Bekendtgørelse nr. 2078 · 2021

Historisk

Bekendtgørelse om Affaldsdatasystemet

Bekendtgørelse om Affaldsdatasystemet

Dokumentdato: 10. nov. 2021Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde og formål§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter Affaldsdatasystemet og indberetning af data om affald.

Stk. 2. Bekendtgørelsens regler om indberetning finder anvendelse på virksomheder, der har ansvar for at behandle affald, hvor dette ansvar er reguleret i miljøbeskyttelsesloven eller regler fastsat i medfør heraf.

§ 2. · Anvendelsesområde og formål§-link ↗

Affaldsdatasystemet har til formål at indeholde oplysninger om affald og at stille oplysninger om affald til rådighed.

§ 3. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Affald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 2) Affald af elektrisk og elektronisk udstyr: Som defineret i bekendtgørelse om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. 3) Affaldsbehandlingsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 4) Affaldsfraktion: Affaldsfraktion som opregnet i tabellen i bilag 2. 5) Affaldsproducent: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 6) Affaldstransportør: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 7) Anden endelig materialenyttiggørelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 8) Behandling: Behandling som opregnet i bilag 1, afsnit 6. 9) Bortskaffelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 10) Bygge- og anlægsarbejder: Som defineret i bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen). 11) CVR-nummer: Det entydige identifikationsnummer, som en juridisk enhed tildeles efter CVR-loven. 12) Deponeringsanlæg: Som defineret i bekendtgørelse om deponeringsanlæg (deponeringsbekendtgørelsen). 13) Erhvervsaffald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 14) Farligt affald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 15) Forbehandling: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 16) Forberedelse med henblik på genbrug: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 17) Genanvendelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 18) Husholdningsaffald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 19) Husholdningslignende affald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 20) Indberetning: Levering af data til Affaldsdatasystemet. 21) Indberetter: En virksomhed, som skal foretage indberetning ifølge denne bekendtgørelses § 5. 22) Indsamling: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 23) Indsamlingsordning: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 24) Indsamlingsvirksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed. 25) Madaffald: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 26) Nyttiggørelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 27) P-nummer: Det entydige identifikationsnummer, som en produktionsenhed tildeles efter CVR-loven. 28) Reel genanvendelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald. 29) Transportforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald. 30) Udenlandsk virksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører. 31) Virksomhed: Som defineret i bekendtgørelse om affald.

§ 4. · Affaldsdatasystemet§-link ↗

Miljøstyrelsen er ansvarlig for at føre et register over data om affald (Affaldsdatasystemet).

Stk. 2. Affaldsdatasystemets opgaver varetages af Miljøstyrelsen og kommunalbestyrelserne efter de bestemmelser, som er fastsat i denne bekendtgørelse.

§ 5. · Indberetning af data§-link ↗

En virksomhed skal indberette til Affaldsdatasystemet, jf. dog § 7, når virksomheden 1) modtager eller tager ansvar for behandling af affald ifølge relevante regler om indsamling eller behandling af affald, herunder men ikke begrænset til regler i miljøbeskyttelsesloven, affaldsbekendtgørelsen, bilskrotbekendtgørelsen, elektronikaffaldsbekendtgørelsen, batteribekendtgørelsen, restproduktbekendtgørelsen, pantbekendtgørelsen, bekendtgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål, biomassebekendtgørelsen, bioaskebekendtgørelsen, spildevandsbekendtgørelsen og træaffaldsbekendtgørelsen, herunder også når virksomheden behandler affald, som virksomheden selv har produceret (f.eks. genanvendelse af en udsorteret mængde efter indledende forbehandling på samme virksomhed eller forbrænding af affald som virksomheden selv har produceret), 2) modtager affald, som er overført til Danmark, på virksomheden, jf. transportforordningens anvendelse af begrebet ’anlæg’, eller 3) lader affald, som virksomheden har ansvar for, overføre fra Danmark, jf. transportforordningens placering af pligten til at anmelde hos affaldets producent, nye producent, eller indsamler. Det er i den sammenhæng uden betydning, om den pågældende ifølge forordningens art. 2, nr. 15, litra iv) og v) har givet fuldmagt til en forhandler eller mægler til at anmelde på sine vegne, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Indberetteren kan give fuldmagt til en anden virksomhed til at foretage indberetninger på indberetterens vegne. Fuldmagten skal afgives digitalt via selvbetjeningsløsningen på virk.dk. Uanset der er givet fuldmagt til at indberette, påhviler ansvaret for at indberette rettidigt og i rette form, under alle omstændigheder den virksomhed, som skal indberette efter stk. 1.

