Bekendtgørelse nr. 676 · 2020

Gældende

Bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar i firmapensionskasser

Bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar i firmapensionskasser

Dokumentdato: 14. maj 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på firmapensionskasser omfattet af § 2, stk. 1, i lov om firmapensionskasser.

§ 2. · Antagelse og afskedigelse af den ansvarshavende aktuar§-link ↗

Antagelse og afskedigelse af den ansvarshavende aktuar kan alene foretages af bestyrelsen.

§ 3. · Antagelse og afskedigelse af den ansvarshavende aktuar§-link ↗

Senest 14 dage efter at bestyrelsen har antaget en ansvarshavende aktuar, skal dette indberettes til Finanstilsynet.

Stk. 2. Bestyrelsen skal ved indberetningen, der er nævnt i stk. 1, afgive en erklæring om, at den ansvarshavende aktuar opfylder kravene efter §§ 5-8.

Stk. 3. Bestyrelsen og den ansvarshavende aktuar skal senest en måned efter, at den ansvarshavende aktuar fratræder, sende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden for fratrædelsen.

§ 4. · Krav til den ansvarshavende aktuar§-link ↗

På tidspunktet for antagelsen skal den ansvarshavende aktuar opfylde kravene til uddannelse og erfaring som følger af §§ 5-8.

§ 5. · Uddannelseskrav til den ansvarshavende aktuar§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal have afsluttet en af følgende uddannelser: 1) Aktuaruddannelsen fra et dansk universitet (cand.act.). 2) Aktuaruddannelsen fra et andet land, hvis uddannelsen indeholder a) kurser svarende til de kurser i forsikringsmatematik, der indgår i aktuaruddannelsen på bachelorniveau fra et dansk universitet, b) kurser svarende til de obligatoriske kurser i livsforsikringsmatematik, der indgår i aktuaruddannelsen på kandidatniveau fra et dansk universitet, og c) kurser i dansk forsikringsjura og forsikringsregnskab svarende til aktuaruddannelsen på bachelorniveau fra et dansk universitet eller tilsvarende. 3) En uddannelse fra et dansk universitet beslægtet med cand.act., herunder uddannelserne cand.scient., cand.stat. og cand.scient.oecon, eller en tilsvarende udenlandsk uddannelse, hvis uddannelsen opfylder følgende krav: a) Uddannelsen skal være suppleret med kurser i forsikringsmatematik samt kurser i dansk forsikringsjura og forsikringsregnskab svarende til aktuaruddannelsen på bachelorniveau fra et dansk universitet eller en tilsvarende udenlandsk uddannelsesinstitution. b) Uddannelsen skal være suppleret med kurser svarende til de obligatoriske kurser i livsforsikringsmatematik, der indgår i aktuaruddannelsen på kandidatniveau fra et dansk universitet.

§ 6. · Krav til den ansvarshavende aktuars erfaring§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal efter afslutningen af uddannelsen som cand.act., der er nævnt i § 5, nr. 1, have deltaget i praktisk aktuararbejde for 1) livsforsikringsselskaber eller tværgående pensionskasser omfattet af lov om finansiel virksomhed, 2) firmapensionskasser omfattet af lov om firmapensionskasser eller 3) Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Den ansvarshavende aktuar skal efter afslutningen af uddannelsen, der er nævnt i § 5, nr. 1, have deltaget i det praktiske aktuararbejde i de selskaber, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, på fuld tid i mindst fem år inden for de sidste ti år. Mindst et af de fem år skal være i tæt samarbejde med en ansvarshavende aktuar i et af de selskaber, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3.

§ 7. · Krav til den ansvarshavende aktuars erfaring§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal efter afslutningen af en af de uddannelser, der er nævnt i § 5, nr. 2 eller 3, have deltaget i praktisk aktuararbejde for et af de selskaber, der er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1-3, på fuld tid i mindst seks år inden for de sidste ti år. Den ansvarshavende aktuar skal efter afslutningen af en af de i § 5, nr. 2 og 3, nævnte uddannelser og supplerende kurser have arbejdet tæt sammen med en ansvarshavende aktuar i et af de selskaber, der er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1-3, i mindst et af de seks år.

§ 8. · Krav til den ansvarshavende aktuars erfaring§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal som minimum have opnået et indgående kendskab til udarbejdelse af anmeldelser af det tekniske grundlag m.v., bonussystemer, forsikringstekniske opgørelser, herunder beregning af solvenskrav, opgørelse af hensættelser og udarbejdelse af den årlige beretning til Finanstilsynet.

§ 9. · Funktionsbeskrivelse for den ansvarshavende aktuar§-link ↗

Bestyrelsen skal udfærdige en funktionsbeskrivelse for den ansvarshavende aktuar. Funktionsbeskrivelsen skal indeholde en overordnet beskrivelse af, hvilke opgaver der skal udføres i egenskab af ansvarshavende aktuar.

Stk. 2. I firmapensionskasser, hvor andre medarbejdere udfører opgaver for den ansvarshavende aktuar, skal funktionsbeskrivelsen overordnet angive fordelingen af opgaver. Funktionsbeskrivelsen skal tillige indeholde overordnede retningslinjer for den ansvarshavende aktuars uddelegering af opgaver, herunder for den ansvarshavende aktuars efterfølgende kontrol af de uddelegerede opgaver.

Stk. 3. I firmapensionskasser, som har under 100 medlemmer, kan bestyrelsen undlade at udfærdige en funktionsbeskrivelse for den ansvarshavende aktuar.

