Bekendtgørelse nr. 567 · 2019

Historisk

Bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne

Bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne

Dokumentdato: 3. maj 2019Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Grundfagene i erhvervsuddannelserne er beskrevet i bilag 2-19 (fagbilagene) til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Erhvervsfagene er beskrevet i bilag 20-28 (fagbilagene).

Stk. 3. Erhvervsrettet andetsprogsdansk er beskrevet i bilag 29 (fagbilag).

§ 2.§-link ↗

Grundfag kan have følgende niveauer: 1) F: Et niveau mellem folkeskolens afgangsprøve og 10. klasse-prøven. 2) E: Svarende til 10. klasse-prøve. 3) D: Et niveau mellem 10. klasse-prøve og gymnasialt C-niveau. 4) C: Svarende til det gymnasiale C-niveau.

Stk. 2. Niveauerne i de enkelte grundfag fremgår af fagbilaget for det pågældende grundfag.

Stk. 3. Hvert niveau løftes til det efterfølgende niveau med udgangspunkt i det antal uger, som er angivet i afsnittet om niveauer og vejledende varighed.

§ 3.§-link ↗

Erhvervsfag udbydes i tre kategorier: 1) Erhvervsfag 1, som er et introducerende erhvervsfag. 2) Erhvervsfag 2, hvor eleven opnår generelle kompetencer. 3) Erhvervsfag 3, som er erhvervsfaglige videns-, proces- og metodefag.

Stk. 2. Erhvervsfag 3 udbydes på niveau 1 og niveau 2. Niveauerne i de enkelte erhvervsfag fremgår af fagbilaget for det pågældende erhvervsfag.

§ 4. · Undervisning i grundfag§-link ↗

Et grundfags faglige mål opfyldes gennem arbejde med både kernestof og supplerende stof.

Stk. 2. Kernestof omfatter det faglige indhold, der er obligatorisk på det pågældende niveau. Det supplerende stof er en friere ramme, inden for hvilken der udvælges fagligt indhold, som uddyber og perspektiverer kernestoffet samt udvider elevens almene- og erhvervsfaglige erkendelser. Kernestof og supplerende stof vælges med relevans for elevens uddannelse og erhverv og så det udvikler elevens almene og erhvervsfaglige kompetencer.

§ 5. · Undervisning i grundfag§-link ↗

Undervisningen i grundfag tilrettelægges ud fra skolens fælles pædagogiske og didaktiske grundlag. Der anvendes forskellige arbejdsformer og undervisningen tilrettelægges med faglig progression.

Stk. 2. Undervisningen omfatter erhvervsfaglige emner og problemstillinger med udgangspunkt i elevens valg af erhvervsfagligt hovedområde og fagretning.

Stk. 3. Undervisningen i et fag tilrettelægges i sammenhæng med den pågældende uddannelses erhvervsfaglige undervisning i videst muligt omfang.

Stk. 4. It inddrages i undervisningen.

Stk. 5. Undervisningen og elevens udbytte heraf evalueres løbende. Evalueringens formål er at understøtte progression i den enkelte elevs læring og skal sikre, at eleven reflekterer over sin faglige udvikling i forhold til faget og elevens fremtidige erhverv.

Stk. 6. Ved afslutning af faget udarbejdes en oversigt over gennemført undervisning. Den udarbejdede oversigt sendes til censor ved udtræk af faget til prøve, jf. § 24, stk. 2, i bekendtgørelse om prøver og eksamen i grundlæggende erhvervsrettede uddannelser, og udleveres til eleven.

§ 6. · Undervisning i grundfag§-link ↗

Undervisningen i grundfag afsluttes med afgivelse af en standpunktskarakter.

§ 7. · Afholdelse af prøver i grundfag§-link ↗

Skolen afholder prøver i de grundfag, som eleven har gennemført i overensstemmelse med den rækkefølge, som følger af Undervisningsministeriets system til udtrækning af prøvefag og i overensstemmelse med reglerne om antallet af prøver. Hvis der udtages et fag, som eleven har fået godskrevet, betragtes prøven som aflagt.

Stk. 2. Tidligst 21 dage og senest 7 dage før prøverne skal finde sted, meddeler skolen eleverne, hvilke grundfagsprøver de skal deltage i.

Stk. 3. Der kan afholdes prøver i erhvervsrettet andetsprogsdansk i henhold til bestemmelserne herom i bilag nr. 28.

§ 8. · Afholdelse af prøver i grundfag§-link ↗

Opgaverne (spørgsmålene) ved mundtlige prøver stilles af skolen i henhold til fagbilaget. Medmindre andet er fastsat i fagbilaget, skal opgaverne tilsammen omfatte faget som helhed. Hver opgave skal omfatte væsentlige emner inden for faget.

Stk. 2. Hver opgave må højst indgå tre gange som trækningsspørgsmål.

Stk. 3. Skolen beskriver prøvens bedømmelseskriterier. Dog indgår fagbilagets bedømmelseskriterier, hvor de er beskrevet i fagbilaget. Bedømmelseskriterierne skal tage udgangspunkt i de væsentlige mål og krav, som skolen har udvalgt i forhold til prøven samt i prøvens bedømmelsesgrundlag.

§ 9. · Afholdelse af prøver i grundfag§-link ↗

Følgende erhvervsuddannelser skal udbydes med caseeksamen på grundforløbets 2. del: 1) Detailhandelsuddannelse med specialer. 2) Eventkoordinatoruddannelsen. 3) Finansuddannelsen. 4) Handelsuddannelse med specialer. 5) Kontoruddannelse med specialer.