Stk. 3. Hvis en virksomhed er bekendt med oplysninger, som skal indberettes ifølge denne bekendtgørelse, og den, som har indberetningspligten, ikke kan skaffe sig kendskab til de oplysninger, har førstnævnte virksomhed pligt til på anmodning at udlevere oplysningerne til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen kan fastsætte en frist for udleveringen af oplysninger.

§ 6. · Indberetning af data§-link ↗

Hver indberetning skal ledsages af oplysninger i overensstemmelse med bilag 1 og 2.

Stk. 2. Indberetning skal ske med angivelse af mængder for hver indberetningsperiode, jf. stk. 1, og for hver affaldsleverandørs p-nummer, adresse uden p-nummer eller kommunekode. Indberetninger kan foretages i totale mængder for et år eller som delvise indberetninger.

Stk. 3. Indberetningerne, jf. § 5, skal foretages hvert år senest den 1. marts dækkende det foregående kalenderår.

Stk. 4. Indberetningerne skal foretages digitalt via virk.dk eller ads.mst.dk, jf. dog stk. 7.

Stk. 5. Miljøstyrelsen kan give adgang til frivilligt at indberette flere data og datatyper end de, som er indberetningspligtige efter denne bekendtgørelse.

Stk. 6. Miljøstyrelsen kan gøre generelle eller specifikke undtagelser fra bekendtgørelsen for at gennemføre forsøgsordninger.

Stk. 7. Miljøstyrelsen kan gøre generelle undtagelser fra bekendtgørelsens anvendelsesområde, hvis styrelsen vurderer, at en nærmere bestemt indberetningspligt ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsens formål. Miljøstyrelsen orienterer Miljøministeren om sådanne beslutninger og oplyser om undtagne områder på sin hjemmeside.

Stk. 8. Miljøstyrelsen skal på anmodning af en udenlandsk virksomhed foretage indberetning for denne på baggrund af indsendt materiale.

§ 7. · Indberetning af data§-link ↗

Følgende skal ikke indberettes: 1) Når en kommunal ordning, som ikke indsamler ved bopæl, herunder genbrugspladser og indsamlingskuber på offentlig vej, modtager affald ved ordningens opsamlingssted. Behandling af det modtagne affald på opsamlingsstedet, f.eks. ved kompostering af haveaffald eller ved med henblik på genbrug, er ikke omfattet af denne undtagelse fra indberetningspligten. 2) Når en returmodtager modtager pantbelagt emballage ifølge reglerne i pantbekendtgørelsen. 3) Når en virksomhed modtager affald fra en affaldsproducent ifølge affaldsbekendtgørelsens regler om private tilbagetagningsordninger, dog er videreoverdragelse af affaldet til en ny placering og eventuel behandling indberetningspligtig. 4) Når en distributør, en kommunal indsamlingsordning eller et kommunalt opsamlingssted tager batteriaffald eller elektronikaffald tilbage ifølge reglerne i henholdsvis batteribekendtgørelsen eller elektronikaffaldsbekendtgørelsen. 5) Når en virksomhed modtager spildevand gennem lukkede ledninger, jf. spildevandsbekendtgørelsen. 6) Når en virksomhed modtager et udtjent motorkøretøj med henblik på særskilt behandling ifølge reglerne i bilskrotbekendtgørelsen. 7) Når en virksomhed modtager et særskilt behandlet motorkøretøj med henblik på udtagning af yderligere materialer og komponenter til genbrug ifølge reglerne i bilskrotbekendtgørelsen. 8) Når en virksomhed modtager affald med henblik på anvendelse til jordbrugsformål ifølge reglerne i bekendtgørelse om anvendelse af affald til jordbrugsformål. 9) Når en virksomhed nyttiggør rester af plantebeskyttelsesmidler ifølge reglerne i vaskepladsbekendtgørelsen. 10) Når en virksomhed afbrænder eget haveaffald, parkaffald og haveaffaldslignende affald på lokaliteten, hvor affaldet er frembragt, ifølge reglerne i affaldsbekendtgørelsen. 11) Når en virksomhed komprimerer affald i et køretøj under transport.

