Bekendtgørelse nr. 1521 · 2019

Gældende

Bekendtgørelse om en inspektionsordning med henblik på sikker drift af ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i rutefart

Bekendtgørelse om en inspektionsordning med henblik på sikker drift af ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i rutefart

Dokumentdato: 13. dec. 2019Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål

§ 1.§-link ↗

Formålet med nærværende bekendtgørelse er ved regelmæssige inspektioner til stadighed at sørge for sikkerheden i forbindelse med passagerbefordring i ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i rutefart.

Kapitel 2 · Anvendelsesområde og definitioner

§ 2. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse på ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer, der sejler 1) i rutefart mellem dansk havn og havn i et tredjeland, når det pågældende skib fører dansk flag, eller 2) i indenrigsrutefart i havområder, hvor skibe i klasse A må sejle, som anført i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om skibes bygning og udstyr m.v. passagerskibe i national fart.

§ 3. · Definitioner§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Ro-ro-passagerskib: Et skib, der er indrettet således, at køretøjer eller tog kan køres direkte om bord og fra borde, og som kan medtage flere end 12 passagerer. 2) Højhastighedspassagerfartøj: Et fartøj som defineret i regel 1 i kapitel X i SOLAS 74, og som kan medtage flere end 12 passagerer. 3) SOLAS 74: Den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen fra 1974, herunder protokoller og ændringer dertil, i dens gældende affattelse. 4) Kode for højhastighedsfartøjer: Den internationale kode for sikkerhed i højhastighedsfartøjer, som er indeholdt i den af IMO's Søsikkerhedskomité vedtagne resolution MSC. 36(63) af 20. maj 1994, eller den internationale kode for sikkerhed i højhastighedsfartøjer fra 2000 (HSC-koden af 2000), som er indeholdt i IMO's resolution MSC. 97(73) fra december 2000, i dens gældende affattelse. 5) Rutefart: En række overfarter med ro-ro-passagerskibe eller højhastighedspassagerfartøjer, der gennemføres for at tjene trafikken mellem de samme to eller flere havne, eller en række sejladser fra og til samme havn uden mellemliggende anløb, enten a) i henhold til en offentliggjort fartplan, eller b) med en sådan regelmæssighed eller hyppighed, at de fremtræder som en systematisk række overfarter. 6) Havområde: Et havområde eller en sørute som fastlagt i medfør af i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om skibes bygning og udstyr m.v., passagerskibe i national fart. 7) Certifikater: a) For ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i udenrigsfart: Sikkerhedscertifikater udstedt i henhold til Solas 74 eller i henhold til koden for højhastighedsfartøjer sammen med de relevante tillæg om udrustning. b) For ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i indenrigsfart: Sikkerhedscertifikater udstedt i henhold til i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om skibes bygning og udstyr m.v., passagerskibe i national fart sammen med de relevante tillæg om udrustning. 8) Indenrigsfart: Sejlads i havområder fra dansk havn til samme havn eller anden dansk havn. 9) Selskab: Den organisation eller person, som har påtaget sig alle de pligter og ansvarsområder, der pålægges ved den internationale kode for sikker skibsdrift og forebyggelse af forurening (ISM-koden) i dens gældende affattelse, eller i tilfælde, hvor kapitel IX i Solas 74 ikke finder anvendelse, ejeren af ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet eller enhver anden organisation eller person, såsom direktøren eller bareboatbefragteren, som har overtaget ansvaret for ro-ro-passagerskibets eller højhastighedspassagerfartøjets drift fra dets ejer.

Kapitel 3 · Førstegangsinspektioner

§ 4.§-link ↗

Ro-ro-passagerskibe eller højhastighedspassagerfartøjer må kun indsættes i rutefart, når Søfartsstyrelsen har gennemført en førstegangsinspektion bestående af 1) kontrol af overholdelsen af kravene fastlagt i bilag I, og 2) en inspektion i overensstemmelse med bilag II for at sikre sig, at ro-ro-passagerskibet eller højhastighedsfartøjet opfylder de fornødne krav til sikker drift for rutefart.

Stk. 2. Rederiet skal forinden fremlægge dokumentation for overholdelse af kravene i bilag I, dog tidligst en måned før førstegangsinspektionen.

Kapitel 4 · Fravigelser fra førstegangsinspektion

§ 5.§-link ↗

Søfartsstyrelsen kan tillade, at visse forhold i bilag I og II kan fraviges, hvis det pågældende skib er blevet synet eller inspiceret inden for de seneste seks måneder.

