Bekendtgørelse nr. 540 · 2020

Historisk

Bekendtgørelse om produktions- og montageuddannelsen

Bekendtgørelse om produktions- og montageuddannelsen

Dokumentdato: 27. apr. 2020Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål og opdeling§-link ↗

Produktions- og montageuddannelsen har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: 1) Fremstilling af produkter i hærdeplast komposit på operatørniveau. 2) Industriel montage og demontage af eltekniske og mekaniske komponenter. 3) Kvalitetsmålinger, dokumentation og opsamling af relevante produktionsdata. 4) Håndtering og efterbehandling af metaller og hærdeplast kompositter. 5) Kommunikation og samarbejde med kunder, kollegaer samt andre interessenter.

Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for det speciale, jf. stk. 3, som eleven har valgt.

Stk. 3. Uddannelsen indeholder følgende specialer, på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring: 1) Kompositoperatør. 2) Montageoperatør.

§ 2. · Varighed§-link ↗

Uddannelsen varer 2 år og 6 måneder, inklusive grundforløbet.

Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens specialer 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 20 uger fordelt på mindst to skoleperioder.

Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens specialer 1 år og 5 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 18 uger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.

§ 3. · Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet§-link ↗

For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder: 1) Organisering og tilrettelæggelse af sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejde i industrien. 2) Gældende regler og procedurer for sikkerhed og arbejdsmiljø ved arbejde med hærdeplast kompositter. 3) Relevant el- og maskinsikkerhed i forhold til montage af strømførende og hydrauliske delkomponenter. 4) Personlige værnemidler og sikkerhedsudstyr, der anvendes ved arbejde med hærdeplast kompositter og komponentmontage, åndedrætsværn, høreværn, sikkerhedsbriller, hjelm mm. 5) Enkle effektiviseringsværktøjer og grundlæggende LEAN-terminologi. 6) It-baseret tekstbehandling, informationssøgning og kommunikation. 7) Skitsering af produktionslayout og flow. 8) Produktionsformer og processer, der anvendes ved industriel fremstilling af komponenter i hærdeplast komposit. 9) Håndværktøj og specialværktøj, der anvendes ved montage af mekaniske delkomponenter og produktion af emner i hærdeplast komposit. 10) Kuglelejer, hydrauliske ventiler, elektriske komponenter, fiberarmering, matrix og materialer til overfladebehandling og finish. 11) Anvendelse af robotter til montage og produktionsopgaver i industriel produktion. 12) Teknologiske trends af praktisk betydning for operatører der arbejder med produktion og montage i industrien. 13) Gængse typer af fejl og afvigelser ved komponentmontage og produktionen af emner i hærdeplast komposit. 14) Måleteknikker og måleværktøjer og -udstyr, der anvendes ved komponentmontage og fremstilling af emner i hærdeplast komposit. 15) Betydningen af løbende kontrol og dokumentation ved industriel produktion. 16) Gældende krav og procedure for kvalitet og dokumentation inden for industriel produktion. 17) Operatørens rolle i forhold til kvalitets- og dokumentationsarbejde.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter: 1) Tilrettelægning og evaluering af egne arbejdsopgaver og deltagelse i et produktionsteam. 2) Kommunikation som værktøj til løsning af enkle tekniske problemstillinger. 3) Digitale medier til mundtlig og skriftlig kommunikation, dokumentation og præsentation af produktionsfaglig information og viden. 4) Fremstilling af mindre emner efter gældende regler og standarder. 5) Planlægning og udførelse af enkle fremstillingsopgaver ved hjælp af korrekt udvalgte manuelle og maskinelle bearbejdningsmetoder. 6) Montage og demontage af enkle elektriske og hydrauliske komponenter, ved brug af håndværktøj, elektrisk værktøj og trykluftværktøj, udført under hensyntagen til krav om renlighed og sikkerhed. 7) Vedligehold af værktøj, måleværktøj og andet udstyr der anvendes ved komponentmontage og fremstilling af kompositemner. 8) Kvalitetskontrol i forhold til givne standarder og toleranceangivelser ved anvendelse af relevante måleværktøjer. 9) Kvalitetssikring ud fra enkle instrukser. 10) Digital og analog dataindsamling og registrering til produktionsdokumentation i henhold til gældende krav og procedurer. 11) Fremstilling og aflæsning af arbejdstegninger ved hjælp af digitale værktøjer. 12) Produktionsberegninger og udfærdigelse af materialelister og anden dokumentation i overensstemmelse med gældende normer og standarder.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne: 1) identificere almindeligt forekommende arbejdsmiljø- og sikkerhedsmæssige risici og udføre arbejdet med materialer, stoffer og udstyr på en arbejdsmiljømæssig korrekt og forsvarlig måde, 2) anvende korrekte værnemidler og sikkerhedsudstyr under hensynstagen til sikkerheds-, miljø- og arbejdsmiljøregler, 3) medvirke i planlægningen og koordineringen af afgrænsede operatøropgaver som del af et team med henblik på et effektivt produktionsflow, 4) kommunikere mundtligt og skriftligt med andre om løsning og dokumentation af opgaver, samt videreformidle produktionsfaglig information gennem korrekt anvendelse af grundlæggende faglige udtryk og begreber, 5) begrunde og evaluere valgte arbejdsmetoder i en given arbejdsproces, herunder foreslå ændringer eller andre metoder, 6) medvirke ved job- og uddannelsesrelateret projektarbejde, 7) medvirke i opbygning og montage af mindre elektriske og mekaniske komponenter, 8) under vejledning udvælge, betjene samt vedligeholde værktøj og maskiner anvendt ved komponentmontage og fremstilling emner i hærdeplast komposit, 9) foreslå ændringer til brug af værktøjer, faglige metoder, materialer m.v., 10) medvirke til den løbende kvalitetskontrol og dokumentation af produktionen ved anvendelse af måleværktøjer og kvalitetssystemer og 11) anvende digitale medier målrettet og kritisk til informationssøgning, herunder tekniske, økonomiske samt miljø- og arbejdsmiljømæssige informationer om materialer, råvarer og produktionsmetoder.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau: Matematik på E-niveau.

Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende: 1) Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne” efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. august 2016. 2) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014. 3) Arbejdsmiljø og sikkerhed, svejsning og termisk skæring (§ 17-kursus), jf. Arbejdstilsynets regler. 4) Kompetencer svarende til personlig sikkerhed ved arbejde med epoxy og isocyanater, efter Arbejdstilsynets regler pr. 1. september 2014.

§ 4. · Kompetencer i hovedforløbet§-link ↗

Hovedforløbet har følgende kompetencemål: 1) Eleven kan udføre arbejde i henhold til gældende regler for sikkerhed, arbejdsmiljø og produktansvar. 2) Eleven kan medvirke til reduktion af spild, sortering af affald og optimering og effektivisering af energiforbruget. 3) Eleven kan ved hjælp af digitale værktøjer udvise kendskab til en virksomheds kvalitets-, miljø- og produktionsstyringssystemer, herunder LEAN-værktøjer og cybersikkerhed. 4) Eleven kan udvise kendskab til virksomhedsdrift og produktionsstyring, samt evner at strukturere, planlægge og vurdere løsningsmuligheder for egne arbejdsopgaver. 5) Eleven kan indgå innovativt i forandringsprocesser i forbindelse med optimering og effektivisering af produkter og dele af produktionen. 6) Eleven kan mundtligt og skriftligt kommunikere fagligt hensigtsmæssigt med egne og andre faggrupper og anvende digitale kommunikationsværktøjer. 7) Eleven er bevidst om værdien af samarbejde ved opgaveløsning. 8) Eleven kan løse opgaver i projektorienterede arbejdsgrupper og i andre former for samarbejde med kollegaer, samt forstå udfordringer ved flerkulturel kommunikation. 9) Eleven kan anvende og forstå instruktioner, herunder analoge og digitale arbejdstegninger, samt diagrammer, tekniske begreber og manualer på fremmedsprog. 10) Eleven kan udføre beregninger, materialelister, aktuelle data og anden dokumentation i overensstemmelse med gældende normer og standarder, og i den forbindelse anvende it og digital teknologier– herunder udvikle, redesigne eller modificere relevante applikationer eller digitale enheder. 11) Eleven kan koble teoretiske faglige begreber, metoder, værktøjer og beregninger med praktiske operatøropgaver i virksomheden. 12) Eleven kan udvælge og kontrollere værktøj, arbejdsmetode og foretage elementær vedligeholdelse og justering af bearbejdnings- og måleudstyr i henhold til en given opgavespecifikation. 13) Eleven kan udvælge og anvende limtyper ud fra en given opgavespecifikation og gældende standarder. 14) Eleven kan foretage kontrolmålinger af emner i hærdeplast komposit under hensynstagen til givne standarder, toleranceangivelser og elevens materialekendskab. 15) Eleven kan gennemføre enkel emnekontrol af hærdeplast kompositelementer ved hjælp af relevant måleværktøj. 16) Eleven kan udføre støbearbejde med epoxybaserede præimprægnerede armeringsmaterialer. 17) Eleven kan gennemføre støbning af hærdeplast kompositter ved hjælp af vakuumassisterede støbeprocesser. 18) Eleven kan udføre epoxybaserede håndoplagte laminater. 19) Eleven kan gennemføre komplicerede støbeprocesser. 20) Eleven kan fremstille simple hærdeplast kompositforme. 21) Eleven kan gennemføre oplægning af glasfibre og andre armeringsmaterialer. 22) Eleven kan udføre for-, efter- og overfladebehandling af hærdeplast kompositemner, f.eks glasfiber ved anvendelse af kemiske og mekaniske forbehandlingsmaterialer og udstyr. 23) Eleven kan udvælge og anvende matrix i arbejdsprocessen. 24) Eleven kan udvælge og anvende korrekte værnemidler i henhold til Arbejdstilsynets vejledninger. 25) Eleven kan under hensyn til gældende sikkerheds-, miljø og kvalitetskrav foretage sammenføjning af komponenter i hærdeplast komposit f.eks kulfiber og lignende materialer. 26) Eleven kan foretage montage og demontage af delkomponenter på hærdeplast kompositemner. 27) Eleven kan udføre reparationer af elementer i hærdeplast komposit, f.eks. glasfibermaterialer på baggrund af kendskab til materialernes strukturer og styrker i henhold til gældende normer og standarder. 28) Eleven kan gennemføre reparationer, finisharbejder samt lettere monteringsarbejde af emner i hærdeplast komposit, f.eks. glasfiber. 29) Eleven kan foretage kontrolmålinger under hensynstagen til givne standarder, toleranceangivelser og elevens kendskab til materialer og delkomponenter. 30) Eleven kan anvende mekaniske og termiske sammenføjningsmetoder i forbindelse med montageopgaver af eltekniske komponenter, kuglelejer og hydrauliske ventiler under hensyn til gældende sikkerheds-, miljø og kvalitetskrav. 31) Eleven kan montere og demontere kuglelejer og bolte udvælge moment, tætningsmetode og materiale, samt foretage smøring og vedligeholdelse efter en given opgavespecifikation og i henhold til krav om sikring. 32) Eleven kan med spåntagende og spånløse bearbejdningsmetoder planlægge og fremstille enkle emner i henhold til gældende tolerancekrav. 33) Eleven kan anvende sammenføjningsmetoder til montageopgaver, samt foretage en visuel kvalitetsbedømmelse af det udførte arbejde. 34) Eleven kan montere kabler efter arbejdsinstruktioner og har kendskab til kabel- og ledningsterminering samt bespænding af terminering. 35) Eleven kan montere og foretage kvalitetskontrol på forskellige el-komponenter herunder anvende analoge og digitale testværktøjer i forhold til beskrevne produktionsprincipper. 36) Eleven kan udføre montage og visuel fejlfinding ud fra el-diagrammer og har forståelse for sammenhængen mellem el-diagrammer og arbejdsinstruktioner. 37) Eleven kan montere, opsætte, afprøve og fejlfinde på komponenternes forbindelseskabler og signalledninger efter gældende regler. 38) Eleven kan montere, idriftsætte og fejlfinde på mindre hydrauliske eller pneumatiske anlæg ved anvendelse af dokumentation og gældende miljø-, og sikkerheds og renlighedskrav. 39) Eleven kan anvende robotter til montage og produktionsopgaver i industriel produktion.

