Bekendtgørelse nr. 1348 · 2018

Gældende

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som maskinmester

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som maskinmester

Dokumentdato: 23. nov. 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål, videngrundlag og varighed

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen til professionsbachelor som maskinmester er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er en forudsætning for at kunne virke på ledelsesniveau i skibe og i virksomheder i land, og herunder kunne varetage ansvaret for drift og vedligehold af tekniske anlæg og installationer, samt kunne forestå, at disse anlæg og installationer drives optimalt ud fra sikkerhedsmæssige, driftsøkonomiske og miljømæssige hensyn.

Stk. 2. Uddannelsen skal herudover kvalificere de studerende til at medvirke aktivt i et demokratisk samfund og til at deltage i videreuddannelse.

Stk. 3. Den uddannede skal opfylde kravene i den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold med senere ændringer (STCW-konventionen), kapitel III/2 og III/6, med henblik på, at den uddannede, der har gennemført de maritime valgfag, kan få udstedt sønæringsbevis som vagthavende maskinmester i henhold til bekendtgørelse om kvalifikationskrav til søfarende og fiskere og om sønærings- og kvalifikationsbeviser.

Stk. 4. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

Stk. 5. Den uddannede, der har gennemført de maritime valgfag, skal opfylde kvalifikationskrav mv. som angivet i bilag 4.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsens videngrundlag er erhvervs- og professionsbaseret samt udviklingsbaseret og skal bygge på forsknings- og udviklingsviden inden for det tekniske fagområde og andre relevante fagområder.

Stk. 2. Erhvervs- og professionsbasering indebærer, at uddannelsen er baseret på ny viden om centrale tendenser inden for det erhverv eller den profession, som uddannelsen retter sig mod.

Stk. 3. Udviklingsbasering indebærer, at uddannelsen er baseret på ny viden fra forsøgs- og udviklingsarbejde, som er relevant for det erhverv eller den profession, som uddannelsen retter sig mod. Udviklingsbasering indebærer desuden, at uddannelsen er baseret på ny viden fra forskningsfelter, der er relevante for de kerneområder, der er konstituerende for uddannelsens formål og erhvervssigte.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor som maskinmester. Den engelske titel er Bachelor in Technology Management and Marine Engineering, (BTecMan & MarEng).

Stk. 2. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Technology Management and Marine Engineering.

§ 4.§-link ↗

Uddannelsen er normeret til 270 ECTS-points. 60 ECTS-points svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Uddannelsen skal være afsluttet inden for et antal år, der svarer til normeret uddannelsestid plus 2 år. Uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra seneste afslutningstidspunkt, når det er begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 3. Ansøgt orlov accepteres, hvis den er begrundet i barsel, adoption, dokumenteret sygdom, militærtjeneste, FN-tjeneste eller lignende forhold.

Kapitel 2 · Indhold og tilrettelæggelse

§ 5.§-link ↗

Uddannelsen består af følgende: 1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 130 ECTS-point, der er fælles for de studerende. 2) Værkstedsskole og førstehjælp med et samlet omfang på 45 ECTS-point. 3) Valgfag svarende til 20 ECTS-point, hvor der skal være mulighed for at vælge maritime valgfag, jf. bilag 3. 4) Praktik med et samlet omfang på 60 ECTS-point, hvoraf professionspraktikken udgør 15 ECTS-point. 5) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer, jf. stk. 1, nr. 1, tilrettelægges inden for følgende kerneområder: 1) Elektriske og elektroniske maskiner og anlæg. 2) Termiske maskiner og anlæg. 3) Procesanalyse og automation. 4) Ledelse, økonomi og sikkerhed.

§ 6.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen skal tilrettelægge et udbud af valgfag, jf. § 5, stk. 1, nr. 3. Valgfagene skal supplere den studerendes erhvervskompetence inden for områder, der retter sig imod erhvervets behov, specialisering eller studiekompetencer i relation til videreuddannelse.

