Bekendtgørelse nr. 1092 · 2021

Historisk

Bekendtgørelse om syn og certificering af skibe, der anvender ballastvand, og om ballastvandplaner og -journaler

Bekendtgørelse om syn og certificering af skibe, der anvender ballastvand, og om ballastvandplaner og -journaler

Dokumentdato: 1. jun. 2021Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter regler om syn og certificering af skibe, der anvender ballastvand, samt håndtering af ballastvand og sedimenter i skibes ballastvandtanke.

Stk. 2. Bestemmelserne i den internationale konvention om kontrol og behandling af skibes ballastvand og sedimenter, 2004, herefter »konventionen«, som gengivet i denne bekendtgørelses bilag 1 og 2, finder anvendelse i henhold til § 2.

§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗

Denne bekendtgørelse omfatter danske skibe. I det omfang det er foreneligt med international ret, finder bekendtgørelsen endvidere anvendelse på udenlandske skibe, som befinder sig på dansk eller grønlandsk søterritorium eller i den eksklusive økonomiske zone ved henholdsvis Danmark og Grønland.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på: 1) Skibe, uanset flag, der ikke er konstrueret til at anvende ballastvand. 2) Skibe, uanset flag, der kun anvender permanent ballastvand i forseglede tanke, som ikke er genstand for udtømning. 3) Skibe, uanset flag, der udelukkende opererer på dansk eller grønlandsk søterritorium og i den eksklusive økonomiske zone ved henholdsvis Danmark og Grønland. 4) Danske skibe, som udelukkende opererer i farvande, der hører under ét konventionslands jurisdiktion, og på åbent hav, medmindre det pågældende land bestemmer andet. 5) Skibe, der har en samlet længde på mindre end 50 meter og med maksimalt 8 kubikmeter ballastvandkapacitet, som udelukkende anvendes til fritidsaktivitet eller konkurrence, eller som hovedsageligt anvendes til eftersøgning og redning. Sådanne skibe skal dog i videst muligt omfang håndtere deres ballastvand og sedimenter i overensstemmelse med kravene i konventionen. 6) Krigsskibe eller andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, og som anvendes i statsligt, ikke-kommercielt øjemed. Sådanne skibe skal dog i videst muligt omfang håndtere deres ballastvand og sedimenter i overensstemmelse med kravene i konventionen.

§ 3. · Ballastvandplaner og –journaler§-link ↗

Reder og skibsfører skal sikre, at officerer og mandskab er bekendte med deres pligter i forbindelse med håndteringen af ballastvand på det skib, hvor de gør tjeneste, og skal i forhold til deres pligter være bekendte med skibets plan for håndtering af ballastvand.

§ 4. · Ballastvandplaner og –journaler§-link ↗

Reder og skibsfører skal sikre, at skibe omfattet af denne bekendtgørelse har en godkendt plan for håndtering af ballastvand om bord på skibet.

Stk. 2. Planen for håndtering af ballastvand kan være et elektronisk system og skal være specifikt udformet for hvert enkelt skib og mindst 1) indeholde detaljerede sikkerhedsprocedurer for skibet og mandskabet i forbindelse med håndtering af ballastvand, som fastsat i konventionen, 2) give en detaljeret beskrivelse af, hvilke tiltag der skal træffes for at implementere kravene om håndtering af ballastvand og supplerende praksis for håndtering af ballastvand, som fastsat i konventionen, 3) indeholde detaljerede fremgangsmåder for bortskaffelse af sedimenter a) til søs og b) til lands, 4) omfatte fremgangsmåder for koordinering af håndtering af ballastvand om bord, som medfører udtømning til søs, sammen med myndighederne i den stat, i hvis farvand en sådan udtømning vil finde sted, 5) udpege den officer om bord, som skal sikre, at planen implementeres på forsvarlig vis, 6) indeholde oplysningskrav for skibe i henhold til konventionen, og 7) være skrevet på skibets arbejdssprog. Hvis der anvendes et andet sprog end engelsk, fransk eller spansk, skal der tillige foreligge en oversættelse til et af disse sprog.

§ 5. · Ballastvandplaner og –journaler§-link ↗

Reder og skibsfører skal sikre, at skibe omfattet af denne bekendtgørelse har en ballastvandjournal om bord.

Stk. 2. Ballastvandjournalen kan være et elektronisk journalsystem, som kan være integreret i en anden journal eller et andet system, men skal indeholde de i bilag 2, tillæg II, anførte informationer.

