Bekendtgørelse nr. 762 · 2018

Gældende

Bekendtgørelse om særlige uddannelses- og kvalifikationskrav til besætningen på skibe der sejler i polare områder

Bekendtgørelse om særlige uddannelses- og kvalifikationskrav til besætningen på skibe der sejler i polare områder

Dokumentdato: 11. jun. 2018Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1. · Formål og anvendelsesområde§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter uddannelses- og kvalifikationskravene for skibsførere, officerer og andet personel, der er en del af vagthold på broen for skibe, der opererer i polare områder, jf. den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978, med senere ændringer (STCW-konventionen), reglement V/4.

§ 2. · Formål og anvendelsesområde§-link ↗

Bekendtgørelsen finder anvendelse for søfarende på skibe, der er omfattet af polarkoden, jf. kapitel XIV om sikkerhedsforanstaltninger for skibe i polare farvande i bekendtgørelse nr. 1512 af 8. december 2016 om Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, skibes bygning og udstyr m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1188 af 7. november 2017.

§ 3. · Kvalifikationer og beviser§-link ↗

Skibsførere, overstyrmænd og officerer, som er en del af vagthold på broen i skibe, der sejler i polare områder, skal være i besiddelse af gyldigt kvalifikationsbevis i grundlæggende træning for skibe, der sejler i polare områder som krævet i polarkoden, jf. § 2, og skal for udstedelse af kvalifikationsbevis have gennemført godkendt uddannelse i henhold til STCW-koden, afsnit A-V/4, paragraf 1, som fastlagt i bilag 1.

§ 4. · Kvalifikationer og beviser§-link ↗

Skibsførere og overstyrmænd på skibe, der sejler i polare områder, skal være i besiddelse af gyldigt kvalifikationsbevis i ledelse af operationer for skibe der sejler i polare områder som krævet i polarkoden, jf. § 2, og skal for udstedelse af kvalifikationsbevis have 1) gennemført grundlæggende uddannelse efter § 3, 2) mindst 2 måneders fartstid som en del af vagthold på broen, enten på ledelsesniveau eller operationelt niveau inden for polare områder, eller tilsvarende godkendt fartstid, jf. § 12, og 3) gennemført godkendt uddannelse i henhold til STCW-koden, afsnit A-V/4, paragraf 2, som fastlagt i bilag 2.

§ 5. · Bevisers gyldighed og fornyelse§-link ↗

Beviser udstedt efter § 3 eller § 4 er gyldige i 5 år.

Stk. 2. For at få fornyet et bevis skal man have 1) godkendt fartstid i en stilling, hvor bevis efter denne bekendtgørelse er krævet, i mindst 2 måneder inden for de seneste 5 år eller 2) gennemført godkendt uddannelse, jf. § 3 eller § 4.

Stk. 3. Ansøgning om fornyelse sker til Søfartsstyrelsen via et elektronisk ansøgningsskema.

Stk. 4. Ansøgning om fornyelse af kvalifikationsbevis, jf. stk. 1, kan ske inden udløb af beviset.

§ 6. · Udbydere af kursus og krav til instruktørers kvalifikationer§-link ↗

For at udbyde uddannelse og udstede kvalifikationsbeviser skal kursusudbyderen og uddannelserne efter § 3 og § 4 være godkendt efter Søfartsstyrelsens bekendtgørelse om godkendelse og kvalitetssikring m.v. af maritime uddannelser.

§ 7. · Udbydere af kursus og krav til instruktørers kvalifikationer§-link ↗

Kursusudbydere skal sikre, at instruktørerne har de fornødne kvalifikationer til at forestå de anførte kurser. Dette omfatter både faglige kvalifikationer og kvalifikationer til at forestå instruktion og uddannelse.

§ 8. · Udbydere af kursus og krav til instruktørers kvalifikationer§-link ↗

Kursusudbydere skal på baggrund af de i bilag 1 og 2 anførte uddannelsesmål fastlægge den nærmere planlægning, herunder varighed, under hensyntagen til deltagernes forudsætninger.