Stk. 2. På grundforløbets 1. del kan hovedområdet ”Kontor handel og forretningsservice” udbydes med caseeksamen.

Stk. 3. Prøven tilrettelægges på grundlag af en skriftlig case om konkrete casevirksomheder eller brancher, jf. stk. 4, og en mundtligprøve, jf. stk. 5.

Stk. 4. Prøven indledes med en caseundervisningsdag på 4-6 klokketimer i det fag, som er udtrukket til eksamen. Skolen udarbejder 5-7 opgaver til caseundervisningsdagen med udgangspunkt i fagets mål. Eleverne skal arbejde med alle opgaver på caseundervisningsdagen.

Stk. 5. Den mundtlige eksamination påbegyndes første hverdag efter caseundervisningsdagen. Eleven eksamineres i de af opgaverne, jf. stk. 4, som censor udpeger som grundlag for eksaminationen. Til de af censor valgte opgaver stilles yderligere to ekstra ukendte spørgsmål. Eksaminationen af eleven varer ca. 30 minutter inklusiv votering. Der gives en karakter ud fra en helhedsvurdering af elevens præstation.

Stk. 6. Følgende fag kan udbydes med caseeksamen: 1) Afsætning. 2) Dansk. 3) Finansiering. 4) Fremmedsprog. 5) Informationsteknologi. 6) Matematik. 7) Organisation. 8) Samfundsfag. 9) Virksomhedsøkonomi.

§ 10. · Fritagelse for grundfag§-link ↗

En elev fritages for undervisning og prøve i et grundfag, hvis eleven har afsluttet eller bestået faget på samme eller højere niveau.

Stk. 2. Fritagelse kan gives en elev, som dokumenterer at have: 1) aflagt prøve i faget og ved prøven opnået mindst beståkarakter, 2) opnået mindst beståkarakter som standpunktskarakter ved afslutningen af faget, hvis faget ikke er udtrukket som prøvefag eller faget ikke afsluttes med prøve, 3) opnået mindst beståkarakter som standpunkts- eller prøvekarakter for et undervisningsforløb på gymnasialt niveau af mindst 1 års varighed, hvor faget har været en del af undervisningen, 4) afsluttet faget med en anden fagbetegnelse eller i et undervisningsforløb, som efter skolens skøn kan træde i stedet for faget, når skolen finder, at de faglige mål for og det centrale indhold i det fag eller forløb, som eleven fritages for, er sammenligneligt med indholdet og målene i det fag, der gives fritagelse for eller 5) bevis for en realkompetencevurdering eller et deltagerbevis for bestået almen voksen uddannelse (AVU) i faget.

Stk. 3. For afgørelser om fritagelse for grundfag gælder i øvrigt reglerne om godskrivning i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Stk. 4. Fritagelse for fag på G, F og E niveau med både mundtlig og skriftlig prøve kan kun gives, hvis begge prøver er bestået.

§ 11. · Undervisning i erhvervsfag m.v.§-link ↗

Undervisningen på grundforløbets 1. del uden et eux-forløb omfatter erhvervsfag 1, der gennemføres i de første to uger, alle erhvervsfag 2 og 3 samt et erhvervsfag 3 på niveau 2 med en samlet varighed på 10 uger. Derudover omfatter undervisningen fire ugers valgfag og fire ugers grundfag, som skal indeholde undervisning i grundfaget dansk, der løftes minimum et niveau fra elevens niveau ved uddannelsesstart. Såfremt eleven kun løftes et niveau i dansk, skal eleven gennemføre endnu et grundfag af 2 ugers varighed.

Stk. 2. I eux-forløb erstattes grundfag og valgfag af grundfagsundervisning i 3 fag på C-niveau, jf. reglerne om den enkelte uddannelse.

§ 12. · Undervisning i erhvervsfag m.v.§-link ↗

Skolen skal udbyde fagretninger efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Stk. 2. Fagretningerne skal indeholde erhvervsfaglige karakteristika, der giver eleverne indblik i de enkelte brancher, så eleverne kan træffe et mere kvalificeret valg af uddannelse.

Stk. 3. I en fagretning skal indgå alle erhvervsfag 2 og 3, samt et erhvervsfag 3 på niveau 2, jf. § 3 samt bilagene 19-27. Grundfaget dansk og valgfag kan indgå i en fagretning eller gennemføres uafhængigt af fagretningen.

§ 13. · Klager§-link ↗

Elever kan klage til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet over skolens afgørelser efter bekendtgørelsen, for så vidt angår retlige mangler.

Stk. 2. Klage skal indgives til skolen senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende med angivelse af klagevejledning. Såfremt klagen ikke tages til følge af skolen, videresender skolen inden 10 hverdage klagen til styrelsen ledsaget af skolens udtalelse. Forinden underretter skolen klageren om skolens stillingtagen til klagen, og giver klageren en frist på en uge til at fremsætte eventuelle bemærkninger til sagen. Når klageren har fremsat bemærkninger, eller når fristen er udløbet, fremsender skolen klagen til styrelsen bilagt sagens akter. Styrelsen kan bestemme, at klagen skal have opsættende virkning.

Stk. 3. Klager vedrørende prøver følger bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser.

§ 14. · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 683 af 8. juni 2016 om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne ophæves. Bekendtgørelsen finder fortsat anvendelse for elever, der er påbegyndt undervisningen i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 3. Skolen fastsætter i den lokale undervisningsplan eventuelle overgangsordninger for elever, der er begyndt på undervisningen efter de regler, der var gældende før 1. august 2019.