Bekendtgørelse nr. 1764 · 2018

Gældende

Bekendtgørelse om retsmedicinske institutter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet

Bekendtgørelse om retsmedicinske institutter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet

Dokumentdato: 27. dec. 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet driver hver et retsmedicinsk institut under universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet.

Stk. 2. Det retsmedicinske institut følger de regler, som gælder for universitetet, medmindre andet er fastsat i nærværende bekendtgørelse.

§ 2.§-link ↗

Et retsmedicinsk institut har til opgave inden for det retsmedicinske område at give undervisning, at drive forskning og at udføre de for retsvæsenet m.v. særlige opgaver, som er henlagt til instituttet.

Stk. 2. Et regionsråd kan indgå aftale med et retsmedicinsk institut om varetagelse af lægevidenskabelige obduktioner efter bestemmelser fastsat i sundhedsloven.

Stk. 3. Universitetet skal sikre, at det retsmedicinske institut til enhver tid er i stand til at udføre de særlige opgaver for retsvæsenet, regionsrådene m.v. på et niveau, så den faglige kompetence ikke drages i tvivl.

§ 3. · Institutleder, statsobducent og vicestatsobducent§-link ↗

Dekanen ansætter og afskediger en institutleder for det retsmedicinske institut.

Stk. 2. Institutlederen varetager instituttets daglige ledelse og er ansvarlig for de retsmedicinske undersøgelser, som det påhviler instituttet at foretage. Institutlederen eller en af denne bemyndiget medarbejder underskriver erklæringer i forbindelse med retsmedicinske undersøgelser.

Stk. 3. Institutlederen skal være anerkendt forsker i retsmedicin.

Stk. 4. Institutlederen opbygger en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver.

§ 4. · Institutleder, statsobducent og vicestatsobducent§-link ↗

Til varetagelse af bl.a. statsobducentfunktionen ved det retsmedicinske institut ansættes en professor og speciallæge på ekspertniveau i retsmedicin.

Stk. 2. Statsobducenten udfører på instituttets vegne retslægelige og lægevidenskabelige obduktioner samt kliniske retsmedicinske undersøgelser m.v., som falder ind under statsobducentfunktionens område.

§ 5. · Institutleder, statsobducent og vicestatsobducent§-link ↗

Ved det retsmedicinske institut kan ansættes en videnskabelig medarbejder, som er anerkendt forsker i retsmedicin og speciallæge i retsmedicin på ekspertniveau, til blandt andet varetagelse af funktionen som vicestatsobducent. Der kan fungere flere vicestatsobducenter.

Stk. 2. Vicestatsobducenten bistår statsobducenten og varetager statsobducentens opgaver i dennes fravær.

§ 6. · Institutleder, statsobducent og vicestatsobducent§-link ↗

Ansættelse i de i §§ 3-5 nævnte stillinger følger de for universitetet almindelige regler, herunder bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter (ansættelsesbekendtgørelsen), jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Justitsministeriet skal godkende stillingsopslag. Justitsministeriet skal endvidere godkende ansættelsen af den enkelte kandidat.

Stk. 3. Ved ansættelse i de i §§ 4 og 5 nævnte stillinger skal Justitsministeriet orienteres om bedømmelsesudvalgets sammensætning.

§ 7. · Særlige bestemmelser, ikrafttrædelse m.v.§-link ↗

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte kan efter høring af Justitsministeriet meddele universitetet pålæg angående forhold, der vedrører det retsmedicinske institut, hvis der kan opstå tvivl om, hvorvidt de retsmedicinske undersøgelser kan varetages på forsvarlig måde.

§ 8. · Særlige bestemmelser, ikrafttrædelse m.v.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 970 af 25. september 2009 om retsmedicinske institutter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet ophæves.