Stk. 2. Kompetencemål nr. 1-13, jf. stk. 1, gælder for alle elever på hovedforløbet.

Stk. 3. Kompetencemål nr. 14-28, jf. stk. 1, gælder for specialet kompositoperatør og nr. 29-39 for specialet montageoperatør.

Stk. 4. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 5. · Godskrivning§-link ↗

Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

§ 6. · Afsluttende prøve§-link ↗

Som del af den sidste skoleperiode i uddannelsen afholder skolen en afsluttende prøve. Prøven udgør en svendeprøve.

Stk. 2. Den afsluttende prøve for de i § 1, stk. 3, nævnte specialer er en svendeprøve. Prøven er mundtlig. Prøvegrundlaget er et praktisk projekt med en skriftlig del. Det praktiske projekt vælges af eleven i samråd med læreren. Det praktiske projekt afspejler uddannelsens kompetenceområder, herunder materialer og arbejdsprocesser, der er typisk for det pågældende speciale. Den skriftlige del består af udarbejdelse af dokumentation, der anvendes til arbejdsprocesser inden for specialet og uddannelsens kompetenceområder. Den mundtlige prøve tager udgangspunkt i prøvegrundlaget. Prøvegrundlaget udarbejdes indenfor 20 klokketimer. Den mundtlige prøve gennemføres på 30 minutter. Ved den mundtlige prøve deltager to skuemestre. Arbejdet udføres alene.

Stk. 3. Opgaverne stilles af skolen efter samråd med det faglige udvalg. De hjælpemidler, som er anvendt i undervisningen, må benyttes. Censorerne er ud over ved voteringen til stede under den mundtlige prøve.

Stk. 4. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have opnået et gennemsnit på mindst 02 af elevens karakterer for grundfag i hovedforløbet. Eleven skal tillige have opnået 02 i hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag.

Stk. 5. Prøven skal være bestået.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til eleven.

Stk. 7. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

§ 7. · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 474 af 26. april 2019 om produktions- og montageuddannelsen ophæves. Bekendtgørelsen finder fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen efter bekendtgørelsen.

Stk. 3. Elever, som nævnt i stk. 2, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle praktikvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.