§ 10. · Den ansvarshavende aktuars rapportering§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal i forbindelse med bestyrelsens vedtagelse af årsrapporten udfærdige en skriftlig rapport til bestyrelsen, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Aktuarrapporten, der er nævnt i stk. 1, skal underskrives af den ansvarshavende aktuar samt forelægges for og underskrives af den samlede bestyrelse.

Stk. 3. Kopi af den i henhold til stk. 2 underskrevne aktuarrapport skal indsendes elektronisk til Finanstilsynet senest ti dage efter, at firmapensionskassens generalforsamling har godkendt årsrapporten.

Stk. 4. I firmapensionskasser, som har under 100 medlemmer, kan den ansvarshavende aktuar undlade at udfærdige en skriftlig rapport til bestyrelsen.

§ 11. · Den ansvarshavende aktuars rapportering§-link ↗

Aktuarrapporten skal indeholde alle væsentlige konklusioner af betydning for regnskabsaflæggelsen fra den ansvarshavende aktuars beretning til Finanstilsynet om regnskabet for det år, beretningen vedrører.

Stk. 2. Aktuarrapporten skal indeholde en fortegnelse over de anmeldelser at firmapensionskassens tekniske grundlag m.v., der er foretaget i årets løb. Fortegnelsen skal suppleres med den ansvarshavende aktuars eventuelle bemærkninger til anmeldelserne.

Stk. 3. I aktuarrapporten skal den ansvarshavende aktuar oplyse, om den pågældende har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.

Stk. 4. I aktuarrapporten skal den ansvarshavende aktuar oplyse, om årsrapporten efter den ansvarshavende aktuars opfattelse giver et retvisende billede af firmapensionskassens aktuarmæssige forhold.

Stk. 5. Bestyrelsen skal i aktuarrapporten gøres bekendt med alle andre væsentlige konklusioner i den ansvarshavende aktuars beretning end de, der er nævnt i stk. 1.

§ 12. · Den ansvarshavende aktuars beretning§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal underskrive sin årlige beretning til Finanstilsynet.

Stk. 2. Den underskrevne beretning skal indsendes elektronisk til Finanstilsynet senest en måned efter, at firmapensionskassens generalforsamling har godkendt årsrapporten for det år, beretningen vedrører.

Stk. 3. Finanstilsynet kan efter ansøgning dispensere fra den frist, der er fastsat i stk. 2.

§ 13. · Den ansvarshavende aktuars beretning§-link ↗

Den ansvarshavende aktuar skal udfærdige beretningen i henhold til angivelserne i Bilag 1. Afsnit og punkter i beretningen skal have samme nummerering som i Bilag 1.

Stk. 2. Beretningen skal indeholde en indholdsfortegnelse med sideangivelse af punkterne i beretningen.

Stk. 3. Den ansvarshavende aktuar kan undlade at udfylde et afsnit eller et punkt i beretningen, hvis den ansvarshavende aktuar vurderer, at det ikke er relevant at udfylde. Den ansvarshavende aktuar skal i så fald under det pågældende afsnit eller punkt anføre begrundelsen for, at punktet eller afsnittet ikke er udfyldt.

Stk. 4. Hvis den ansvarshavende aktuar vurderer, at der under de enkelte afsnit er yderligere forhold, der bør omtales, er den ansvarshavende aktuar pligtig til at medtage disse, eksempelvis under selvstændige overskrifter i afsnit 10 i Bilag 1.

§ 14. · Den ansvarshavende aktuars beretning§-link ↗

Den ansvarshavende aktuars beretning skal opfylde betingelserne i stk. 2-4, hvis beretningen også skal fungere som aktuarrapport, jf. § 10.

Stk. 2. Beretningens afsnit 1 skal suppleres med følgende punkter: 1) Punkt 1.6., der skal indeholde en fortegnelse over de i årets løb foretagne anmeldelser og bemærkninger hertil, jf. § 11, stk. 2. 2) Punkt 1.7., der skal indeholde oplysning om, hvorvidt den ansvarshavende aktuar har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om, jf. § 11, stk. 3. 3) Punkt 1.8., der skal indeholde særskilte oplysninger om, at årsrapporten efter den ansvarshavende aktuars opfattelse ikke giver et retvisende billede af firmapensionskassens aktuarmæssige forhold, hvis den ansvarshavende aktuars kontrol indebærer, at dette efter den pågældendes opfattelse er tilfældet, jf. § 11, stk. 4.

Stk. 3. Beretningen skal forelægges for og underskrives af den samlede bestyrelse, jf. § 10, stk. 2.

Stk. 4. Den underskrevne beretning skal indsendes elektronisk til Finanstilsynet senest ti dage efter, at firmapensionskassens generalforsamling har godkendt årsrapporten for det år, beretningen vedrører, jf. § 10, stk. 3.

Stk. 5. Finanstilsynet kan efter ansøgning dispensere fra den frist, der er fastsat i stk. 4.

§ 15. · Straffebestemmelser og ikrafttræden§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 2-8, § 9, stk. 1-2, § 10, stk. 1-2, § 11, § 12, stk. 1-2, § 13 og § 14, stk. 1-4.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 16. · Straffebestemmelser og ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1014 af 28. oktober 2009 om ansvarshavende aktuar i firmapensionskasser ophæves.

Stk. 3. Vejledning af 15. december 2006 om indholdet i den ansvarshavende aktuars beretning bortfalder.