Bekendtgørelse nr. 215 · 2019

Gældende

Bekendtgørelse om markedsmæssighed af aftaler om realisering af energibesparelser

Bekendtgørelse om markedsmæssighed af aftaler om realisering af energibesparelser

Dokumentdato: 6. mar. 2019Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse for netvirksomheder, naturgasdistributionsselskaber og varmedistributionsvirksomheders aftaler med forbundne foretagender om realisering af de forpligtelser, der følger af § 22, stk. 1, nr. 5, og § 46, stk. 1, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, og § 28 c, stk. 4, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1 og 4, i lov om varmeforsyning, jf. dog stk. 2 samt § 3.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for net- eller distributionsvirksomheder, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, hvis net- eller distributionsvirksomheden 1) i det forbundne foretagende direkte eller indirekte ejer kapitalandele, som udgør mindre end fem procent og 2) har et årligt energisparemål på under 2 GWh energibesparelser for hvert af de reguleringsår, som aftalen omfatter.

§ 2. · Forbundne foretagender§-link ↗

Efter denne bekendtgørelse anses en net- eller distributionsvirksomhed forbundet med et foretagende, når 1) der foreligger en kontrolleret transaktion, jf. skattekontrollovens § 37, nr. 6, litra a-f, herunder hvis aftalen er indgået mellem koncernforbundne juridiske personer, jf. skattekontrollovens § 37, nr. 2, eller der foreligger bestemmende indflydelse, jf. skattekontrollovens § 37, nr. 1, 2) ejere af net- eller distributionsvirksomheden eller net- eller distributionsvirksomheden selv direkte eller indirekte ejer kapitalandele i dette foretagende, eller 3) bestyrelsesmedlemmer, direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i et selskab, der helt eller delvist ejer net- eller distributionsvirksomheden, eller bestyrelsesmedlemmer, direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i net- eller distributionsvirksomheden selv direkte eller indirekte deltager i ledelsen i dette foretagende.

§ 3. · Dokumentation§-link ↗

Dokumentation for prisfastsættelsen i en aftale om realisering af energibesparelser, som en net- og distributionsvirksomhed har udarbejdet i henhold til bekendtgørelse om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner, kan fremsendes til Forsyningstilsynet som dokumentation for en aftales markedsmæssighed, hvis den indholdsmæssigt opfylder kravene i bilag 2. § 4, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 4. · Dokumentation§-link ↗

Net- og distributionsvirksomheder skal dokumentere markedsmæssigheden, jf. § 46, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om naturgasforsyning, og § 28 b, stk. 5, i lov om varmeforsyning af en aftale med et forbundet foretagende i overensstemmelse med stk. 3-5 til sikring af, at aftalens priser og vilkår er i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var afsluttet mellem uafhængige parter og i overensstemmelse med kravet om effektiv drift, jf. § 69 i lov om elforsyning, § 37 a i lov om naturgasforsyning, og § 20 i lov om varmeforsyning.

Stk. 2. Net- og distributionsvirksomheders aftaler om realisering af energibesparelser skal foreligge skriftligt på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

Stk. 3. Net- og distributionsvirksomheder skal lade aftaler om realisering af energibesparelser ledsage af et aftalebilag, der indholdsmæssigt skal opfylde kravene i bilag 1.

Stk. 4. Dokumentation for markedsmæssigheden af en aftale mellem forbundne foretagender skal indholdsmæssigt opfylde kravene i bilag 2. Omfanget af kravene i bilag 2 til beskrivelser, analyser m.v., afhænger af omfanget og kompleksiteten af relationerne mellem aftalens parter, den valgte prisfastsættelsesmetode og de indgåede aftalers karakter og omfang.

Stk. 5. Net- og distributionsvirksomheder skal vedlægge dokumentationen et koncern- og et organisationsdiagram, som viser aftaleparternes juridiske og organisatoriske struktur samt en kort generel beskrivelse af relationer mellem aftaleparterne, herunder, ejer-, ledelses- og produktionsmæssige relationer, der kan have betydning for aftalens priser og vilkår.