§ 6.§-link ↗

Søfartsstyrelsen kan endvidere ved vurderingen af omfanget for førstegangsinspektionen tage hensyn til inspektioner og syn, der tidligere er foretaget med hensyn til det pågældende ro-ro-passagerskib eller højhastighedspassagerfartøj i forbindelse med tidligere sejlads i anden relevant rutefart.

§ 7.§-link ↗

Finder Søfartsstyrelsen, at tidligere inspektioner og syn er fyldestgørende og har relevans for de nye driftsforhold, kan Søfartsstyrelsen beslutte, at inspektioner i henhold til § 4, stk. 1, kan undlades, inden ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet indsættes i ny rutefart.

§ 8.§-link ↗

Et rederi kan anmode Søfartsstyrelsen om på forhånd skriftligt at bekræfte, at fritagelse for inspektioner kan ske i henhold til § 7.

§ 9.§-link ↗

Hvis der som følge af uforudsete omstændigheder er et presserende behov for en hurtig indsættelse af et andet ro-ro-passagerskib eller højhastighedspassagerfartøj for at sikre opretholdelse af driften, og § 7 ikke finder anvendelse, kan Søfartsstyrelsen tillade ro-ro-passagerskibet eller højhastighedsfartøjet at påbegynde sejlads, forudsat at følgende betingelser er opfyldt: 1) En visuel inspektion og dokumentkontrol giver ikke anledning til at tro, at ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet ikke opfylder de fornødne krav til sikker drift. 2) Der udføres førstegangsinspektion i henhold til § 4, stk. 1, inden for en måned.

Kapitel 5 · Regelmæssige inspektioner

§ 10.§-link ↗

Skibe omfattet af nærværende bekendtgørelse skal inden for hver 12-måneders periode have foretaget følgende inspektioner: 1) En inspektion i overensstemmelse med bilag II. 2) En inspektion under rutefart, som finder sted tidligst fire måneder efter, men ikke senere end otte måneder efter den inspektion, der er omhandlet i nr. 1.

Stk. 2. Inspektionen som anført i stk. 1, nr. 2, sker i henhold til bilag III.

Stk. 3. I forbindelse med inspektionen under stk. 1, nr. 2, kan Søfartsstyrelsen beslutte at udvide inspektionen til at omfatte punkter i bilag I og II med henblik på at sikre, at ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet fortsat opfylder alle de fornødne krav til sikker drift.

§ 11.§-link ↗

En førstegangsinspektion i henhold til § 4, stk. 1, anses for at være en inspektion i overensstemmelse med § 10, stk. 1, nr. 1.

§ 12.§-link ↗

Søfartsstyrelsen kan beslutte at udføre en inspektion i henhold til § 10, stk. 1, nr. 1, samtidig med eller i forbindelse med det årlige flagstatssyn.

§ 13.§-link ↗

Når der på et ro-ro-passagerskib eller højhastighedspassagerfartøj foretages større reparationer, ombygninger eller forandringer, skal der efterfølgende foretages en inspektion i overensstemmelse med bilag II.

Stk. 2. Sker der en ændring i ledelsen eller skift til andet klassifikationsselskab, skal der foretages en inspektion i overensstemmelse med bilag II.

Stk. 3. Søfartsstyrelsen kan dog, under behørig hensyntagen til tidligere inspektioner af ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet, og forudsat at det pågældende ro-ro-passagerskibs eller fartøjs sikre drift ikke berøres af denne ændring eller overførsel, fritage for den i stk. 2 krævede inspektion.

Kapitel 6 · Inspektionsrapport

§ 14.§-link ↗

En genpart af inspektionsrapporten, der udfærdiges efter hver inspektion, udeleveres til skibsføreren.

Kapitel 7 · Udbedring af fejl og mangler, forbud mod sejlads og suspension af inspektion

§ 15.§-link ↗

Rederiet sikrer, at alle fejl og mangler, der er bekræftet eller konstateret ved en inspektion udført i overensstemmelse med nærværende bekendtgørelse, udbedres.

§ 16.§-link ↗

Hvis fejlene og manglerne udgør en åbenbar fare for sundhed eller sikkerhed eller indebærer umiddelbar fare for sundhed eller menneskeliv, det pågældende ro-ro-passagerskib eller højhastighedspassagerfartøj eller dets besætning og passagerer, meddeler Søfartsstyrelsen det pågældende skib et forbud mod sejlads.