§ 7.§-link ↗

Efter endt uddannelse skal den studerende have opnået det teoretiske grundlag til at 1) kunne blive godkendt som fagligt ansvarlig på el-området, jf. bekendtgørelse om godkendelse af fagligt ansvarlige på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet og på gasområdet m.v., 2) erhverve kedelpassercertifikater og køleautorisation, jf. gældende bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser og 3) indtræde på kompetencegivende kurser vedrørende indregulering og funktionsprøvning af gasfyrede anlæg over 135 kW, jf. bekendtgørelse om personlige faglige kvalifikationer for den teknisk ansvarlige og dennes medarbejdere i autoriserede og godkendte kompetente virksomheder.

§ 8.§-link ↗

Uddannelsen tilrettelægges med stigende sværhedsgrad og kompleksitet gennem forløbet samt vekselvirkning mellem teori og praktik.

Stk. 2. Ny national og international viden og nye metoder integreres i undervisningen.

Stk. 3. I undervisningen inddrages erfaringer fra praktik og viden om centrale tendenser i professionen og metoder til at udvikle professionen samt udføre kvalitets- og udviklingsarbejde. Underviserne deltager i eller har aktiv kontakt med relevante forskningsmiljøer, udviklingsmiljøer eller beskæftigelsesområder og inddrager løbende viden og erfaringer herfra i undervisningen.

Stk. 4. I uddannelsens teoretiske dele og praktikdele skal indgå undervisningsformer og læringsmiljøer, der udvikler de studerendes selvstændighed, samarbejdsevne, refleksion og evne til at skabe faglig fornyelse.

Stk. 5. I uddannelsen skal der lægges vægt på, at de studerende, blandt andet gennem praktikken, får mulighed for at opnå praksiserfaring inden for professionen som maskinmester, og at dette indgår i hele studieforløbet.

Stk. 6. Engelsk skal anvendes i undervisningen i alle relevante fagemner for at kvalificere den studerende til at kunne anvende engelsk som arbejdssprog.

Stk. 7. Uddannelsen skal tilrettelægges, således at studerende med en relevant erhvervsuddannelse kan gennemføre uddannelsen uden at gennemføre værkstedsskole og virksomhedspraktik, bortset fra eventuelle kursusforløb, jf. bilag 2.

§ 9.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen er ansvarlig for gennemførelsen af uddannelsen i sin helhed, herunder for eventuel udlagt undervisning.

Kapitel 3 · Praktik

§ 10.§-link ↗

Uddannelsen indeholder to praktikforløb: 1) Virksomhedspraktik eller søpraktik. 2) Professionspraktik.

Stk. 2. Virksomhedspraktik skal afvikles i forbindelse med værkstedsskolen.

Stk. 3. Professionspraktik skal afvikles umiddelbart forud for bachelorprojektet.

Stk. 4. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at bistå den studerende med at finde egnet praktikplads med henblik på at sikre, at den krævede praktik kan gennemføres inden for den normerede tid. Søpraktik og professionspraktik, der er tilrettelagt som praktik til søs, kan gennemføres på flere praktiksteder på tværs af rederier og skibstyper.

Stk. 5. Praktik skal gennemføres i henhold til aftale mellem uddannelsesinstitutionen og praktikstedet. Uddannelsesinstitutionen indgår en generel skriftlig aftale med praktikstedet om praktikforløb for studerende, samt udfører vejledning af den studerende såvel før som under praktikforløbet. Desuden godkender institutionen de individuelle praktikaftaler, som praktiksteder og studerende indgår om det konkrete praktikforløb.

Stk. 6. Det påhviler uddannelsesinstitutionen at være praktikstedet behjælpelig med udformning af aftaler og administration i forbindelse med gennemførelse af praktik.

§ 11.§-link ↗

Virksomhedspraktik, søpraktik og professionspraktik gennemføres som ulønnet praktik i en virksomhed i Danmark eller i udlandet, jf. dog stk. 2. Såfremt der er tale om søpraktik eller professionspraktik, der er tilrettelagt som praktik til søs, gennemføres praktikken som overtallig om bord på et skib.

Stk. 2. Lønnet praktik kan aftales mellem den studerende og praktikstedet.

Stk. 3. Den studerende må under ulønnet praktik i en offentlig eller privat virksomhed ikke indgå som arbejdskraft, herunder være underlagt virksomhedens instruktionsbeføjelse.

