Bekendtgørelse nr. 521 · 2019

Historisk

Kvotegebyrbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om gebyr for ydelser efter lov om CO2-kvoter

Dokumentdato: 29. apr. 2019Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

En driftsleder af en produktionsenhed eller en luftfartsoperatør af en af de luftfartsaktiviteter, der er omfattet af lov om CO2-kvoter og bekendtgørelse om CO2-kvoter, skal betale Energistyrelsens udgifter til følgende: 1) Udstedelse af tilladelse til udledning af drivhusgasser m.v. efter §§ 15 og 16 i lov om CO2-kvoter og §§ 10 og 11 i bekendtgørelse om CO2-kvoter. 2) Tildeling af kvoter til produktionsenhed efter § 19, stk. 1 og 2, i lov om CO2-kvoter og § 13 i bekendtgørelse om CO2-kvoter. 3) Tildeling af luftfartskvoter til luftfartsoperatør efter § 19, stk. 1 og 2, i lov om CO2-kvoter og § 14 i bekendtgørelse om CO2-kvoter og bilag 1-9 hertil. 4) Behandling og afgørelse af sager vedrørende overvågning, verifikation og rapportering efter §§ 15-17 i bekendtgørelse om CO2-kvoter. 5) Fastsættelse af produktionsenhedens eller luftfartsaktivitetens drivhusgasudledning, herunder omkostninger til Energistyrelsens indledende arbejde og eventuel sagkyndig bistand efter § 17, stk. 4, i bekendtgørelse om CO2-kvoter. 6) Afgørelse om afgiftsbetaling efter § 28 i lov om CO2-kvoter. 7) Tilsyn efter § 29, stk. 1, i lov om CO2-kvoter. 8) Administration af gebyropkrævning efter § 30, stk. 1, i lov om CO2-kvoter.

Stk. 2. Produktionsenhed eller luftfartsoperatør, der ikke tildeles kvoter i et kalenderår, er undtaget for betaling af gebyr efter § 2, jf. dog § 2, stk. 2.

§ 2. · Beregning, opkrævning, opgørelse m.v. af gebyr§-link ↗

Den årlige gebyrsats for Energistyrelsens udgifter i medfør af § 1, stk. 1, nr. 1-2, 4 og 6-8, der baseres på kategorisering af produktionsenheder i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 af 21. juni 2012 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og de til enhver tid af Kommissionen foretagne ændringer heraf, og som for hver produktionsenhed betales, er følgende: 1) 24.163 kr. for produktionsenhed med lille emissionsmængde (kategori A-lav). 2) 39.627 kr. for produktionsenhed i kategori A. 3) 55.091 kr. for produktionsenhed i kategori B. 4) 70.555 kr. for produktionsenhed i kategori C.

Stk. 2. Den årlige gebyrsats for Energistyrelsens udgifter i medfør af § 1, stk. 1, nr. 2 og 7-8, er 4.833 kr. for en produktionsenhed, som i et år ikke tildeles kvoter som følge af delvis indstilling af drift.

Stk. 3. Den årlige gebyrsats for Energistyrelsens udgifter i medfør af § 1, stk. 1, nr. 1, 3-4 og 6-8, der baseres på kategorisering af luftfartøjsoperatører i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 af 21. juni 2012 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og de til enhver tid af Kommissionen foretagne ændringer heraf, og som for hver luftfartsoperatør betales, er følgende: 1) 24.163 kr. for luftfartøjsoperatør med små emissionsmængder svarende størrelsesmæssigt til § 2, stk. 1, nr. 1. 2) 55.091 kr. for luftfartøjsoperatør, der ikke er omfattet af nr. 1.

Stk. 4. Hvis der er en uoverensstemmelse mellem en produktionsenheds eller luftfartsoperatørs kategorisering, jf. stk. 1 og 3, og de faktiske emissionsmængder pr. 1. juli i gebyråret, så er det de faktiske emissionsmængder ifølge seneste verificerede udledningsrapport, der lægges til grund for gebyrfastsættelsen.

Stk. 5. Der betales ikke moms af gebyret i stk. 1-3.

§ 3. · Beregning, opkrævning, opgørelse m.v. af gebyr§-link ↗

Energistyrelsen opkræver gebyr efter § 2 hos de enkelte driftsledere og luftfartsoperatører én gang årligt i tredje kvartal af det år, som beløbet opkræves for, gennem Erhvervsstyrelsens fælles gebyropkrævning for driftsledere og luftfartsoperatører. Hos den nytilkomne produktionsenhed og luftfartsoperatør opkræves gebyret senest i tredje kvartal af det år, som følger efter det år, som beløbet opkræves for, hvor produktionsenheden eller luftfartsoperatøren blev omfattet af lov om CO2-kvoter.

Stk. 2. For gebyrets opkrævning, herunder tidspunkt for gebyrets forfald til betaling, betalingens form, rykkergebyrer og inkasso, gælder Erhvervsstyrelsens til enhver tid gældende regler for kontogebyrer, jf. bekendtgørelse om EU’s CO2-kvoteregister og Det Danske Kyoto-register.

§ 4. · Beregning, opkrævning, opgørelse m.v. af gebyr§-link ↗

Energistyrelsens udgifter ved administration af kvoteordningen beregnes på grundlag af en opgørelse over det antal timer, der i alt er medgået til udførelsen af de opgaver, der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, ganget med den timesats, der er fastsat i stk. 2.

Stk. 2. Timesatsen fastsættes på grundlag af den gennemsnitlige lønudgift til de medarbejdere, der deltager i administrationen af kvoteordningen, tillagt en forholdsmæssig andel af de øvrige administrative udgifter forbundet med administrationen af det pågældende regnskabsår.

§ 5. · Gebyr efter § 17, stk. 4, i bekendtgørelse om CO2 -kvoter§-link ↗

For beregning og opkrævning af gebyr for Energistyrelsens omkostninger efter § 1, stk. 1, nr. 5, finder § 3, stk. 2, og § 4, tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Der betales ikke moms af gebyret efter stk. 1.

§ 6. · Klageadgang§-link ↗

Afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan inden 4 uger indbringes for Energiklagenævnet, jf. § 31, stk. 1 og 5, i lov om CO2-kvoter.

Stk. 2. Afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for energi-, forsyning- og klimaministeren.

§ 7. · Ikrafttræden m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2019 og får virkning for gebyropkrævninger efter denne dato.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 761 af 7. juni 2018 om gebyr for ydelser efter lov om CO2-kvoter ophæves.