Bekendtgørelse nr. 1070 · 2020

Gældende

Bekendtgørelse om tekniske forskrifter for brændbare faste stoffer

Bekendtgørelse om tekniske forskrifter for brændbare faste stoffer

Dokumentdato: 29. jun. 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål§-link ↗

Bekendtgørelsen har til formål at sikre, at visse brandfarlige virksomheder og oplag placeres, indrettes og benyttes på en sådan måde, at der sikres forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder, og at risikoen formindskes mest muligt for, 1) at brande opstår, 2) at brande breder sig, 3) at skade på personer, ejendom og miljø finder sted, 4) at store værdier ødelægges og 5) at der i forbindelse med brand opstår anden skade.

Stk. 2. Bekendtgørelsen fastsætter i bilaget de tekniske forskrifter for placering, indretning og brug af de brandfarlige virksomheder og oplag, der er omfattet af § 2.

§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗

Denne bekendtgørelse gælder for produktionsafsnit større end 150 m2 i bygning, hvor der kan forekomme brændbart støv, der kan give anledning til en eksplosiv atmosfære, dog ikke produktionsafsnit i 1-etages bygning på højst 600 m2, og produktionsafsnit i rum i 1- etages bygning, hvor rummet er højst 600 m2, og brandmæssigt er adskilt i overensstemmelse med afsnit 2.7 i bilaget.

Stk. 2. Denne bekendtgørelse gælder endvidere for følgende lagerafsnit i bygning, herunder silo: 1) Lagerafsnit med oplag, hvor der kan forekomme brændbart støv, der kan give anledning til eksplosiv atmosfære. 2) Lagerafsnit med oplag af faste brændbare stoffer, som kan selvantænde, dog ikke stoffer, der er klassificeret som pyrofore stoffer (H250) eller selvopvarmende stoffer og blandinger (H251 og H252) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger. 2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger.

Stk. 3. Lagerafsnit, jf. stk. 2, er kun omfattet af bekendtgørelsen, hvis oplaget er placeret 1) i en bygning, dog ikke en silo, hvor oplaget er større end 1.000 m3, 2) i en eller flere siloer med et samlet rumindhold større end 200 m3, der er placeret i en bygning eller 3) i en eller flere siloer med et samlet rumindhold større end 600 m3, der er placeret i det fri.

Stk. 4. Denne bekendtgørelse gælder endvidere for lagerafsnit med oplag større end 1.000 m3 i det fri af brændbare faste stoffer, dog ikke lagerafsnit med 1) færdigvarer i form af store emner, bortset fra oplag i det fri ved produktionsafsnit, der er omfattet af beredskabslovgivningen, eller 2) stoffer, der er klassificeret som brandfarlige faste stoffer (H228), selvreaktive stoffer og blandinger og organiske peroxider (H240, H241 og H242), pyrofore stoffer (H250) eller selvopvarmende stoffer og blandinger (H251 eller H252) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger. 3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger.

Stk. 5. I bekendtgørelsen betragtes: 1) To eller flere produktionsafsnit som ét produktionsafsnit, medmindre de er brandmæssigt adskilt i overensstemmelse med afsnit 2.7 i bilaget. 2) To eller flere lagerafsnit på samme grund som ét lagerafsnit, medmindre de er brandmæssigt adskilt i overensstemmelse med afsnit 3.2 i bilaget eller er fritliggende i overensstemmelse med punkt 1.1.11 i bilaget. 3) To eller flere bygninger på samme grund som en bygning medmindre de er brandmæssigt adskilt i overensstemmelse med afsnit 2.7 i bilaget eller er fritliggende i overensstemmelse med punkt 1.1.11 i bilaget.

§ 3. · Definitioner§-link ↗

Definitioner fremgår af afsnit 1.1 i bilaget.

