Bekendtgørelse nr. 1466 · 2020

Gældende

Bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø på luftfartsområdet

Bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø på luftfartsområdet

Dokumentdato: 9. okt. 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse gælder for besætningsmedlemmer, der gør tjeneste om bord på danske, civile luftfartøjer og for deres arbejdsgivere.

Stk. 2. Denne bekendtgørelse omfatter arbejde med, herunder fremstilling, anvendelse, håndtering, udvikling og bestemmelse af biologiske agenser.

Stk. 3. Denne bekendtgørelse omfatter endvidere andet arbejde, som på grund af sin art eller de forhold, hvorunder det foregår, indebærer, at man kan blive udsat for påvirkning fra biologiske agenser. Bilag 2 indeholder eksempler på sådant arbejde.

§ 2.§-link ↗

Ved biologiske agenser forstås i denne bekendtgørelse mikroorganismer, herunder genetisk modificerede mikroorganismer, cellekulturer og endoparasitter hos mennesker, som er i stand til at fremkalde en infektionssygdom, allergi eller toksisk effekt.

Stk. 2. Biologiske agenser klassificeres i 4 risikogrupper i forhold til graden af infektionsrisiko, jf. bilag 4. Bilag 5 indeholder en klassifikation i risikogrupperne 2, 3 og 4.

Kapitel 2 · Almindelige bestemmelser

§ 3.§-link ↗

I arbejdspladsvurderingen af sikkerheds- og sundhedsforholdene under arbejdet, jf. §§ 5-8 i bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere, skal indgå en fastlæggelse og vurdering af arten, graden og varigheden af påvirkningen fra biologiske agenser og risikoen derved. Vurderingen skal foretages på grundlag af den klassificering af biologiske agenser, der fremgår af bilag 5, og i øvrigt i overensstemmelse med retningslinjerne i bilag 1. Hvis et biologisk agens ikke er anført i bilag 5, skal arbejdsgiveren ud fra retningslinjerne i bilag 4 bedømme, i hvilken risikogruppe agenset hører til.

Stk. 2. Vurderingen skal ajourføres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v., som har betydning for virksomhedens arbejdsmiljø, dog senest hvert tredje år.

Stk. 3. Arbejdet skal planlægges og tilrettelægges under hensyntagen til denne vurdering i overensstemmelse med bekendtgørelse om arbejdsmiljøforhold for besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj og for deres arbejdsgivere. Det skal herunder sikres, at der om nødvendigt iværksættes sådanne særlige foranstaltninger, som er nævnt i §§ 6-10, og at foranstaltningerne iværksættes, inden arbejdet påbegyndes.

§ 4.§-link ↗

Der må ikke arbejdes med et biologisk agens, der kan være til fare for sikkerhed og sundhed, hvis det kan erstattes af et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende biologisk agens. § 18 i bekendtgørelse om stoffer og materialer på luftfartsområdet finder tilsvarende anvendelse. Tilsvarende gælder for andet arbejde, jf. § 1, stk. 3, medmindre vurderingen efter § 3 viser, at det er unødvendigt.

§ 5.§-link ↗

Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at påvirkning fra biologiske agenser så vidt muligt undgås.

Stk. 2. Hvis det ikke er muligt at undgå påvirkning fra biologiske agenser, skal der iværksættes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen for ulykker eller sundhedsskader.

§ 6.§-link ↗

Hvor det er nødvendigt for, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal der under hensyntagen til vurderingen, jf. § 3 tillige iværksættes følgende foranstaltninger: 1) Afmærkning af områder, hvor der forekommer påvirkninger fra de biologiske agenser, der arbejdes med. Afmærkningen skal ske ved det i bilag 3 viste mærke og anden relevant advarselsskiltning. 2) Påvisning, hvis det er teknisk muligt, uden for lukkede systemer, af tilstedeværelse af de biologiske agenser, der arbejdes med. 3) Indsamling, opbevaring og bortskaffelse af affald med indhold af biologiske agenser, der er arbejdet med, ved brug af særlige og mærkede beholdere. 4) Særlig behandling af affaldet inden bortskaffelsen, herunder dekontaminering, om nødvendigt ved autoklavering eller kemisk desinfektion. 5) Forbud mod indtagelse af mad og drikke i arbejdslokaler eller andre områder. 6) Tilbud til ansatte om vaccination.

