§ 1. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse på energirelaterede produkter, der er omfattet af markedsovervågningsforordningen og foranstaltninger vedtaget af Unionsmyndighederne, hvori der fastlægges krav til energieffektivitet og miljøvenligt design eller krav til miljømæssige aspekter deraf, og som bringes i omsætning eller ibrugtages her i landet.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på transportmidler til befordring af personer eller varer.
§ 2. · Anvendelsesområde og definitioner§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved Regler om ecodesign: Lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, regler fastsat i medfør af loven eller gennemførelsesforanstaltninger.
§ 3. · Overensstemmelsesvurdering, -erklæring og CE-mærkning§-link ↗
Inden et energirelateret produkt bringes i omsætning eller ibrugtages, skal den, der er ansvarlig for produktet, 1) sikre, at der foretages en vurdering af produktets overensstemmelse med regler om ecodesign (overensstemmelsesvurdering), 2) sikre, at der udarbejdes teknisk dokumentation for og en erklæring om, at produktet er i overensstemmelse med regler om ecodesign (overensstemmelseserklæring), jf. § 4, og 3) forsyne produktet med CE-mærkning, som attesterer, at produktet er i overensstemmelse med regler om ecodesign, jf. § 5 og bilag 1.
Stk. 2. Overensstemmelsesvurderingen, den tekniske dokumentation og overensstemmelseserklæringen foretages efter proceduren i bilag 2 om intern designkontrol eller proceduren i bilag 3 om forvaltningssystemet, medmindre den relevante gennemførelsesforanstaltning foreskriver andet.
Stk. 3. Overensstemmelsesvurderingen, den tekniske dokumentation og overensstemmelseserklæringen udfærdiges på enten dansk, norsk, svensk eller engelsk.
§ 4. · Overensstemmelsesvurdering, -erklæring og CE-mærkning§-link ↗
En overensstemmelseserklæring skal henvise til den relevante gennemførelsesforanstaltning og indeholde følgende oplysninger: 1) Navn og adresse på den ansvarlige. 2) En beskrivelse af modellen, således at denne kan identificeres entydigt. 3) Anvendte harmoniserede standarders referencer. 4) Øvrige anvendte tekniske standarder og specifikationer. 5) Henvisninger til anden EU-lovgivning, der indeholder bestemmelser om den anvendte CE-mærkning. 6) Navn på den person, der er bemyndiget til at forpligte den ansvarlige, og den bemyndigedes underskrift.
Stk. 2. Tekniske standarder og specifikationer kundgøres ikke i Lovtidende, men kundgøres ved, at de ligger til gennemsyn hos Sikkerhedsstyrelsen.
§ 5. · Overensstemmelsesvurdering, -erklæring og CE-mærkning§-link ↗
CE-mærkningen anbringes synligt, letlæseligt og således, at den ikke kan slettes. Hvis det ikke er muligt at anbringe CE-mærkningen på produktet, anbringes mærkningen på emballagen og på ledsagedokumenterne. CE-mærkningen udformes som vist i bilag 1.
Stk. 2. Energirelaterede produkter må ikke påføres anden mærkning, der er egnet til at vildlede med hensyn til betydningen eller den grafiske udformning af CE-mærkningen.
Stk. 3. Er et energirelateret produkt omfattet af anden EU-lovgivning, som også foreskriver CE-mærkning, må CE-mærkningen kun foretages, hvis produktet også opfylder reglerne i denne anden EU-lovgivning.
§ 6. · Kontrol og oplysningspligt m.v.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at energirelaterede produkter, som bringes i omsætning eller ibrugtages her i landet, er i overensstemmelse med regler om ecodesign.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsens kontrolopgaver indbefatter at: 1) Koordinere og administrere kontrol med produkters overholdelse af krav til energieffektivitet i henhold til ecodesignkravene. 2) Opkræve betaling for måling, kontrol og øvrige udgifter efter § 10. 3) Indhente dokumentation for produkters overensstemmelse med ecodesignkravene, herunder overensstemmelsesvurderinger, overensstemmelseserklæringer og teknisk dokumentation samt gennemføre kontrol af dokumentationen. 4) Varetage besvarelse af henvendelser fra producenter og fabrikanter m.fl. angående kravene om ecodesign.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan ved offentligt udbud tildele sagkyndige virksomheder opgaver vedrørende måling, prøvning og akkrediteret certificering.
§ 7. · Kontrol og oplysningspligt m.v.§-link ↗
Kontrollen foretages på grundlag af foreskrevne standarder eller måleteknikker, som angivet i den relevante gennemførelsesforanstaltning.
§ 8. · Kontrol og oplysningspligt m.v.§-link ↗
Den, der er ansvarlig for produktet, skal efter anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give alle oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af Sikkerhedsstyrelsens opgaver efter § 6.
Stk. 2. Enhver, der markedsfører eller ibrugtager et energirelateret produkt, skal efter anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give alle oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgøre, hvem der er ansvarlig for produktet.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger efter stk. 1 og 2.
§ 9. · Kontrol og oplysningspligt m.v.§-link ↗
Den, der bringer komponenter eller delkomponenter i omsætning, skal stille relevante oplysninger, herunder om komponenternes eller delkomponenternes materialesammensætning og energi-, materiale- eller ressourceforbrug til rådighed for den, der er ansvarlig for et energirelateret produkt, som er omfattet af regler om ecodesign.