§ 9.§-link ↗

Uddannelsen og prøver kan tilrettelægges med brug af digitale medier.

§ 10.§-link ↗

Kursusudbyderen udsteder kvalifikationsbevis til søfarende, der har gennemført uddannelse i grundlæggende træning for skibe der sejler i polare områder.

Stk. 2. Beviset har en gyldighed på 5 år fra datoen for udstedelse og udformes som anført i bilag 3.

§ 11.§-link ↗

Kursusudbyderen udsteder kvalifikationsbevis til søfarende, der har gennemført uddannelse i ledelse af operationer på skibe, der sejler i polare områder, under forudsætning af, at den søfarende kan dokumentere mindst 2 måneders godkendt fartstid som en del af vagthold på broen, enten på ledelsesniveau eller operationelt niveau inden for polare områder eller tilsvarende godkendt fartstid.

Stk. 2. Beviset har en gyldighed på 5 år fra datoen for udstedelse og udformes som anført i bilag 4.

§ 12.§-link ↗

Kursusudbyderen foretager kontrol af forelagt dokumentation for fartstid ved udstedelse af kvalifikationsbevis, hvor der i denne bekendtgørelse er krav om godkendt fartstid i polare områder.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om tilsvarende godkendt fartstid er opfyldt i tilfælde, hvor fartstiden ikke er optjent i polare områder.

§ 13.§-link ↗

Kursusudbyderen skal registrere udstedelsen af kursusbeviset. Registreringen skal opbevares i 5 år og indeholde oplysninger om udstedelsesdato, navn og fødselsdato på den søfarende.

Stk. 2. Kursusudbyderen skal indberette gennemførte kurser til Søfartsstyrelsen ved anvendelse af Søfartsstyrelsens system til digital indberetning.

§ 14.§-link ↗

Ved ansøgning til Søfartsstyrelsen om udstedelse eller fornyelse af beviser, eller genpart af bevis, opkræves gebyr, jf. Søfartsstyrelsens takster for gebyrer.

§ 15. · Straffebestemmelser§-link ↗

Overtrædelse af § 3, § 4 og § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 2 anses personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet af andre end rederen, tillige for at være knyttet til rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden organisation eller person, anses skibsføreren og de søfarende tillige for at være knyttet til den, som dokumentet er udstedt til.

§ 16. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

§ 17. · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser§-link ↗

Indtil den 1. juli 2020 kan søfarende, der før den 1. juli 2018 har deltaget i vagthold på broen i polare områder, opfylde kravene i § 3 ved at dokumentere 1) mindst 3 måneders godkendt fartstid ved dækstjeneste i perioden 1. juli 2013 til 1. juli 2018, på operationelt niveau eller ledelsesniveau, i skibe der sejler i polare områder eller tilsvarende godkendt fartstid, eller 2) gennemført uddannelse i overensstemmelse med STCW-kodens afsnit B-V/g.

Stk. 2. Indtil den 1. juli 2020 kan søfarende, der før den 1. juli 2018 har deltaget i vagthold på broen i polare områder, opfylde kravene i § 4 ved at dokumentere 1) mindst 3 måneders godkendt fartstid ved dækstjeneste i perioden 1. juli 2013 til 1. juli 2018, på ledelsesniveau, i skibe der sejler i polare områder eller tilsvarende godkendt fartstid, eller 2) gennemført uddannelse i overensstemmelse med STCW-kodens afsnit B-V/g kombineret med mindst 2 måneders godkendt fartstid ved dækstjeneste i perioden 1. juli 2013 til 1. juli 2018, på ledelsesniveau, i skibe der sejler i polare områder eller tilsvarende godkendt fartstid.

Stk. 3. Søfartsstyrelsen træffer afgørelse om hvorvidt kravet om tilsvarende godkendt fartstid er opfyldt.

Stk. 4. Søfarende, der ønsker at erhverve bevis, jf. stk. 1 eller stk. 2, skal ansøge Søfartsstyrelsen om udstedelse af bevis via Søfartsstyrelsens system til digital ansøgning om udstedelse af beviser.