Stk. 2. Hvis arbejdet ikke på anden måde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal der anvendes personlige værnemidler i overensstemmelse med reglerne herom, jf. bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler.

§ 7.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal sørge for, at instruktioner til de ansatte besætningsmedlemmer foreligger skriftligt og i fornødent omfang ved opslag.

Stk. 2. Hvis der sker arbejde med biologiske agenser, der kan forårsage en alvorlig fare, skal der være opslag på arbejdspladsen om forholdsreglerne ved ulykker eller uheld.

Stk. 3. Hvis der sker arbejde med biologiske agenser i risikogruppe 4, skal der være opslag over fremgangsmåden herved.

§ 8.§-link ↗

De ansatte besætningsmedlemmer eller virksomhedens arbejdsmiljøorganisation skal straks underrettes om ulykker eller uheld, der kan have medført udslip af biologiske agenser, som kan forårsage sygdom hos mennesker.

Stk. 2. Pligten efter stk. 1 til at underrette finder tilsvarende anvendelse ved andet arbejde, som indebærer, at man kan blive udsat for påvirkning fra biologiske agenser, jf. § 1, stk. 2, medmindre vurderingen efter § 3 viser, at det er unødvendigt.

§ 9.§-link ↗

Hvor der arbejdes med biologiske agenser i risikogruppe 3 eller 4, skal arbejdsgiveren føre en liste over ansatte, der er udsat for påvirkninger fra de pågældende agenser. Listen skal endvidere indeholde dels oplysninger om den type arbejde, der er udført, og om muligt det biologiske agens, de ansatte besætningsmedlemmer har været påvirket fra, og dels eventuelle fortegnelser over påvirkninger, ulykker og uheld.

Stk. 2. Pligten efter stk. 1 til at føre en liste finder tilsvarende anvendelse ved andet arbejde, som indebærer, at man kan blive udsat for påvirkning fra biologiske agenser i risikogruppe 3 eller 4, jf. § 1, stk. 2, medmindre vurderingen efter § 3 viser, at det er unødvendigt.

Stk. 3. Oplysningerne om det enkelte ansatte besætningsmedlem skal opbevares i mindst 10 år efter sidste påvirknings ophør.

Stk. 4. I følgende tilfælde af påvirkning fra biologiske agenser, der kan medføre infektion, skal oplysningerne om den enkelte ansatte opbevares i 40 år efter sidst kendte påvirkning: 1) Påvirkning fra biologiske agenser, der vides at kunne fremkalde vedvarende eller skjulte infektioner. 2) Påvirkning, hvor infektionen på baggrund af nuværende viden ikke kan diagnosticeres, før sygdommen bryder ud mange år senere. 3) Påvirkning, hvor infektionen har en særlig lang inkubationstid. 4) Påvirkning, som medfører en sygdom, der af og til blusser op igen over en længere periode på trods af behandling. 5) Påvirkning, som kan indebære alvorlige følgesygdomme på lang sigt.

Stk. 5. Arbejdsgiveren skal give de ansatte besætningsmedlemmer og virksomhedens arbejdsmiljøorganisation adgang til de oplysninger i listen, som ikke er personrelaterede. Arbejdsgiveren skal endvidere give ansatte besætningsmedlemmer adgang til de oplysninger, som for deres egen person er anført i listen.

Stk. 6. Ved virksomhedsophør skal listen sendes til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 10.§-link ↗

Arbejdsgiveren skal sikre, at ansatte besætningsmedlemmer, der vurderes at kunne være udsat for fare for deres sikkerhed eller sundhed som følge af påvirkning fra biologiske agenser, har adgang til før ansættelsen og herefter med regelmæssige mellemrum at få foretaget en arbejdsmedicinsk undersøgelse efter reglerne herfor i bekendtgørelse om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om luftfart.

Kapitel 3 · Straf

§ 11.§-link ↗

Med bøde straffes den arbejdsgiver, der overtræder §§ 3-10.

Stk. 2. For overtrædelse af § 3, §§ 5-6 og § 10 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Stk. 3. For overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.

Kapitel 4 · Ikrafttræden

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. november 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 160 af 27. februar 2018 om biologiske agenser og arbejdsmiljø på luftfartsområdet ophæves.