§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗
Bekendtgørelsen omfatter oplysningskrav, pligter og rettigheder i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationstjenester og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke maskine-til-maskine-tjenester.
Stk. 3. Bekendtgørelsens §§ 4-5, § 6, stk. 1-2, og § 7 gælder for udbydere af internetadgangstjenester med fast installationsadresse.
§ 2. · Offentliggørelse af oplysninger§-link ↗
Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester skal offentliggøre vilkår og priser for de udbudte tjenester i overensstemmelse med bilag 1.
Stk. 2. De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, skal offentliggøres på en klar, forståelig og maskinlæsbar måde og i et format, der er tilgængeligt for slutbrugere med handicap. Oplysningerne skal ajourføres regelmæssigt.
§ 3. · Offentliggørelse af oplysninger§-link ↗
Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester må ikke ensidigt begrænse eller hindre slutbrugere i: 1) at tilgå RLAN, som udbydes af tredjepart, efter eget valg, eller 2) at tillade andre slutbrugere gensidig eller en mere generel adgang til disse udbyderes net gennem RLAN, herunder på grundlag af tredjeparts initiativer, som samler forskellige slutbrugeres RLAN og gør dem offentligt tilgængelige.
§ 4. · Skift af udbyder af internetadgangstjeneste§-link ↗
Udbydere af internetadgangstjenester skal forsyne slutbrugere med tilstrækkelige oplysninger før og under skift af udbyder af internetadgangstjenester, herunder om procedure for udbyderskift og om ophør af slutbrugers eventuelle abonnementer på andre produkter, som forudsætter et internetadgangsabonnement hos den afgivende udbyder. Udbyderen skal endvidere oplyse om risiko for en periode med dobbeltbetaling og om mulighed for kompensation, jf. § 7.
Stk. 2. Udbydere af internetadgangstjenester må ikke forsinke skifteprocessen.
Stk. 3. Udbydere af internetadgangstjenester sikrer, at internetadgangstjenesten fortsat er tilgængelig, medmindre det ikke er teknisk muligt.
§ 5. · Skift af udbyder af internetadgangstjeneste§-link ↗
Den modtagende udbyder forestår skifteprocessen.
Stk. 2. Udbydere må ikke foretage et skifte af udbyder for slutbrugeren uden slutbrugerens udtrykkelige samtykke.
Stk. 3. Slutbruger kan give den modtagende udbyder fuldmagt, jf. bilag 2, til at opsige slutbrugers internetadgangstjeneste hos den afgivende udbyder. Fuldmagten skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 2, herunder mulighed for fravalg af markedsføring fra den afgivende udbyder.
Stk. 4. Den modtagende udbyder skal sikre, at aktivering af internetadgangstjenesten finder sted inden for det kortest mulige tidsrum på den dato og inden for den tidsfrist, der udtrykkeligt er aftalt med slutbrugeren.
Stk. 5. Den tid, tjenesten er utilgængelig i forbindelse med skiftet, må ikke udgøre mere end én arbejdsdag.
§ 6. · Skift af udbyder af internetadgangstjeneste§-link ↗
Indtil den modtagende udbyder aktiverer internetadgangstjenesten, fortsætter den afgivende udbyder med at stille internetadgangstjenesten til rådighed på samme vilkår som hidtil.
Stk. 2. Slutbrugerens abonnementsaftale med den afgivende udbyder vedrørende den relevante internetadgangstjeneste ophører automatisk efter afslutningen af udbyderskiftet.
Stk. 3. Efter anmodning fra slutbruger videresender den afgivende udbyder gratis i seks måneder efter skiftet e-mails modtaget på slutbrugerens hidtidige e-mailadresse tilknyttet en mailserver hos den afgivende udbyder til slutbrugerens nye e-mailadresse, hvis slutbrugeren ikke på anden vis fortsat kan tilgå den pågældende mailserver.
§ 7. · Skift af udbyder af internetadgangstjeneste§-link ↗
Udbydere af internetadgangstjenester skal yde slutbrugere rimelig kompensation i tilfælde af en udbyders manglende overholdelse af forpligtelserne i §§ 4-5 eller § 6, stk. 1-2, samt i tilfælde af forsinket udbyderskift eller misbrug af udbyderskift foretaget af udbyderen eller på dennes vegne.
§ 8. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1886 af 8. december 2020 om oplysningskrav m.v. ved udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester ophæves.