den kliniske uddannelse) i henhold til retnings- linjer fastsat af institutionen.

Stk. 5. Det er en forudsætning for godkendelse af praktikstedet (klinisk uddannelsessted), at der er tilknyttet kliniske vejledere, der er sygeplejersker, og som har pædagogiske kvalifikationer svarende til 1/6 diplomuddannelse. De kliniske vejledere forestår og har ansvaret for den kontinuerlige daglige kliniske undervisning og vejledning af studerende på et godkendt praktiksted (klinisk uddannelsessted).

Stk. 6. Det er tillige en forudsætning for godkendelse, at praktikken (den kliniske uddannelse), opfylder følgende: 1) Ved praktik (den kliniske uddannelse) forstås den del af uddannelsen, hvor den studerende er i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner eller grupper samt lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede sundheds- og sygeplejeindsats. 2) Praktikken (den kliniske uddannelse) finder sted på statslige, regionale, kommunale og private institutioner samt andre relevante institutioner og foregår under supervision og vejledning. 3) Udvalgte elementer af praktikken (den kliniske uddannelse) kan i begrænset omfang og f.eks. som forberedelse til patientkontakt tilrettelægges i et færdighedslaboratorium eller simulationslaboratorium, men dette kan ikke erstatte direkte patientkontakt i den kliniske afdeling eller institution.

§ 4.§-link ↗

Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point, heraf 20 ECTS-point valgfrie elementer, 20 ECTS-point tværprofessionelle elementer og et bachelorprojekt på 20 ECTS-point, heraf 5 ECTS-point praktik (klinisk uddannelse). Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsen er opdelt i semestre med en varighed på hver 30 ECTS-point. Et semester kan opdeles i moduler på 10 ECTS-point.

§ 5.§-link ↗

Uddannelsen består af teoretiske elementer med et samlet omfang på 120 ECTS-point og praktik (klinisk uddannelse) med et samlet omfang på 90 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsen tilrettelægges inden for følgende fagområder: 1) Sundhedsvidenskabelige fag, svarende til 155 ECTS- point. 2) Naturvidenskabelige fag, svarende til 25 ECTS-point. 3) Humanistiske fag, svarende til 15 ECTS-point. 4) Samfundsvidenskabelige fag, svarende til 15 ECTS-point.

§ 6.§-link ↗

Obligatoriske temaer tilrettelagt på uddannelsens første to år: 1) Observation og vurdering af patient og borgers sundhedsudfordringer og sygdomssammenhænge på 30 ECTS-point. 2) Klinisk beslutningstagen i stabile og komplekse pleje- og behandlingsforløb på 30 ECTS-point. 3) Klinisk lederskab af patient- og borgerforløb på 30 ECTS-point. 4) Situationsbestemt kommunikation i samspil med patient og borger, pårørende og fagprofessionelle i og på tværs af sektorer på 30 ECTS-point.

§ 7.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen fastsætter inden for rammerne af denne bekendtgørelse nærmere regler om uddannelsen i en studieordning for hele uddannelsen. Studieordningen består af en fællesdel, der har til formål at sikre ensartethed på tværs af institutionerne, og en institutionsdel. Studieordningens fællesdel udarbejdes i fællesskab af de institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen. Studieordningens institutionsdel udarbejdes af den enkelte institution, der er godkendt til at udbyde uddannelsen.

Stk. 2. Fællesdelen skal indeholde beskrivelse af følgende: 1) Indhold i hvert tema i de første to år, jf. § 6. 2) Mål for læringsudbytte, der afsluttes efter uddannelsens første to år. 3) Fordelingen af teoretiske elementer og praktik (klinisk uddannelse) i ECTS-point inden for uddannelsens første to år. 4) Fordelingen af fagområder, jf. § 5, stk. 2, i ECTS-point inden for uddannelsens første to år, herunder fag med et omfang på mindst 5 ECTS-point. 5) Prøver, der tilrettelægges inden for uddannelsens første to år, herunder hvilke prøver der har ekstern bedømmelse og er kliniske og/eller teoretiske. 6) Krav til det afsluttende bachelorprojekt. 7) Regler om merit.

Stk. 3. Institutionsdelen udarbejdes i overensstemmelse med reglerne om institutionsdel i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-bekendtgørelsen). Institutionen fastsætter i institutionsdelen obligatorisk og valgfrit indhold i temaer, der tilrettelægges i de sidste 1½ år af uddannelsen.

Kapitel 3 · Eksamen m.v.

§ 8.§-link ↗

Prøver placeres i forbindelse med afslutning af et semester.

Stk. 2. Institutionerne fastsætter i studieordningens institutionsdel de mål for læringsudbytte, som prøves efter stk. 1.

Stk. 3. Prøve i medicinhåndtering skal bestås inden for uddannelsens første to år som forudsætning for, at den studerende kan fortsætte på uddannelsens tredje år.

Stk. 4. Der er mødepligt til praktikken (den kliniske uddannelse). Opfyldelse af mødepligten er en forudsætning for, at den studerende kan gå til den afsluttende prøve i praktikken (den kliniske uddannelse).

Stk. 5. I øvrigt gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Kapitel 4 · Andre regler

§ 9.§-link ↗

Ved en væsentlig ændring af studieordningen skal relevant autorisationsmyndighed orienteres.

Stk. 2. En ændring af studieordningens beskrivelse af uddannelsens fællesdel forudsætter enighed blandt de udbydende uddannelsesinstitutioner og skal drøftes med institutionernes samarbejdspartnere vedrørende uddannelsen.

Stk. 3. I øvrigt gælder de regler om ændring af en studieordning, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt i lov om professionshøjskoler.

§ 10.§-link ↗

I øvrigt gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, dog undtaget krav til studieordningens fælles del.

§ 11.§-link ↗

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade, at en uddannelsesinstitution fraviger bekendtgørelsen som led i forsøg, jf. dog § 1, stk. 4. Samtidigt fastsættes forsøgets varighed og afrapporteringsform.

Kapitel 5 · Ikrafttræden m.v.

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 804 af 17. juni 2016 om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje ophæves.