Bekendtgørelse nr. 332 · 2022

Historisk

Bekendtgørelse om Grøn Landbrugskapital

Bekendtgørelse om Grøn Landbrugskapital

Dokumentdato: 17. mar. 2022Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Der overføres et statsligt kapitalindskud på 150 mio. kr. til Vækstfonden med henblik på, at Vækstfonden kan etablere finansieringsordningen Grøn Landbrugskapital.

§ 2. · Formål og målgruppe§-link ↗

Grøn Landbrugskapital skal bidrage til at understøtte generationsskifter og investeringer i danske landbrug, som bygger på en bæredygtig forretningsplan både økonomisk og klima- og miljømæssigt.

Stk. 2. Minimum halvdelen af det samlede kapitalindskud på 150 mio. kr. skal gå til finansiering af generationsskifter.

§ 3. · Rammer for Grøn Landbrugskapital§-link ↗

Vækstfonden kan anvende finansieringsordningen til investeringer i form af egenkapital og lån med egenkapitallignende egenskaber.

Stk. 2. Det er en forudsætning for, at en landbrugsvirksomhed kan modtage finansiering under ordningen, at den er etableret som eller omlægges til et aktieselskab eller et anpartsselskab.

Stk. 3. Landbrugsvirksomheden skal indsende en grøn forretningsplan i forbindelse med en ansøgning om finansiering fra Grøn Landbrugskapital, som skal godkendes af Vækstfonden.

Stk. 4. Vækstfondens finansiering under Grøn Landbrugskapital skal matches med privat kapital.

Stk. 5. Finansieringer under Grøn Landbrugskapital skal ske til kreditværdige virksomheder på markedsvilkår.

§ 4. · Grøn forretningsplan§-link ↗

Landbrugsvirksomheden skal udarbejde en grøn forretningsplan, jf. § 3, stk. 3, som indeholder en handlingsplan for, hvordan virksomheden med Grøn Landbrugskapital vil bidrage positivt til den grønne omstilling. Handlingsplanen skal som minimum indeholde afsnit om klima og miljø, løbende kunne evalueres samt være i overensstemmelse med de regulatoriske krav til landbrugssektoren på finansieringstidspunktet.

§ 5. · Ikrafttræden mv.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. marts 2022.