§ 1.§-link ↗
Den juridiske person eller virksomhedsejer, hvis der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, der er ansvarlig for fodboldkampe omfattet af § 1 i bekendtgørelse om afvikling af fodboldkampe i 3F Superligaen m.v., skal registrere følgende kontaktoplysninger om tilskuere: 1) Navn. 2) Telefonnummer. 3) Mailadresse. 4) Pladsoplysninger.
Stk. 2. Den juridiske person eller virksomhedsejer, hvis der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, som registrerer oplysninger efter stk. 1, skal i overensstemmelse med epidemilovens § 49, stk. 2, videregive oplysningerne efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens smitteopsporing i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Stk. 3. Oplysninger, som registreres i medfør af stk. 1, skal opbevares i 30 dage efter det tidspunkt, hvor fodboldkampen, som oplysningerne er registreret til brug for, er afviklet, hvorefter oplysningerne skal slettes. Oplysninger, som registreres i medfør af stk. 1, må alene anvendes til brug for videregivelse til Styrelsen for Patientsikkerhed efter epidemilovens § 49, stk. 2.
§ 2.§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder § 1.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 3.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. april 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 1. juli 2021.