Stk. 4. Den studerende kan under ulønnet praktik modtage en erkendtlighed i form af en mindre økonomisk påskønnelse fra en virksomhed mv. Beløbet må højst svare til 3.000 kr. om måneden og må ikke ydes som en på forhånd fastsat indkomst i lighed med en lønindkomst.

Stk. 5. Praktikstedet har pligt til at meddele uddannelsesinstitutionen, om praktikforløbet gennemføres som ulønnet eller lønnet praktik. Uddannelsesinstitutionen skal godkende praktikaftalen.

§ 12. · Særligt vedrørende praktik til søs§-link ↗

Inden praktik til søs påbegyndes, skal den studerende have gennemført relevant uddannelse i søsikkerhed, førstehjælp, arbejdssikkerhed til søs og brandbekæmpelse, jf. STCW-kodens sektion A-VI/1, paragraf 2, mindst omfattende punkterne 2.1.1.1, 2.1.1.2, 2.1.1.3 og 2.1.1.4, og have erhvervet bevis herfor. Den studerende skal tillige have bevis for gennemført generelt sikringsberedskab, jf. STCW-kodens tabel A-VI/6-1.

Stk. 2. Praktikken skal finde sted i et søgående handels- eller fiskeskib, eller et skib, som hører under Søværnet, med fremdrivningsmaskineri på 750 kW eller derover, og som med hensyn til størrelse, driftsforhold, udstyr, bemanding samt besætningens erfaring og arbejdsbelastning kan fungere som et effektivt praktiksted til søs. Praktikken skal kvalificere den studerende til opnåelse af certifikater som nævnt i § 1, stk. 3.

Stk. 3. Praktikken skal foregå under vejledning af en kvalificeret maskinofficer og skal gennemføres i henhold til en af Styrelsen for Forskning og Uddannelse godkendt uddannelsesbog.

Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen skal sikre korrekt anvendelse af uddannelsesbog i overensstemmelse med studieordningen samt sikre den nødvendige opfølgning i tilfælde, hvor uddannelsesbogen ikke kan godkendes.

Kapitel 4 · Studieordning

§ 13.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionen fastsætter inden for rammerne af denne bekendtgørelse nærmere regler for uddannelsen i en studieordning.

Stk. 2. I studieordningen fastsættes nærmere regler for 1) uddannelsens mål, 2) uddannelsens struktur og opbygning, herunder moduler, tværfaglige elementer, ECTS-point og beskrivelse af valgfag, herunder læringsmål i henhold til kvalifikationsrammens niveau, 3) undervisnings- og samarbejdsformer, 4) udmøntning af mål om, at de studerende efter endt uddannelse kan anvende engelsk som arbejdssprog, jf. § 5, stk. 4, 5) samarbejde med erhverv og andre uddannelsesinstitutioner, 6) studieplaner, 7) prøver og anvendte bedømmelsesformer, 8) studieaktivitet, 9) merit, 10) orlov, 11) dispensation, 12) retningslinjer for udarbejdelse af bachelorprojekt, 13) retningslinjer for praktikperioderne, herunder brug af uddannelsesbog og 14) retningslinjer for godkendelse af undervisning på anden dansk eller udenlandsk uddannelsesinstitution.

Stk. 3. Det skal fremgå af studieordningen, at uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af uddannelsesinstitutionen selv.

Stk. 4. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf forudsættes udarbejdet med inspiration fra erhvervets parter.

§ 14.§-link ↗

Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et semesters begyndelse.

Stk. 2. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf skal indeholde overgangsregler.

Stk. 3. Gældende studieordninger skal være tilgængelige på uddannelsesinstitutionens hjemmeside og dokumenteret i uddannelsesinstitutionens kvalitetssystem.