Stk. 2. En genpart af dette forbud mod sejlads gives til skibsføreren.

§ 17.§-link ↗

Et forbud mod sejlads ophæves først, når Søfartsstyrelsen har konstateret, 1) at fejl eller mangler er udbedret, og at faren er afværget, eller 2) at det pågældende skib, eventuelt på bestemte betingelser, som anses for nødvendige, kan afsejle eller genoptage driften uden risiko for passagerers eller besætningsmedlemmers sikkerhed eller sundhed eller risiko for ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet eller andre skibe.

§ 18.§-link ↗

Hvis fejl eller mangler, jf. § 16, stk. 1, ikke umiddelbart kan udbedres i den havn, hvor fejl eller mangler er blevet bekræftet eller konstateret, kan Søfartsstyrelsen tillade, at det pågældende skib fortsætter til et egnet reparationsværft, hvor fejl eller mangler umiddelbart kan udbedres.

§ 19.§-link ↗

I særlige tilfælde, hvor det er tydeligt, at et ro-ro-passagerskibs eller højhastighedspassagerfartøjs generelle tilstand ikke opfylder kravene, kan Søfartsstyrelsen suspendere inspektionen af dette skib eller fartøj, indtil rederiet træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet ikke længere udgør en åbenbar fare for sikkerhed eller sundhed eller ikke længere indebærer umiddelbar fare for besætningens og passagerernes liv, eller til at sikre, at det opfylder de relevante krav i gældende internationale konventioner.

Stk. 2. Suspenderes en inspektion i overensstemmelse med stk. 1, meddeles ro-ro-passagerskibet eller højhastighedspassagerfartøjet automatisk forbud mod sejlads.

Stk. 3. Forbuddet mod sejlads ophæves, når inspektionen er genoptaget og afsluttet med et tilfredsstillende resultat, og når betingelserne fastsat i nærværende § 17 og § 22, stk. 2, er opfyldt.

§ 20.§-link ↗

Søfartsstyrelsen kan tillade, at et ro-ro-passagerskib eller højhastighedspassagerfartøj, der er meddelt et forbud mod sejlads, flyttes til en anden del af havnen, forudsat det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Stk. 2. Tilladelse i henhold til stk. 1 meddeles under hensyntagen til ophobning af skibe i en havn.

Stk. 3. Der må ikke tages hensyn til risikoen for ophobning af skibe i havnen, når der træffes afgørelse om, hvorvidt et forbud mod sejlads skal pålægges eller ophæves.

Stk. 4. Havnemyndighederne eller -instanserne skal lette modtagelsen af sådanne skibe.

Kapitel 8 · Klageadgang

§ 21.§-link ↗

Afgørelse truffet af Søfartsstyrelsen om forbud mod sejlads i henhold til § 16, stk. 1, og § 19, stk. 2, kan af vedkommende rederi indbringes for det Ankenævn for Søfartsforhold, som er nedsat i medfør af lov om sikkerhed til søs.

Stk. 2. Når Søfartsstyrelsen træffer afgørelser om forbud mod sejlads efter § 16, stk. 1, og § 19, stk. 2, underrettes skibets fører om klageadgangen, jf. stk. 1.

Kapitel 9 · Betaling for syn ved forbud mod sejlads

§ 22.§-link ↗

Hvis der i forbindelse med de inspektioner, der er udføres i henhold til § 4, stk. 1, og § 10, stk. 1, bekræftes eller konstateres fejl og mangler, der medfører et forbud mod sejlads, afholdes alle omkostninger i forbindelse med inspektionerne af rederiet.

Stk. 2. Et forbud mod sejlads kan først ophæves, når fuld betaling er sket, eller der er stillet tilstrækkelig garanti for godtgørelse af omkostningerne.

Kapitel 10 · Straffebestemmelser

§ 23.§-link ↗

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der 1) ved overtrædelsen, herunder i forbindelse med forvoldelse af søulykke eller sejlads i strid med godt sømandskab, er sket skade på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, 2) tidligere er afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende forhold eller 3) ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 4 anses personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet af andre end rederen, tillige for at være knyttet til rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden organisation eller person, anses skibsføreren og de søfarende tillige for at være knyttet til den, som dokumentet er udstedt til.

Kapitel 11 · Ikrafttræden m.v.

§ 24.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. december 2019.

Stk. 2. Teknisk forskrift af 27. oktober 2003 om en ordning med obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro færger og højhastighedspassagerfartøjer ophæves, dog ikke for Grønland.

§ 25.§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.