§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen supplerer Europa-Parlamentet og Rådets forordning 2017/821 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, der hidrører fra konfliktramte områder og højrisikoområder med senere ændringer (forordningen om konfliktmineraler).
§ 2.§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse ved import af mineraler fra konfliktramte områder.
§ 3.§-link ↗
EU-importøren skal årligt og senest den 31. marts indsende en auditrapport til Sikkerhedsstyrelsen, jf. artikel 7, stk. 1 og 3, i forordningen om konfliktmineraler.
Stk. 2. Rapporten som nævnt i stk. 1, skal 1) være udarbejdet af en uafhængig tredjepartsauditor, 2) ikke være ældre end 12 måneder ved indsendelsen, 3) indeholde resultatet af auditten, herunder om EU-importørens due diligence-forpligtelser er i overensstemmelse med artikel 4-7 i forordningen om konfliktmineraler, og 4) indsendes digitalt til Sikkerhedsstyrelsen.
§ 4.§-link ↗
§ 3 finder ikke anvendelse, i det omfang en EU-importør er fritaget fra forpligtelsen til at gennemføre tredjepartsaudit, jf. artikel 6, stk. 2, i forordningen om konfliktmineraler.
§ 5.§-link ↗
EU-importører skal efter anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen fremsende alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for at identificere forsyningskæden tilbage til smelterierne, jf. artikel 7, stk. 1, i forordningen om konfliktmineraler.
§ 6.§-link ↗
Rapporterne, jf. § 3, og oplysningerne, jf. § 5, skal være på dansk, engelsk eller et andet sprog, som Sikkerhedsstyrelsen efter anmodning kan acceptere.
§ 7.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at EU-importører og overholder forpligtelserne i artikel 4-7 i forordningen om konfliktmineraler.
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsens kontrol omfatter også EU-importører, der formodes at importere konfliktmineraler.
§ 8.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde EU-importøren at træffe afhjælpende foranstaltninger, jf. artikel 16, stk. 3, i forordningen om konfliktmineraler, når Sikkerhedsstyrelsen konstaterer, at EU-importøren ikke overholder sine forpligtelser.
Stk. 2. EU-importøren skal senest 1 måned efter meddelelsen af et påbud efter stk. 1 skriftligt redegøre over for Sikkerhedsstyrelsen, hvordan EU-importøren vil sikre, at denne fremover lever op til forpligtelserne.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan pålægge en EU-importør at foretage en ekstraordinær efterprøvning af ledelsessystemet i tilfælde af, at EU-importøren ikke efterkommer Sikkerhedsstyrelsens påbud om afhjælpende foranstaltninger.
§ 9.§-link ↗
Konstaterer Sikkerhedsstyrelsen på baggrund af en undersøgelse af en formodet EU-importør, at vedkommende er omfattet af forordningen om konfliktmineraler, lov om ædle metaller og konfliktmineraler eller denne bekendtgørelse, træffer Sikkerhedsstyrelsen afgørelse herom, og fortsætter kontrollen efter de almindelige regler, jf. §§ 3, 5 og 8.
§ 10.§-link ↗
Sikkerhedsstyrelsens afgørelser om konfliktmineraler efter forordningen om konfliktmineraler, lov om ædle metaller og konfliktmineraler eller denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021.