Kapitel 5 · Prøver og eksamen

§ 15.§-link ↗

For prøver og eksamen gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver i de maritime uddannelser og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

§ 16.§-link ↗

En uddannelse skal indeholde de eksterne prøver, der er nødvendige i henhold til bekendtgørelse om prøver i de maritime uddannelser. Uddannelsen kan herudover indeholde interne prøver. Uddannelsen skal mindst indeholde følgende 3 prøver: 1) 1 intern eller ekstern prøve, og som skal dokumentere, at den studerende har opnået de læringsmål, der er fastsat for 1. studieår efter værkstedsskole og virksomhedspraktik. 2) 1 ekstern prøve i bachelorprojektet, som sammen med uddannelsens øvrige prøver skal dokumentere, at uddannelsens mål for læringsudbytte er opnået. Prøven består af et projekt og en mundtlig del, hvor der gives én samlet karakter. Prøven kan først finde sted efter, at praktikken er godkendt, og uddannelsens øvrige prøver er bestået. 3) Studerende skal bestå en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt el-autorisationsprøve.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen udsteder eksamensbevis, når den studerende har gennemført uddannelsen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For de uddannelseselementer, der berettiger til udstedelse af et særligt bevis, kan der først udstedes bevis for gennemførelse, når den nødvendige fartstid er erhvervet, jf. kvalifikationskrav herom. Såfremt den studerende ikke har erhvervet den nødvendige fartstid, udsteder uddannelsesinstitutionen en attest til den studerende, som ved fremvisning af dokumentation for fartstid kan erstattes med et bevis.

Kapitel 6 · Undervisernes kvalifikationer

§ 17.§-link ↗

Underviserne skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der ligger højere end afgangsniveauet for uddannelserne. Ved kvalifikationsniveau forstås pædagogisk kompetence samt dokumenteret teoretisk, faglig og professionsmæssig kompetence.

Kapitel 7 · Merit, klage, forsøg og dispensation

§ 18.§-link ↗

Beståede uddannelseselementer ækvivalerer de tilsvarende uddannelseselementer ved andre uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsen.

Stk. 2. Den studerende har pligt til at oplyse om gennemførte uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelse og om beskæftigelse, der må antages at kunne give merit. Uddannelsesinstitutionen godkender i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen merit på bagrund af gennemførte uddannelseselementer og beskæftigelse, der står mål med fag, uddannelsesdele og praktikdele. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering.

Stk. 3. Studerende, der har gennemført en erhvervsuddannelse eller har relevant erhvervserfaring af mindst 2 års varighed, kan efter uddannelsesinstitutionens konkrete faglige vurdering tildeles merit for hele eller dele af værkstedsskoleundervisningen og virksomhedspraktikken. Der kan ikke gives merit for professionspraktikken.

Stk. 4. Den studerende har ved forhåndsgodkendelse af studieophold i Danmark eller udlandet pligt til efter endt studieophold at dokumentere det godkendte studieopholds gennemførte uddannelseselementer. Den studerende skal i forbindelse med forhåndsgodkendelsen give samtykke til, at uddannelsesinstitutionen efter endt studieophold kan indhente de nødvendige oplysninger.

Stk. 5. Ved godkendelse efter stk. 2 og 4 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

Stk. 6. Uddannelsesinstitutionen skal på sin hjemmeside offentliggøre en statistik over afgørelser om merit, herunder forhåndsmerit.

§ 19.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionens afgørelser om merit kan indbringes for Kvalifikationsnævnet.

§ 20.§-link ↗

Uddannelsesinstitutionernes afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Styrelsen for Forskning og Uddannelse når klagen vedrører retlige spørgsmål.

Stk. 2. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, som videresender klagen til Styrelsen for Forskning og Uddannelse ledsaget af en udtalelse. Uddannelsesinstitutionen skal give klageren lejlighed til inden for en frist på mindst 1 uge at kommentere udtalelsen. Eventuelle kommentarer fra klageren skal medsendes til styrelsen.

Stk. 3. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

§ 21§-link ↗

Styrelsen for Forskning og Uddannelse kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen for Forskning og Uddannelse kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.

Kapitel 8 · Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Studerende, der har påbegyndt uddannelsen før den 1. januar 2019, kan gennemføre uddannelsen efter de hidtidige regler.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen fastsætter de nødvendige overgangsregler for studerende, der er under uddannelse til maskinmester, og som ønsker at gennemføre uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 10 og 11 gælder praktikaftaler, der indgås efter 1. januar 2019.

Stk. 5. Bekendtgørelse nr. 1610 af 13. december 2016 om uddannelsen til professionsbachelor som maskinmester ophæves.