Stk. 3. Reder og skibsfører skal sikre følgende: 1) Indførsler i ballastvandjournalen skal opbevares om bord på skibet i mindst 2 år efter den seneste indførsel og derefter være under selskabets kontrol i mindst 3 år. 2) I tilfælde af udtømning af ballastvand i henhold til konventionens regel A-3 (undtagelser i konventionen), A-4 (dispensationsbestemmelserne) eller B-3.6 (skibe der udleder ballastvand til modtagerfaciliteter) eller ved anden utilsigtet eller usædvanlig udtømning af ballastvand, der ikke er givet dispensation for andetsteds i konventionen, skal der ske en indførsel i ballastvandjournalen, som beskriver omstændighederne ved og årsagen til denne udtømning. 3) Ballastvandjournalen skal opbevares let tilgængelig for inspektion på ethvert rimeligt tidspunkt og kan i tilfælde af et ubemandet skib, der bugseres, opbevares på det skib, der bugserer. 4) Enhver arbejdsaktivitet vedrørende ballastvand skal uden ugrundet ophold indføres i ballastvandjournalen. Alle indførsler skal underskrives af den ansvarshavende officer, og hver udfyldt side skal underskrives af skibsføreren. Indførsler i ballastvandjournalen skal ske på skibets arbejdssprog. Hvis sproget ikke er engelsk, fransk eller spansk, skal indførslerne være oversat til et af de nævnte sprog. Hvis indførslerne også sker på et officielt nationalt sprog i det land, hvis flag skibet er berettiget til at føre, skal disse være gældende i tilfælde af tvist eller uoverensstemmelse.

§ 6. · Typegodkendelse af ballastvandbehandlingsanlæg§-link ↗

Udarbejdelse af typegodkendelse af ballastvandbehandlingsanlæg skal ske i samarbejde med et af Søfartsstyrelsen anerkendt organisation.

§ 7. · Syn og certifikater§-link ↗

Skibe med en bruttotonnage på 400 eller derover, og som er omfattet af denne bekendtgørelse, med undtagelse af flydende platforme, flydende lagerenheder (FSU´er) og flydende produktionslagre og afskibningsenheder (FPSO´er), skal være genstand for syn, som nævnt nedenfor:

Stk. 2. Et førstegangssyn, før skibet tages i brug, eller før certifikatet efter § 10 udstedes første gang. Dette syn skal verificere, at den i § 4 krævede plan for håndtering af ballastvand og hermed forbundet konstruktion, udstyr, systemer, tilbehør, anordninger og materiale eller processer fuldt ud opfylder kravene i denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Et fornyelsessyn foretages med intervaller af højst 5 år og skal verificere, at den i henhold til den i § 4 krævede plan for håndtering af ballastvand, og hermed forbundet konstruktion, udstyr, systemer, tilbehør, anordninger og materiale eller processer, fuldt ud opfylder de relevante krav i denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Et mellemliggende syn inden for 3 måneder før eller efter den anden årsdag eller inden for 3 måneder før eller efter den tredje årsdag for certifikatet, som skal træde i stedet for et af de årlige syn nævnt, jf. stk. 6. Mellemliggende syn skal sikre, at udstyret, og hermed forbundne systemer og processer for ballastvandhåndtering, fuldt ud opfylder de relevante krav i dette bilag og er i god driftsklar stand. Påtegning af sådanne mellemliggende syn skal ske på certifikater udstedt i henhold til § 10.

Stk. 5. Et årligt syn inden for 3 måneder før eller efter hver årsdag, herunder en generel inspektion af konstruktion, udstyr, systemer, tilbehør, anordninger og materiale eller processer forbundet med den i § 4 krævede plan for håndtering af ballastvand med henblik på at sikre, at disse vedligeholdes i overensstemmelse med stk. 2 og forbliver tilfredsstillende for den fart, skibet er bestemt for. Påtegning af sådanne årlige syn skal ske på certifikater udstedt i henhold til § 10.

Stk. 6. Yderligere syn, som enten er et generelt eller delvist syn alt efter forholdene, skal foretages efter en ændring, udskiftning eller betydelig reparation af konstruktion, udstyr, systemer, tilbehør, anordninger og materiale, der kræves for fuldt ud at overholde denne bekendtgørelse. Synet skal være således, at det sikres, at enhver sådan ændring, udskiftning eller betydelig reparation er effektivt udført, således at skibet opfylder kravene i denne bekendtgørelse.

