§ 1.§-link ↗
Reglerne i denne bekendtgørelse supplerer og gennemfører EU-regler om forarbejdede fødevarer baseret på cerealier og babymad, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 af 12. juni 2013 om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn, fødevarer til særlige medicinske formål og kosterstatning til vægtkontrol.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Spædbarn: Et barn på under 12 måneder, jf. artikel 2, stk. 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013. 2) Småbarn: Et barn på mellem et og tre år, jf. artikel 2, stk. 2, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013. 3) Pesticider: Et aktivstof, jf. artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmiddel og ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, som anvendt i et plantebeskyttelsesmiddel, jf. samme forordnings artikel 2, stk. 1, herunder også det pågældende aktivstofs metabolitter og nedbrydnings- eller reaktionsprodukter. 4) Pesticidrest: Et aktivstof, som er omfattet af nr. 3, samt det pågældende aktivstofs nedbrydnings- eller reaktionsprodukter.
§ 3.§-link ↗
Forarbejdede fødevarer baseret på cerealier skal: 1) fremstilles af bestanddele, hvis egnethed til særlig ernæring af spædbørn og småbørn er fastslået ved generelt accepterede videnskabelige data, og 2) opfylde de krav til sammensætning, der er anført i bilag 1.
Stk. 2. Kun de næringsstoffer, der er anført i bilag 2, må tilsættes forarbejdede fødevarer baseret på cerealier.
§ 4.§-link ↗
Babymad skal: 1) fremstilles af bestanddele, hvis egnethed til særlig ernæring af spædbørn og småbørn er fastslået ved generelt accepterede videnskabelige data, og 2) opfylde de krav til sammensætning, der er anført i bilag 3.
Stk. 2. Kun de næringsstoffer, der er anført i bilag 2, må tilsættes babymad.
§ 5.§-link ↗
Forarbejdede levnedsmidler baseret på cerealier og babymad må fra det tidspunkt, hvor de er klar til forbrug eller tilberedning efter instruks fra fabrikanten, ikke indeholde rester af pesticider i mængder, der overstiger 0,01 mg/kg, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. For de i bilag 4 anførte pesticider anvendes de i bilaget fastsatte maksimalgrænseværdier.
Stk. 3. De i bilag 5 anførte pesticider må ikke anvendes i landbrugsprodukter, der er bestemt til fremstilling af forarbejdede levnedsmidler baseret på cerealier og babymad. Pesticiderne anses dog ikke for at være anvendt, hvis restkoncentrationerne heraf ikke overstiger 0,003 mg/kg.
§ 6.§-link ↗
Forarbejdede fødevarer baseret på cerealier og babymad skal udover at overholde generelle bestemmelser om mærkning være mærket med følgende oplysninger: 1) En angivelse af det alderstrin, fra hvilket produktet kan anvendes under hensyntagen til dets sammensætning, konsistens og andre særlige egenskaber. Dette alderstrin må ikke være under 4 måneder. 2) Oplysning om tilstedeværelse eller fravær af gluten, hvis det angivne alderstrin for anvendelse af produktet er under 6 måneder. 3) Energiindholdet udtrykt i kilojoule (kJ) og kilokalorier (kcal) samt numerisk angivelse af indholdet af protein, kulhydrat og fedt, pr. 100 g eller 100 ml af produktet, således som det markedsføres, og i givet fald pr. specificeret mængde af produktet i tilberedt stand. 4) En numerisk angivelse af den gennemsnitlige mængde af hvert vitamin og mineral, som angivet i henholdsvis bilag 1 og bilag 3, pr. 100 g eller 100 ml af produktet, således som det markedsføres, og i givet fald pr. specificeret mængde af produktet i tilberedt stand. 5) I givet fald en vejledning i korrekt tilberedning og en erklæring om betydningen af at følge denne vejledning.
§ 7.§-link ↗
Mærkningen af produkterne kan omfatte følgende oplysninger: 1) En numerisk angivelse af den gennemsnitlige mængde af næringsstoffer, der er anført i bilag 2, pr. 100 g eller 100 ml af produktet, som det markedsføres, og i givet fald pr. specificeret mængde i tilberedt stand, når en sådan angivelse ikke er omfattet af bestemmelserne i § 6, nr. 4. 2) Ud over de numeriske angivelser, oplysninger om vitaminer og mineraler, der er omfattet af bilag 6, udtrykt i procent af de i bilag 6 angivne referenceværdier pr. 100 g eller 100 ml af produktet, som det markedsføres, og i givet fald pr. specificeret mængde af produktet i tilberedt stand, forudsat at mængderne af vitaminer og/eller mineraler i produktet udgør mindst 15 % af referenceværdierne.
§ 8.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes med bøde den, der overtræder §§ 3-6.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er: 1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 9.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft 22. februar 2020.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 662 af 1. juni 2018 om forarbejdede fødevarer baseret på cerealier og babymad til spædbørn og småbørn ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1363 af 30. november 2017 om pesticidrester i fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn ophæves.