§ 8. · Indberetning af data§-link ↗

Affaldsleverandøren er den offentlige eller private virksomhed i Danmark eller i udlandet, som har ansvar for affaldets håndtering og som i overensstemmelse med relevante regler om behandling af affald overdrager dette affald til indberetteren, medmindre andet følger af nedenstående. Det er uden betydning, om affaldsleverandøren har haft affaldet i hænde.

Stk. 2. Når indberetteren modtager affald, er affaldsleverandøren den kommune, hvor affaldet blev modtaget fra affaldsproducenten, såfremt affaldet er modtaget 1) i form af pantbelagt emballage fra en returmodtager, jf. pantbekendtgørelsen, 2) fra en privat tilbagetagningsordning, jf. affaldsbekendtgørelsen, 3) i form af batterier eller elektronikaffald fra en privatperson ifølge reglerne i batteribekendtgørelsen eller elektronikaffaldsbekendtgørelsen, 4) direkte fra et skib, hidrørende fra skibes eller platformes drift, 5) via en ordning ved bopælen. Som alternativ kan indberetteren vælge at oplyse p-nummeret for den adresse i kommunen, hvor affaldsindsamlingen administreres, eller 6) via en ordning med opsamlingssted på offentlig vej (indsamlingskuber til f.eks. glas). Som alternativ kan indberetter vælge at oplyse p-nummeret for den adresse i kommunen, hvor affaldsindsamlingen administreres.

Stk. 3. Når indberetteren ud over tilfælde som beskrevet i stk. 2 modtager affald fra en privatperson (f.eks. på anvisning af en kommune), er affaldsleverandøren den kommune, som privatpersonen er bosiddende i.

Stk. 4. Når indberetteren behandler affald, som virksomheden selv har produceret, er affaldsleverandøren virksomheden selv. Denne bestemmelse finder også anvendelse hvis det pågældende affald på et tidligere tidspunkt måtte have været produceret af en anden og leveret til indberetteren, som først har forbehandlet affaldet og efterfølgende behandlet affaldet igen.

Stk. 5. Når ingen anden affaldsleverandør kan identificeres ifølge ovenstående regler, er affaldsleverandøren affaldsproducenten.

Stk. 6. Når ingen affaldsproducent eller affaldsleverandør kan identificeres, er affaldsleverandøren den kommune, hvor affaldet er fundet.

§ 9. · Indberetning af data§-link ↗

Når en producentansvarlig virksomhed eller dennes kollektivordning (herefter: den producentansvarlige) indgår aftale med en dansk virksomhed (herefter: modtagevirksomheden) om afhentning og videre håndtering af affald fra en nærmere bestemt affaldsleverandør (herefter: afhentningsstedet), og den producentansvarlige ikke selv modtager affaldet på egen plads, kan den producentansvarlige aftale med modtagevirksomheden, at den producentansvarlige ikke indberetter, og at modtagevirksomheden i stedet skal indberette på den måde, som den producentansvarlige ville have været forpligtet til efter § 5, stk. 1. Aftalen får retsvirkning, jf. stk. 2 og 3, når begge parter har meddelt dette til Miljøstyrelsen. Det skal oplyses, hvis aftalen er tidsbegrænset.

Stk. 2. Aftalen medfører, at ansvaret for at indberette i overensstemmelse med denne bekendtgørelse påhviler modtagevirksomheden og ikke den producentansvarlige for så vidt angår det affald, som er indsamlet fysisk i en periode, hvor aftalen er gældende.

Stk. 3. Når der er indgået aftale efter stk. 1, skal modtagevirksomheden ved hver indberetning supplerende oplyse CVR-nummeret på den producentansvarlige i overensstemmelse med bilag 1, afsnit 3.

Stk. 4. Den producentansvarlige har læseadgang til data, som modtagevirksomheden indberetter i henhold til aftalen.

Stk. 5. Hver af parterne kan ophæve aftalen ved at meddele dette til Miljøstyrelsen.