§ 4. · Ansvar§-link ↗

Det påhviler den til enhver tid værende ejer henholdsvis bruger af et produktionsafsnit eller lagerafsnit at berigtige forhold, som er i strid med denne bekendtgørelse, herunder overtrædelse af godkendelser eller tilsidesættelse af vilkår meddelt i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. En af ejeren eller brugeren eventuel udpeget driftsansvarlig person er tilsvarende forpligtet til at sikre, at bekendtgørelsens regler overholdes, jf. stk. 1. Udpegning af en driftsansvarlig fritager ikke ejer eller bruger for de pligter, som følger af reglerne.

Stk. 3. Ved skifte af ejer eller bruger af et godkendt produktionsafsnit eller lagerafsnit, skal den hidtidige ejer henholdsvis bruger fremsende oplysninger herom til kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab). Det samme gør sig gældende ved udpegning eller udskiftning af en driftsansvarlig person.

§ 5. · Godkendelsespligt§-link ↗

Produktionsafsnit og lagerafsnit, jf. § 2, må kun etableres med kommunalbestyrelsens (de kommunale redningsberedskabers) godkendelse og skal være i overensstemmelse med de tekniske forskrifter i bilaget.

Stk. 2. Det ansøgte må ikke tages i brug, før der foreligger en godkendelse, og vilkårene i denne er opfyldt.

Stk. 3. Godkendelser, som ikke benyttes inden 2 år, anses for bortfaldet.

§ 6. · Godkendelsespligt§-link ↗

Ansøgningen til kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) skal vedlægges fuldmagt fra eventuel særskilt grundejer, bygningsejer og bruger.

Stk. 2. Indehavere af godkendelser skal sikre, at eventuel særskilt grundejer, bygningsejer og bruger til enhver tid er underrettet om godkendelsen og vilkårene i denne.

§ 7. · Dispensationer§-link ↗

Beredskabsstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra bestemmelserne i bekendtgørelsen, herunder bilaget, når dette er foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

Stk. 2. En dispensation bortfalder, såfremt den ikke benyttes inden 2 år, fra den er udstedt.

§ 8. · Tekniske specifikationer§-link ↗

Tekniske specifikationer, som der henvises til i bilaget, indføres ikke i Lovtidende, jf. bekendtgørelse nr. 1424 af 14. december 2010 om undtagelse fra indførelse i Lovtidende af tekniske specifikationer.

Stk. 2. Ved tekniske specifikationer, jf. stk. 1, forstås danske, europæiske eller internationale standarder, guidelines, normer, klassificeringer, anvisninger, vejledninger, retningslinjer eller tekniske definitioner m.v.

Stk. 3. De tekniske specifikationer, som ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan i stedet gennemses hos Beredskabsstyrelsen eller købes hos den pågældende udsteder.

Stk. 4. De tekniske specifikationer, som ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, er gældende, selvom de ikke foreligger på dansk.

§ 9. · Straf§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen eller bilaget, herunder overtrædelse af godkendelser eller tilsidesættelse af vilkår meddelt i henhold til denne bekendtgørelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. · Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves: 1) Bekendtgørelse nr. 523 af 17. oktober 1978 om træbearbejdning og træoplag. 2) Bekendtgørelse nr. 76 af 23. februar 1981 om plast. 3) Bekendtgørelse nr. 77 af 23. februar 1981 om korn- og foderstofvirksomheder. 4) Bekendtgørelse nr. 613 af 3. december 1982 om visse brandfarlige virksomheder og oplag. 5) Bekendtgørelse nr. 614 af 3. december 1982 om brandværnsforanstaltninger ved fremstilling og oplagring af mel. 6) Tekniske forskrifter for træbearbejdning og træoplag, plastforarbejdning og plastoplag, korn- og foderstofvirksomheder, fremstilling og oplagring af mel, visse brandfarlige virksomheder og oplag af 1. februar 1990.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansøgninger, som er indgivet før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 11. · Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen finder, med undtagelse af § 4, stk. 3, og § 6, stk. 2, ikke anvendelse på eksisterende produktionsafsnit og lagerafsnit, som er placeret, indrettet og benyttes i henhold til de hidtil gældende bestemmelser, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved ændringer af eksisterende produktionsafsnit og lagerafsnit, der er væsentlige i forhold til bilaget til bekendtgørelsen, finder reglerne i denne bekendtgørelse anvendelse.