§ 10. · Kontrol og oplysningspligt m.v.§-link ↗
Den, der er ansvarlig for produktet, skal uden betaling stille eksemplarer af produktet til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen med henblik på måling og kontrol samt dække transport og øvrige udgifter ved udtagelsen af de pågældende eksemplarer. Udtager Sikkerhedsstyrelsen eksemplarer hos forhandlere med henblik på måling og kontrol, herunder ved brug af skjult identitet, skal den ansvarlige ligeledes afholde udgifterne herved.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsens udgifter i forbindelse med måling og kontrol af produktet skal dækkes af den, der er ansvarlig for produktet, medmindre måle- eller kontrolresultater bekræfter rigtigheden af dennes oplysninger.
§ 11. · Offentliggørelse§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan offentliggøre resultater af kontrol om den, der er ansvarlig for produktet, har overholdt regler om ecodesign. Sikkerhedsstyrelsen kan endvidere offentliggøre afgørelser om påbud og forbud efter § 11, stk. 1, i lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter. Resultater af kontrol og afgørelser om påbud og forbud kan offentliggøres i deres helhed eller delvis.
Stk. 2. Offentliggørelse efter stk. 1 af resultater af kontrol og afgørelser om påbud og forbud kan omfatte 1) navn og adresse på den, der er ansvarlig for produktet, 2) tidspunkt og sted for kontrollen, 3) en beskrivelse af det kontrollerede produkt, som skal være tilstrækkelig til en entydig identifikation af modellen, 4) resultater af kontrollen, herunder resultater af stikprøvekontrol og måle- og kontrolresultater for yderligere kontrol af den pågældende produkttype, 5) eventuelt meddelt påbud eller forbud, herunder indhold og begrundelse, og 6) navne på fysiske og juridiske personer, som påbuddet eller forbuddet er rettet til.
Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1 kan ske i elektronisk form. Offentliggørelse kan tillige ske ved udsendelse af en pressemeddelelse.
§ 12. · Offentliggørelse§-link ↗
Offentliggørelse kan ske, uanset om afgørelser om påbud eller forbud indbringes for domstolene.
Stk. 2. Når den, der er ansvarlig for produktet i forhold til offentliggjorte resultater af kontrol og afgørelser om påbud eller forbud, har dokumenteret, at det energirelaterede produkt er i overensstemmelse med regler om ecodesign, vil dette blive offentliggjort.
§ 13. · Offentliggørelse§-link ↗
Hvis Sikkerhedsstyrelsen modtager oplysninger om resultater af kontrol fra andre danske eller udenlandske myndigheder eller sagkyndige institutioner, organisationer eller virksomheder, kan Sikkerhedsstyrelsen offentliggøre disse resultater, når resultatet af kontrollen er meddelt den, der er ansvarlig for produktet, eller når de omhandlede oplysninger allerede er offentliggjort af afsenderen.
§ 14. · Videregivelse af oplysninger§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan videregive oplysninger om resultater af kontrol til andre danske eller udenlandske myndigheder eller sagkyndige institutioner, organisationer eller virksomheder, der varetager opgaver vedrørende miljøvenligt design af energirelaterede produkter.
Stk. 2. Videregivelse af oplysninger om resultater af kontrol efter stk. 1 kan ske, når resultatet af kontrollen er meddelt den, der er ansvarlig for produktet.
§ 15. · Klager§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Energiklagenævnet. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.
Stk. 2. Klager efter stk. 1 kan ikke tillægges opsættende virkning, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Hvis Energiklagenævnet beslutter at stille behandlingen af en klage over en afgørelse om påbud eller forbud efter § 11, stk. 1, i lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, i bero, indtil Europa-Kommissionen har meddelt synspunkter om den påklagede afgørelse, kan Energiklagenævnet tillægge klagen opsættende virkning.
Stk. 4. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne bekendtgørelse skal være anlagt inden 6 måneder efter, at endelig afgørelse er meddelt.
§ 16. · Straf§-link ↗
Med bøde straffes den, der 1) i strid med § 3, stk. 1, jf. § 4 eller § 5, bringer et energirelateret produkt i omsætning eller ibrugtager det, 2) undlader at tilvejebringe overensstemmelsesvurdering, som foreskrevet i § 3, stk. 2, 3) undlader at tilvejebringe overensstemmelseserklæring og teknisk dokumentation som foreskrevet i § 3, stk. 2, og § 4, 4) undlader at forsyne et energirelateret produkt med CE-mærkning, som foreskrevet i § 5, stk. 1, 5) påfører et energirelateret produkt anden mærkning, der er egnet til at vildlede med hensyn til betydningen eller den grafiske udformning af CE-mærkningen, jf. § 5, stk. 2, 6) uberettiget forsyner et energirelateret produkt med CE-mærkning, jf. § 5, stk. 3, 7) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger efter § 3, stk. 2, §§ 4-5 eller § 8, 8) undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er forpligtet til at give efter §§ 8 og 9, 9) undlader at udarbejde overensstemmelsesvurdering, teknisk dokumentation og overensstemmelseserklæring på enten dansk, norsk, svensk eller engelsk som foreskrevet i § 3, stk. 3.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 17. · Ikrafttræden§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1274 af 19. november 2010 om miljøvenligt design af energirelaterede produkter ophæves.