§ 5. · Dokumentation§-link ↗

Net- og distributionsvirksomheder skal på Forsyningstilsynets anmodning fremsende dokumentation, jf. § 4, og vedlægge en kopi af den indgåede aftale.

Stk. 2. Net- og distributionsvirksomheder kan ved dokumentation af aftalers markedsmæssighed anvende de digitale formater, der tilgængeliggøres på Forsyningstilsynets hjemmeside.

§ 6. · Dokumentation§-link ↗

Forsyningstilsynet kan anmode om supplerende oplysninger og materiale, herunder at der udarbejdes supplerende redegørelse og andet materiale inden for en nærmere fastsat frist.

§ 7. · Aftalens markedsmæssighed ikke dokumenteret§-link ↗

Kan en net- og distributionsvirksomhed ikke dokumentere, at en aftale er markedsmæssig, kan Forsyningstilsynet på grundlag af den fremsendte dokumentation efter §§ 4 og 5 og supplerende oplysninger efter § 6 fastsætte den markedsmæssige pris, der indgår i den økonomiske regulering af virksomheden, jf. § 46, stk. 2, 5. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 5. pkt., i lov om naturgasforsyning, og § 28 b, stk. 4, 2. pkt., i lov om varmeforsyning ved anvendelse af andre prisfastsættelsesmetoder end de af virksomheden anvendte.

§ 8. · Aftalens markedsmæssighed ikke dokumenteret§-link ↗

Kan den fremsendte dokumentation, jf. §§ 3-6, ikke danne grundlag for en skønsmæssig fastsættelse af den markedsmæssige pris kan Forsyningstilsynet fastsætte den pris, jf. § 46, stk. 2, 5. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 5. pkt., i lov om naturgasforsyning, og § 28 b, stk. 4, 2. pkt., i lov om varmeforsyning, der indgår i den økonomiske regulering af virksomheden, til de faktisk afholdte dokumenterede omkostninger, der er medgået til den leverede ydelse eventuelt tillagt et mindre avancetillæg.

§ 9. · Aftalens markedsmæssighed ikke dokumenteret§-link ↗

Er dokumentationen for en aftales markedsmæssighed, jf. § 4, åbenbart utilstrækkelig, herunder at der ikke kan fremvises dokumentation for betalinger, som foretages i henhold til aftalen, fastsætter Forsyningstilsynet den skønsmæssige pris, der indgår i den økonomiske regulering af virksomheden, jf. § 46, stk. 2, 5. pkt., i lov om elforsyning, § 28 c, stk. 2, 5. pkt., i lov om naturgasforsyning, og § 28 b, stk. 4, 2. pkt., i lov om varmeforsyning, til nul.

Stk. 2. Forsyningstilsynet varsler virksomheden om en afgørelse om åbenbart utilstrækkelig dokumentation efter stk. 1 med en frist på fire uger til at fremkomme med bemærkninger.

§ 10. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Al skriftlig kommunikation, herunder fremsendelse af dokumentation og øvrigt materiale, skal ske elektronisk.

§ 11. · Administrative bestemmelser§-link ↗

Dokumentationen, jf. §§ 3 og 4, skal på anmodning fremsendes til Forsyningstilsynet inden 60 dage.

Stk. 2. Den skriftlige dokumentation skal udarbejdes løbende og senest færdiggøres på tidspunktet, hvor virksomhedens oplysningsskema skal indgives til Skatteforvaltningen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For kommunale varmedistributionsvirksomheder, der ikke er skattepligtige, skal dokumentation udarbejdes løbende og være færdiggjort senest den 1. juli.

Stk. 4. Forsyningstilsynet træffer afgørelse i sager omfattet af denne bekendtgørelse senest seks måneder efter, at sagen er fuldt oplyst.

§ 12. · Straf§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der tilsidesætter § 4, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 13. · Ikrafttræden§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 2019.

Stk. 2. Sager om aftalers markedsmæssighed på området for realisering af energibesparelser indgået før denne bekendtgørelses ikrafttræden behandles efter de hidtil gældende regler.