§ 8. · Syn og certifikater§-link ↗

Såfremt et skib bliver udsat for en ulykke, eller der opdages en fejl, som i væsentlig grad påvirker skibets evne til at behandle ballastvand i overensstemmelse med konventionen, skal ejeren, operatøren eller en anden person med ansvar for skibet ved første anledning underrette et af Søfartsstyrelsen anerkendt organisation, som skal sørge for, at der bliver iværksat undersøgelser med henblik på at afgøre, om et syn i henhold til § 7 er påkrævet. Hvis skibet befinder sig uden for dansk eller grønlandsk søterritorium i en kontraherende parts havn, skal ejeren, operatøren eller anden ansvarshavende person ligeledes straks underrette de pågældende myndigheder i havnestaten, og den udpegede inspektør eller godkendte organisation skal forsikre sig om, at en sådan underretning har fundet sted.

Stk. 2. Skibets tilstand samt skibets udstyr, systemer og processer skal holdes ved lige i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention for at sikre, at skibet i enhver henseende vil være i stand til at sejle, uden at dette medfører fare for skade på miljø, sundhed, ejendom eller resurser.

Stk. 3. Efter et syn af skibet i henhold til stk. 1 er fuldført, skal der ikke ændres i konstruktion, udstyr, tilbehør, anordninger eller materiale forbundet med planen for håndtering af ballastvand, som påkrævet i henhold til § 4, og omfattet af synet uden organisationens godkendelse med undtagelse af ren udskiftning af sådant udstyr eller tilbehør.

§ 9. · Syn og certifikater§-link ↗

Førstegangssynet skal gennemføres i forbindelse med det første fornyelsessyn af skibets internationale certifikat om forebyggelse af olieforurening.

§ 10. · Syn og certifikater§-link ↗

Hvor der er krav om udstedelse af certifikat, udstedes der et certifikat efter vellykket gennemførelse af et syn i overensstemmelse med § 7.

Stk. 2. Certifikatet udstedes i overensstemmelse med det i bilag 2, tillæg I, fastsatte skema.

Stk. 3. Et certifikat skal udstedes for en periode, som ikke overstiger 5 år.

Stk. 4. I tilfælde af fornyelsessyn skal certifikatet opfylde følgende: 1) Såfremt fornyelsessynet fuldføres inden for 3 måneder før det eksisterende certifikats udløbsdato, skal det nye certifikat, uanset kravene i stk. 1, være gyldigt fra datoen for fuldførelse af fornyelsessynet til en dato, der ikke er senere end 5 år efter det eksisterende certifikats udløbsdato. 2) Gennemføres fornyelsessynet efter det eksisterende certifikats udløbsdato, skal det nye certifikat være gyldigt fra datoen for fuldførelse af fornyelsessynet til en dato, der ikke er senere end 5 år efter det eksisterende certifikats udløbsdato. 3) Gennemføres fornyelsessynet mere end 3 måneder før det eksisterende certifikats udløbsdato, skal det nye certifikat være gyldigt fra datoen for fuldførelse af fornyelsessynet til en dato, der ikke er senere end 5 år efter det eksisterende certifikats udløbsdato.

§ 11. · Autorisation§-link ↗

Søfartsstyrelsen kan overdrage godkendelse af ballastvandplaner samt syn til de af Søfartsstyrelsen anerkendte organisationer.

§ 12. · Straffebestemmelser og foranstaltninger m.v.§-link ↗

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der 1) ved overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, 2) tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold, eller 3) ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages hensyn til størrelsen af en opnået eller økonomisk fordel.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 13. · Straffebestemmelser og foranstaltninger m.v.§-link ↗

Såfremt forholdet er omfattet af anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om sikkerhed til søs, kan der fastsættes foranstaltninger i henhold til kriminalloven for Grønland.

Stk. 2. De i § 12, stk. 2, nævnte forhold skal anses som skærpende omstændigheder.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, jf. § 120 i kriminalloven for Grønland, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 4. Er en overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer), kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Grønlands Selvstyre, en kommune eller en bygdebestyrelse, kan der pålægges vedkommende offentlige myndighed som sådan bødeansvar.

Stk. 5. Såfremt en person ikke er bosat i Grønland, eller personens tilknytning til det grønlandske samfund i øvrigt har en sådan løsere karakter, at forudsætningerne for anvendelse af foranstaltninger ikke er til stede, kan sagen anlægges eller henvises til forfølgning i Danmark, jf. § 7 i kriminalloven for Grønland.

§ 14. · Ikrafttrædelse m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 752 af 15. juni 2017 om syn og certificering af skibe, der anvender ballastvand, og om ballastvandplaner og –journaler ophæves.

Stk. 3. Skibe omfattet af denne bekendtgørelse med en bruttotonnage under 400 skal opfylde kravene i §§ 4, 5 og 6 senest den 8. september 2024.