§ 10. · Indberetning af data§-link ↗

Virksomheder, jf. § 5, stk. 1, har adgang til og kan via virk.dk senest den 1. marts rette i de data, som virksomheden har indberettet til Affaldsdatasystemet dækkende indberettede oplysninger for det foregående kalenderår.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har fra den 2. marts til den 30. juni adgang til og kan rette i data i Affaldsdatasystemet om affald fra en affaldsleverandør inden for den pågældende kommune for det foregående kalenderår. Hvis kommunalbestyrelsen foretager rettelser i en indberetning, skal kommunalbestyrelsen orientere den, der har foretaget indberetningen, og Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen kan give adgang til, at kommuner, som har indgået samarbejde med hinanden om affaldshåndtering, kan rette data om affald fra affaldsleverandører i de samarbejdende kommuner.

Stk. 3. En kommune kan henstille til, at en indberetter ikke foretager nye indberetninger eller ændrer indberetninger. Indberettere må ikke oprette eller ændre data i modstrid med en sådan henstilling.

Stk. 4. Miljøstyrelsen har adgang til og kan oprette, slette og rette i alle data indberettet til Affaldsdatasystemet. Hvis Miljøstyrelsen opretter nye indberetninger, sletter indberetninger eller foretager rettelser i en eksisterende indberetning, skal Miljøstyrelsen orientere den, der har foretaget indberetningen.

Stk. 5. Miljøstyrelsen kan henstille til, at kommuner og indberettere ikke opretter nye indberetninger, sletter indberetninger eller foretager rettelser i en eksisterende indberetning. Kommuner og indberettere må ikke efterfølgende oprette eller ændre data i modstrid med en sådan henstilling.

§ 11. · Særlige regler for farligt affald§-link ↗

Virksomheder, som modtager farligt affald (indberetteren), skal indberette supplerende data til affaldsdatasystemet.

Stk. 2. En indberetning af farligt affald skal indeholde de oplysninger, som fremgår af bilag 1 og 2.

Stk. 3. Indberetningen skal ligeledes indeholde oplysninger om affaldstransportøren, forhandlere og mæglere af det farligt affald.

Stk. 4. Hvis affaldsmodtageren har modtaget farligt affald fra en privatperson, som selv har transporteret det, skal affaldsmodtageren ikke indberette oplysninger om affaldstransportøren, forhandlere og mæglere af det farlige affald.

§ 12. · Særlige regler for farligt affald§-link ↗

Efter indberetteren har foretaget indberetning, jf. § 11, stk. 1, fremsendes indberetningen til affaldsproducenten, affaldstransportøren, forhandlere og mæglere, der inden 1. april året efter indberetningsåret skal give Miljøstyrelsen meddelelse om eventuelle fejl i indberetningen.

§ 13. · Særlige regler for farligt affald§-link ↗

Affaldstransportører, som transporterer farligt affald, skal føre register over transporteret mængde og type af farligt affald (EAK-kode), affaldsproducenten og afleveringssted. Registerets oplysninger og dokumentation for disse oplysninger skal opbevares i mindst 12 måneder.

§ 14. · Særlige regler for farligt affald§-link ↗

Virksomheder, som formidler leverance af farligt affald fra affaldsproducent til modtager (mæglere), og virksomheder, som formidler sådan leverance og endvidere køber/sælger ejendomsretten til affaldet uden at tage ansvar for affaldets videre håndtering (forhandlere) og derfor ikke har indberetningspligt efter denne bekendtgørelse, skal føre register over formidling og køb/salg. Registerets oplysninger og dokumentation for disse oplysninger skal opbevares i 3 år.

§ 15. · Tilsyn§-link ↗

Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på anmodning fra Miljøstyrelsen meddele Miljøstyrelsen de oplysninger, der er nødvendige for, at Miljøstyrelsen kan føre tilsyn efter stk. 1.

§ 16. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 17. · Straf§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) ikke senest ved den af Miljøstyrelsen fastsatte frist har udleveret de anmodede oplysninger til Miljøstyrelsen, jf. § 5, stk. 3, 2) ikke senest ved fristens udløb, jf. § 6, stk. 3, har indberettet i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse, eller 3) i strid med en henstilling ændrer data, som kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen har oprettet, slettet eller rettet, jf. § 10, stk. 5.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 18. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1987 af 28. november 2020 om Affaldsdatasystemet ophæves.

Stk. 3. For indberetninger, som vedrører indberetningsåret 2021, finder bekendtgørelse nr. 1987 af 28. november 2020 anvendelse.

Stk. 4. For indberetninger, som vedrører indberetningsåret 2019 og 2020, finder bekendtgørelse nr. 1742 af 13. december 2018 anvendelse.